Hos Mommer

30. maj 2015

Tommelise kom desværre for sent til at redde svalen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:39
Tags: , , , ,

Den døde fugl er fundet. Det var en fin svale, og den er stendød, desværre … lugtede dog heldigvis ikke; gad vide hvorfor, for den må have været død i over en uge nu.
Som den lå der med de spinkle ben strittende lige i vejret, kom jeg til at tænke på H.C. Andersens dejlige eventyr om Tommelise, der i min barndoms udgave havde nogle vidunderlige illustrationer, som stadig står meget tydeligt for mig. Tommelise var et af mine yndlingseventyr, både fordi det var så smukt fortalt og fordi det endte godt (nej: IKKE både-men også!). Det var ikke alle hans eventyr, jeg holdt af – jeg kunne som barn bedst lide happy endings, hvilket fx Den lille havfrue ikke havde. Kun i disneyudgaven, og det virkede, på trods af det jeg lige har sagt, lidt forkert at ændre på et så kendt eventyr …
Jeg kan stadig bedst lide happy endings, og jeg vil helst ikke græde, når jeg læser bøger. Jeg vil underholdes på den lidt naive måde, eller også skal det være ovre i den anden grøft og være en god og saftig krimi – men de ender nu som regel også godt, fordi det altid lykkes helten/heltene/heltinden at finde frem til de formastelige.

P1060629

Det er ikke vores døde svale, der ligger under disse fluer, og mange vil sikkert finde billedet temmelig frastødende.
Det er bestemt heller ikke fordi spyfluer hører til mine yndlingsdyr, men deres metallignende farvespil i solen har dog en vis skønhed, og deres funktion i kæden skal man bestemt ikke underkende. Spyfluer er, lige som det er med mus, faktisk kun ulækre, hvis de befinder sig indendørs i menneskeboliger.


Kimchi (3)Ikke, at dette ligefrem er et naturligt spring fra spyfluerne og den døde svale, men i aftes havde jeg nogle eventyrlig dejlige timer sammen med Det Fast Sammentømrede Engelskhold. Igen. Og igen havde vi som nævnt en skøn, skøn aften hvor vi fik skøn, skøn mad. Andrew lærte os at lave koreansk kimchi (endelig en tilsyneladende fornuftig anvendelse af kinakål – “tilsyneladende”, fordi jeg ikke har smagt det endnu, da det skal fermentere i nogle dage, inden det er surt nok), og Jette serverede noget heeeelt utrolig mørt kød, tilberedt sous vide. Hun talte en del om sous vide-teknikken og roste den i høje toner, allerede mens jeg stadig arbejdede, men der skulle en reel smagning til for at få solgt ideen til mig, hvorfor udstyret er nu bestilt gennem Coop, hvor jeg heldigvis havde point nok til at betale det meste, da det ikke er helt billigt. Jeg siger som Pricerne, at man aldrig skal gå ned på udstyr, og fordi jeg også har en ide om, at man får, hvad man betaler for, ville jeg ikke have nogen af de helt billige udgaver.
Det bliver spændende at prøve … jeg har naturligvis Johns 70-års fødselsdag i tankerne, men skal smugtræne inden …

Reklamer

18 kommentarer

  1. Jeg kan også bedst lide happy endings, derfor elsker jeg Maeve Binchys forfatterskab. Alle hendes romaner og noveller er så romantiske og underholdende, og man er aldrig i tvivl om, at de gode vinder til sidst. Sådan skal det være 🙂 Til afveksling holder jeg lige som du af en god og udspekuleret krimi 🙂

    Kommentar af Randi — 30. maj 2015 @ 13:56

    • Ja – jeg kan også lide Binchy og endnu mere Rosamunde Pilcher – vi har vist en ret ens bogsmag, Randi 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2015 @ 14:02

  2. Nu spørger jeg nok dumt hvorfor? “nej: IKKE både-men også!” Jeg tror bestemt, jeg forbryder mig mod dette.

    Kommentar af Stegemüller — 30. maj 2015 @ 16:22

    • Det er der rigtig mange, der gør. Det hedder ikke kun/blot/alene dit…men også dat og så hedder det både det ene … og det andet.

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2015 @ 16:55

  3. Jeg kan også bedst lide happy endings… det blev det desværre ikke for den lille svale!
    Naturens arbejdsfordeling må respekteres, selvom vi helst undgår at set på det…
    Arbejdsfordelingen på engelskholdet har da været optimal… Og du fik mulighed for mere udstyr! Jeg er godt nok spændt på at læse mere om både lagret kinakål og vacuumkogt kød…

    Kommentar af Anne Holtegård — 30. maj 2015 @ 19:50

    • Nej, der blev ingen god afslutning på svalehistorien, desværre … hvad skulle den da også ind for, det lille fjols?
      Jeg er mindst lige så spændt på at smage, henholdsvis prøve at tilberede 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2015 @ 20:44

  4. Mon ikke både-men også kommer til at være på valgfri hylde om nogle år? Jeg tror det; men det skal ikke afholde mig fra BRUTALT at luge det væk i de tekster, jeg korrekturlæser. Jeg udskifter det skiftevis med både-og og ikke alene-men også og andre i den dur.

    Kommentar af conny — 31. maj 2015 @ 09:52

    • Godt, Conny – bare vær konsekvent! Jeg finder det SÅ ulogisk med både-men også, at jeg har meget svært ved at forstå, hvordan det kan være opstået, men jeg tror desværre du har ret i, at det snart bliver officielt tilladt, for vi er vel oppe omkring de 90 % fejlbrug – ikke mindst fra de såkaldt professionelle sprogbrugere i tv og andre medier.

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2015 @ 11:13

  5. Stakkels lille svale. Der har sikkert ikke været meget gods i den til at afgive lugt, så den var givetvis allerede ovre det punkt, da I kom hjem sidst. Jeg er ikke kun til happy endings. Der må i hvert fald gerne være et twist undervejs, så den formodede helt dør på side 72, og man pludselig skal om-forholde sig til historien. Lige nu læser jeg Gone Girl (bl.a. anbefalet af Randi), som efter en lidt sløv start tog mere og mere fart for så pludselig at vende hele plottet på hovedet, så jeg nu overhovedet ikke ved, hvad jeg skal vente mig. Det er meget anderledes og ret så spændende 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 31. maj 2015 @ 11:09

    • Næh, og så har der ingen fluer været til at fremme processen.
      Twists har jeg såmænd heller ikke noget imod, men heltedød ved jeg nu ikke rigtigt med – Gone Girl lyder dog interessant, så måske skulle man … 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2015 @ 11:15

  6. Happy endings skal der til eller krimi og jeg savner at finde nye Rosamunde Pilcher bøger. Godt fuglen er fundet og jeg ser Tommelise på et åkandeblad 🙂

    Kommentar af Lene — 31. maj 2015 @ 13:59

    • Det er længe siden, hun holdt op med at skrive (år 2000) … men jeg har også læst alle hendes bøger – elsker beskrivelserne fra Cornwall.
      Gad vide, om du har haft den samme eventyrbog som mig?

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2015 @ 17:16

  7. Godt, den døde fugl er fundet. I mit tilfælde var der heller ingen lugt, der kunne lede til den døde gråspurv, som det var dengang.
    Flotte farver på spyfluerne. Jeg har aldrig givet mig tid til at se nærmere på dem. Man kan vel sige, de er naturens skraldemænd – bare de ikke kommer ind og sætter sig på noget spiseligt.
    Jeg hører også til dem, der gerne vil have happy endings, både i bøger og film.

    Kommentar af Betty — 1. juni 2015 @ 10:20

    • Ja, det var godt – og spyfluer er meget flotte, hvis du kigger nærmere efter – især deres facetøjne.
      Happy endings, jatak – der er elendighed nok i verden rundt omkring os – vi behøver ikke at opsøge den i bogform også 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. juni 2015 @ 10:44

  8. Det var godt fuglen kom frem og kunne fjernes. Jeg synes det er et superbt billlede af spyfluerne.

    Kommentar af Jørgen — 4. juni 2015 @ 21:32

    • Ja, det var godt – og tak! Har du prøvet at klikke det helt stort? Det er virkelig fantastiske farver.

      Kommentar af Ellen — 4. juni 2015 @ 21:46

  9. Begge mine madglade brødre (mini-Pricerne 😊) er meget glade for deres ‘sous vide’er’ og alt det de kan tilberede. Jeg er endnu ikke overbevist om, at jeg vil komme til at bruge den så meget, at jeg vil investere i en. Og så skal der lige en vakumpakker til også… Men måske går det også ‘galt’ for mig en dag 😉

    Kommentar af fiberfryd — 5. juni 2015 @ 01:16

    • Jeg fandt et tilbud, hvor der var både en sous vide og en vakumpakker med i købet. Jeg har fået det hele og glæder mig til at få det afprøvet 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juni 2015 @ 11:00


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.