Hos Mommer

26. maj 2015

Asparges, Blomberg og Lemgo

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: , , ,

Flere har spurgt til menuen i aftes. Forretten var en klar, brun suppe, som smagte mistænkeligt meget af bouillonterning. Hovedretten var for mit vedkommende vildlaks med hvide asparges overhældt med en grøn hollandaise-agtig sauce. John fik en schnitzel med kartoffel-aspargesrösti. Han var udmærket tilfreds, men min fisk var simpelthen ikke frisk, så den oplevelse lod en del tilbage at ønske. Jeg tror dog, at det bliver bedre i aften, men derom i morgen. Vi skulle i morges krydse af, hvilken af de to hovedretter vi ønsker, “for så vil serveringen gå hurtigere”. For det første gik den fint hurtigt, og når vi ikke skal skrive, hvornår mellem 18 og 21 vi ønsker at spise, synes jeg ikke rigtig, at det giver mening.

Gamle husskilte

Vi har travet byerne Blombergs og Lemgos gamle bydele tynde i dag. De er skåret lidt over samme læst – selvfølgelig – overalt var de fine træskærerarbejder blevet renoveret og der var mange steder anført både hvem der havde opført huset hvornår og hvem der havde renoveret huset hvornår. Enten har nogle af dem haft ordblindelignende problemer, eller også bogstavet N blevet spejlvendt et sted mellem 1600 og 1700 (se nederst på collagen). Det ligner Aubreys n’er. Det var dog ikke konsekvent, for der var også rigtigt vendte n’er fra fx 1528, så jeg har ikke helt gennemskuet det.

IMG_4704

Byerne er hyggelige, så vi fotograferede og fotograferede i én uendelighed, men når man så kommer hjem og ser dem, ligner de umiddelbart hinanden ikke så lidt, kunne jeg godt se, men flotte var de nu alligevel, når man gik og studerede alle detaljerne.

IMG_4743Lemgo-gavle

Torturstol til 'hekse'I Lemgo besøgte vi et museum, der illustrerede hvordan det store Hexenbürgermeisterhaus havde set ud oprindeligt (1568), hvordan det var blevet ændret op gennem tiderne, og endelig hvordan det, efter den sidste ejer solgte det, nogle steder blev ført tilbage igen, så man kunne se de oprindelige rum, udskæringerne og farverne. Meget interessant, faktisk.
En af ejerne havde været en særdeles ihærdig hekseforfølger; deraf navnet. Man havde derfor også indrettet det med en udstilling af de torturinstrumenter, man dengang anvendte for at få de stakkels ‘hekse’ til at tilstå. Den sidste heks, der blev forsøgt dømt i Lemgo, blev rent faktisk ikke dømt, for selv under den værste tortur nægtede hun at indrømme at have noget som helst med hekseri at gøre. Utroligt, at hun har kunnet modstå torturen. Man blev da også så tilpas fornærmet på hende, at man forviste hende, samt hendes mand og barn, fra byen – helt slippe for straf skulle hun sandelig ikke. Jeg ville jo mene, at al den tortur var så rigelig straf, men sådan så man ikke helt på det dengang.
Se stolen her – ganske ubehagelig. Og hhv. finger- og benknusere (og mere, som jeg ikke har taget billeder af, fordi det var vanskeligt at få gode billeder gennem glasset). Det har sandelig ikke været rart og trygt at være kvinde i de århundreder, man havde heksejagterne. Den føromtalte borgmester gik så vidt, at han også fik ‘dømt’ både mænd og børn (!) som hekse.
Han har sandelig været en hyggelig fætter …
Begrebet ‘tommelskruer’ bliver pludselig særdeles konkret, når man ser disse instrumenter.

TommelskruerBenknusere

(Til frokost fik vi asparges-risotto … bare til orientering.)

Advertisements

16 kommentarer

  1. Det lyder lidt som den mortensand, jeg fik sidste år. Det er et arrangement, hvor der er mange, der skal have det samme, og så bliver det masseproduktion med hvad deraf følger af forringet kvalitet.

    Jeg ville aldrig have set på de torturinstrumenter. Det er simpelthen for uhyggetligt, hvor udspekuleret onde mennesker kan blive. Instrumenterne burde brændes på et Sankt Hans-bål, så alle spor blev slettet. Jeg har heller aldrig forstået, hvorfor man bevarer koncentrationslejre – selv om jeg selvfølgelig har hørt alle argumenterne. De holder bare ikke hos mig.

    Det er da godt, at der også er noget smukt at se på 🙂

    Kommentar af Rasmine — 26. maj 2015 @ 18:33

    • Ikke rart med dårlig and og dårlig fisk, men det var fisken, der var dårlig, ikke tilberedningen, desværre, kan man sige.
      Hmmm. Hvis du ser sådan på det, vil jeg ikke forsøge at argumentere for noget andet, men ja, der var også en masse smukt at se på 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 20:26

  2. Frygtelige torturinstrumenter; det gør næsten ondt bare at kigge på dem. Jeg ved ikke, hvor mange “hekse” man fandt frem til på den måde, men det var sikkert ikke så få. Heksebrændingerne gik jo som en pest ned gennem Europa uden at jeg er helt sikker på hvornår, og forud for disse brændinger gik vel torturen for at få dem til at “tilstå”`.

    Kommentar af Stegemüller — 26. maj 2015 @ 18:39

    • Det var desværre mange, mange tusind, og ja: torturinstrumenterne skulle få dem til at ’tilstå’. Arme kvinder.
      Du kender vel ‘hekseprøven’ i Danmark (og nok også andre steder): Man smed kvinden i vandet, og flød hun ovenpå, måtte hun være en heks, og flød hun ikke ovenpå (altså druknede), var hun uskyldig …

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 20:29

  3. Det er bare så ærgerligt, når maden er en skuffelse. Jeg kan heller ikke lige se fidusen i afkrydsningen. Det skulle da lige være, at de vil være sikker på at have den mad på lager, som de skal servere.
    Det var på mange måder frygtelige tider at være både kvinde og heks. Jeg husker jeg er faldet over mange grimme historier under min slægtsforskning. Ikke nogen der tilhørte min (vores) slægt, men bare nogle der stak i øjnene, når jeg søgte.
    Bygningerne er smukke, godt de fandt ud af at det skulle tilbage til det originale udseende.

    Kommentar af Pigen fra landet — 26. maj 2015 @ 19:51

    • Ja, rigtig ærgerligt, men den var bedre i dag 🙂
      God pointe … det var selvfølgelig bedre ‘bare’ at være kvinde, og jeg tror gerne, at du er faldet over mange ikke særlig behagelige fortællinger.
      Ja det var godt, de ikke holdt fast i overpudsningen.

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 20:32

  4. Sikke en kontrast mellem idylliske gader, spejlvendte N’er (må jeg bruge apostrof her?? Det ser rigtigt ud for mig!) og så torturredskaber fra heksejagterne…. Der gør ondt ind i sjælen at se på dem.
    Håber appetitten kom igen…. Asparges-kartoffelrøsti lyder ret lækkert… Fisk er gambling hvis man er inde i landet!

    Kommentar af Anne Holtegård — 26. maj 2015 @ 19:58

    • Apostrof er tilladt – jeg brugte den jo også selv. To gange, endda 😉
      Appetitten kom igen, og maden i dag var okay – jeg gambler ikke mere med fisk hernede 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 20:33

  5. Skønne billeder – idyl, idyl. At det så ikke har været så idyllisk i middelalderen er en anden historie. Jeg har set værre torturinstrumenter her og der, men skidt med det, pointen er vel, at den slags affødes af fundamentalisme, som ALDRIG bliver “oplyst”.

    Kommentar af Eric — 26. maj 2015 @ 20:02

    • Uha, ja … London Dungeon kan vise de skrækkeligste ting frem, men man skal have gode nerver for at besøge stedet.
      Det er desværre nok pointen. Uvidenhed og uoplysthed er som regel kodeordet.

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 20:36

  6. I får da set bindingsværk i disse dage, kender godt det med at tage en masse billeder, og når man ser dem senere er de stort set ens.. 🙂

    Kommentar af Inge — 27. maj 2015 @ 09:41

    • Ja, ikke? Det er faktisk ret irriterende 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2015 @ 18:01

  7. Der ser vel nok nysseligt ud 🙂 Hvordan ser der ud ‘omme bag ved’? Og hvad får de gode schwalenbergere m.fl. tiden til at gå med, når de ikke lige vedligeholder deres huse eller går til byfest? Er det asparges-dyrkning det hele?

    Kommentar af Fruen i Midten — 27. maj 2015 @ 10:47

    • Der ser lige så nydeligt ud omme bag husene, men jeg må blive dig svar skyldig på dit andet spørgsmål 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. maj 2015 @ 18:02

  8. Det er sandelig ikke godt når fisken ikke er frisk. Var maden bedre næste dag?

    Kommentar af Jørgen — 4. juni 2015 @ 21:54

    • Ja. Den var i hvert fald tilberedt af friske råvarer, men jeg havde forventet mig noget mere avanceret end den solide tyske bondemad, som vi fik hver dag, så det var min egen skyld, at jeg nok var lidt skuffet, hvad maden angik. John var fint tilfreds, og maden som sådan var der egentlig heller ikke noget at udsætte på.

      Kommentar af Ellen — 4. juni 2015 @ 21:57


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.