Hos Mommer

25. maj 2015

På ‘Malerkassen’ i Schwalenberg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:29
Tags: ,

Schwalenberger MalkastenVi stod tidligt op i morges for at nå 8:20-færgen fra Rødby – det er tid til aspargesturen på Schwalenberger Malkasten, som viste sig at være et hyggeligt sted med gode og hyggelige ansatte. En af dem taler oven i købet dansk, fandt vi ud af – et glimrende dansk, som er klasser bedre end mit noget usikre skoletysk.

Da vi kørte ind i Schwalenberg, blev vi hurtigt betagede af den lille by – det er rendyrket tysk byggeromantisk stil, når den er bedst.
Byen slap stort set uskadt gennem 2. verdenskrig, men når nu så mange tyske byer skulle genopbygges i nutidig stil, ville man da ikke stå tilbage her i Schwalenberg og se håbløst gammeldags ud, så for at få den gamle by til at se moderne ud, lagde man puds hen over alt det oprindelige bindingsværk.
Heldigvis blev man på et tidspunkt klogere og hev pudset af igen og på det nærmeste gennemrestaurerede hele byen tilbage til det oprindelige udseende. De fleste huse er fra et sted i 1600-tallet, kan man se på de mange navne på bygherrer og øvrige tidligere ejere, der var skåret ud i bindingsværket.

Schwalenberg

Jeg gik helt fotoamok, men det var ikke nemt at komme ud på en afstand, så ikke husenes vægge væltede, da gaderne er meget smalle. Der var også en masse biler i/på vejen overalt, men de er måske væk i morgen, når det er hverdag igen?
Vi brugte den første 1½ time efter ankomsten på at gå hele den gamle bydel igennem; både for at nyde den og for at få samlet appetit til aftensmaden. Det er ikke den store sult, der præger billedet, når man ikke har bestilt andet end at køre bil.

SchwalenbergSchwalenberg

Fine huse, fiine dørpartier, en fantastisk udsigt fem minutters gang fra hotellet, masser af tilsyneladende gode turforslag i en skrivelse, som FDM har lagt til os på hotellet – på dansk. Det skal nok blive godt. FDM har haft værelser til rådighed her på stedet i over 30 år, fik jeg at vide, da jeg bookede. Det regnede jeg med borger en del for kvaliteten, da man næppe ville have holdt fast i stedet, hvis det havde regnet med klager over det.

Der har været noget pinsehalløj i byen – tror nok, at der har været noget pinsehalløj i de fleste tyske småbyer – og jeg tror også, at en del af de skæmmende bannere på mange af husene skyldes dette halløj. Flere hundrede birke- og grantræer har måttet lade livet for at kunne pynte gaderne op. Det er slut for i dag, og jeg skal lige love for, at der bliver fulgt nogle branderter hjem. Ikke særlig mange, men de er til gengæld store, dem vi ser …

Schwalenberg

Nu vil jeg tage lidt duftevand på, og så vil vi bevæge os ned og indtage vores Spargelmenu. Spændt på at se, om også desserten er med asparges …

Advertisements

18 kommentarer

  1. Sikke et barbari da de pudsede alle murene, men godt at de blev klogere. Faktisk synes jeg, der er virkelig mange smukke huse i Tyskland, hvor jeg er kommet en del.

    Det bliver spændende at høre mere om jeres Spargeltur.

    Kommentar af Stegemüller — 25. maj 2015 @ 19:35

    • Ja, det må du nok sige, men de har heldigvis gjort skaden god igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. maj 2015 @ 20:18

  2. Ah, de gamle (bevarede) tyske byer er så romantiske og smukke. I forstår at nyde det 🙂

    Kommentar af Eric — 25. maj 2015 @ 19:35

    • Ja, de er og ja, vi gør – lige som I vist også gør 😉

      Kommentar af Ellen — 25. maj 2015 @ 20:19

  3. I nåede heldigvis det hele 🙂
    Gad vide om det fungerer med fuldfed aspargesparfait eller en lækker aspargestrifli? Jeg er virkelig spændt på menuen – og så tre dage i rap…

    Kommentar af fiberfryd — 25. maj 2015 @ 20:56

    • Okkeja 🙂
      Der var kun asparges til hovedretten, og vi må vist sige, at vi har fået bedre mad …

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 07:03

  4. Ja… jeg er også spændt på menuen…
    Husene alene er da turen værd… Sikke en gang bindingsværk mm. Smukt!

    Kommentar af Anne Holtegård — 25. maj 2015 @ 22:12

    • Både huse og landskaber er så smukke hernede, men menuen var lidt skuffende,

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 07:05

  5. Åh, hvor hyggeligt at se dine billeder fra Schwalenberg. Det er nok 30 år siden, vi var der. Da var der iøvrigt ved at blive skiftet tag på Malkasten.
    Viser du ikke nogle billeder af de bemalede døre og vægge inde i huset? 😉
    Jeg er sikker på, I får nogle dejlige dage. Var I tilfredse med middagen?

    Kommentar af Betty — 25. maj 2015 @ 22:59

    • Jo, jeg skal nok vise lidt billeder indefra, hvis jeg kan komme til at tage nogen, der er gode nok 🙂
      Vi glæder os til at komme ud og kigge på området i dag, men maden i aftes var lidt skuffende, desværre.

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 07:07

  6. Der ser hyggeligt ud på den gode tyske måde 🙂 Glæder mig til at læse om menuen – og jeres oplevelser iøvrigt.

    Kommentar af Fruen i Midten — 26. maj 2015 @ 06:31

    • Hehe, ja, på den gode tyske måde, rigtigt 😉
      Menuen var lidt skuffende, men vi glæder os til at komme ud og køre en tur i dag, for området er meget smukt.

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 07:08

  7. Der er da tysk bindingsværk så det basker i den lille by :-).. Håber aspargesmenuerne smager jer.

    Kommentar af Inge — 26. maj 2015 @ 11:29

    • Ikke den i aftes, så der er plads til forbedring 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 17:38

  8. Der er nu noget fantastisk over de gamle tyske byer.

    Kommentar af Conny Rom Petersen (@ConnyRomP) — 26. maj 2015 @ 12:15

    • Ja, de er meget karakteristiske.

      Kommentar af Ellen — 26. maj 2015 @ 17:38

  9. Det er godt at man kan opleve de gamle huse forskellige steder i Tyskland – Schwalenberg har jeg ikke besøgt, men jeg husker fint Celle.

    Kommentar af Jørgen — 4. juni 2015 @ 21:51

    • I det hele taget er hele Harzen-området jo også meget præget af de karakteristisk huse – smukke er de i hvert fald.

      Kommentar af Ellen — 4. juni 2015 @ 21:54


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.