Hos Mommer

10. maj 2015

Storkenæb i syv varianter

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:26
Tags: , ,

Eller varinater, som Brugsen i både Havdrup og Karise skriver på skiltene.
Jeg færdigbearbejdede knolden, som jeg kalder den lille jordhøj mellem bådehus og drivhus. Per grovordnede den i går, og jeg har i dag forberedt den til plantning. Hele sidste år kom der ikke rigtig noget interessant op; hovedsagelig græs og lidt skvalderkål, så hvad knolden har været tænkt til, kan jeg ikke rigtig regne ud. En miniurtehave, måske.

Æbleblomster

Jeg sad i aftes og billedgooglede stauder, bare for inspirationens skyld, og faldt over storkenæb – var ikke klar over, at de findes i så mange varianter. Jeg kunne plante hele haven til med dem uden at behøve at sætte to ens. Næsten i hvert fald … jeg endte med at bruge en halv aften på storkenæb og blev mere og mere begejstret: De er hårdføre, tåler tørke og breder sig villigt. Lyder som den ideelle Ellen-blomst!
John og jeg kørte derfor til Ugledige til Flemmings store, dejlige planteskole, som havde en masse forskellige storkenæb. Foreløbig har jeg plantet syv forskellige på knolden – forskellige, og alligevel ligner de hinanden lidt; samme grundfarve, men i forskellige toner, så jeg håber det vil komme til at se ud, som om der er system i rodet.

Pæreblomster (3)

Æbleblomsterne øverst er Charlottes; her er de ikke kommet så langt endnu, selvom det ikke varer mange dage.
De nederste er mine egne pæreblomster. Jeg håber ikke det har været for koldt og blæsende for bierne, for jeg vil gerne have en masse af de gode pærer i år. Er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor der er røde dimser i nogle af blomsterne? De fleste har en eller to; nogle få, som denne, har mange.
Har det noget med han- og hunblomster at gøre? Man fornemmer nok, at botanik ikke er min spidskompetence …

P1060338

Pas på ældre herrer med nedsat hørelse, siger jeg bare …

Reklamer

18 kommentarer

  1. Det kan da ikke undgå at blive kønt med de mange forskellige storkenæb 🙂

    Kommentar af Randi — 10. maj 2015 @ 17:58

    • Nej vel? Det satser jeg i hvert fald på 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2015 @ 18:01

  2. Haha.. jeg griner højt af det kort!!!

    Kommentar af Susanne Ihlefeldt — 10. maj 2015 @ 19:11

    • Det gjorde vi også, Susanne 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2015 @ 19:14

  3. Her er vi nogle enkelte storkenæb, der gerne må være i haven, og en del ukrudtsagtige af slagsens. De sidste frøformeres vist i stort omfang.
    Har i dag læst lidt om stjerneskærm, som jeg tænker kunne have din interesse. Den skulle blomstre i mange måneder og findes i mange varianter (ak de brugser. Har i øvrigt i dag set “passer du på dine børn’s fødder”. Det er selvfølgelig lidt spændende hvor tåbelighederne ender, som du bemærkede. Tor’sk?).
    Udsøgt kort.

    Kommentar af Jørgen — 10. maj 2015 @ 20:29

    • Måtte lige google stjerneskærm, og ja, den ser da rigtig fin ud og kunne godt komme i betragtning til noget, der skal være ude foran.
      Uf, altså, de apostroffer. Hvis jeg havde en tryllestav, ville jeg trylle dem alle sammen helt væk.
      Ja, ret morsomt, ikke?

      Kommentar af Ellen — 10. maj 2015 @ 21:28

  4. Jeg har ikke lagt mærke til pæreblomster før. Hvor er de flotte. Jeg ved ikke noget, men gætter, det har noget med han- og hunblomster at gøre.
    Herligt kort 😉

    Kommentar af Betty — 10. maj 2015 @ 23:06

    • Farmers svar herunder er godt.
      Ja, det er et herligt kort 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2015 @ 08:31

  5. Det er støvdragerne, altså den hanlige del af blomsten. Det er kun røde i en tidlig fase af blomstringen på det fotograferede træ. Når de skifter til mørk, er de aktive, og giver støv til de insekter som kommer forbi. Der kan være en del sortsvariation.
    Den hunlige del af blomsten anes i midten på blomsten til venstre for den med de røde støvdragere.

    Der skal nok blive bestøvet en masse trods vind og kølighed. Honningbierne er aktive ved 10 C og vind er ikke et problem for en bi, så længe vi ikke er på kulingstyrke. På dette tidspunkt af året er nattefrost den store risiko; men frost er vist ikke stillet os i udsigt, og slet ikke nær kysten.
    Lavere risiko for sen nattefrost er den primære årsag til, at æbleplantager anlægges nær kyster og på småøer.

    Kommentar af Farmer — 11. maj 2015 @ 05:51

    • Farmer, min trofaste oplysningskilde – tak for svar – både hvad angår blomster og bier 😉
      Nu fik jeg også svar på, hvorfor der er så mange frugtplantager på småøerne.

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2015 @ 08:32

  6. ‘Grovordne’ er et fint ord for det, som man kan sætte mænner til i haven, hvis det ikke skal gå alt for meget ud over ens yndlingsplanter 😉 Alligevel skal man vare sig. Gemalen grovordnede noget buskads-skidteras bag ved huset sidste sommer og snuppede lige et par små hindbær-aflæggere, jeg havde fået, med i farten. Storkenæb er jeg også glad for. Jeg har to slags, som heldigvis står langt fra hinanden, for jeg var ikke lige opmærksom på, hvor meget større den ene er end den anden. De ville have set dumme ud sammen. Eller man havde nok især ikke kunnet se den lille variant.

    Kommentar af Fruen i Midten — 11. maj 2015 @ 11:59

    • Det nummer har John også lavet flere gange – altså hevet noget med op, som absolut ikke skulle med op. Jeg har de mænd mistænkt for at gøre det med vilje for at slippe for havearbejdet!
      Da jeg læste om storkenæb så jeg, at de svingede fra 20 til 60 cm, så jeg har plantet mine syv efter deres højde. Det ville også have snydt mig, hvis ikke jeg havde været specielt opmærksom på det, for den (ved købet) mest dværgagtige plante bliver højest, mens den største og kraftigste kun bliver 20 cm høj.

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2015 @ 12:34

  7. Varinater – ja den er morsom, også den sidste lille tegning. Hvis man kan flere sprog kan man ofte komme til at spørge sig selv: Er det nu et ord, prøver han at sige noget specielt? Ligesom forleden da jeg så ordet Helinsgør og tænkte om det var noget som gjorde godt. 🙂

    Jeg mener at have forstået at alle planteskoler fremavler underlige varianter af de almindelige, vilde planter. Som du siger ender det med at der er en million forskellige varianter (man brugerer også andre ord, sort, varietet, cultivar).

    En cultivar eller en sort er en særligt udvalgt type af en bestemt planteart. Cultivar er botanikernes navn for noget, der – set fra deres synspunkt – egentlig er en uskik, nemlig at omgå den naturligt fornyede opblanding af generne, hver gang der sker en formering.

    Netop derfor er de ofte mindre modstandsdygtige og det er godt for handelen 😉

    Kommentar af Donald — 11. maj 2015 @ 12:39

    • Hehe *Helingsør* – det kan man sikkert blive af god massage 😀
      Du har da sikkert forstået det helt rigtigt – man fremavler og forædler i stor stil, så ‘varinaterne’ kan blive så mange som muligt, til haveejernes store glæde – og planteskoleejernes ditto indtjening.

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2015 @ 15:44

  8. “Varinater” er skøn!

    Hvor bliver det fint med de syv forskellige “varinater” af storkenæb. Det er så skønt at se noget vokse, og jeg antager, at planten er flerårig, så du kan have glæden i mange år, hvor de så evt. også bliver større år for år?

    Kommentar af Stegemüller — 11. maj 2015 @ 15:12

    • Den er nemlig flerårig, og de syv planter skulle meget gerne vokse helt sammen i løbet af nogen tid.

      Kommentar af Ellen — 11. maj 2015 @ 15:45

  9. Når nu sprogfejlene gentager sig i dine brugser, så er det vel nok, fordi de enkelte brugser ikke har lov til at skrive deres skilte selv. Men det er nu godt, du stadig kan forsyne os med sjove eksempler – både fra Brugsen og fra engelske kort 🙂
    God fornøjelse med dine storkenæb.

    Kommentar af conny — 14. maj 2015 @ 11:44

    • Det tror jeg nu nok, at de gør – skriver skiltene selv, altså. Det er simpelthen bare alle brugser, der er leveringsdygtige i fejl 🙂
      Tak … foreløbig har de det fint nok.

      Kommentar af Ellen — 14. maj 2015 @ 11:49


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.