Hos Mommer

1. maj 2015

Jeg er en glad kvinde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:35
Tags: ,

Skvalderkål Galore (1)Nogle gange bliver man positivt overrasket. Nogle gange bliver man oven i købet positivt overrasket over, hvor billigt noget kan være. Det er sjældent, det sker, men det sker.
Det skete for mig i dag.
For en god uges tid siden kastede jeg handsken og skrev til Byggestart og bad om et tilbud på at komme i bund i haven i Den Stråtækte. Jeg gider simpelthen ikke gå og slås med alt det skvalderkål længere – jeg kan ikke se en ende på det og er i det hele taget i den grad demotiveret, fordi der er så lang vej endnu, inden jeg kan komme i gang med den sjove del af gør-haven-pæn-igen-processen.
Allerede dagen efter ringede der en mand, der ville sende en mand, der er rigtig god til netop til den slags l….opgaver (som vi var fuldstændig enige om, at det er); med min tilladelse ville han give denne mand mit nummer, så han selv kunne kontakte mig for at vurdere opgavens omfang – og give en pris, naturligvis.
Billederne her giver vist et glimrende indtryk af, hvor slemt det står til …

Skvalderkål Galore (2)

Han hedder Per og han har set vores have, fået en kopkaf og givet et tilbud. Jeg skriver med tæerne, for jeg kan ikke få hænderne ned.
Han var overhovedet ikke ved at besvime. Den opgave, jeg slet ikke kan overskue (jeg har så heller aldrig kunnet fordrage denne yderst kedelige del af havearbejde), inklusive at rette de fire meter af stengærdet op, som er ved at skride sammen, og som John ikke har ryg til at give sig i kast med … hele den opgave hævdede manden ville kunne klares på to, højest tre dage.
WHAT??? Selv om jeg kunne tage mig sammen og virkelig gå til den, ville jeg være mindst 14 dage om at komme det hele igennem, og så siger han to dage!
Det ville med andre ord sige, at vi ramte en pris, som bare var en femtedel af den pris jeg havde håbet på i mine allermest optimistiske øjeblikke og langt mindre end den pris, jeg frygtede, men hvor jeg så ville have sagt, at han måtte komme så langt han kunne, og stoppe, når vi nåede mit prisloft. Nu klarer han mere end det hele for meget under det halve, og han så overhovedet ikke skræmt ud: “Det skal jeg hurtigt få klaret, men det kan godt være, jeg skal komme igen en halv dags tid senere på sommeren og gå det igennem igen, for der vil altid være nogle skvalderkålsrødder, der ikke kommer med i første omgang.”
Det tror jeg på, og han skal være så velkommen. Hurra for denne verdens Permænd. Faktisk har jeg allerede i tankerne lavet en aftale med ham om fremover at komme 3 x 1 dag om året og lave det meste af det havevedligeholdsarbejde, som jeg afskyr. De penge vil være givet godt ud, og vi er et skridt nærmere til at gøre Den Stråtækte så alderdomsvenlig som muligt.

Reklamer

30 kommentarer

  1. Sådan en havemand må jeg også have! Hurra!

    Kommentar af Eric — 1. maj 2015 @ 14:59

    • Jeg vidste bare, at du ville synes om ideen! Og den den pris vil det være tåbeligt at have besværet selv.

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 16:40

  2. Heldigvis har jeg ingen have, så jeg er også glad 😉 (I got plenty o’ nuttin’ …)

    For resten – da jeg så din overskrift, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det var en anglicisme – har du selv en idé om det?

    Kommentar af Rasmine — 1. maj 2015 @ 15:52

    • Hehe 🙂
      En anglicisme? Det tror jeg da ikke; så er det i hvert fald en meget gammel en, for jeg har hørt udtrykket enten i første, anden eller tredje person lige siden jeg var barn, bare med ‘mand’ i stedet for ‘kvinde’: “Her står en glad mand” eller “Jeg er en glad mand, fordi …” – det undrer mig lidt, hvis de er nye for dig?

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 16:44

      • Her står en glad mand – ja, men ikke jeg ER en glad mand/kvinde/pige – det virker på en eller anden måde fremmed på mig, men den slags afhænger nok også til dels af ens baggrund.

        Kommentar af Rasmine — 1. maj 2015 @ 20:29

        • Du har måske ret … jeg skal ikke kunne sige det. Begge måde at sige det på ligger helt naturligt til mig og har som sagt gjort det længe.

          Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 21:10

  3. Det lyder som supergode penge at give ud.
    Skvalderkål skulle smage godt, men udover det har jeg ikke meget godt at sige om den urt – jo, den er køn og effektiv som bunddække hos andre!

    Kommentar af Den Gamle Krage — 1. maj 2015 @ 16:11

    • De penge er givet virkelig godt ud – vi blive blive kvalt i skvalderkål, hvis vi skulle spise os igennem bare en hundrededel af det!
      Jeg giver dig helt ret i dens effektivitet … det kan man ikke tage fra den 😉

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 16:46

  4. Han er god, ham Per, hvis han kan leve op til forventningerne. Vi vælger at kalde vores skvalderkål for bunddække – og så skal vi forhåbentlig heller ikke se på dem flere år endnu. Måske.
    Det der med at betale folk for det superkedelige arbejde er simpelthen en rigtig god ide!

    Kommentar af conny — 1. maj 2015 @ 16:53

    • Nu må jeg så håbe, at per laver et pænt stykke arbejde, men hvorfor skulle han ikke det?
      I har nok en begrænset tid som storhaveejere endnu, men ellers kan Per-metoden anbefales, for ja: den slags penge er virkelig givet godt ud.

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 17:06

  5. Blir vel for langt å få ham hit opp?

    Kommentar af Mormor — 1. maj 2015 @ 17:19

    • Det tror jeg – mon ikke du kan finde en nordmand, der vil være lige så flink som min permand? 😉

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 18:07

      • Jeg tror jeg vil forsøke 🙂

        Kommentar af Mormor — 1. maj 2015 @ 18:38

        • Forståeligt!

          Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 19:04

  6. Hold da helt op – pensionistredder Per!

    Kommentar af Jørgen — 1. maj 2015 @ 18:22

    • Nemlig. Han bor i Roskilde, så det var måske en ide for jer?

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 19:04

  7. Jeg kan se nogle erantis på billedet til venstre. Dem må du nok vinke farvel til, hvis I går til den. Men alt har sin pris.
    Jeg kan godt forstå, at I lader ham gøre det grove.

    Kommentar af Farmer — 1. maj 2015 @ 18:48

    • Ja, det er slemt, ikke? Noget af det må desværre nødvendigvis gå til, men vi er nødt til at gøre noget drastisk. Han har lovet at passe godt på alle løgene.

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 19:05

  8. Mon Eric og jeg kunne lokke ham til Nordjylland 🙂

    Kommentar af Lene — 1. maj 2015 @ 18:49

    • Bare det ikke bliver permanent 😉

      Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 19:06

  9. Alderdomsvenlig, ja det har jeg også i tankerne, det ligger i mine planer for omlægning og reparationer. Jeg synes det er en god idé at du satser på det! Held og lykke.

    Kommentar af Donald — 1. maj 2015 @ 23:10

    • Det er man nødt til at tænke ind, når man når vores alder – vi vil (og skal) helst være i eget hjemså længe som muligt, så det skal være nemt at holde.

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2015 @ 11:00

  10. Misundelsen gnaver en ganske lille smule, men godt for jer. 🙂
    Husbonden er som altid tids- og energioptimist og mener, at vi kan klare alle praktiske opgaver egenhændigt. Realiteterne viser et noget andet billede, men det er vist kun mig der lider under det; selektiv blindhed er en velsignelse 😉

    Kommentar af fiberfryd — 2. maj 2015 @ 06:57

    • Sådan en har jeg også, men heldigvis (tør jeg godt sige her), er aldersskavankerne så småt begyndt at melde sig, så han har indrømmet, at det ikke mere er alt, han kan. Til gengæld lider John ikke voldsomt af selektiv blindhed; den har har, går mere på, at han ikke kan se køkkenet, før der er lavet mad 😉

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2015 @ 11:02

  11. Den Per lyder som en drøm. Tak for linket – det vil jeg kigge nærmere på 🙂
    Jeg er spændt på at høre mere om hans arbejde 🙂

    Kommentar af Kisser — 2. maj 2015 @ 08:09

    • Jeg håber, at han ordner have som en drøm, men er den skinbarlige virkelighed 🙂
      Jeg brugte noget tilsvarende, da vi skulle have lavet gårdhave i Havdrup. Man skriver, bliver ringet op af to forskellige, som hver især ser på opgaven og giver et tilbud, hvoraf man så kan vælge det ene. Hvis man vil. Supernemt.

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2015 @ 11:05

  12. Det var da en vidunderlig løsning på problemet skvalderkål… Og dejligt at kunne holde have på den måde fremover…
    Jeg satser på at vi får styr på vores haveplan, så det bliver nemmere, og tilmed fuglevenligt, at holde vores have!

    Kommentar af Anne Holtegård — 2. maj 2015 @ 12:24

    • Genial, når jeg selv skal sige det 😉
      Det er den eneste vej frem, hvis man gerne vil kunne blive boende længe – OG have det pænt og velholdt.
      Masser af fugle er så fint; det kan jeg godt forstå, I ønsker.

      Kommentar af Ellen — 2. maj 2015 @ 12:31

  13. Ja nu er det ikke for at være skeptisk, og så alligevel. Hvis han kan komme tilbunds med skvalderkålen på 3 dage, ja så må han være unik…..beklager. Men de har rodskud og netop derfor er de næsten umulige at komme til livs. Jeg har accepteret at noget af haven er fyld med dem, og det eneste jeg gør er at fjerne bladene om foråret, så breder de sig ikke så meget. Men hvis det lykkes….så sig endelig til. så skal jeg have besøg af ham 🙂

    Kommentar af havehyrden — 2. maj 2015 @ 16:20

    • Jamen jeg undrede mig jo lige så meget som dig, Havehyrde … tænkte, at det kan bare ikke lade sig gøre, men han er fuldt ud klar over, at han skal have fat i rødderne, hvilket jo også fremgik af hans bemærkning om, at der altid smutter nogen, så han skal måske bruge lidt tid senere.
      Jeg er lige så spændt som du er på at se hans effektivitet 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. maj 2015 @ 14:44


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.