Hos Mommer

24. april 2015

Det kommer noget bag på mig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:15
Tags:

Det kommer faktisk en hel del bag på mig, hvor træt jeg egentlig må have været af rækkehuset, uden det dog gik helt op for mig, mens vi boede der.
Nok meget godt, når man tænker over det …
Første gang, jeg tænkte bare lidt over det, var før vi overhovedet fik øje på Den Stråtækte.
En dag, jeg sad og kiggede ud i den lille gårdhave, slog den tanke mig, at når vi en dag ikke er i stand til at klare at vedligeholde svenskerhytten mere og dermed er bundet til rækkehuset, så vil det gå helt galt for mig. Så dør jeg ganske enkelt. Af klaustrofobi eller kedsomhed eller noget. Jeg kunne i hvert fald ikke holde tanken ud om at skulle tilbringe en måske relativt inaktiv alderdom i det hus.
Et halvt års tid efter fandt vi Den Stråtækte, så var den del af problemet da løst. Den tanke, at vi heller ikke kan klare at vedligeholde det på et tidspunkt, vælger jeg at se helt bort fra lige nu – vi nyder bare den tid, vi kan få, og så tager vi den derfra, hvis ‘derfra’ overhovedet kommer. Gider ikke ligefrem opsøge problemerne. De kommer erfaringsmæssigt helt af sig selv.

 Grønirisk ved Præstø Fjord

Når vi tidligere skulle hjem fra Sverige, trak og trak og trak jeg afrejsetidspunktet, til Johns større eller mindre irritation, men jeg havde overhovedet ikke lyst til at forlade stedet for at køre hjem til dødkedelige Havdrup. Hvorfor tage til Neapel og dø, når man kan kede sig ihjel i Havdrup …
Nu har manden lidt nemmere ved at få mig ud ad døren, og ih, hvor jeg nød at komme hjem denne gang – hurtigt pakke ud og så ellers fluks ud i haven, hvor jeg vandede de nye planter og under denne seance kunne konstatere, at både min buskbønne og squash var ædt – af snegle, formentlig. Det må der snarest gøres noges ved.
Derefter skænke et glas vin, sætte sig op på den nye terrasse og bare nyde, nyde, nyde, og hvor jeg midt i nydningen fik øje på en lille grønirisk, der sad og sang i vilden sky øverst i et af småtræerne i sivene cirka 100 meter væk.
Jeg hentede mit Canon, som kan zoome – nårhnej sume – x50 og tog dette billede. Det er altså ikke helt tosset, når jeg selv skal sige det – først maksimalt zoom og derefter yderligere digitalt zoom på pc’en. Til gengæld skal man ikke forsøge at blæse det mere op nu – jeg har vist trukket alt, hvad der kan trækkes ud af kameraet her.

Reklamer

16 kommentarer

  1. Men behøver slett ikke blåse det mer opp.
    Godt at trivselen er stor i Den Stråtekte.
    Klem 🙂

    Kommentar af Mormor — 24. april 2015 @ 21:37

    • Det var heldigt, og ja, det er godt … 😉

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 21:46

  2. Mon ikke det hænger sammen med, at vi ikke opdager, at vi er et helt andet sted i livet? Vi var glade for campingvognen, men vi har ikke længere samme behov for at komme hjemme fra. Vores interesser og kræfter har ændret sig. Vi fokuserer og prioriterer anderledes!
    Dejligt med denne fokuserede nydelse på terrassen med udsigt!
    Smuk supersumet grønirisk. Det er nu smart med de teknisk muligheder!

    Kommentar af Anne Holtegård — 24. april 2015 @ 21:50

    • Det kan snildt være årsagen – man flytter sig jo hele tiden her i livet, sommetider i ryk, andre gange umærkeligt.
      Det er godt, at kameraet kan, når man ikke selv kan 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. april 2015 @ 13:01

  3. Dejlig konstatering 🙂

    Kommentar af Kisser — 25. april 2015 @ 07:06

    • Bestemt! 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. april 2015 @ 13:02

  4. Og sådan kan man blive lidt klogere på sig selv en skøn aften på terrassen 🙂 God lørdag til jer i det stråtækte.

    Kommentar af Lene — 25. april 2015 @ 07:26

    • Jamen det er så dejligt … og tak, i lige måde 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. april 2015 @ 13:02

  5. Mens du stadig havde forpligtelser over for rækkehuset, tillod du nok ikke dig selv at føle, præcis hvor træt du var af det hele. Jeg ville kalde det en sund fortrængning. Hvis man er i en situation, der er hård eller ikke passer en, så ville det jo være en ekstra byrde at skulle se sin egen “lede” i øjnene hver dag. Jeg oplever noget af det samme i forhold til at være syg, være indlagt osv. Først, når man er igennem det, tillader man sig at føle, hvor træls det egentlig var.

    Kommentar af Henny Stewart — 25. april 2015 @ 08:53

    • Jeg tror du rammer lige i plet, Henny.
      Jeg synes ikke det var så slemt at være i kemobehandling, mens jeg var det, men når jeg nu tænker tilbage på den tid, var det faktisk utroligt hårdt.

      Kommentar af Ellen — 25. april 2015 @ 13:05

  6. Jeg ved jeg bor det helt rigtige sted 😉 Jeg elsker at være herhjemme, men måske en dag, når vi ikke magter hus og have, vil vi flytte i lejlighed med et lille frimærke til et par havestole 😉
    Billedet er flot og kan vist ikke være gjort bedre.

    Kommentar af Pigen fra landet — 25. april 2015 @ 09:18

    • Det må være en skøn fornemmelse at vide med jer selv, at I bare gjorde det rigtige, dengang I byggede jeres hus for snart mange år siden 🙂
      Det med en lejlighed gider vi slet ikke tænke på nu, vel?
      Tak!

      Kommentar af Ellen — 25. april 2015 @ 13:07

  7. Godt, at I fandt den Stråtækte, før du døde af kedsomhed 🙂 Det er nok også godt, vi er indrettet med den fortrængningsevne, Henny beskriver. Nogle gange er vi ret smart indrettet.
    Fantastisk billede af den flotte fugl.

    Kommentar af conny — 25. april 2015 @ 14:38

    • Hehe, ja det var heldigt 🙂
      Fortrængning er jo netop for at beskytte sig selv, så Henny havde en god pointe.
      Tak!

      Kommentar af Ellen — 25. april 2015 @ 14:45

  8. Udsyn er godt. Det var vist ikke let i nabobyen. Jeg forstår dig meget vel, og antager at et tilsvarende behov bevirker vi bliver her. Så må vi se hvornår vi har brug for hvilken hjælp.

    Kommentar af Jørgen — 25. april 2015 @ 15:31

    • Ja, udsyn er godt. Vi tager det hele som det kommer – og udsætter ikke til næste år, hvad vi kan gøre i år 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. april 2015 @ 19:10


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.