Hos Mommer

23. april 2015

Det er en mormors pligt at forkæle og give gaver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:09
Tags: ,

P1010279Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle foretage os i dag – havde ellers talt om at køre op og se Danska Fallet, som ligger lidt længere væk end Flammefallet. Det droppede vi igen, da vi så vejret – ikke fordi det er blevet regnvejr, men det blæser temmelig meget, og da skoven alligevel nok vil tage sig en hel del pænere ud næste gang vi kommer herop, blev vi enige om at vente med den tur.
I stedet kørte vi en tur til Kristianstad. Man kan altid få et eller flere behov til at opstå i Jula, og inde i centrum var det efterhånden længe siden, vi havde været.
I Jula havde de rigtige håndværkerbukser til drenge – I ved sådan nogle med dusinvis af lommer over det hele – de så meget professionelle ud, så der røg et par med til Aubrey. Der sad nogle effektive knæbeskyttere på, hvilket er godt til den dreng drenge. Anna får jo den strikkede poncho, hvorfor der skulle findes på et eller andet til Aubie – det er uhyre vigtigt, at de får lige mange gaver. Prisen på dem er aldeles underordnet, det er antallet og størrelsen, der er det afgørende. Endnu.

Johns yndlingsbutik var væk, nemlig den med alt det lækre fritidstøj. Altså ikke joggingdragter og deslige, men alt til jagt, fiskeri og fjeldvandringer. Ikke at John foretager sig nogen af delene, men tøjet er supergodt.

P1020459Min yndlingsbutik var væk, nemlig den dejlige garnforretning Helylle. Hun ville ud og finde nye horisonter i sit liv … eller noget i den retning … stod der på et lille skilt. Dem må vi da håbe hun finder. Jeg vil savne den forretning, men det var bestemt ikke mig, der gav hende smør på brødet.

Børnetøjsforretningen lå der endnu. Den lækre, lækre børnetøjsforretning. Selv om ungerne er ved at blive så store, at de kræver medindflydelse, når deres mor køber tøj til dem, synes de stadigvæk, at det er sjovt, når mormor kommer med noget til dem fra Danmark. Eller Sverige, men det behøver jeg ikke at fortælle dem.
Jeg fandt en virkelig sød sommerjakke til Anna. Så måtte jeg også lige finde en til Aubie.
Der lå nogle fine pigecowboybukser med små ‘diamanter’ i to rækker ned langs sidesømmene. Et par cowboybukser uden udsmykning til den unge mand var naturligvis ikke svære at finde. Jeg tog ikke dem, der er født særdeles hjulbenede – de ser da skrækkelige ud.
En bluse og en T-shirt til dem hver, så stoppede legen for denne gang, men da havde jeg også brugt en mindre formue. Ekspeditricens smil blev større og større …
Pyt – det gør ikke noget, at det sommetider koster noget at udføre sine pligter. Slet ikke når det gælder forkælelsespligten over for mine børnebørn.

Reklamer

32 kommentarer

  1. Hvis Johns yndlingsforretning er Naturkompagniet, så er den flyttet fra hjørnet af Tivoligatan og Västra Storgatan til Västra Storgatan 46.

    Kommentar af Kristine — 23. april 2015 @ 18:46

    • Tak! Ja, det var den, jeg mente. Vi gik ellers og kiggede efter den, men fandt den ikke – vi gik rundt i en firkant (!), men har altså præsteret at gå udenom den 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2015 @ 19:14

      • Så lidt, skulle det være en anden gang, men vær så venlig at røbe hvilken børnetøjsforretning, du synes, er den lækre lækre.

        Kommentar af Kristine — 23. april 2015 @ 20:18

        • Kvitteringen ligger nede i bilen, men jeg fandt forretningen på Google Street View, hvor den hedder name it. Den ligger ikke ret langt fra The Spice Tree – også en dejlig, men dyr forretning.

          Kommentar af Ellen — 23. april 2015 @ 20:54

          • Name it kender jeg godt, da det er dansk og Bestsellers børnemærke. Hvis jeg må anbefale et svensk mærke er det Polarn o Pyret (PoP), der er nabo til Naturkompagniets nuværende adresse og tidligere næstennabo til Helylles sidste adresse. PoPs (over)tøj er i særklasse godt både i design og holdbarhed, hvilket også afspejler sig i prisen, men købt på udsalg i foråret (og givet som påskeæg 🐣) er det meget mere end sin pris værd. “Wind Fleece” er det perfekte overtøj – med en brystlomme, der kan indeholde det nødvendige (nøgler, mobiltlf. og klippe- eller rejsekort) og er lynlåslukket – og behøver kun supplement af en regnjakke til at kunne bruges året rundt (i fimbulvintrene 09/10 og 10/11 blev der dog også suppleret med en tynd ulden trøje under), når flyverdragter ikke længere er aktuelle i vinterhalvåret. Den første/største af brugerne, der ellers som andre børn var glad for at vokse og blive ældre, blev helt trist, da han erfarede, at han ikke længere kunne få sit overtøj fra PoP 😰. Med holdbarhed mener jeg, at mindst fire børn har brugt samme eksemplar uden at noget – lynlås, elastik eller materiale – har opgivet ævred, og de er gemt, hvilket kommer til sidste skud på stammen, der er født 2014, til gavn i mange år…
            Mvh.

            Kommentar af Kristine — 24. april 2015 @ 18:48

            • Imponerende med sådan en holdbarhed. Tak for tip – jeg vil kigge på PoP til efteråret, når der skal investeres i nyt overtøj til ungerne.

              Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 20:20

  2. Det er helt relevant at tale om forklælelsespligt i forhold til de kære børn. Det kendes også her.

    Kommentar af Jørgen — 23. april 2015 @ 20:27

    • Ja ikke? Det kender forhåbentlig og formentlig de fleste bedsteforældre.

      Kommentar af Ellen — 23. april 2015 @ 20:55

  3. Mon ikke der er et par unger og måske enda også en mor, der bliver glad for dit storkøb? Måske var det godt de andre fristelser var forsvundet 😉

    Kommentar af Pigen fra landet — 23. april 2015 @ 21:58

    • Det håber jeg da – og jo, det var nok meget godt … 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2015 @ 22:23

  4. Det var hyggeligt at være med på indkøbstur 🙂 tak for det!

    Kommentar af Donald — 23. april 2015 @ 22:43

    • Velbekomme … jeg troede egentlig ikke, at du interesserede dig så meget for børnetøj 😉

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 09:03

  5. Sikke en masse glæde, du bringer med til børnebørnene. 😉

    Kommentar af Betty — 23. april 2015 @ 22:52

    • Det vil jeg da håbe, Betty 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 09:03

  6. Jeg glæder mig til at forkæle vores kommende barnebarn – Foreløbig behøver vi jo i hvert fald ikke dele sol og vind lige 🙂
    Det er mit indtryk, at I kommer langt omkring på jeres ture. Ligger Kristianstad ikke helt ovre mod øst?

    Kommentar af conny — 23. april 2015 @ 23:54

    • Det kan du også roligt glæde dig til – det er bare en af de dejligste opgaver i livet 🙂
      Tænker du mon på Karlskrona? Vi har kun 35 km til Kristianstad.

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 09:05

  7. Dejligt med pligter, som man forhåbentlig kan nyde 🙂

    Kommentar af Lene — 24. april 2015 @ 07:00

    • Der er pligter, og så er der de gode pligter 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 09:06

  8. Det er nemlig en skøn og bunden opgave at forkæle børnebørnene.. 🙂

    Kommentar af Inge — 24. april 2015 @ 08:58

    • Så absolut!

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 09:06

  9. Dejligt med tøj 🙂 Og forkælelse:) farmor i England køber også altid lidt tøj til ungerne når hun kommer eller når vi kommer på besøg. Vi skal afsted her i Kristihimmelfartsferien og der skal vi shoppe tøj og sko for det er noget billigere end i Danmark. Især Grace synes det er fedt med tøj andre ikke har:) Go’ weekend.

    Kommentar af Mette — 24. april 2015 @ 09:59

    • Altid dejligt med tøj 🙂 Tøj er ganske rigtigt billigere i UK end i DK, men i Sverige er det heller ikke nær så dyrt som i DK.
      Jeg forstår godt Grace – ‘mine’ børn – nok især Anna – synes også det er dejligt ikke at ligne alle de andre.
      Charlotte køber det meste af deres tøj via en fransk hjemmeside. De har noget rigtig flot tøj, men ikke specielt dyrt. Og kan jeg huske den side? Nix, men det begynder vist nok med ‘J’ 🙂
      God tur til jer!

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 10:12

  10. Forkælelsespligt – godt ord 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 24. april 2015 @ 10:38

    • Ja, ikke? 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 11:19

  11. Name it er en forretning med deilige barneklær – ofte litt i overkant på prisen, men om man ikke handeler akt der, er det et deilig sted å gå for å finne noe til de kjæreste små (som gror forunderlig fort).
    Klem 🙂

    Kommentar af Mormor — 24. april 2015 @ 11:29

    • Efter svenske forhold er name it lidt dyrere, men efter danske er de stadig billige 🙂
      Kender du den svenske butik, eller har I også name it i Norge?
      Ja, de gror ALT for hurtigt, de kæreste små!
      Klem retur 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 12:08

      • Name it er et klesmerke som finnes i alle de skandinaviske landene tror jeg. Noen bruker klesmerket som butikknavn, jeg tror det er etter avtale med produsenten.
        I Norge finnes det butikker under navnet Name it og enkelt forretninger selger Name it-klær sammen med andre klesmerker.
        Klem 🙂

        Kommentar af Mormor — 24. april 2015 @ 12:12

        • Nu måtte jeg lige google … name it findes masser af steder i Danmark. Pudsigt, at jeg ikke har lagt mærke til det før …

          Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 12:30

          • Er det ikke slik det er? Plutselig får man informasjon om noe også må man google 🙂

            Kommentar af Mormor — 24. april 2015 @ 12:46

            • Jo, det er lige sådan, det er 🙂

              Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 20:18

  12. Der er garanteret nogen der fryder sig over, at du er så pligtopfyldende. Jeg tror heller ikke, at jeg kunne lade være.

    Kommentar af Susanne — 24. april 2015 @ 18:02

    • Det kan man simpelthen ikke lade være med, Susanne – bare vent, til det bliver din tur 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 20:18


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.