Hos Mommer

22. april 2015

Svensk service

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags:

Dompappar (1)Hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal jeg jo, så trækker Sverige ikke lige så kraftigt i mig, som det har gjort, og jeg er lidt vred på mig selv over, at det er sådan. Jeg går og siger til mig selv, at det er fordi, vi stadig har så meget at lave i haven i Den Stråtækte, at det ikke virker spor tiltrækkende at køre op til endnu en have, der skal passes. Når vi er i bund i haven (som om … hvem narrer jeg her?) i Danmark, vil jeg igen længes efter ødegården.
Når alt dette så er sagt, kunne jeg da heldigvis konstatere, at da vi nærmede os i går middags, glædede jeg mig til opholdet, og i samme øjeblik, jeg trådte ind ad døren, vidste jeg, at jeg ikke ville sidde heroppe og savne Den Stråtækte. Det er noget helt andet her – et andet hjem (men stadig mit andet hjem), andre omgivelser og ikke mindst et helt andet landskab heroppe, og jeg er endnu langt fra moden til at skaffe mig af med vores home away from home.

Da vi ankom til svenskerhytten denne gang, ankom vi til noget, vi kun har prøvet én gang før: En umiskendelig stank af forrådnelse. Det er absolut ikke en behagelig lugt, kan jeg fortælle – min første tanke var Åh nej, ikke fryseren igen. Men for det første var det ikke køl/frys der var noget galt med, og for det andet var der slet ikke noget i fryseren …
Så tænkte jeg, at lugten må stamme fra en død mus, men med den lugtkoncentration burde vi finde en åben muse-massegrav, og jeg kunne ikke finde så meget som en enkelt død mus.
Vi trådte ind på badeværelset. Fy for pokker! Men stadig ingen muselig.
P1060236John fandt ud af, at der var revnet et eller andet der, hvor vaskens udløb går ned i gulvet, så der var direkte adgang til afløbet. Adddr. Nogle gange er jeg mere glad for min mand end andre gange … sådan noget som dette her er jeg meget glad for, at han ordner.

Han kørte til staden; ind til en VVS-forretning, til hvis indehaver han forklarede problemet og fik at vide, at han sagtens kunne ordne det med sanitetskit. “Har du ikke sådan noget derhjemme?”
Benægtende svar.
“Skal du kun bruge til det afløbsrør?”
Bekræftende svar.
”Jeg har en bøtte, der er åben. Du kan få lidt af den.”
Han ville ikke høre tale om betaling. Den slags service er vi stødt på flere gange heroppe, men vi bliver lige overraskede hver gang. Glædeligt overraskede, selvfølgelig. Det er måske småting for VVS-manden, men for os er det dejligt, at vi ikke behøver at købe en hel bøtte sanitetskit, hvor resten bare står og tørrer ind.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Godt at løsningen på stinkeren var så enkel og så billig. Sidst vi havde besøg af en kloakmester, kostede det mere end 25.000, og en overgang lignede grunden en slagmark fra 1. Verdenskrig. Det var så ikke pga. en stinker, men når de begynder at grave, så … Nyd ferien 🙂

    Kommentar af Eric — 22. april 2015 @ 16:11

    • Pyyhh, godt vi ikke fik sådan en overraskelse – vi har udgifter nok på Den Stråtækte 🙂
      Tak – den er kort, men god!

      Kommentar af Ellen — 22. april 2015 @ 18:52

  2. God ferie uten luktproblemer 🙂

    Kommentar af Mormor — 22. april 2015 @ 18:25

    • Tak, Mormor 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. april 2015 @ 18:53

  3. Man må glæde sig over svensk service! Og godt følelsen af det andet hjem indfandt sig.

    Kommentar af Jørgen — 22. april 2015 @ 19:06

    • Ja! Jeg glæder mig over begge dele.

      Kommentar af Ellen — 22. april 2015 @ 19:19

  4. Så er det da ekstra godt at I ikke er på arbejdsmarkedet mere, og at I fik solgt rækkehuset, selvom haven der var mere overkommelig.
    En god service er altid kærkommen, det får man også flere steder her og de steder støtter vi gerne når vi ikke har eller kan selv.

    Kommentar af Pigen fra landet — 22. april 2015 @ 19:43

    • Det er vi sandelig også glade for 🙂
      Nemlig. Det giver jo bonus i det lange løb for så serviceorienterede folk.

      Kommentar af Ellen — 22. april 2015 @ 20:13

  5. Dejligt med hjælpsomme svenskere 🙂 (Det eneste ærgerlige er egentlig, at man som dansker (sydhavsøboere åbenbart undtaget) skal blive så overrasket over det svenske serviceniveau). Jeg håber, det hjalp?

    Kommentar af Fruen i Midten — 23. april 2015 @ 08:34

    • Det er et ‘på landet’-fænomen, tror jeg. Vi har oplevet en helt anderledes holdning bare ved at flytte til præstøegnen. “Vi stoler på hinanden hernede”, var der en der sagde til John en dag.
      Det hjælp desværre ikke helt – John er ved at se på vandlåsen til toilettet …

      Kommentar af Ellen — 23. april 2015 @ 09:14

      • Øv, det er da ikke det sjoveste at bruge sin tid på 😦

        Minder mig om, at kloakrørene ude på vejen blev spulet i forgårs. Med overtryk/undertryk i toiletterne m.m. til følge. Vi var forberedte og havde dækket nogenlunde af,og det var kun midlertidigt, men føj for en stank. Godt, det var en af de gode dage med mulighed for at åbne hele huset for gennemtræk.

        Kommentar af Fruen i Midten — 23. april 2015 @ 10:23

        • Bestemt ikke, men det lykkedes ham vist at løse problemet – og det var så ikke vandlåsen, men en eller anden kappe … det er ikke lige mit kernekompetenceområde!
          Øv, det prøvede vi også i Havdrup – godt de forbereder os, så vi kan tage vores forholdsregler.

          Kommentar af Ellen — 23. april 2015 @ 10:36

  6. Ubehagelig lugt at blive mødt af. Hos os opstår den rådne lugt jævnligt, hvis vi har været væk længe, men afhjælpes ved at hælde en god sjat vand i alle afløb. Vandet i vandlåsen fordamper og så er der jo fri adgang for lugt fra rør og septiktank.

    Kommentar af Jette — 24. april 2015 @ 13:25

    • Særdeles ubehagelig, men vi regner med, at problemet nu er løst med en udskiftet krave i forbindelse med vandlåsen. Der var vand nok i, så det var ikke det.

      Kommentar af Ellen — 24. april 2015 @ 20:17

  7. Det var dog en smart fuglefoder bræt. Hvor han du købt den henne? Jeg må da eje en sådanne der tiltrækker dompapper 🙂

    Kommentar af havehyrden — 28. april 2015 @ 15:36

    • Det hedder en multi-feeder, og vi har købt den i England. To, faktisk, en til DK og en til Sverige.
      Hvis du ikke kan finde dem herhjemme, skal vi til England i bil om et par måneder og vi vil gerne købe en til dig. Du kan se den hele her: https://mommer.wordpress.com/2013/05/28/nu-med-multi-feeder/ – vi har fået et rigt fuglelv i Den Stråtækte efter vi satte den op.
      Jeg kan ikke huske, hvad den koster, men hvis du vil give mig carte blanche op til 500 kroner, køber jeg den som sagt gerne. Jeg tror, den kostede knapt 30 pund, men er ikke sikker. Hvis du vil google den, skal du skrive multi bird feeder.

      Kommentar af Ellen — 28. april 2015 @ 15:50

      • Det er rigtig sødt af dig. Vi skal selv til England (endelig) til sommer, så kigger jeg efter en. Men mon ikke den også kan fås på nettet, jeg kan jo lige tjekke 🙂

        Kommentar af havehyrden — 28. april 2015 @ 21:24

        • Ih, så lykkedes det endelig! Jeg vil ønske jer rigtig god ferie derovre. Du skal kigge i store havecentre efter en multi-feeder, hvis du ikke har fundet den på nettet inden 🙂

          Kommentar af Ellen — 28. april 2015 @ 21:43

          • yes….så skal der ses på haver…og vi når også lige Hampton court flower show 🙂 glæder mig så meget.

            Kommentar af havehyrden — 1. maj 2015 @ 15:43

            • Jeg glæder mig meget til at læse om, hvilke haver I nåede – spændende at se, om der er overlap med nogle af dem jeg har set 🙂

              Kommentar af Ellen — 1. maj 2015 @ 16:38


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.