Hos Mommer

4. april 2015

Når far kommer hjem, er mor lige gået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: ,

… og når mor kommer hjem, så sover min far.
Hus i IrlandKan I huske den? Det er sådan, jeg har det med min datter for tiden. Da vi kom hjem torsdag aften, var englænderne kørt torsdag morgen for at holde påsken med Tims fars familie, ganske som de plejer. Eller næsten, for ‘plejer’ er Skotland, men i år blev de enige om at prøve Irland, som også er et af vores to see-steder, så jeg er spændt på at høre om deres indtryk om en lille uges tid. Charlotte sendte et billede af udsigten fra huset – ikke så ringe endda. To kilometer nord for Bantry mod Glengarrif.
Vi taler ofte og længe sammen, også selv om jeg ikke længere har fastnettelefon, hvorfra jeg kunne ringe gratis til en engelsk fastnettelefon. Charlotte havde samme mulighed, men nu skal hun betale fuld mobiltakst. Vi valgte derfor 3, hvor vi ikke betaler for roaming i de fleste europæiske lande (men vi skulle fra Island). Jeg har kombineret det med et abonnement, hvor jeg kun skal give ni øre i minuttet for at ringe til en engelsk fastnettelefon, så nu er det altid mig, der ringer op. Vi ved godt, at vi kan skype aldeles gratis, og vi har da gjort det en sjælden gang, men vi foretrækker faktisk at tale i telefon sammen.

P1050980

Selv om temperaturerne stadig nægter at kravle op på tocifrede tal, har vi været lidt i haven både i går og i dag – vi arbejder os til varmen.
Det er noget af en kamp, den mod skvalderkålen, men med et lille nøk hver dag får kampen vel en ende engang. Der vælter samtidig så meget andet op, at det ikke nytter at tænke på en endlösung, da det vil gå ud over alt for mange uskyldige og mere ønskede vækster.
Den lille rød tvetand herover er også ukrudt, men den har vi ikke tænkt os at bekæmpe; den er så yndig, og ‘bekæmpelsen’ kommer helt af sig selv, når vi begynder at slå græsplænen.

Nyheden om restaurant Den Stråtækte udbredes til stadighed – nu er bestanden vokset med et par bogfinker, hvilket får os op på ni forskellige arter. Vi håber at få endnu flere på besøg, men det skal nok komme … og det var os, som var så bekymrede i starten hernede, fordi vi aldrig så en eneste fugl i haven, kun dem nede på fjorden, og selv om vi nyder synet af dem meget dér, har vi slet ikke lyst til at få dem på besøg inde i haven …

Nu har denne overspringshandling varet længe nok; jeg skal arbejde. I et svagt øjeblik lovede jeg at hjælpe min niece med at transskribere nogle interviews, hun har foretaget i forbindelse med sin afsluttende opgave til en magistergrad, hun er ved at tage.
Holddaop, det tager lang tid – jeg har aldrig transskriberet før, så tommelfingerreglen, at det tager fem timer at transskribere én times tale, holder ikke for mit vedkommende. Det går dog hurtigere efterhånden, men jeg vil tro, at en times tale vil tage mig otte timer at få fældet ned på papir en Word-fil.

Reklamer

19 kommentarer

  1. Det er altså en af de ting jeg savner ved at bo i lejlighed… her er ingen fugle, kun måger og skader der ind i mellem sætter sig på altankanten og benytter vores altan som toilet. Men ellers ingen fugle, og fuglefodring er forbudt af hensyn til rotter og underboer.

    Der findes altså skype, viber mm til telefonerne… så har man stadig følelsen af at tale i telefon og skal ikke sidde og glo ind i en computerskærm – det er bare gratis. 🙂

    Ja det tager sin tid at skrive den slags “tale” ned… jeg har gjort det en del i forbindelse med møder med min tidligere arbejdsgiver hvor jeg optog samtalerne. Jeg brugte det her http://otranscribe.com/ i stedet for word fordi sammenhængen mellem lydfil og skrift var nemmere – det er i samme program og lyden startes og stoppes med en tastaturgenvej. Det satte tidsforbruget ganske væsentligt ned.

    Kommentar af overleveren — 4. april 2015 @ 16:45

    • Ja, måger og skader kunne jeg også sagtens undvære …
      Vi har faktisk overvejet Viber – har bare hørt, at det er temmelig ustabilt og ofte falder ud, men det kunne selvfølgelig komme an på en prøve.
      SMART med det program. Tak for info – det skal prøves, for det tager nemlig tid at skifte mellem Quicktime og Word, også selv om jeg har fundet en forholdsvis god og effektiv måde at arbejde på.

      Kommentar af Ellen — 4. april 2015 @ 17:00

      • Velbekomme… og ja, viber kan være lidt ustabilt.

        Kommentar af overleveren — 5. april 2015 @ 13:13

  2. Da yngstedatteren skrev bachelor, hjalp jeg lidt med transskriberingen af de interviews, hun havde lavet i den forbindelse. Som du selv skriver, MEGET tidskrævende. Så jeg tillader mig at hapse Overleverens link til datteren, hvis nu hun også til masteropgaven vil bruge interviews.
    Jeg forstår godt, du hellere vil tale i telefon end skype. Jeg nød at skype, da pigerne var i Buenos Aires på samme tid, for jeg synes, det var så dejligt at SE dem, men det tog andre ressourcer, end når vi “bare” talte i telefon. Og du ser jo også C. med endda temmelig jævne mellemrum.

    Kommentar af conny — 4. april 2015 @ 18:56

    • Det er jeg sikker på, at Overleveren ikke har noget imod.
      Endelig en, der forstår vores Skype-antipati – og du har ramt plet. Hvis C boede i USA eller Australien, og vi kun så hinanden en gang årligt eller sjældnere, ville jeg nyde at se hende – og børnene selvfølgelig – men vi har ganske rigtigt mere behov for snak end for syn, så tit som vi ser hinanden IRL.

      Kommentar af Ellen — 4. april 2015 @ 19:40

  3. Er Skype helt gratis? Jeg troede, at det også kostede noget, men hvad ved jeg …

    Kommentar af Eric — 4. april 2015 @ 20:21

    • Jeg har haft det i 4-5 år, og jeg har da ikke betalt noget endnu 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. april 2015 @ 20:32

  4. Selvom solen har skinnet, er det stadig koldt, og der var helt hvidt på plænen i morges. Her nøjes jeg med at gå rundt og kigge på haven og alle de hvide anemoner i skoven.

    Kommentar af Pigen fra landet — 4. april 2015 @ 22:19

    • Frostvejr havde vi dog ikke, men koldt er det, ja. Jeg så godt ovre hos Jørgen, at han også havde set anemoner. Vi har masser af skov omkring os, og jeg har ikke set en eneste endnu.

      Kommentar af Ellen — 4. april 2015 @ 23:44

  5. Skøn udsigt!
    Jeg har kun prøvet Skype et par gange… pr mobilos. Og det blev til samtaler… for modparten havde en mobil uden selfiekamera! Så jeg kunne se hendes fødder!!! Og kunne ikke mundaflæse, som det ellers var planen! Det grinede vi noget af.
    Jeg kan, trods alt, også bedre lide at snakke “i øret” i stedet for “med øjet”. Man opfatter langt bedre stemninger og tonefald på den måde; synssansen forstyrrer høresansen.
    Jeg holder mig fra haven, det gør ondt i fingerleddene, når det er for koldt! Til gengæld sveder jeg under mit strikkeprojekt!

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. april 2015 @ 10:52

    • Hehe, ja så var det lige som lige meget med det skyperi 🙂
      Enig … ikke mindst fordi jeg synes man bliver så underlig forvreden på webkameraet …
      God strikkelyst – det kribler ellers for at komme lidt i haven – og for mig for at få malet det udvendige træværk, men det er det alt for koldt til endnu.

      Kommentar af Ellen — 5. april 2015 @ 12:25

  6. Skype er bla. “gratis” tale (med mulighed for at tilvælge levende billeder) mellem to internetforbindelser (IP-adresser), så Skype kan anvendes mellem to smartphones, der hver især enten er koblet op på et trådløst netværk (IP-adresse) eller har en selvstændig dataforbindelse (IP-adresse) via mobiltlf. med dataabonnement, så prisen for at bruge Skype er udelukkende prisen for dataforbrug, hvilket i praksis er ingenting, når der anvendes trådløst netværk, da dataforbruget oftest er inkluderet i internetabonnementet, mens prisen for dataforbrug via mobiltlf.abonnement er afhængig af prisen på dataforbrug i den konkrete abonnementspakke (tale, SMS, MMS og data).
    Altså kort og godt: Skype kan være en meget billig løsning på telefoni mellem to smartphones, når dataforbruget allerede er betalt via andre allerede betalte internet-/dataforbindelser.
    Konkret kan C, hvis hun har en smartphone og trådløst internet via Skype tale gratis med dig.
    Mvh. og fortsat god påske 🐣 med transskription, havearbejde og tale

    Kommentar af Kristine — 5. april 2015 @ 12:08

    • Jeg ved det godt, og det samme kan man via Viber, men jeg har, som skrevet til Overleveren, hørt, at det kan være ret så ustabilt og at det ofte falder ud.
      Så længe C&T beholder deres fastnettelefon, kører vi videre som vi gør nu og laver sandsynligvis ikke om på det, før eller hvis de på et tidspunkt også kun har mobiltelefoner.

      Kommentar af Ellen — 5. april 2015 @ 12:30

      • Jeg tænkte også mere på, når en af jer ikke er hjemme, men på farten i længere tid, da det ofte er muligt at finde et “free WiFi”, når talelysten indfinder sig. Iøvrigt er det om Skype/Viber godt “hørt”, når de er plaget af udfald! 😉

        Kommentar af Kristine — 5. april 2015 @ 12:47

        • Beklager, at du lige skulle godkendes denne gang, men grunden er, at du skrev ‘maul’ i stedet for ‘mail’.
          Det er selvfølgelig rigtigt, men vi kan godt nøjes med at tekste, når vi er på farten, og i øvrigt betaler jeg jo ikke for roaming i det meste af Europa.
          Høhø – hvad skulle jeg ellers have skrevet? Det er jo det, jeg har – og ikke fra Viber 😉

          Kommentar af Ellen — 5. april 2015 @ 14:51

  7. Min farmor sagde mange ting…nogle mindre gennemtænkte som “ham Schlytter er vel nok en pæn mand, jeg må hellere stemme på liste K”…….nogle fornuftige leveregler som “Skvalderkål, det skal du hade på hver dag i et år, så forsvinder det”..
    Af erfaring ved jeg at hadet skal omsættes til fast manuelt arbeide og at det slet ikke er sikkert at et år er nok.
    God arbejdslyst 🙂

    Kommentar af udvandreren — 5. april 2015 @ 17:20

    • Haha – var der aldrig nogen, der fortalte hende, hvad K stod for til et valg? 😀
      Hvis den skvalderkålregel holdt vand, så havde jeg ikke noget af det, så jeg tror desværre, at det er din (og min) erfaring, der har ret 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. april 2015 @ 18:02

  8. Jeg ringer altid til min mor via Skype, når jeg er i England. Jeg har opgivet at få min mor til at bruge Skype (det ville jo ellers have været gratis), men hun er syv tommelfingre, når det drejer sig om computere… 😉 Så i stedet ringer jeg fra min Ipad og til hendes mobiltelefon – det er dog ret billigt 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 6. april 2015 @ 08:01

    • Det er jo også en måde at løse ‘problemet’ på 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. april 2015 @ 09:25


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.