Hos Mommer

20. marts 2015

Det allersidste farvel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:28
Tags: ,

Man kalder begravelser og bisættelser for det sidste farvel.
Det holder også for begravelser, men ikke helt for bisættelser, hvor det reelt kun er det næstsidste, fordi der senere kommer en urnenedsættelse.
Den havde vi i dag for Pernille. Det kan naturligvis ikke sammenlignes med en bisættelse; ejheller kaldes en gentagelse af denne.
Det er selvfølgelig heller ikke en morsom affære, men bestemt heller ikke så følelsesfremkaldende som bisættelsen var.
Vi stod 12 personer om det lille gravsted, hvor Karin og Bjarne også vil ligge, når deres tid engang kommer.

P1050549

Karin havde valgt en smuk og lidt anderledes sten – en laplandssten, som var mere grøn, end billedet vil vise.
Det lille tegn oppe til højre er symbolet for Pernilles stjernetegn, Stenbukken, som hun for nogle år siden fik tatoveret på en af fingrene på sin højre hånd … og tænk, jeg kan flovt nok ikke engang huske, om det var lang- eller pegefingeren. Ups, altså, hvor ville jeg være et dårligt vidne.
Bagefter lagde Karin og Bjarne – igen – hus til en kombineret eftermiddagskaffe/frokost/aftensmad, og vi havde – igen – en rigtig hyggelig dag og halv aften.
Det er helt pinligt, så meget de har lagt hus til i tidens løb, så vi fik aftalt en dag, hvor John og Karin vil kigge på og dele Pernilles papirbilleder, hvilket vil komme til at foregå hernede i Den Stråtækte, så vi kan gøre bare en lillebitte smule gengæld for al deres gæstfrihed.
Det er både lidt pudsigt, ret underligt og meget dejligt, at man kan have et så godt forhold. Det er ikke alene, fordi Karin og John har været skilt i så mange år, selv om det måske nok var en smule mere anstrengt, lige da de var nyskilte, men der har aldrig været bitterhed imellem de to, og lige fra år ét af hver deres nye liv sås vi en gang om året til Pernilles fødselsdag. De var enige om, at fordi Pernille (naturligvis) var aldeles uden skyld i, at forholdet gik i stykker, måtte de voksne derfor også være de voksne og gøre gode miner til slet spil, hvilket slet ikke var så svært, da det kom til stykket. Nu har vi – og har haft gennem mange år efterhånden – det bedste forhold og har det ægte sjovt og hyggeligt, når vi er sammen.
John og Karin kan give hinanden et varmt og trøstende vi-har-mistet-vores-eneste-barn-kram uden nogen får ondt af det.
Gode skilsmisser findes altså. Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde den en lykkelig skilsmisse – det tror jeg nok ikke rigtig på, for det er der ingen der er, men det behøver heldigvis ikke at være en dårlig historie hver gang.

Advertisements

16 kommentarer

  1. Det er god læsning. At 2 – vidt forskellige – meget svære ting i livet, håndteres værdigt og smukt. Dere er 4 flotte mennesker 🙂

    Kommentar af udvandreren — 21. marts 2015 @ 07:34

    • Flotte og flotte … tak, men vi er vist nok bare “rigtige voksne” 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2015 @ 09:08

  2. Urnenedsættelse foregår vist altid meget stille, oftest af graveren helt alene, uden pårørendes tilstedeværelse. Dejligt at I kunne samles om dette og I har så fint et forhold til ekserne. Det kender jeg heldigvis også rigtigt mange der har, og det kan kun glæde mig. Det gør jo livet lidt lettere, især når der er børn involveret.

    Kommentar af Pigen fra landet — 21. marts 2015 @ 08:29

    • Det virker da ærlig talt lidt ufølsomt at lade graveren om det … men med meget få tilstedeværende, selvfølgelig. Det var kun os tre søstre, der puttede far i jorden.
      Det gør livet langt lettere, og jeg har så forfærdelig ondt af de mange børn, der bliver brugt som ammunition i en kold og bitter krig.

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2015 @ 09:10

  3. Det er en lidt speciel følelse, der opstår når man deltager i en urnenedsættelse. Jeg tror det knytter sig til det særlige, at en af deltagerne går med en krukke med resterne af et menneske, man har kendt, på armen, næsten som man bærer et barn. Og naturligvis til at det er det allersidste farvel.
    Det er godt at høre om gode skilsmisser og ordentlighed i den forbindelse.

    Kommentar af Jørgen — 21. marts 2015 @ 08:35

    • Det er nemlig en ret mærkelig fornemmelse.
      De gode skilsmisser findes, Jørgen – se også Mettes kommentar herunder, men det er jo altid de dårlige, man hører om.

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2015 @ 09:12

  4. Sikke en flot sten. Mine forældre er skilt men når vi holder jul i dk er både min mor og far der og min fars kone.

    Kommentar af Mette — 21. marts 2015 @ 08:42

    • Åh, hvor er det godt at høre, at I – eller rettere, dine forældre – også kan finde ud af at være sammen på trods af en skilsmisse.

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2015 @ 09:13

  5. Hvor er skønt at læse din fortælling. Selvom det var det allersidste (vemodige) farvel til Pernille, blev det jo en fin dag.

    Kommentar af kisser — 21. marts 2015 @ 09:45

    • Det var simpelthen det hele i en nøddeskal, Kisser 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2015 @ 12:08

  6. Jeg fornemmede hele vejen igennem dine indlæg om Pernilles død og bisættelse, at I forstod at være sammen og ikke blot være sammen, men også at tillade at de to af jer er bundet sammen af et særligt bånd, nemlig Pernille. Det er flot og stort og desværre er det langt fra alle skilsmisser, der former sig sådan. Det er virkelig trist og derfor bliver jeg også glad ved at læse dit indlæg samtidig med at jeg også synes det må være hårdt at skulle stå ved sit barns gravsted,

    Kommentar af Lene — 21. marts 2015 @ 11:19

    • Der er jo heller ingen grund til at skjule, at vi kan sammen. John og Karin har også haft ekstra brug for at kunne tale meget sammen – nogle gange mere end andre gange – siden Pernille blev syg for 14 år siden.
      Jeg synes, det er vigtigt også at fortælle de gode historier – de dårlige hører vi alt for mange af …
      Selvfølgelig var det hårdt for dem begge, men som sagt ikke så hårdt som ved bisættelsen.

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2015 @ 12:13

  7. Det er dejligt at I 4 kan finde ud af at være sammen, man hører alt for tit om det modsatte ved skilsmisser.

    Kommentar af Inge — 21. marts 2015 @ 13:41

    • Ja, det er fint. Der er sikkert mange flere, der kan finde ud af det, men vi hører desværre kun om de dårlige historier.

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2015 @ 13:54

  8. At sige verden ret farvel er også en proces… Jeg har ikke været med til en urnenedsættelse, men jeg har stået med en underlig uafsluttet fornemmelse, når rustvognen kørte af sted med kisten.
    Man kan mærke nærheden til og imellem alle implicerede i dine skriverier om Pernille.
    Også i det sidste farvel.

    Kommentar af Anne Holtegård — 21. marts 2015 @ 15:38

    • “Uafsluttet fornemmelse” … ja, det er det vel egentlig …
      Det er fint, hvis jeg har beskrevet det, så det kommer frem.

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2015 @ 16:20


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.