Hos Mommer

19. marts 2015

Det kunne lige så godt have været i går …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

Det kunne lige så godt have været i går, jeg stoppede med at arbejde og ikke næsten to år siden.
I dag var vi otte veteraner til den halvårlige frokost, som vores gamle firma giver os. Sidste gang havde vi kun reserveret bord til de deltagende veteranklubmedlemmer, hvilket viste sig at være en fejl, for der var en del, der gerne ville spise frokost sammen med os.
En af de ting, min chef lagde vægt på i mit arbejdsliv var, at det var okay at fejle, det gør vi alle, men det var bestemt ikke okay at begå den samme fejl to gange, og da det var mig, der havde ‘vundet’ at afstemme dagens aftale med de relevante personer, reserverede jeg dobbelt så mange pladser som vi var deltagere.
De blev besat og lidt til – og hvor var det altså hyggeligt.
Ét er at mødes med de andre forhenværende; det er bestemt herligt at udveksle alle de gensidige forsikringer om, at vi søreme da aldrig har haft så travlt som nu efter vi er jobstoppet, men det kunne vi jo i princippet gøre hvor som helst, så nu hvor vi mødes i firmaets kantine, har det høj prioritet at få hilst på så mange gamle kolleger, som der nu engang gider hilse på os. Hvilket er mange. Virkelig mange. Overraskende mange. Dejligt mange.
Jeg havde sagt til John, at jeg regnede med at være hjemme ved fire-halvfemtiden, men da den blev kvarter over fire uden jeg var kommet afsted endnu, måtte jeg hellere lige ringe hjem … der er trods alt små 100 km at køre, nu hvor vi er flyttet længere sydpå.

19 marts morgen (1)

Dagen kunne næsten kun blive god, når man bliver vækket ved 6-tiden af sådan en solopgang – og den varede længe, føltes det som – den blev i hvert fald kønnere og kønnere. Gid vi andre kunne sige det samme …

Jeg savner stadig ikke det at gå på arbejde; dertil nyder jeg min fjerde alder alt, alt for meget. Jeg har ikke fortrudt et mikrosekund, at jeg stoppede så forholdsvis tidligt, men som så ofte før nævnt, havde jeg et godt arbejde og masser af gode kolleger, så det er skønt at få hilst på dem og høre hvordan det går – også selv om jeg har mine kilder, således at jeg bliver holdt nogenlunde orienteret om de store omvæltninger, hvis der har været sådanne.

19 marts morgen (2)
Jeg nærmest bobler over efter sådan en dag.
Stakkels John har bare gået ude i det pragtfulde forårsvejr og nusset, repareret og puslet.
Men lur mig, om han ikke også har nydt det. Dejligt vejr og en hel dag uden Ellen … jeg har dog ikke spurgt, hvor meget han har nydt det, for jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil kende svaret.

Reklamer

17 kommentarer

  1. Årh vissevasse, du kan godt holde til at få at vide, at John har syntes, det var SKØNT at tusse rundt alene en hel dag – og SKØNT at få dig glad hjem igen 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 19. marts 2015 @ 20:00

    • Hehe, nå så det mener du? Du har jo nok ret … 😉

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2015 @ 20:09

  2. Ojjj en flot solopgang, de samme farver kunne ses i her i aften.. 🙂

    Kommentar af Inge — 19. marts 2015 @ 20:19

    • Ja, de kunne – det er sjældent, at det er både morgen og aften, det er så flot. Eller også ser jeg det bare mere hernede 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2015 @ 21:26

  3. Jeg ved jo du nyder dit liv, som det er nu, men sjovt at tænke på, at du slet ikke havde planer om at stoppe, før du tog den drastiske beslutning, og vist nærmest vendte på en femøre, hvis jeg husker rigtigt.
    Flot solopgang, og begge billeder ligner så meget nogle fra vores egne omgivelser.

    Kommentar af Pigen fra landet — 19. marts 2015 @ 22:10

    • Det er nu ikke helt rigtigt … jeg havde gennem meget lang tid sagt, at jeg ville stoppe to nanosekunder efter jeg fyldte 60 år 🙂 faktisk har jeg sagt det lige så længe som jeg har kendt John. Min chef og jeg begyndte aktivt at planlægge min nedtrapning og arbejdsopgaveudfasning allerede da jeg var 58, netop fordi jeg hele tiden havde meldt ud, hvornår jeg ville stoppe.
      Vi har os nogle gode omgivelser 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2015 @ 22:56

  4. Sjovt som vi husker forskelligt, for jeg husker nemlig at du hele tiden har været fast besluttet på at holde som 60 år 🙂 Derfor er det da skønt at gense gamle kolleger og det er også skønt, hvis man har tid til det, at se ex-kolleger. Det har vi sjældent i hverdagen, så vores efterlønskollega har valgt at komme til vores strikkeklubaftener 🙂

    Kommentar af Lene — 20. marts 2015 @ 08:53

    • Du husker også rigtigt, som du kan se i mit svar til Pia 🙂
      Næh, I kan jo ikke lige smide, hvad I har i hænderne – det kan heller ikke alle af mine gamle kolleger, men rigtig mange af dem kan heldigvis. Det er goddt, at I har fundet en anden løsning med jeres strikkeklub 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2015 @ 09:12

  5. En boblende flot solopgang. Jeg bliver lige glad, hver gang jeg ser op- og nedgange. Både i virkeligheden og på billeder.
    Jeg øver mig i at holde fri her i april måned, hvor jeg holder fri fredage og mandage for at høvle lidt ned på mine feriedage, som jeg ikke er så god til at få brugt i løbet af året. Dvs. tre tredages uger; det holder jeg nok ud.

    Kommentar af conny — 20. marts 2015 @ 12:16

    • Sådan har jeg det også – selv om det trods alt er en smule bedre at se dem i virkeligheden.
      Uhh, det er vist nogle svære øvelser, du er igennem her … tredages uger må være ret fedt. Jeg kan godt nok slet ikke forstå dit problem … jeg måtte købe mig til to ugers ekstra ferie om året, fordi seks uger ikke var nok 😀

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2015 @ 12:28

  6. Dejligt at vide, at man kan have det rart både MED hinanden og UDEN hinanden, ikke?! Det er tegnet på et godt ægteskab, er jeg overbevist om… 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 20. marts 2015 @ 13:35

    • Det er jeg sikker på, at du har ret i, Mia 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2015 @ 21:29

  7. Jeg siger lige som Pia…. Godt at være sammen og dejligt opleve noget forskelligt og have nyt at snakke om…
    Jamen… du får jo ikke din nattesøvn, hvis du skal fotografere solopgange hele sommeren!
    Fantastisk smukt billede. Hvor er det godt I flyttede ind i det stråtækte fotoskjul!
    (uh.. det irriterer mig, at nye indlæg først kommer op på min blogliste lææææænge efter, de er udgivet!)

    Kommentar af Anne Holtegård — 20. marts 2015 @ 14:33

    • Det er et godt tegn, at man giver hinanden plads, ja.
      JA, det var bare så godt, at vi købte det. “Fotoskjul”, høhø 🙂
      Jeg synes der er stor forskel på, hvor længe indlæg er om at dukke op i readeren … jeg har aldrig fundet ud af hvorfor.

      Kommentar af Ellen — 20. marts 2015 @ 21:30

  8. Det er et sjovt fænomen du nævner, nemlig at det er umuligt at “mærke” to år, når man mødes som I gjorde. Der er en direkte forbindelse – eller hvad det er – der helt fjerner tidsfaktoren.

    Kommentar af Jørgen — 20. marts 2015 @ 15:59

    • Der skulle have stået direkte forbindelse i hjernen …

      Kommentar af Jørgen — 20. marts 2015 @ 16:00

      • Ja, det er et sjovt fænomen, men on ikke vi alle har været udsat for den følelse/fornemmelse? Jeg har i hvert fald oplevet den i flere sammenhænge.

        Kommentar af Ellen — 20. marts 2015 @ 21:32


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.