Hos Mommer

4. marts 2015

Jeg tror vi har spøgelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: ,

Eftersom vi er flyttet ind i et 235 år gammelt hus, er det sikkert ikke helt usandsynligt, at vi skulle huse et spøgelse eller to. Det er i givet fald et spøgelse, der synes det er vældig skægt at pille ved den moderne elektronik. Forleden morgen havde det sat vejrstationen til at vække os klokken 6. I morges var det tv’et, der tændte helt af sig selv, mens vi begge lå og sov sødeligt. Det spøgelsesagtige ved det var, at det også var præcis klokken 6. Ikke kun vækkede det os; det var også en anelse tankevækkende … P1050340 Man må jo sørge for at overholde sit skridtmål (!), så vi gik en tur i eftermiddags, selv om vi egentlig havde mest lyst til at blive inde og hygge os foran brændeovnen, fordi himlen så lettere truende ud … et uvejr, der heldigvis trak uden om os. Vi gik ned ad en lille privat vej, som ikke er mere privat end at vi beboere overfor gerne må benytte den. har vi fået at vide, så man må håbe det er sandt. Lidt nede ad vejen står skiltet med kooperativet … historien bag det må vi have fundet ud af en dag. P1050333 P1050268 … og nede ved vandet kan man se Kystens Perle. Endnu kender vi ikke de stolte ejere af dette lysthus, men den ikke særlig diskrete skraldespand vidner om, at det er folk, der sætter pris på at hygge sig med en øl eller syv. På det sidste stykke af vejen tilbage mødte vi en del fra Marjatta, der nu havde fået fri og var på vej hjem. Den sidste af dem, en mand et sted i trediverne, havde fundet nogle vintergækker på sin vej – jeg vil helst ikke vide, hvor han havde plukket dem, for da han så mig, standsede han op, sendte mig et stort smil og ignorerede John totalt. “Dem skal du ha’”, sagde han og gav mig vintergækkerne. Jeg kunne ikke gøre ret meget andet end at takke ham og sige, at det var sødt af ham, men da jeg vidste, at de måtte være fra en have på hans vej, var jeg glad for ikke at blive antastet og anklaget for tyveri, inden vi nåede hjem.

Reklamer

37 kommentarer

  1. Samsung tv? De er mest kendt for det, og vores det ene tv gør det samme, det er en eller anden elektronikdims der er defekt. (googl det)

    Hovsa, har I et kogræsserlaug i nærheden.. for det ligner det skilt da (med mindre det er stjålet og ikke sat der helt autoriseret).. Sorte Rudolf er da et sødt navn, men gud ved hvad der skete med sorte rudolf d 1. ?!?

    Du må prøve at leve med bevidstheden om at du fra i dag er at betragte som en vintergække-hæler.

    Kommentar af overleveren — 4. marts 2015 @ 17:13

    • ps.. vores tv er i en anden tidszone forresten.. det tænder kl 8.

      Kommentar af overleveren — 4. marts 2015 @ 17:15

      • Vi kan så hermed konstatere, at Phillips tv har de samme nykker som Samsung, men det kan være det forklarer tidsforskydningen 😉
        Jeg ved ikke, om det betyder, at vi har et kogræsserlaug, men jeg må finde ud af det en dag.
        Vintergække-hæler … væmmeligt ord!

        Kommentar af Ellen — 4. marts 2015 @ 19:02

        • Philips? Det kan evt være at tuneren i det har en autoopdateringsfunktion (gør det via antenne/kabel nettet) på softwaren i tuneren.. det kan slås fra i indstillinger…

          Kommentar af overleveren — 4. marts 2015 @ 19:09

          • Det kigger vi på, tak.

            Kommentar af Ellen — 4. marts 2015 @ 19:27

  2. Jeg havde tænkt på, om sådan et hus købes med stråmand, og det kan da være, at det har en hønisse.

    Kommentar af Eric — 4. marts 2015 @ 17:36

    • Hehe, ingen stråmand, men hønisser har vi – indimellem 😉

      Kommentar af Ellen — 4. marts 2015 @ 19:02

  3. Fantastisk skybillede!
    Vintergække-hæler, uf da for en titel. Du får nok snart visit af landbetjenten!
    Teoretisk set kan det vel sagtens være dine egne vintergækker du har fået forærende.
    Min Nils lænsede engang haven totalt for påskeliljer (der var MANGE), hver eneste plukket helt oppe under blomsterhovedet. De var svære at sætte i vand, men tanken var da uimodståelig.
    Blomster er til for at skabe glæde, på den ene eller den anden måde.

    Kommentar af Den Gamle krage — 4. marts 2015 @ 18:25

    • Tak. Ja, sikke en titel. Ikke særlig rar, og det var ikke mine egne, for de var ikke helt mage til mine …
      Åh, den er klassisk, den med at børn plukker blomsterne uden stilk – mon ikke alle haveejere med børn har prøvet det? Så står man der og kan ikke tillade sig at blive vred, men må nøjes med at vise det søde barn, at det bliver meget bedre MED stilk 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. marts 2015 @ 19:05

  4. Der skal såmænd nok være spøgelser i det gamle hus! Hvor skulle de ellers være 🙂

    Da jeg som barn boede nede på Sydfyn på en meget gammel gård, holdt min mor troligt på, at hun en nat havde set en kvindeskikkelse sidde ude i haven under kastanjetræet. Men hun var nu også overtroisk – ja altså min mor.

    Kommentar af Stegemüller — 4. marts 2015 @ 19:13

    • Hehe – eller også var der virkelig en, der sad og nød jeres have ved nattetide 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. marts 2015 @ 19:27

  5. Åh åh… Jo.. jeg har også fået meget kortstilkede! buketter. Havde den gang en lille bitte vase, der kunne hjælpe…. Men det er bare med at finde en grimasse, der kan passe, når man får uventede blomster foræret!
    Interessante omgivelser… Kogræsserlaug har jeg ikke hørt om før… kun for drøvtyggere?
    Ja, hvad skete det med Rudolf den 1.
    Der må være stof til en nyt indlæg i det mysterie!
    Vi har philips og Samsung TVer, men ingen spøgelser… men huset er også kun fra 1976!

    Kommentar af Anne Holtegård — 4. marts 2015 @ 19:19

    • Jeg må have undersøgt det med det laug – og finde ud af Rudolf d. 1.s skæbne 😉
      Jeres hus er nok lige ungt nok til spøgelser – I kan jo beslutte selv at blive de første 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. marts 2015 @ 19:29

  6. Prøv at skabe kontakt til jeres spøgelse og få en aftale om at starte elektronikken lidt senere.. 🙂

    Kommentar af Inge — 4. marts 2015 @ 19:56

    • Problemet er bare, at jeg aner ikke, hvordan man kommer i kontakt med den slags 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. marts 2015 @ 19:59

      • Prøv at spørge en ghostwriter.. 🙂

        Kommentar af Inge — 4. marts 2015 @ 20:43

        • Nårhja – nok smartere end at få fat i en spøgelsesbilist 🙂

          Kommentar af Ellen — 4. marts 2015 @ 20:55

  7. Din intro minder mig om min sanglærer som sagde “selvfølgelig eksisterer spøgelser! se denne avisartikel …” (og så viste han mig en fotokopi om en brand på et engelsk herresæde, hvor det spøgte) ” … der blev en mursten kastet hundrede meter op i luften!”

    Andre gange sagde han “man kan ikke bevise noget som helst”. Jeg ville sådan ønske at han havde fundet en gylden middelvej 🙂

    Kommentar af Donald — 4. marts 2015 @ 21:32

    • Ha, sådan en sanglærer kan man da ikke have meget respekt for … han kunne forhåbentlig synge og spille? 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. marts 2015 @ 21:40

      • Han var en god sanger og operainstruktør. Jeg kunne godt lide ham, og han havde en vis respekt for mig – jeg sang godt dengang – men jeg ville ønske at han havde haft en mere rationel holdning til undervisning og til spøgelser 🙂

        Kommentar af Donald — 5. marts 2015 @ 02:02

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 5. marts 2015 @ 09:12

  8. EN velkomstblomst til nye beboere — du må da vide at vi er nogle mænd hvis øjne sidder fast, når vi ser en kvinde – ja undskyld, prøver at lade være men det er svært! 😉

    Kommentar af Donald — 4. marts 2015 @ 21:34

    • Det er skam også dejligt at blivet kigget efter – det sker så sandelig ikke særlig ofte mere … men du ved godt, hvad eleverne på Marjatta er, ikke? 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. marts 2015 @ 21:42

      • 🙂
        Grundmotorisk træning
        I de mindste klasser har eleverne grundmotorisk træning; en kombination af fysiske øvelser samt sansemotorisk integration. Legen er stadig det centrale element i de fleste øvelser, og mange af øvelserne trænes dagligt i klasserne.

        Eurytmi
        Alle klasserne har eurytmi på skemaet fra 1. klasse. I eurytmitimerne trænes koordination, samt at kunne bevæge sig i det 3-dimentionelle rum. Eurytmien laves til rytmiske vers, musik eller digte.

        Kommentar af Donald — 5. marts 2015 @ 02:03

        • Du har læst på lektien – apropos undervisning 😉

          Kommentar af Ellen — 5. marts 2015 @ 09:13

  9. Uh, bare I nu ikke på en eller anden måde har forstyrret spøgelset og måske ligefrem bragt uorden i dets – øh – liv, for så kan spøgelser vist blive ret sure og umedgørlige 😉 Mon ikke de omkringboende haveejere ville tro dig på dit ord, hvis du forklarede, hvordan du havde fået vintergækkerne? Ret sødt iøvrigt:-)

    Kommentar af Fruen i Midten — 4. marts 2015 @ 22:07

    • Jeg kan ikke forestille mig, at vi har generet nogen – med mindre de hader elektronik … 😉
      De ville nok have troet på mig – alle her omkring kender jo dem, der går til og fra Marjatta hver dag.

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2015 @ 09:06

  10. Da jeg så din overskrift, tænkte jeg “jamen selvfølgelig”. Der må da også høre et spøgelse med til sådan et gammelt hus. Men jeg forstår, det handler om noget så nyt og moderne som jeres tv. 😉
    Jeg tror, der findes en kogræsser-forening i jeres nabolag. Det er et charmerende nærområde, du viser billeder fra.
    Jeg synes, det var en sød gestus fra den udviklingshæmmede at give dig en buket vintergækker.
    Flot himmel over vandet på dit øverste billede.

    Kommentar af Betty — 4. marts 2015 @ 23:25

    • Jamen det er da underligt, at to forskellige ting ‘vælger’ at vække os klokken 06 🙂
      Jeg anede ikke, at der fandtes noget som kogræsserforeninger, men nu er jeg blevet klogere!
      Det var en sød lille gestus, men de er jo så søde alle sammen.

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2015 @ 09:09

  11. Der er helt sikkert foregået så mange ting i dit gamle hus, at det overnaturlige finder det værdigt til anvendelse -ville Gorm Benzon helt sikkert sige.
    Du kan ønske dig bogen
    http://bog.nu/titler/spoegelser-og-sagn-fra-danske-slotte-og-herregaarde-gorm-benzon
    Han skriver ret godt og har en tilstrækkelig blanding af viden og galskab.

    Kommentar af Farmer — 5. marts 2015 @ 05:35

    • Ja, tænk hvis væggene kunne tale. Vi har talt om at gå på lokalarkivet for at se, hvad vi kan finde ud af om husets historie.
      Bogen, du nævner, vil jeg gerne læse – det med blandingen af viden og galskab lyder interessant.

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2015 @ 09:11

  12. Han har måske haft benyttet den udgang, I fik lukket så fint, så nu er han lukket inde i den stråtækte 🙂 Lidt omprogramering må være ønskeligt. Klokken 6 er da lige tidligt nok.

    Kommentar af Susanne — 5. marts 2015 @ 12:20

    • Spøgelser er da vist ikke afhængige af døre … går de ikke igennem tykke vægge og alt muligt? 😉
      Klokken 6 er i hvert fald for tidligt for os at stå op – det var skønt at slippe for det for nu næsten to år siden!

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2015 @ 13:21

  13. Hvis ikke de spøgelser holder op med at vække jer, så må skrappe Ellen i gang, de skal bare sættes på plads 😉

    Kommentar af Lene — 5. marts 2015 @ 19:39

    • Du godeste – tak for tilliden … men jeg tror, at selv Mutter Skrap her ville komme til kort over for spøgelser, men det kunne selvfølgelig komme an på en prøve 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2015 @ 19:51

  14. Der er gode oplevelser forbundet med at tælle skridt, ser jeg. Måtte spøgelserne være forsvundet når I kommer hjem fra ferie.

    Kommentar af Jørgen — 10. marts 2015 @ 20:07

    • De har nok kedet sig mens vi har været væk, mon ikke?

      Kommentar af Ellen — 11. marts 2015 @ 07:18


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.