Hos Mommer

2. marts 2015

Min første vilje …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:26
Tags: ,

… som tøffelhelten skrev som indledning til sit testamente …

Vi har i dag fået klaret det, der – måske mest i victorianske romaner – kaldes den sidste vilje.
Hvis man googler min sidste vilje, er det tilsyneladende i dag en blanket, man kan udfylde vedrørende ens ønsker om hvad der skal ske med en, når man er død, og har derfor ikke noget at gøre med et egentligt testamente.
IMG_4033Jeg har før givet udtryk for, at jeg ikke vil bestemme noget her – jeg vil alligevel ikke være i stand til at tjekke, om de parerer ordre!
Mine efterladte kan gøre hvad de vil med de rester, der måtte være tilbage efter videnskaben og/eller lægerne har udtaget diverse reservedele, idet jeg for længst har meldt mig som organdonor. Den beslutning skal de ikke stå med, hvis jeg bliver kørt over af en lastbil i morgen – heller ikke selv om vi har talt om det og er enige. Det er altid noget andet, når man står i situationen.
Resterne kan man så gøre med, hvad man vil. Om det bliver John eller Charlotte, vil tiden vise.

Testamentet er derimod en vigtig ting at have på plads, især når man har hver sine børn.
Situationen har ændret sig for os, fordi Pernille ikke er her mere.
John har, lige siden han kom ind i vores liv, betragtet Charlotte som sit eget barn. Da C ikke har nogen far (ingen smarte kommentarer, tak … ), betragter C ligeledes John som sin far. Der mangler kun biologien, så C er ikke Johns naturlige arving, men det har vi ændret på i dag, således at hun arver ham på samme vilkår, som havde hun været hans biologiske datter. Hvad der var nyt for mig er, at hun ikke kommer til at betale en tårnhøj arveafgift, men arvemæssigt og dermed helt legalt sidestilles med biologiske børn, fordi de to har boet under samme tag i så mange år, som tilfældet er. Jeg ved ikke, hvor grænsen går, men vi opfylder i hvert fald kriterierne, sagde vores advokat.
Dette kunne måske være nyttig viden for nogle …

Det er kun, hvis der kun er fællesbørn, den efterladte kan sidde i uskiftet bo, så det er meget, meget vigtigt, at man gør sit bedste for at sikre en holdbar løsning på dette, således at den længstlevende ikke tvinges fra hus og hjem, fordi der forlanges skifte. Det er ikke så få skrækhistorier, man har hørt, fordi man enten ikke har tænkt på det, ikke vidste det, eller bare ikke nåede at gøre noget i tide. Det er jo ikke alle, der dør af alderdom …

Nu kan vi dø trygt og roligt – der er styr på det hele – undtagen lige begravelserne – men den/de må meget gerne vente en rum tid endnu med at blive aktuelle!
Kan I sige det samme? Har I sikret hinanden?

Reklamer

34 kommentarer

  1. Nu har jeg ikke nogen anden at sikre, men jeg har oprettet testamente og beskrevet, hvordan begravelsen skal foregå, og hvordan arven, som primært er en pensionsopsparing, skal fordeles på nogle få hoveder. Det bøvl skal vennerne ikke stå alene med.

    Hvor er det godt, at I nu har fået papirerne ordnet. Det skylder man hinanden og de efterladte. Det er også nyt for mig, at det ikke kun er de “rigtige” tvangsarvinger, der ikke skal betale en stor arveafgift. Hvis det er en lovændring, i forhold til da jeg læste, er det sørme da en af de mere fornuftige.

    PS: Jeg er også tilmeldt donorregisteret med de mest vidtgående tilladelser. Det skal vennerne heller ikke stå med bagefter.

    Kommentar af Stegemüller — 2. marts 2015 @ 19:48

    • Ja, du vil jo gerne bestemme over din begravelse 🙂 Sådan er vi jo så forskellige, og der er ingen forkerte beslutninger i den henseende.
      Godt, at du har meldt dig til donorregistret – det kan være en svær en af stå med for de efterladte.

      Kommentar af Ellen — 2. marts 2015 @ 19:55

  2. Da min mor døde for to år siden, bestemte jeg mig for at min aske skulle ud i det store hav. Jeg fandt blanketten, men fik så ikke gjort mere ved det. Tak for påmindelsen om at livet slutter på et tidspunkt.
    Her er vist ikke behov for testamente. Gift i mange herrens år med samme kone. To børn. Mulighed for at sidde i uskiftet bo. Arven fra først afdøde må ikke misligholdes. Sådan da.
    Jeg har også forstået, at der i mange tilfælde i den grad er brug for et testamente.

    Kommentar af Jørgen — 2. marts 2015 @ 19:49

    • Hehe, velbekomme. Det er med at få det gjort, for en dag er det for sent – på den anden side har du og din kone nok talt om det, vil jeg tro.
      Nej, I har ikke brug for testamente, med mindre fx børnebørnene skal have en kontantsum af en eller anden størrelse, men det kan I jo også vælge at lade deres forældre tage sig af.
      Der er alt for mange triste eksempler på, at folk burde have, men aldrig fik, skrevet det testamente.

      Kommentar af Ellen — 2. marts 2015 @ 19:57

  3. Det er en rigtig god ide, at gøre som I har gjort i dag! Ja, rædselshistorierne er så utallige, at det kan undre, at der hele tiden komme nye til….´man kan næsten ikke påberåbe sig uvidenhed – især ikke efter Arvingerne har indtaget tv-skærmene.
    Men det er jo altid nemt at rådgive andre – især når man har sit på det tørre. Jeg har kun to brødre – ingen børn eller forældre, så det er ganske enkelt. Har dog indimellem luftet tanken om at donere til æselhjemmet … 🙂

    Kommentar af Lone Nielsen — 2. marts 2015 @ 19:55

    • Hahaha – god trussel – du har ingen tvangsarvinger, så du kan gøre præcis hvad du vil med hele formuen 🙂
      Arvingerne afspejlede ikke arveloven, men hvis serien har fået folk til at tænke sig om og få gjort noget ved det, er det da helt fint.

      Kommentar af Ellen — 2. marts 2015 @ 20:00

      • Arvingerne skabte en god debat, som mange forhåbentlig tog handling på. Jeg har ikke set serien, men har fulgt debatten. Ja, det er rigtigt. Jeg har ingen tvangsarvinger – men gør jeg ikke noget, er det mine brødre, der arver mig. Det er fint med mig. Dog irriterer det mig, at de skal af med 35% til staten – men sådan er det jo…..

        Kommentar af Lone Nielsen — 2. marts 2015 @ 20:27

        • Jeg så 1. sæson, men ikke anden. Der var alt for meget vrede og alt for megen råben og skrigen ad hinanden. Den slags gider jeg ikke bruge min tid på, men ja, den skabte vist en god debat.
          Det er nemlig surt, at man skal af med så meget, når man ikke er tvangsarving eller direkte arving, om du vil.

          Kommentar af Ellen — 2. marts 2015 @ 20:47

  4. Kjekt med lover og med viljer. Så er ting i orden når man sier takk og farvel.
    Jeg har bare en bønn til mine etterlatte: Bruk det som brukes kan, brenn resten og strø asken ved skjæret mitt. Men jeg får jo ikke sjekket så …

    Kommentar af Mormor — 2. marts 2015 @ 20:17

    • Nej du kan ikke tjekke, men dine ønsker lyder da ganske fornuftige, så mon ikke de bliver opfyldt? 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. marts 2015 @ 20:45

  5. Jep, vi har præcis som jer styr på arv und alles, men hvis der er noget tilbage har vi regnet forkert. ;-), en af os har bestemt noget om begravelse, bisættelse eller andet.. Det er helt op til den af os der er tilbage, ingen af os vil komme tilbage og tjekke alligevel. 🙂

    Kommentar af Inge — 2. marts 2015 @ 20:53

    • Man kan jo komme til at regne forkert 😉 – eller dø i utide … men vi bestræber os skam også på at bruge pengene, mens vi lever!
      Netop: Når man alligevel ikke kan tjekke, så kan andre lige så godt få lov at bestemme :.-)

      Kommentar af Ellen — 2. marts 2015 @ 21:07

      • ..der skulle selvfølgelig stå ingen af os.. og ikke en af os, men det tror jeg du forstod. 🙂

        Kommentar af Inge — 2. marts 2015 @ 21:18

        • Jeps – men jeg skulle da lige læse den et par gange – og så hjalp det også lidt, at jeg kender jer 🙂

          Kommentar af Ellen — 2. marts 2015 @ 21:25

  6. Som gift og “kun” med fællesbørn er den del jo heldigvis meget nem og selvom pigerne ved, at et par af mine smykker er øremærket hhv den ene og den anden, vil det nok være smart at få det på skrift. Ældstedatteren skal fx arve en meget, meget smuk (og kostbar) ring, der har været hendes tipoldemors. Tipoldemor bestemt i tidernes morgen, at den skulle gå i arv til ældste datter. Jeg var selv ved at miste den, da min mor døde før min mormor og noget familie så bestemt mente at tingene så var anderledes. Den endte dog heldigvis hos mig og kan en dag gives videre – måske man skulle ændre på “reglerne”, for det er da ret ufedt at arve en skøn ring samtidig med at man har mistet sin mor

    Kommentar af Moster Tulle — 2. marts 2015 @ 22:31

    • Det er fint nok at enten aftale (hvis arvingerne er gode venner) eller få skrevet tingene ned. Det havde min far gjort, selv om vi var helsøskende – bare fordi vi ikke skulle begynde at diskutere eller blive uvenner over tingene … bl.a. stod der, at jeg alene skulle arve svenskerhytten, som der så blev kompenseret for på anden vis til mine søstre.
      Du kunne jo også forære ringen til din datter, mens du lever – det er der ingen, der kan forhindre dig i. Det var derfor, at hele Rosenborgstellet gik til Charlotte – far vidste nemlig, at hun var den eneste, der ville sætte rigtig pris på det, og hun ville ikke automatisk arve det, fordi vi tre søstre stod foran i den række.

      Kommentar af Ellen — 3. marts 2015 @ 10:10

  7. Hmmm – mon ikke man kan få sit testament tinglyst, selv om man selv har skrevet det? Jeg må hellere se at få det undersøgt – selv om jeg er aldeles ude af stand til at forestille mig, at jeg på et eller andet tidspunkt ikke er her mere.

    Kommentar af Rasmine — 2. marts 2015 @ 23:37

    • Det tror jeg sagtens du kan – det med advokaten er mest for at sikre os, at vi har loven med os og at vi ikke har kvajet os i forhold til den.
      Det er svært at forholde sig til sin egen død, men det kan være nødvendigt.

      Kommentar af Ellen — 3. marts 2015 @ 10:11

    • Bare til oplysning:
      Et testamente kan ikke tinglyses, men kan notarpåtegnes, hvilket betyder, at testator i overværelse af notaren underskriver sit testamente og notaren bevidner dette og at testator er ved sine fulde fem ved sin påtegning, samt at en kopi af testamentet opbevares i et centralt register.
      En notarpåtegning er altså en sikring af, at det er testator, der har underskrevet testamentet og ikke en kvalitetssikring af det juridiske indhold. Der er ingen krav om, at et testamente skal udfærdiges med juridisk bistand (advokat), men det kan være en god ide, da der kan være flere faldgruber i en tilsyneladende simpel sidste vilje (f.eks. hvis man testerer til Kattens Værn og Kattens Værn ikke eksisterer på dødstidspunktet pga. en samtidig konkurs).
      Mvh.

      Kommentar af Kristine — 3. marts 2015 @ 11:25

      • Tak for uddybning, Kristine. Det er nemlig ret vigtigt, at det hele er formuleret rigtigt, som fx en passus i vores testamente: “… i henhold til den til enhver tid gældende arvelov …”

        Kommentar af Ellen — 3. marts 2015 @ 13:27

  8. Vi hører til efterhånden ualmindelige gifte med fælles børn og ingen børnebørn (foreløbig, formentlig aldrig) Så det løser sig selv….
    Brændes, men begravelsen/bisættelsen har vi ikke taget stilling til… Det burde vi nok… Jeg synes det var en lettelse at farmor havde aftalt alt med et begravelsesfirma (hedder det det?) Hvorimod far døde pludselig og der skulle tages stilling til dit og dat, mens mor og jeg var i chok.
    De efterladte har sjældent overskud til alle de formaliteter….

    Kommentar af Anne Holtegård — 2. marts 2015 @ 23:54

    • Ja, det er heldigvis ukompliceret for jeres vedkommende. Grunden til, at jeg ikke vil bestemme noget vedr. min bisættelse er, at det sandsynligvis bliver Charlottes ansvar, og da hun bor i England, skal hun ordne det hele på den måde, der er lettest for hende – mine egne eventuelle ønsker er underordnede i dette tilfælde.

      Kommentar af Ellen — 3. marts 2015 @ 10:14

  9. Vi har ikke gjort andet ved det end at blive gift. Ingen børn så det burde være lige til at gå til…

    Men kender til eksempler hvor det er gået helt galt pga sammenbragte børn, der er blevet voksne og benyttede lejligheden til et rask lille jalousi- og misundelsesopgør…

    Kommentar af overleveren — 3. marts 2015 @ 06:02

    • Det er ligetil at gå til – det var bare så godt, at I fik sikret hinanden.
      Der er hårrejsende historier, og man har hørt om, at folk er blevet dødelige uvenner over nogle få tusinde kroner.

      Kommentar af Ellen — 3. marts 2015 @ 10:15

  10. Vi har sikret os i den grad, det nu kan lade sig gøre, når der til den ene side er børn af tidligere ægteskab. Men slippe for at skifte med Gemalens børn af første ægteskab vil jeg jo ikke kunne (hvis det er mig, der lever længst).

    Kommentar af Fruen i Midten — 3. marts 2015 @ 09:14

    • Ja, det er man jo nødt til i jeres tilfælde. Jeg mener kun, at man skal skifte, hvis ægtefællens egne børn forlanger det – men chancen for, at de gør det, er nok temmelig stor … Det var også grunden til, at vi for mange år siden skrev testamente – og at vi nu har ændret det igen.

      Kommentar af Ellen — 3. marts 2015 @ 10:18

  11. Hm, jeg sidder i uskiftet bo.
    Skal dog have skrevet testamente – snart – hvis mit afkom skulle dø før mig. Man ved jo aldrig….

    Kommentar af Kisser — 3. marts 2015 @ 09:17

    • Ja – din datter var jeres fællesbarn, ikke? Altid en god ide med testamente, hvor man kan tage højde for alle eventualiteter, inklusive det værst mulige, at din datter skulle dø før dig. I det tilfælde har du ingen livs-/tvangsarvinger og kan helt selv bestemme, hvem er skal have din arv.

      Kommentar af Ellen — 3. marts 2015 @ 10:20

  12. Øhm, nej, ikke endnu. Men det var da måske en meget god ide at tænke lidt over det … at få sat tankerne ned på papir og huske at informere pigerne om, at vi har nogle tanker og noget papir.
    Min mor var pludselig meget specifik om ikke at ville genoplives, hvis – såfremt – ifald, sidst jeg var på besøg hos hende. Selvom hun med næsten 83 år jo har mange gode år tilbage, ville hun lige sikre sig, at det altså bliver gode år.

    Kommentar af conny — 3. marts 2015 @ 10:39

    • Har man specifikke tanker, er det en god ide at nedfælde dem – i det mindste tale om dem.
      Den med genoplivning har jeg også sikret mig imod ved at udfylde et såkaldt livstestamente. Jeg skal nemlig heller ikke nyde noget af at vågne op som en grønsag, så jeg forstår fint din mor!

      Kommentar af Ellen — 3. marts 2015 @ 13:29

  13. Nu er vi jo gift og har fælles børn, så det er ordnet, men gemalen vil have indført særeje til vores børn i forhold til arv, for som han siger; med den høje skilsmisseproceent der er, så vil han ikke risikere at en dum svigersøn/datter løber med halvdelen af arven 😉 Vi har aldrig haft dumme børns kærester/svigerbørn, men man kan jo aldrig vide

    Kommentar af Lene — 3. marts 2015 @ 12:51

    • Se, det er en rigtig god ide! Det gjorde far osgå med os tre piger, som jo alle havde været gennem en skilsmisse. Der skulle ikke kunne komme nogen og rende med halvdelen, for man kan nemlig aldrig vide. Hvad jeg så ikke var klar over før i forbindelse med testamenteskrivningen var, at jeg ikke kan bestemme over mit særeje, når jeg er død! Halvdelen af det er Johns og den anden halvdel Charlottes, og det kan jeg ikke lave om på. Det er så i orden, nu C arver J, men ellers ville jeg helst have givet det særeje direkte videre til C. Det var derfor lidt kringlet, da P levede, men det ville jeg ikke skrive om i selve indlægget 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. marts 2015 @ 13:34

  14. Vi har lige praecis i aften haft besoeg af ‘the will writer’ for at faa opdateret vores ‘last will and testament’, som efterhaanden havde ni aar paa bagen og var haabloest bagud. Det giver ro i sjaelen at faa den slags paa plads!

    Kommentar af Tina - omme i London — 5. marts 2015 @ 01:03

    • Det giver lige præcis ro i sjælen – det er så vigtigt, at, uanset hvordan og hvornår man forlader denne verden, så er der styr på i hvert fald disse ting.

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2015 @ 08:57


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.