Hos Mommer

27. februar 2015

Finpudsning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Sagde jeg virkelig finpudsning forleden dag? “Nu mangler der kun finpudsning”, skrev jeg vist temmelig letsindigt. Finpudsning – pfffttt. Jeg tror heller ikke, at John vil være helt enig i det udtryk.
Jeg har arbejdet det meste af dagen på at rydde op og rydde ud fra mit arbejdsværelse, som har været brugt til aflæsningsrum til ting, hvis skæbne vi ikke havde truffet beslutning om endnu.
Jeg har tonsvis af stof, og nu var tiden kommet, i forbindelse med at få system i rodet, at få sorteret det fra, jeg er nogenlunde sikker på, at jeg aldrig vil komme til at bruge.
Der var noget fra gården, og der var noget, jeg har fået andre steder fra, og som jeg ikke har nænnet at smide ud, men når nu jeg har så rigeligt med stof alligevel til resten af mit liv – vil jeg tro – så er det lidt fjollet at gemme noget af sentimentale grunde. Ud med det!
Nå … selv om det er arbejde, er det et hyggeligt arbejde, og nu er arbejdsværelset/systuen så langt, at jeg kan bruge den til formålet: system i rodet, ikke flere flyttekasser og et stort og uvedkommende ting-frit arbejdsbord. Herligt.

2015 27 februar

Soveværelset er det eneste rum i hele huset, hvorfra man ikke har udsigt til fjorden, men hvis vi ikke lukker døren – og hvorfor skulle vi det, når vi er alene i huset? – så er min seng placeret, så jeg kan kigge ud ad døren, op ad trappen, gennem en anden dør og endelig ud ad det østvendte vindue på første sal. Jeg kan naturligvis ikke se fjorden, men jeg kan se en himmel og dermed kan jeg vurdere, om der er bevaringsværdige farver eller jeg roligt kan vende mig om på den anden side og sove videre.
Det gjorde jeg så ikke i morges. Det er set meget kønnere, men lidt har også ret, og jeg kunne godt lide solbræmmen under skyerne.

Jeg kan i øvrigt fortælle, specielt til Kirstin, der var bekymret over, om vi kunne risikere at blive oversvømmet, at det er der ingen fare for.
For det første ligger huset 3½ meter over vandet, selv om det ligger så tæt på vandet, og for det andet kræver en ekstrem højvandsstand som den, man oplevede i Roskildefjorden under stormen Bodil, en længerevarende og voldsom østenstorm, hvilket jeg aldrig tror vil forekomme.
Det var Inges mand, der i kraft af sin viden og erfaring fra sit tidligere arbejdsliv var i stand til at måle hvor højt vi ligger. Jeg er god til at [øje]måle afstande, men at vurdere ting i højden er svært, grænsende til det umulige. Jeg havde gættet på 2-2½ meter, og allerede der følte jeg mig temmelig sikker på, at vi ikke ville kunne oversvømmes, men den ekstra meter gør, at det aldrig vil kunne bekymre os.

Reklamer

22 kommentarer

  1. Kære lille mormor, kære lille mormor – så, kan jeg ikke huske mere; det kan du nok – du, der er så “flink” til at revse andre for deres sprog. Må jeg spørge: “Er din seng ikke større, end den kan stå inde i døren eller – for den sags skyld – inde i dit østvendte vindue”? 😉 . Dog kigger du dog op AD trappen.
    Det er en rigtig skøn stemning, du kan opleve ud over fjorden på en sådan morgen.
    Dejligt med lidt op-/ud-rydning en gang imellem – pudsigt, jeg sad netop og fik sorteret en masse papirer her i eftermiddag; jeg tror nu ikke, jeg er så god til at smide ud, som du er efter den beskrivelse, du giver.
    PS. Tak for dine pæne ytringer til mig; det varmer!!
    Dine anvisninger tror jeg, jeg vil følge op på et senere tidspunkt, hvis, hvis…..
    Jeg har da en mailadresse (står angivet på min blog), ellers kunne jeg ikke have nogen sådan. – Endda op til flere, brugt til forskellige formål.
    Magnus

    Kommentar af Domus1 — 27. februar 2015 @ 18:11

    • … “Tillykke med din fødselsdag …” og det er faktisk på tirsdag, så du ramte næsten. 🙂
      Whoops – det var lige ad og af i skøn sammenblanding. Det skulle jo have været ad alt sammen, og det er nu rettet, tak 🙂
      Jeg er bestemt heller ikke god til at smide ud – hvis jeg var det, ville der jo ikke være så meget at smide ud … men jeg er blevet bedre i forbindelse med denne flytning.
      Velbekomme – ordene var helt fortjente – jeg håber ikke, du ‘forlader’ mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2015 @ 18:29

  2. Tak Mommer for dit svar, og Ja: hvis I ligger i den kote, er der ingen risiko – det glæder mig på jeres vegne! Vi var i går til (endnu) et foredrag I Frederikssund om “Bodil” , som var så uvenlig at ødelægge vores fritidshus, og eftersom dette og ca 250 andre i området pt af samme grund er usælgelige, er det helt nødvendigt at tænke i diger/højere diger på de kanter (Kulhuse). Vi er stadig ikke færdige med renoveringen, som har været et mareridt. Vi takker de højere magter for, at det ikke var vores egentlige bolig, det gik ud over. Du har utvivlsomt ret i, at en evt østenorkan ikke vil komme til at berøre jer væsentligt, og med mindre den globale vandstand skulle gå hen at stige meget hastigere end beregnet, skulle der være helt trygt ved jeres plet ved Præstø Fjord. Håber det bedste og ønsker til lykke med den stråtækte! Det er en fornøjelse at følge dig/jer! Bedste hilsener fra Kirstin

    Kommentar af Kirstin Andersen — 27. februar 2015 @ 18:18

    • Velbekomme, Kirstin.
      Du har da ret i, at det var godt, det ikke var jeres helårsbolig, det gik ud over, men alligevel kan jeg næsten ikke forestille mig, hvor omfattende et arbejde I har været igennem. Og alle bekymringerne, ikke at forglemme, for hvad med fremtiden, som du er inde på.
      Vi kan føle os trygge, og jeg håber I får/finder en løsning, der holder.
      Og tak for de søde ord 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2015 @ 18:31

  3. Finpudsning eller bare lige det sidste.. 🙂 man bliver aldrig helt færdig i et gammelt hus, men det er jo en del af charmen. Jeg tror I kan sove roligt i forhold til vand fra fjorden.

    Kommentar af Inge — 27. februar 2015 @ 20:33

    • Næh, der er altid noget at lave.
      Det bliver ikke oversvømmelsesangst, der vil holde os vågne 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2015 @ 21:35

  4. Jeg er helt klar over, at du også i Havdrup havde et arbejdsværelse, dit nye ved Præstø lyder på en eller anden måde bare endnu bedre. Et værelse hvor man kun skal arbejde og hygge sig er jo lidt luksus, men det er dig vel undt.

    Godt du fik ryddet grundigt ud. Stof er jo ikke lige det, man skal gemme af pietetshensyn.

    Kommentar af Stegemüller — 27. februar 2015 @ 21:56

    • Alene udsigten gør det langt bedre – men det er også meget større 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2015 @ 09:36

  5. Orden skal der til – om det så er fin- eller grovpudsning er vel et fedt.

    Kommentar af Jørgen — 27. februar 2015 @ 21:59

    • Det har du sådan set ret i …

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2015 @ 09:36

  6. Jeg har en god bekendt der bor i et meget gammelt hus på strandvejen (og er 7. generation) og vi talte en dag om faren for oversvømmelse og hun påpegede snusfornuftigt at et godt hint var at de gamle huse på sådanne beliggenheder ikke lå der hvis området kunne oversvømmes (kræver naturligvis at der ikke er sket andre ændringer). Dem der byggede dem kendte nemlig området godt, var lokale og havde de lokales historiske kendskab – og kun de uvidende bygger på lave strandenge 🙂 Så jeg har egentlig ikke tænkt at I var i nogen særlig risikozone hvad det angik. Men godt at få et fag-øje til at vurdere den faktuelle højde.

    Hun luftede i øvrigt flere betragtninger vedr sin beliggenhed… at de nye naboer bla. klagede over at der lugtede af tang. Og at nogen lidt længere nede af vejen, overfor havnen, klagede over skibene der lå på stativer tog deres udsigt. Tangen ved jeg ikke om I får problemer med men skibene skal da nok blive væk så vidt jeg kan se indsejlingsforholdene 🙂

    Kommentar af overleveren — 28. februar 2015 @ 06:59

    • Det var lidt de samme tanker, der gik igennem vores hoveder, da vi i sin tid faldt for huset – når det har ligget der siden 1780, kan oversvømmelser næppe være et stort problem. Derfor var det nu meget sjovt, at Hasse lige fik sat et tal på, så vi har noget konkret til, når folk spørger. For de gør de …
      HA – nej, når Anna kan være bekymret for, om deres kajak kommer til at stå på bunden, så tror jeg, vi slipper for oceangående lystbåde 😀

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2015 @ 09:39

  7. I kan nok blive ved med at ‘pudse af’ længe. Og så får I nye ideer og tager andre beslutninger, så der skal nok være lidt at bestille hele tiden. Men det gør vel heller ikke noget? Det vigtigste er, at I får tid og plads, til at lave andet end ‘flytte’ – og det lyder som om det er tæt på. Smuk udsigt fra sengen. Fra min seng er der til morgen udsigt til tæt tåge – også et smukt syn, når havens buske og træer står som sætstykker og understreger perspektiv og dybde.

    Kommentar af fiberfryd — 28. februar 2015 @ 07:36

    • Det der tror jeg faktisk, du har helt ret i, Ditte, men det er jo blandt andet det, der gør det interessant med sådan et gammelt hus, så nej, det gør ikke spor.
      Tæt tåge??? Der er godt nok forskel på syd og nord – vi har haft den flotteste, klare morgen, og endnu er der ikke en sky på himlem. Håber jeres tåge er brændt væk, men som du siger, er der nogle ret gode motiver i tåget vejr.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2015 @ 09:41

  8. Dejligt billede og rart at vide I ikke lige bliver oversvømmet:) Go’ weekend.

    Kommentar af Mette — 28. februar 2015 @ 08:00

    • Betryggende tanke, og tak i lige måde 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2015 @ 09:41

  9. Sikke en himmel,det er godt at du husker at nyde livet og ikke hele tiden finpudser 🙂

    Kommentar af Lene — 28. februar 2015 @ 08:59

    • Hehe, i dette dejlige hus er det næsten umuligt at lade være med at nyde, også selv om der samtidig fin- eller grovpudses 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2015 @ 09:42

  10. Jeg synes mit arbejdsværelse har en uheldig tendens til at være detstillerjegligeherind rum! Jeg må i gang med en “finpudsning”!
    Det foto er bare…. flot! Så sarte pastelfarver er ikke nemme at fange!
    Godt, at der nu er metergaranti for, at huset holdes oven vande!

    Kommentar af Anne Holtegård — 28. februar 2015 @ 10:39

    • Sådan var det også i mit gamle arbejdsværelse, og jeg besluttede, at i og med vi flyttede, skulle den slags være slut! Det var også derfor, det tog så lang tid at få ryddet ordentligt op, og når sandheden skal frem, er jeg ikke helt færdig endnu …
      Tak – det der lille Lumix kan vi vist godt blive enige om er et godt kamera, tror jeg 😉
      ‘Metergaranti’ – høhø.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2015 @ 12:08

  11. I virkeligheden mangler man vel altid lige det sidste. Sådan er det i hvert fald her 🙂
    Jeg læste, at I har solgt rækkehuset – så tillykke herfra. Det må være skønt, at have en matrikel mindre at skulle tænke på.

    Kommentar af Susanne — 28. februar 2015 @ 16:12

    • Det har du ret i – man bliver aldrig færdig i et gammelt hus 🙂
      Ja, vi har – det er simpelthen så dejligt, at vi ikke længere skal sidde med to huse.

      Kommentar af Ellen — 28. februar 2015 @ 16:17


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.