Hos Mommer

24. februar 2015

En kræftramt familie

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:25
Tags:

Den 9. februar løb der en mail ind fra min ældste søster. Hun spurgte om vi skulle noget den 11., for hun skulle ind til en kikkertundersøgelse på Holbæk sygehus. Hun havde fulgt tilbuddet om screening for tarmkræft og havde haft blod i afføringen, så de ville gerne kigge lidt nærmere på hende. Det var ikke sikkert, at hun kunne køre bil bagefter, så hun måtte ikke køre selv.
Puha. Den 11. var den dag, vi havde arrangeret os med flyttefirmaet, men lige netop det her … så svigter man altså bare ikke sin søster – det var jo ikke svært at gætte hvordan hun havde det.
Jeg spurgte John, om han kunne klare flytningen uden mig, og selvfølgelig kunne han det – jeg kunne være med lidt af tiden, men var nødt til at køre kl. 9:30.
Kikkertundersøgelsen viste, at det med 99,9 % sikkerhed var tarmkræft. Selv Merete, som absolut ingen som helst baggrund har for at kunne vurdere den slags, var ikke i tvivl om, at det hun så på skærmen, ikke var godt. Sygeplejersken var også meget sikker på, at det var kræft.
I torsdags var hun til CT-skanning og i dag har hun været til lægesamtale for at høre behandlingsplanen.
For jo: det var kræft, men de mente, at det er opdaget så tidligt, at hendes chancer er rigtig gode. I forbindelse med operationen, som er allerede den 6. marts, vil de undersøge lymfekirtlerne for at se, om det har spredt sig, men det er de ret sikre på, at det endnu ikke har nået, så chancen for, at hun kan nøjes med operation og undgå kemoterapi, er pænt stor. Jeg ved ikke, om hun kan undgå en stomi, hvilket er det hun frygter allermest. Bortset fra at dø i alt for ung en alder, selvfølgelig, men det gider vi ikke tænke på lige nu.

Vi er da lige ramt, vores lille familie. Først mig, så Merete. Som sagde til trøst, da jeg havde været alle undersøgelserne igennem, men endnu ikke havde fået dommen: “Tag det roligt, vi er jo slet ikke disponerede for kræft i vores familie, så det er nok falsk alarm”.
De ord har vi grinet lidt af midt i al elendigheden.
Stakkels hende. Jeg ved jo bedre end nogen, hvilke tanker der hele tiden huserer inde i hovedet, men jeg må sige, at hun tager det meget tappert. Vi snakkede selvfølgelig rigtig meget om det d. 11. i bilen, og vi var enige om, at det kan man også lige så godt være … tapper, altså … for der er ingen, der gider høre om ens elendighed. Eller jo … det er der selvfølgelig. Jeg gider godt. Hendes to sygeplejerskedøtre gider også godt, men det er ikke noget, der skal gøres til genstand for middagsbordssamtalen – her viser man det gode humør og den humor, der hjælper en igennem det hele.

Jeg kan kun gentage: Hurra for de skanninger. Får I tilbuddet, så tag imod det og lad være med at lytte til dommedagsprofeterne de allestedsnærværende eksperter, der hævder, at der er for mange falsk positive resultater, så der er for mange, der går og er bekymrede uden grund. Og hvad så? Siger jeg bare! Det er da bedre at være falsk positiv end at opdage kræften så sent, at det ER for sent og man dør af det.
Min søster havde ingen mistanke. Jeg havde ingen mistanke, men kræft var det – vi døde bare ikke af det. Jeg gjorde i hvert fald ikke i første omgang, og jeg tror på lægerne, når de siger, at Merete har gode chancer.
Vi har på sin vis været heldige, at vi er ramt af netop to af de vist kun tre kræftformer, der bliver screenet for, men kan vi ikke godt aftale, at nu er kræftstatistikken opnået for vores families vedkommende? Og sikke noget sludder, men meningen er vist klar …

Advertisements

34 kommentarer

  1. Jeg sidder og føler mig som en stor idiot, for jeg er aldrig gået til de undersøgelser for livmoderhalskræft, der kommer tilbud om med jævne mellemrum, vist hvert tredje år. Jeg går næste gang!

    Jeg håber sørme for Merete, at hun er lige så sej som dig, og kommer lige så flot igennem det. Hvis man skal leve med en stomi, klarer man sikkert også det, for hvad er alternativet … nej vel. I er hårdt ramt, men I er også nogle seje mostre.

    Kommentar af Stegemüller — 24. februar 2015 @ 17:12

    • Du må parere ordre næste gang – kræft er altså ikke altid noget, der rammer “de andre”.
      Hun er helt sikkert lige så sej som mig, men der er lige nogle søvnløse nætter, inden man affinder sig med, hvad man nu skal igennem. Tak for ordene.

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2015 @ 19:17

  2. Det var ikke sludder, og meningen var ganske klar. Pøjpøj til søster – the big C skal respekteres som en frygtindgydende modstander, men familien er disponeret for helbredelse 🙂

    Kommentar af Eric — 24. februar 2015 @ 17:47

    • Jeg vil sandelig håbe, du har ret 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2015 @ 19:18

  3. Kræft er en møgsygdom, jeg tror og håber også M kommer godt gennem forløbet, og så siger jeg som Eric.. Familien er disponeret for helbredelse.

    Kommentar af Inge — 24. februar 2015 @ 17:54

    • Jeg håber selvfølgelig, at du og Eric har ret, så det også kommer til at gælde for Merete.

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2015 @ 19:19

  4. f… cancer!
    En af mine veninder har lige været til coloskopi, og blev frikendt. Ja, det er godt med screeninger.
    Godt Merete deltog. Og godt hun kunne få en med, der ved, hvordan hun har det. Netværk og nærvær hjælper, men som du skriver; om natten er man alene med tankerne.
    xxxxx’er for et godt forløb.

    Kommentar af Anne Holtegård — 24. februar 2015 @ 19:32

    • Nemlig. F… den! Det er absolut værst om nætterne, hvor man intet har til at distrahere tankemylderet.
      Hun skal nok klare den. Hun har to gode døtre – ikke fordi sønnen ikke er det, men han sejler på verdenshavene, hvor døtrene vil kunne være der for hende meget af tiden. Og så os andre, selvfølgelig.
      Tak for x’er.

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2015 @ 20:49

  5. Jo, det aftaler vi! Ligesom vi har haft vores andel. Donnaens voksne halvsøster er pt i kemo for brystkræft, hvilket betyder, at der er brystkræft til begge sider i forhold til Donnaen. Det huer mig selvfølgelig ikke, og derfor må vi holde fast i, at kvoten dermed er opbrugt. Basta. Jeg håber, din søster får et godt forløb. Kan man sige det? Nå, du ved nok, hvad jeg mener.

    Kommentar af Fruen i Midten — 24. februar 2015 @ 20:05

    • Jeg forstår godt dine tanker, men det behøver jo ikke at betyde noget – Merete havde ret, da hun sagde, at vores familie ikke er disponeret for kræft, og nu er vi så to, der er ramt. Det omvendte kan lige så godt være tilfældet, men vi har alligevel en aftale! Tak – sådan kan man godt sige 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2015 @ 20:51

  6. Det er noget MØG er det!!!
    Jeg håber det hele flasker sig, når hun er kommet i tide og har jer som familie.
    Det tror jeg er meget vigtigt, familie, positivitet og humor.

    Kommentar af Kari — 24. februar 2015 @ 20:19

    • Det er noget rigtigt møg, men du har helt ret i, at hun har de bedste forudsætninger med de ting du nævner, plus ikke mindst, at hun er røget lynhurtigt i behandling.

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2015 @ 20:52

  7. Ja, for pokker, jeg har heller aldrig været i tvivl: Screeninger skal vi sige ‘Ja tak’ til! Det viser Meretes (og alle de andres, der bliver fanget i tide) tilfælde. Jeg krydser hvad krydses kan, for at det går som forventet. Sådan en møgsygdom! Hun er heldig at have en god søster, der ved præcis, hvordan det føles, at få sådan en besked.

    Kommentar af fiberfryd — 25. februar 2015 @ 08:23

    • Nemlig! Så pyt da med, om der er nogle stykker, hvis bekymring kun var i en kort periode.
      Det betyder noget at tale med en, der har været igennem møllen. Jeg kendte ikke selv nogen, men via min blog fik jeg en del mails fra læsere med egne oplevelser – det varmede og det hjalprent mentalt. Merete har heller ikke brug for mig hele tiden, naturligvis, men alene det, at man ved, at der er en, hvis det skulle være …

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2015 @ 09:09

  8. Hvor er det hårdt for jer alle, at I nu igen skal leve med kræften som en følgesvend. Alle mine bedste ønsker og tanker for din søster. Nogle gange er det næsten lettere selv at være syg end når det går ud over vores søstre.
    Og ja jeg tager også mod screeninger, og du var i mine tanker, da vi en gang netop diskuterede de positive falske svar. Jeg kan godt se at det må være hårdt at man bliver udsat for den angst og evt biopsi osv, men langt værre er det dog når man ikke fanger kræft i tide.

    Kommentar af Lene — 25. februar 2015 @ 09:04

    • Tak … ja, det er noget skidt, Lene, men vi håber selvfølgelig det bedste for hende.
      Jeg synes, det er aldeles ligegyldigt med de falsk positive – som jeg skrev til Lene herover, så betyder det i den sammenhæng intet, om der er nogle stykker, hvis bekymring kun var i en kort periode. Dem kan jeg simpelthen ikke have nogen medlidenhed med. Hvis de får medhold i deres skræppen op, vil der i stedet være en masse, der dør, fordi det ikke blev opdaget i tide.

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2015 @ 09:12

  9. Det er jo faktisk en positiv historie. For min mor døde jo for år tilbage af tyktarmskræft. De havde opdaget det så sent at der intet var at gøre. Tyktarmskræft er faktisk nemt at helbrede. Hvis det opdages i tide og jeg er så glad for at høre at det er sket i din søsters tilfælde pga denne screening. Jeg har også fået det lavet, jeg er nok i risikogruppen for at udvikle tyktarmskræft. Men heldigvis var der intet blod.
    Det starter med små polypper i tamen som nemt ses ved kikkert undersøgelse, men de første tegn er blod i afføringen, måske meget lidt som man ikke registrer.
    Vi fik aldrig at vide om den form min mor havde var arvelig….men nu er både min søster og jeg blevet undersøgt og pt intet. Så det er dejligt.
    Jeg tror det bedste for din søster. Men stort kram til dig, man kan jo ikke undgå at blive bekymret…

    Kommentar af havehyrden — 25. februar 2015 @ 09:38

    • Tak for dine ord og for krammet, søde Havehyrde.
      Hvor er jeg glad for, at vi har et system, der virker, selv om man hører mange være utilfredse … vi hører så ikke til dem.
      Ikke godt med din mor, selvfølgelig, men godt at vide, at der bliver holdt øje med din søster og dig. Man ved sikkert ikke engang med sikkerhed, hvorvidt det er arveligt eller ej, men bare de undersøger jer, er det jo også fint nok. Man ved jo, at kræft (også) opstår spontant, hvilket har været gældende for både Merete og mig, så indførelse af screeninger er rigtig godt.

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2015 @ 09:52

      • jo man har står på det gen (gener ) der giver den arvelige form. Men der er 2 former, som med brystkræft, hvor den ene også er arvelig. Ja de andre opstår spontant, og dog. Det er jo påvirkninger udefra der gør disse mutationer. Man har ideer om hvilke faktorer der kan påvirke, men der er så meget andet der kan hive i den ene eller anden retning 😉 Men ingen tvivl om at disse screeninger er gode.

        Kommentar af havehyrden — 25. februar 2015 @ 10:52

        • Ja … jeg hørte for nogen tid siden lidt om det. Lige nu er cirka 1/3 af kræfttilfældene ‘spontane’, dvs. at man ikke ved, hvad der udløste det, for som du siger, at noget var det jo.
          Man må kunne konkludere, at screeninger derfor er det bedste middel lige nu til at opdage kræft.

          Kommentar af Ellen — 25. februar 2015 @ 11:13

  10. Gode tanker sendes til din søster. Det er sq da bare for træls, at det skulle være nødvendigt.
    Selvom jeg frygter, hvad der ville kunne ske, så vil jeg klart tage den der prøve, når det engang bliver min tur.
    Det er godt, I har hinanden at støtte jer til.

    Kommentar af conny — 25. februar 2015 @ 12:29

    • Tak – ja, det er sgu træls – nu har vi ‘slåsset’ nok med det pjat …
      Du rammer det lige på kornet: man frygter nemlig svaret. Men det bør ikke afholde en fra at få lavet den screening.

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2015 @ 14:22

  11. Det er sådan noget skidt det der! Men midt i det hele er det jo fint med de scanninger. Jeg fik først tilbudt undersøgelse for livmoderhalskræft, da jeg flyttede tilbage til Danmark – og er (vist) endnu ikke i målgruppen for brystkræftscanninger; men jeg vil helt sikkert gå til dem. Der er så meget dårlig omtale af danske hospitaler – men der er da heldigvis også solstrålehistorier; og jeg håber alt det bedste for din søster. Jeg synes, at I har haft rigelig meget skidt i jeres liv nu! Basta!!!

    Kommentar af Nille — 25. februar 2015 @ 15:06

    • Tak, Nille – vi synes egentlig også, at der har været skidt nok her det seneste 1½ års tid …
      Man screener for brystkræft på kvinder mellem 50 og 69 år.
      Der vil altid være dårlige historier, og de vil altid fylde meget, fordi de er interessante. Det er jo ikke de gode historier, der sælger nyheder, og de gode historier tror jeg altså, at der er langt flest af …

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2015 @ 15:13

  12. Jeg opdagede en tarmkræft for 10 år siden og var godt nok lidt for længe om at komme på operationsbordet, men som du skriver kan man afhængig af omstændighederne nøjes med en operation og undgå kemoterapi eller stråleterapi. Det gør lægerne meget for at man kan, og ligeså gør man meget for at undgå stomi. Hvis man går hen og får colostomi, skal man være klar over at man slipper for det besvær en lammet tarm giver. Det er i nogle tilfælde (mit tilfælde) en daglig kamp at få gang i gennemstrømningen. For mit eget vedkommende var jeg lidt irriteret over at familien tog sådan på vej over en smule knude i tarmen “Det er jo forfærdeligt” og den slags – det gider jeg ikke høre. Jeg gik til frisøren og han fortalte om en ven (fiktiv eller ej!) som havde overlevet en operation og levede lykkeligt til sine dages ende! 🙂 Det er det man vil høre, ikke klagende sætninger om at det er forfærdeligt.

    Kommentar af Donald — 26. februar 2015 @ 11:17

    • Så det er det, du har været igennem … jeg har jo nok fornemmet, at du har en del problemer med din mave.
      Det var da godt, du kunne reddes, selv om du måske var lidt langsom i optrækket.
      Nej, man gider lige præcis ikke høre alle skrækhistorierne eller se forfærdede ansigter – man fokuserer på de gode historier, som der heldigvis også er mange af.

      Kommentar af Ellen — 26. februar 2015 @ 11:32

  13. Scanninger går jeg nu også ind. Må din søster komme godt igennem, hvad hun skal igennem – og leve med at have haft kræft.

    Kommentar af Jørgen — 27. februar 2015 @ 13:49

    • Tak for gode ønsker. Man kan sagtens leve med at have haft kræft. Det er faktisk dejligt at kunne sige sådan – det er processen for at kunne komme dertil, der er det værste!

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2015 @ 15:34

  14. Hold da fest, hvor I alle fører Jer frem; vi vil livet, koste hvad det vil…

    Kommentar af anjoe — 27. februar 2015 @ 17:30

    • Høhø, anjoe 😉

      Kommentar af Ellen — 27. februar 2015 @ 17:38

  15. Intet høhø, Ellen, men blot at alt ikke bare er OK, fordi at du kaster dig udi samfundsprøver af forskellig art, udover at have overlevet brystkræft, indtil videre… Jeg, anjoe, nok en gang, besluttede allerede som 18 år gammel, aldrig at ville få gjort noget ved kræft, ligegyldig hvilken slags, og jeg har holdt den beslutning…. Ditto har jeg sagt nej tak til de 2 øvrige kræfttiltag undersøgelsesmæssigt 🙂

    Kommentar af anjoe — 2. marts 2015 @ 15:46

    • Jaja, sådan er vi så forskellige – og meget uenige – synes du virkelig det er at “føre sig frem”, fordi man tager de muligheder, der er? I så fald vil jeg meget gerne føre mig frem 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. marts 2015 @ 16:50

  16. Ellen for hulen, det er bare ikke retfaerdigt! Poej poej med din soester og et stort knus til (((((((((((dig)))))))))) fra mig!

    Kommentar af Tina - omme i London — 5. marts 2015 @ 01:10

    • Det er bestemt ikke retfærdigt, men det er det at blive kræftramt vel aldrig – under alle omstændigheder synes jeg vi så rigeligt har fået vores kvote nu!
      Tak, søde Tina, og knus retur 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. marts 2015 @ 09:03


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.