Hos Mommer

15. februar 2015

UG med kryds og slange

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:05
Tags: , , ,

Man skal vist være på min alder eller ældre for at vide, at det betyder et 12-tal og før det et 13-tal.
Jeg blev ikke selv bedømt efter UG-skalaen, da jeg gik i skole, men overskriftens ord er med tiden blevet til et idiom.
I dette tilfælde betyder det, at Den Stråtækte i særdeles høj grad blev godkendt. Børnene nåede så langt som til deres værelse i rundvisningen, hvorefter vi ikke så dem mere den aften … bortset fra, da jeg annoncerede, at nu var der chokoladekage med is … men både det værelse og huset generelt var kærlighed ved første blik fra alles side.

Ny kystlinje

P1050191I dag blæser det som jeg ved ikke hvad – det er tre plusgrader, men det føles som temmelig mange minusditto. Det er vind direkte fra Sibirien, så vandet er presset langt ind i fjorden og er i dag det tætteste vi har set det op mod vejen. Kystlinjen følger under normale forhold den røde, indtegnede streg.

Det var ikke nemt at komme tæt på vandet – uden at blive våde, vel at mærke; hvor børnene står, var der for mudret til, at det var sjovt, og den vej, vi normalt går ned ad til den lille bålplads, var i bogstavelig forstand blevet til en vandvej.
Vi gik over til Fjordkroen for at se, om det gjorde en forskel. Niks … vi gik hjem igen.
Efter frokost ville vi finde en rigtig strand og kørte derfor igennem Faxe Ladeplads, hvor bølgerne slog ind over de små huse, som for fire år siden var dækket af et ispanser. Bølgerne slog også ind over vejen lidt længere fremme og gav bilen et saltvandsbad. Her kunne vi heller ikke gå en tur.

P1050198

Vi endte i Vemmetofte Strandskov, som åbenbart lå i læ, for her kunne vi ikke mærke den bidende vind, selv om bølgerne stadig slog ind mod stranden med en efter østsjællandske forhold pæn styrke.
Da vi steg ud af bilen, sagde jeg, at jeg godt turde vædde på, hvem der meget snart fik våde fødder. Der var ingen der tog imod tilbuddet. Vi nåede at være der i små*) 10 minutter, inden det gik galt og drengen var våd til over knæene. Det var en ekstra stor bølge kombineret med et øjebliks uopmærksomhed … kun waders kunne have forhindret dette uheld. Her fik vi således heller ikke gået en tur, for den var slut næsten inden den begyndte – vi var nødt til at tage hjem til kagen og den varme kakao, som jeg annoncerede kun var for dem med våde fødder, hvorefter Anna insisterede på, at hun lige havde et ærinde nede ved vandet inden vi kunne køre.
Hun droppede det dog igen, da jeg lovede, at der også var kakao og kage til dem med røde næser.

P1050209

*) Det er ikke ved at blive et pendulord, vel? Man kan forhåbentlig godt gætte, at ‘små 10 minutter’ ikke betyder et kvarters tid?
Man kan selvfølgelig aldrig vide … når man kan tro, at godt og vel betyder mindre end … jeg prøver således blot komme et nyt pendulord i forkøbet ved lige at skære ud i pap, hvad jeg mener. Måske skyldes det i virkeligheden alt sammen Mies van der Rohes udtryk i forbindelse med sin arkitektur: Less is more … tager man det bogstaveligt, skal det jo gå galt.

Advertisements

34 kommentarer

  1. Tillykke med veloverstået eksamen, jeg vidste at I to kunne frembringe topkarakterer 🙂

    Kommentar af Lene — 15. februar 2015 @ 17:08

    • Åh tak – og tak for tilliden, søde Lene 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2015 @ 19:45

  2. Jeg synes altid, Aubrey får våde fødder 🙂

    Hvor er det dejligt at huset nu er godkendt, og at I har indrettet jer, så der er plads til jer alle.

    Kommentar af Stegemüller — 15. februar 2015 @ 17:47

    • Hvis der er mere end en cm vand, får knægten våde fødder 🙂
      Det er så skønt!

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2015 @ 19:46

  3. Stort tillykke med krydset og slangen. UGet var vist også de færreste bekendt, dengang det eksisterede som karakter; men I har altså opnået det.
    I har virkeligt fortjent det, sådan som I har slidt i det.
    At omgivelserne så også var så fremragende – især for Aubrey – er jo kun en tillægsgevindst. Det helt rigtige miljø for en rask dreng – og gerne med udfordringer, der giver våde fødder (og lidt til) 🙂 – og Anna ser ud til at følge godt med – skønt med sådan et par unger.
    Skønt for dem, at de havde gjort sig fortjent til Mommers lækkerier.
    Hav en god tid med børn (store og små),
    Magnus

    Kommentar af Domus1 — 15. februar 2015 @ 18:34

    • Hehe, joh, men man vidste vel, hvad det betød, selv om man ikke selv fik karakteren … men tak, og ja, vi har arbejdet for sagen!
      Han elsker vand, den dreng, men det tror jeg, at alle drenge gør, og Anna er ganske rigtigt ikke sen til at følge ham, selv om hun formår at holde sig tørskoet.
      Tak, vi har det noget så dejligt – både store og små 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2015 @ 19:48

      • Mon ikke det betød noget med UopnåeliGt? 😉
        Jo, alle drenge elsker vand (måske lige undtaget det, der kommer via vaskekluden 😉 ) og ild i form af bål.
        Er der ikke noget med at piger gerne vil deltage, men er lidt mere påpasselige med ikke at grise sig til – tabe “nysselighed” ?
        Jeg kan se af det lille billede med sivene, at det til sommer, når vejret er til, at der er alle tiders mulighed for hulebyggeri og gemmeleg i “ødemarken” – “langt væk fra de voksne” og at gå på opdagelse efter fuglereder. Det bliver nok ikke meget, I kommer til at se til (især) Aubrey med de muligheder.
        Drømmer mig helt tilbage til egen drengetid,
        Magnus

        Kommentar af Domus1 — 16. februar 2015 @ 05:36

        • Nårh, er det det, det betyder? 😉
          Vaskevand er noget helt, helt andet end andet vand! Når det kommer til at grise sig til, er Anna næsten værre end Aubie, men våde fødder kan hun til gengæld godt finde ud af at undgå …
          Den form for barndomsminder er bare de bedste – og mine unger glæder sig til at holde sommerferie i Danmark.

          Kommentar af Ellen — 16. februar 2015 @ 09:44

  4. Skønt at alle kan lide det, men det har nok heller ikke været i tvivl om. 🙂

    Kommentar af Inge — 15. februar 2015 @ 21:34

    • Ikke for de voksnes vedkommende, men vi kunne ikke forudsige børnenes reaktion – man ved aldrig med sådan nogle unger 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. februar 2015 @ 21:39

  5. Dejligt med topkarakterer. Og så af de vigtigste dommere 🙂 Selvfølgelig skulle der vand i støvlerne. Det er vel det nærmeste man kommer på naturlov.

    Kommentar af Susanne — 16. februar 2015 @ 08:08

    • Det var nemlig de allervigtigste dommere 🙂
      Det ER en naturlov, at Aubie får våde fødder, når der er vand i nærheden!

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2015 @ 09:45

  6. Ligesom når man siger, at pink er det nye sort…?? 😉 Hvor godt, at de kunne lide deres nye værelse (selvfølgelig kunne de det) – og uh, hvor ser det ruskende koldt ud. Det må være sjovt for jer at bo sådan et sted – jeg glæder mig til at se det en dag… 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 16. februar 2015 @ 09:47

    • Ja, lidt sådan 🙂
      Det var bidende koldt! Vi glæder os også, til I engang finder hernedad 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2015 @ 10:10

  7. Selvfølgelig blev huset da godkendt 🙂 Tænk, at Aubrey nu bare behøver at gå over vejen for at få våde tæer. I må nok hellere investere i ekstra sokker og gummistøvler til den unge mand, ellers vil han jo hele tiden skulle vente på tørt fodtøj.

    Kommentar af Fruen i Midten — 16. februar 2015 @ 10:21

    • Ja, det er jo fantastisk 😉
      Vi har lige været ude og købe gummistøvler … vil blive omtalt i dagens indlæg senere 😉

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2015 @ 14:28

  8. Hvor dejligt, I har fået familien installeret. Og selvfølgelig elsker de stedet, tænker jeg 😉

    Kommentar af Betty — 16. februar 2015 @ 10:22

    • Ja, de elsker allerede huset lige så meget som vi selv gør 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2015 @ 14:28

  9. En lettelse med en godkendelse! Og beliggenheden lader også til at passer til Abreys opfattelse af herlighed… Drenge og vand… Vi har hældt Silkeborgsøerne, Vesterhavet mm. ud af Sørens støvler og hængt ham til tørre efter en tur i Amaliespringvandet!
    Det er brrrrr koldt, men ungerne får da vind og bølgesprøjt for alle pengene. Håber den lovede mildning kommer…. God vinterferie til alle.

    Kommentar af Anne Holtegård — 16. februar 2015 @ 13:56

    • Ja … selv om det i princippet ikke betyder noget, så betyder det alligevel utrolig meget, at de altid vil glæde sig til at komme og besøge os i vores dejlige hus.
      Drenge og vand, nemlig – du har været igennem hele processen, kan jeg se 🙂
      Den mildning skulle allerede være begyndt, men vi har sandelig ikke set meget til den …

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2015 @ 14:30

  10. Vand og (især) vandpytter er noget Vorherre har skabt, ene og alene for at glæde og fornøje børn
    Jeg har vistnok nævnt det før – jo mere vaskemaskinen skal arbejde, jo sjovere har børnene formentlig haft det.
    Og er det ikke det, det i bund og grund handler om, at børnene skal nyde deres liv? Bare de husker at være forsigtige, når de skal passere vejen.

    Kommentar af Den Gamle krage — 16. februar 2015 @ 15:18

    • Hehe, jo, du har nævnt det før, og du har (stadig) fuldstændig ret 😀
      Det er nemlig det, det handler om: De skal have en skøn barndom, også elv om de er nødt til at lære at respektere vejen.

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2015 @ 23:04

  11. Tillykke med veloverstået eksamen. Jeg håber ikke, at eksamensfesten bliver alt for våd 🙂

    Kommentar af conny — 16. februar 2015 @ 18:17

    • Tak, Conny, men den blev temmelig våd, hvilket du vil kunne læse i mandagens indlæg 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2015 @ 23:05

  12. Selvfølgelig blev det godkendt, og uanset hvor og i hvad I bor, vil de kære unger glæde sig til at besøge jer.
    Ug-skalaen har jeg da fået karakterer efter, inden vi gik over til tallene, hvor 6 var det højeste

    Kommentar af Pigen fra landet — 16. februar 2015 @ 18:22

    • Joh, de vil nok gerne besøge os, men rammerne skal også helst være i orden – men det var de så åbenbart også 😉
      Der ringer en klokke med det 6-tal, men det var vist kun et par år, den skala var gældende, var det ikke? Jeg kan ikke huske, hvad der var den laveste karakter. Nul? En? Puha, det er længe siden, Pia 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2015 @ 23:09

      • Da jeg skrev kommentaren, blev jeg også i tvivl om det startede med 0 eller 1. Nu har jeg lige tjekket min gamle karakterbog . Alle tal fra 1 til 6 er med 🙂

        Kommentar af Pigen fra landet — 17. februar 2015 @ 20:02

        • Okay, tak 🙂

          Kommentar af Ellen — 17. februar 2015 @ 20:27

  13. Tillykke med godkendelse af huset, det kunne jo ikke andet, når jeg tænker tilbage på dine billeder.☺👍
    lige en anden ting, jeg er (næsten) sikker på, at godt og vel, betyder mere end… hvor knap og nap er lige ved men mindre, kan sagtens være at jeg husker forkert eller det har noget at sige at jeg er nordjyde 😁😁

    Kommentar af Anne Mette — 19. februar 2015 @ 17:20

    • Tak, tak – det var sødt sagt 🙂
      Du husker ikke spor forkert og jeg tror ikke, det har spor med dialekt at gøre, men udelukkende med et generationsskifte 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. februar 2015 @ 18:04

  14. Jeg opfatter det sådan at huset allerede er blevet jer-agtigt.
    Når I har været i Vemmetofte Strandskov, går jeg ud fra du mener Siberien og parkeringpadsen i sviget lige efter Fakse Ladeplads. Mon ikke de kære børn ville synes om et besøg ved mussestenen. Den er lettere at nå, hvis man parkerer ved Vemmetofte strand.

    Kommentar af Jørgen — 19. februar 2015 @ 21:13

    • Ikke kun -agtigt, Jørgen – det føles bare som det rigtigste vi har gjort meget længe 🙂
      Musestenen lyder bestemt som noget, der kunne være interessant for børnene – pudsigt, at den ligger hvor den ligger.
      Jo, jeg mener den parkeringsplads, der ligger lige i et sving.Sibirien siger mig ikke rigtig noget, men hvis jeg forstår dig ret, skal vi fra parkeringspladsen gå tilbage mod Faxe Ldpl. for at komme til musestenen?

      Kommentar af Ellen — 19. februar 2015 @ 21:26

      • Stranden i ved svinget kaldes Sibirien. Skal I fra den P-plads til Mussestenen, skal I gå modsat Faxe Ladeplads, altså mod øst. Hvis I ikke vil gå s langt, skal i køre til Vemmetofte Strand og fra p-pladsen gå mod Faxe Ladeplads, så finder i stenen i vandkanten.

        Kommentar af Jørgen — 27. februar 2015 @ 13:19

        • Så blev jeg klogere – tak for forklaring 🙂

          Kommentar af Ellen — 27. februar 2015 @ 13:22


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.