Hos Mommer

30. januar 2015

Vind et års forbrug af øl? Mig??

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:12
Tags: ,

På vej hjem i dag hørte vi om en konkurrence, hvor præmien var et års forbrug af øl fra bryggeriet Skovlyst.
Sikkert glædeligt for nogle, men det ville blive en særdeles billig omgang, hvis det var mig, som aldrig drikker øl, der vandt.
Ud fra hvilke kriterier vurderer man et års forbrug af øl? Baseres det på det anbefalede daglige max-forbrug, således at det er omkring 350 øl for kvinders vedkommende og 700 for mænd? Hvad hvis det er en alkoholiker der vinder? Får vedkommende så 3500 øl? Gider muslimer overhovedet deltage?
Næhtak, så hellere vinde et års forbrug af vin, og jeg ville ingen skrupler have over at fortælle præmiesponsoren, at jeg drikker en flaske om dagen, selv om det ikke passer. Så kan de bare specificere det lidt bedre, kan de.

P1050063

PræmienBillederne er fra gårsdagens årlige generalforsamling i vinklubben. Jeg var så heldig at vinde to flasker i går, fordi der var sat 80 flasker i udlodning til 65 deltagere, og jeg var en af de 15 heldige, der blev udtrukket to gange. Ingen klager over det herfra.
Efter det kedelige (= selve generalforsamlingen) og vinlodtrækningen var overstået, gik vi over til den portugisiske aften, som var blevet os lovet.
Den portugisiske aften inkluderede smagning af otte portugisiske vine og fire portugisiske retter, samt en præsentation af vinene fra importøren af dem. Heller ingen klager over noget af det fra min side.
Den ene af retterne var Bacalhao a portuguesa – klipfisk! Jeg har, trods min høje alder, kun hørt om klipfisk, og jeg har omhyggeligt sørget for at undgå det indtil i går. Til min store forbavselse smagte det ret godt, og jeg ville aldrig havde gættet på klipfisk … kunne selvfølgelig godt smage, at det var fisk, men det kan jeg jo også godt lide. Jeg troede, det var meget mere salt, end tilfældet viste sig at være.
Hovedretten var Portugals svar på biksemad – også ganske udmærket. Man havde blandet muslinger sammen med svinekød. Ret modigt, men åbenbart traditionelt, hvis man er portugiser.
Som sædvanlig en glimrende aften.
Til næste år har vinklubben 25-års jubilæum, så bestyrelsen lovede os et brag af en generalforsamling et arrangement efter næste generalforsamling.
Det glæder man sig til …

Reklamer

19 kommentarer

  1. Et årsforbrug af hvad som helst er et lidt mystisk begreb, men der plejer at stå et max et eller andet sted med småt, så vidt jeg husker den slags konkurrencetekster..

    Det ville nu i øvrigt osse blive ganske billigt i mit tilfælde… uanset øllens øvrige kvaliteter (alt efter mærke)..

    Kommentar af overleveren — 30. januar 2015 @ 18:43

    • Jamen det var i radioen, og de hviskede ikke noget om, hvad et års forbrug kunne tænkes at være 🙂
      Skovlyst er rigtig godt, sige sagkundskaben; her repræsenteret af John, så det er sikkert en god præmie, hvis ellers man kan lide øl.

      Kommentar af Ellen — 30. januar 2015 @ 20:26

  2. Et års forbrug af klipfisk er der nok ingen chance for at vinde, men vin var da ikke så tosset, og jeg kunne da hurtigt skrue op for portvinsindtaget, hvis det stod på spil. 🙂 Jeg har kun smagt klipfisk én gang (i Grækenland), og det smagte fortrinligt. Jeg havde næsten glemt det, men læsningen her genopfriskede, og det var nok værd at prøve selv.

    Kommentar af Eric — 30. januar 2015 @ 19:55

    • Hehe, ja sikke et forbrug, man pludselig kunne få sig 😉
      Du må prøve klipfisken igen, når I nyder ferien på Leros.

      Kommentar af Ellen — 30. januar 2015 @ 20:28

  3. Jeg har hørt de mængder, de kalder årsforbrug, i forskellige kategorier, og hver gang har jeg undret mig over de kolosale mængeder, og konstaterer bare, at vi ikke kan være med. Øl er heller ikke lige mig. Med mad og vin er det noget helt andet.

    Kommentar af Pigen fra landet — 30. januar 2015 @ 20:26

    • Er det så voldsomme mængder? Det ville være fint med vin, men det er vist kun vores mænd, der ville kunne glæde sig over at vinde øl.

      Kommentar af Ellen — 30. januar 2015 @ 20:29

  4. Hrmm jeg vil helst ikke vinde noget af det vinøse eller det (ja hvad er pendanten til vinøs, når man taler om øl?). Muslinger og svinekød lyder særdeles interessant, jeg kan faktisk god forestille mig, hvordan det smager.

    God weekend til jer to – hvis I da ikke er helt begravet i flyttekasserne – øh egl. dumt sagt, for selvom I måtte være begravede, skal I da alligevel have en god weekend 🙂

    Kommentar af Stegemüller — 30. januar 2015 @ 20:57

    • Øløs? 😉
      vi er skam ikke begravede, men tak og i lige måde til dig.

      Kommentar af Ellen — 31. januar 2015 @ 09:19

  5. Problemet løses let ved ikke at deltage. Gad vist hvor mange flasker Skovlyst forestiller sig et årsforbrug udgør. Jeg har lige været en tur tilbage til gode portugisiske vinoplevelser for mange år siden inspireret af ovst.

    Kommentar af Jørgen — 30. januar 2015 @ 21:45

    • Det fremgår af Skovlysts facebook-side at det er en øl om dagen man kan vinde, 365 altså, da det ikke er skudår i år.

      Kommentar af Jørgen — 30. januar 2015 @ 21:50

      • Vi deltog så heller ikke, men tankerne kom med lytningen til programmet.
        Okay, tak – så var det en øl om dagen … det lyder nok bedre at kalde det et års forbrug …

        Kommentar af Ellen — 31. januar 2015 @ 09:20

  6. Mon ikke du kunne finde et par stykker der kunne hjælpe dig af med en øl om dagen.. 🙂
    Slet ikke så ringe at komme hjem fra en god aften med et par flasker god vin.

    Kommentar af Inge — 31. januar 2015 @ 07:54

    • Jo, hvis jeg anstrenger mig, kunne jeg nok – og så kunne vi to dele vinen 😉

      Kommentar af Ellen — 31. januar 2015 @ 09:20

  7. Jeg stemmer også for vinen. Helt klart. Det er måske supertombolaen på P3. Den indeholder også 250 plader marabou, og dem kan man så skylde ned med et årsforbrug af Cocio. I mit tilfælde er et årsforbrug her absolut ingenting.

    Kommentar af Susanne — 31. januar 2015 @ 12:27

    • Vi hører aldrig P3, men jeg tror det har noget at gøre med danmarksindsamnlingen.
      Chokolade og Cocio – nej, ellers mange tak også fra min side 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. januar 2015 @ 17:07

  8. “smaging” hmmm … jeg kunne ikke lade være 😉
    Kunne man ikke dele det i 2 – både vin og ølforbrug på et år. Hvis årsforbruget er målt på den “rette” person, kunne det her i huset gi’ et lager til rigtig mange år 🙂

    Kommentar af Per Teilmann — 31. januar 2015 @ 13:07

    • Øv. Tak, det er rettet 🙂
      Ifølge Jørgen er det 365 øl – så er det op til dig, hvor længe de skal vare 😉

      Kommentar af Ellen — 31. januar 2015 @ 17:08

      • Det vil godt nok tage adskillige år :p

        Kommentar af Per Teilmann — 31. januar 2015 @ 23:10

        • Jamen så længe kan de jo slet ikke holde sig … du må holde en fest 😉

          Kommentar af Ellen — 1. februar 2015 @ 06:40


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.