Hos Mommer

28. januar 2015

Mine børnebørn levede det frie og moderløse liv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:26
Tags:

Charlotte har aldrig været væk fra sine børn i mere end omkring 12 timer og aldrig en hel nat, så selv om det var en trist anledning og derfor på flere måder underligt for hende at være i Danmark i to døgn, nød hun den frihed og ferie, hun fik sig på den konto.
Hun kunne slappe helt af, for børnene var sammen med deres far og ikke med Granny, som de kun kan lide i små doser og under ingen omstændigheder, når hun skal lægge dem i seng.
Far gider de derimod heldigvis særdeles godt. Tim har næsten ikke været med til at opdrage dem, forstået på den måde, at han er så sjældent sammen med dem til hverdag pga. sine lange arbejdsdage og ditto transport til og fra London. Han kan simpelthen ikke få sig selv til at skælde dem ud, næsten uanset hvordan de opfører sig, så de har gerne en fest, når de er sammen med ham. I parentes bemærket er de trods alt godt opdragede og opfører sig fint, når de er ‘i byen’ så man behøver ikke at være flov over dem eller blive irriteret på dem. Det er ekstra sjovt at være alene sammen med far, men det gør såmænd ikke spor – mor er der jo altid, sådan er det bare. Mener de små – og Tim er god til at foretage sig ting sammen med børnene i weekenderne.
Granny hentede ungerne fra skole torsdag, men Tim var relativt tidligt hjemme for at hente dem hos hende. Han havde arrangeret hjemmearbejdsdag fredag, så han kunne køre børnene til og fra skole. Lørdag var de i svømmehallen, som ligger et sted, hvor man også kan foretage sig forskellige andre spændende ting.
Som fx at spille pool

Pool babies

Popcorn nowDe elsker at spille pool. Det her hedder ikke billard, vel? Det er ikke en terminologi, jeg er voldsomt inde i, må jeg indrømme, men er billard ikke noget med kegler på midten af bordet?
Jeg ser dog heldigvis ingen bajere på kanten af det, så der er måske håb endnu, selv om de er på vej ud på et skråplan …
De fik så popcorn i stedet.
Jeg tror ikke, de savnede mor i så meget som et sekund. Hvis de gjorde, glemte Tim i hvert fald at fortælle om det.
Lørdag aften var alle tre kørt til Heathrow for at hente Charlotte. Der var stor gensynsglæde, så måske havde de alligevel savnet en lille smule?

Det er lidt synd for Tim og Charlotte, at de ikke synes de vil/kan tage sig en forældreweekend, men de nænner simpelthen ikke at udsætte børnene for farmor en hel weekend.
John og jeg havde aftalt at passe dem en weekend sidste sommer, men desværre gik Aubie hen og blev syg, så de ville ikke blive væk natten over, men nøjedes med en eftermiddag og aften. Nu forsøger vi igen, når vi tager derover i det sene forår. Det er så dejligt med en voksenweekend, kan vi godt huske, og vi under dem det da så gerne.

Advertisements

22 kommentarer

  1. Jeg kan da godt se, det ikke er børnene, man skal have ondt af; men altså de stakkels mødre (både Mommer og mor), tænk, at de slet ikke er uundværlige :-). Det er så synd for dem 😦 – og at børnene så oven i købet synes, det er hyggeligt at være sammen med FAR – helt ubærligt.
    Ja, du tænker, dybt ironisk grænsende til det sarkastiske (bunder nok i, hvordan nogle KVINDER (ja kun kvinder) så skævt til mig, dengang jeg var eneforsørger til en pige !!
    Trods min uforskammethed,
    en trøstende hilsen
    Magnus

    Kommentar af Domus1 — 28. januar 2015 @ 21:53

    • Det er da ikke spor morsomt at finde ud af, at man kan undværes 😉 Og så alligevel ganske rart …
      Så kvinder skævt til dig, fordi du var eneforsørger til en pige? Sommetider bliver jeg altså noget så flov på mit køns vegne!

      Kommentar af Ellen — 28. januar 2015 @ 22:10

  2. Cs og Ts vægtning mellem bolig, lønarbejde og transport er deres suveræne eget, men jeg bliver nysgerrig, når du slet ikke nævner det andet hold engelske bedsteforældre, som ressource for A og A (og aflastning for C og T).
    Selv ville jeg nødigt have været foruden mine selvstændige relationer til begge sæt bedsteforældre, det ene sæt i provinsen, så det var mest forbundet med sommerferie i sommerhus sammen med søskende og kusiner og fætre, det andet sæt boede i cykelafstand, så det var nærmest ugentligt. Dertil min mors ugifte faster, der samlede niecer, nevøer med partnere og børn en fast ugentlig aften, hvor de i begyndelsen fattige sultne studerende og deres børn blev fodret, mens snakken gik livligt ved bordet, under opvasken og til kaffen. Fra afkommets skolealder beskæftigede hun også dem en eftermiddag ugentligt og tog os med på sommerferie, da hun var skolelærer og havde tidligt fri om eftermiddagen og lange ferier.
    Har A og A ikke venner/skolekammerater der overnatter hos dem og de overnatter hos? Forældre, til de danske børn jeg kender, bruger da den mulighed for at aflaste og aflastes, så alenevoksentid også er muligt f.eks. fra fredag eftermiddag/lørdag formiddag til søndag formiddag eller bare en hverdag.
    Mon ikke C og T allerede skal prøve storbyens fristelser uden børn allerede i vinterferien, så A og A kan øve sig med en enkelt nats fravær fra begge forældre! 😉
    Mvh.

    PS: Bemærkede du altertavlen i Store Magleby Kirke? Det er en af Danmarks yngste (2012) og malet af Thomas Kluge. Jeg kender den tilfældigt, fordi jeg har hentet barn ved skolen i nabobygningen og pga. busforbindelser har haft gentagne 1/2 timer i overskud i alt slags vejr, hvor jeg har søgt ly og varme i kirken.

    Kommentar af Kristine — 29. januar 2015 @ 00:54

    • Der er flere forklaringer, men de to korte er, at de bor for langt væk til at kunne bruges i hverdagen og at de ganske enkelt aldrig har tilbudt sig, og så bliver der heller ikke spurgt.
      Prisværdigt gjort af den faster, må jeg sige!
      Det med at overnatte hos kammerater bruges ikke rigtigt – hvorfor ved jeg ikke.
      Debuten bliver nok ikke i (vinter)ferien her – det kunne de jo have gjort masser af gange, men de synes det er lidt fjollet at bruge en mindre formue på et københavnerhotel/ophold – de vil hellere bo i Casa Nielsen 🙂
      Ja, jeg bemærkede altertavlen, men kendte ikke historien før nu.

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2015 @ 09:47

  3. Jeg kan jo personligt kun bifalde deres holdning til ikke at udsætte børn for noget de ikke har brug for (og det har de tilsyneladende ikke hvad angår det ekstra sæt bedsteforældre)… og det er åbenbart nok til at de ikke vil bruge dem og hellere bruge jer (trods distancen)… men er nu ganske sikker på at I hellere end gerne lader jer bruge til det noble formål.

    Jeg vil ikke kloge mig i forskellen på pool og billard… for jeg aner intet om det. Og det jeg vidste har jeg glemt… sikkert pga det der normalt står på siden af bordet.. og som i dine børnebørns tilfælde tilsyneladende var erstattet af popcorn.

    Kommentar af overleveren — 29. januar 2015 @ 07:07

    • De har ikke tilbudt sig, og derfor spørger de heller ikke … og ja, vi lader os gerne bruge, men kan jo desværre ikke hjælpe dem i hverdagen.
      Pool blev jeg (en lille smule) klogere på af Mette herunder 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2015 @ 09:49

  4. Vores unger elsker når jeg ca en gang om året har et møde eller foredrag i København. Så overnatter jeg der som regel og de er alene med far. Jeg nyder nu også en enkelt nat væk men vi snakker i telefon både aften og morgen. Vi er ikke ret gode til at være væk fra hinanden. Hellerikke manden og jeg:) Da vi boede i London og Grace var lille kom min mor tit på besøg og det udnyttede vi. Tog i bio eller ud og spise. Mandens forældre arbejde stadig så dem brugte vi aldrig som barnepige. Jeg havde nogle veninder, der passede hende et par gange når manden skulle spille gigs på en af pubberne i nærheden og jeg gerne ville med. Nu vi bor i Danmark har vi min søster og mor tæt på og de vil så gerne ha’ ungerne så vi har nydt godt af en aften her og der uden børn. Og i sommer var vi faktisk i England 48 timer til bryllup uden børn. Det synes vi nu var for langt væk og for lang tid, at være væk fra dem. Vi nyder faktisk rigtig meget bare at være os 4 sammen og vi hygger, laver ting, tager på weekend sammen. Pool er sjovt at spille og for at gøre forvirringen større så er der jo også snooker;) Det er uden kegler og med mange røde og så forskellige farvede balls:) Sikkert en ikke særlig nyttig oplysning men nu ved du det:)

    Kommentar af Mette — 29. januar 2015 @ 09:02

    • Hvor ville C&T kunne nikke genkendende til meget af det, du skriver her 🙂 De kan faktisk heller ikke forestille sig at være væk fra børnene i ret lang tid ad gangen, og de elsker at feriere sammen med dem – bl.a. fordi det sagtens kan lade sig gøre at kombinere voksen- og børneferie, så alle får en skøn ferie – hvad vi selv har gjort med Charlotte siden hun var to år.
      Tak for pool- og snooker-forklaring 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2015 @ 09:52

  5. Det er da dejligt at opdage, at det er skønt at være alene sammen med far. Bare en gang i mellem. Så gælder der helt andre regler,og ting, som ellers kun kan gøres på mors måde, lader sig faktisk også klare på fars måde 🙂

    Jeg kommenterer sjældent bagudrettet 😉 men vil nu alligevel sige, at jeg er imponeret over jeres måde at flytte på. Gys altså! Jeg foretrækker helt klart at have flyttemænd til at flytte det HELE (det allerbedste var dengang de også pakkede ned, men det var firmasponseret og næppe noget, vi får råd til at gøre brug af en anden gang). Vi har et lokal flyttefirma, hvor flyttefolkene både er effektive og supersøde, og så er det endda ikke urimelig dyrt at bruge dem. Bare jeg kunne sende dem over til jer 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 29. januar 2015 @ 09:24

    • Hehe, ja, og det er ret sundt for alle parter 🙂
      Vi kiggede også på at lade flyttefolket klare ALT, men da vi så prisen, ændrede vi holdning – især fordi vi har så god tid, som vi har.
      Nu kommer vi i stedet til at betale en meget rimelig timeløn for at få dem til at klare alt det tunge – og får oven i købet 15 % rabat via Ældresagen 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2015 @ 09:55

  6. Alene med en forælder er altså også hygge.. Lige som at være enebarn en gang i mellem… man er sammen på en anden måde…
    Da vi stod midt i arbejde og tre børn osv., mente jeg staten burde sponsere to weekender om året til småbørnsforældre! Så man lige kunne nå at være et par … Vi fik heldigvis en aftale med vores unge piger og fik nogle forårsweekends hjemmefra…
    Flytning skal regnes rigtigt ud.. både fysiske og monetære ressourcer skal afstemmes og 15% rabat er hjælper!

    Kommentar af Anne Holtegård — 29. januar 2015 @ 10:35

    • Det er rigtigt – det elskede jeg også, så mon ikke A&A har det på samme måde? Fint, at I fik ‘klaret’ voksenweekenderne på jeres egen måde.
      Flytning er én stor planlægning. Som alligevel ikke holder helt … 😉

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2015 @ 10:44

  7. Sikke en dejlig far Tim er; de børn har det godt!

    Kommentar af Stegemüller — 29. januar 2015 @ 11:27

    • De kan vist ikke have det meget bedre.

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2015 @ 12:01

  8. Det er fint at børnene har været udsat for moderfri et par dage og far har klaret ærterne. Om nogle få år tager de kære børn en flyver fra London til København alene – så bliver der god tid til forældrealenetid.

    Kommentar af Jørgen — 29. januar 2015 @ 11:33

    • Ja, det er godt for alle parter – og vi glæder os til, at de selv kan tage flyveren hertil.

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2015 @ 12:02

  9. Det lyder som om de har storhygget med far, og det er slet ikke så ringe at både børn og fader opdager at det også er en mulighed. 🙂

    Kommentar af Inge — 29. januar 2015 @ 14:10

    • Det er nemlig en rigtig god ting 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2015 @ 14:17

  10. Dejligt med den holdning I har til børnene.
    Jeg er helt sikker på at det er bedst at tilgodese børnenes (og forældrenes) behov for nærhed nu. De skal nok komme til at løsrive sig når tid er, og så er basal tryghed en god ballast at have med.
    Tryghed både hos forældre og børn.
    begge mine ekssvigerforældre ligger på St. Magleby kirkegård. En tur rundt på den kirkegård fortæller rigtig meget om byen som hjemsted for hollandske bønder. Der er så mange flamske navne, vist den største samling på en dansk kirkegård.
    Jeg er ret slem til at tage turistture på kirkegårde. De fortæller så meget…

    Kommentar af Den Gamle krage — 29. januar 2015 @ 14:49

    • Enig. Jeg/vi er helt sikre på, at det med selvstændigheden og frigørelsestrangen nok skal komme, når tiden er inde til det – jo mere tryg, jo nemmere bliver det såmænd nok.
      Jeg kan sagtens forestille mig, at det må være en interessant kirkegård, og den skal da også kigges lidt nærmere på. Pernilles urne skal jo også sænkes i jorden på et tidspunkt.

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2015 @ 21:38

  11. Og nu har Tim måske heller ingen søskende, for mine svigeforældre var for gamle til at passe vores børn mere end et par timer. Så vi brugte mine forældre til weekender (de arbejdede jo) og så Jørns storebror til andre dage og de weekender, hvor mine forældre ikke kunne. Det er sundt at prøve at være uden mor, både for faderen, børn og moderen 🙂

    Kommentar af Lene — 29. januar 2015 @ 20:15

    • Tim har en bror, men han er MEGET ungkarl og bestemt ikke en potentiel barnepige 🙂 Han holder meget af børnene, men ville løbe skrigende bort, hvis man bad ham om at passe dem.
      Det er nemlig meget sundt for alle parter 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2015 @ 21:40


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.