Hos Mommer

26. januar 2015

Et smugkig i soveværelset …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:15
Tags:

… næsten …
Vi kørte i Jysk for at se på elevationssenge. Måske kun én elevationsseng, nemlig til mig; John var ikke sikker på, at han ville have sådan en, for når han går i seng, ligger han aldrig og læser, hverken i bøger eller på ipadden.
Jeg skal derimod altid løftes op i en rum tid, fordi der skal spilles Ruzzle og QB. Så skal der måske lægges et puslespil og endelig skal jeg læse, inden jeg lægger mig til at sove falder i søvn.
Hvis ikke det er sket inden – det er hændt for mig, at jeg falder i søvn midt i et spil Ruzzle, som kun tager to minutter. Det er simpelthen så pinligt at tabe af den årsag, men det er da heldigvis kun sket et par gange.
Hvorfor foretager jeg mig ikke alt dette nede i stuen, inden jeg går i seng? Fordi John går før i seng end jeg, og jeg synes det er rart at være i samme rum som ham – også efter vore mange år sammen, og også selv om han ligger og sover. Bare han ikke snorker alt for højt, er det smadderhyggeligt, så oftest gider jeg ikke sidde nede i stuen, efter han er kravlet til køjs.

imageNå, men til Jysk … vi næsten bogstaveligt talt faldt over to enkeltsenge nede i afdelingen, hvor sådanne nu engang hører hjemme. Fluks kom en ung mand og fortalte om sengenes fortræffeligheder. Det var et godt tilbud, for nu skulle de simpelthen af med de senge, fordi netop denne model udgik.
Jeg smed skoene på gulvet og mig selv på sengen – og var solgt med det samme. Det var John heldigvis også, så det var verdens hurtigste beslutning – det hele tog fem minutter. Jeg elsker simpelthen at handle på den måde; det passer mit ret utålmodige temperament særdeles godt.

Lars Larsen havde ret i dette tilfælde: Han havde virkelig et godt tilbud til os. Det var de sidste to senge, og de var sat ned til 1/3 af prisen. Vi havde været alt, alt for nærige til at betale hvad de oprindelig havde kostet, men dette her var til at overkomme, så nu har vi to skønne elevationssenge med trådløs betjening.

Billedet er ikke et smugkig til vores kommende soveværelse, men et billede jeg har stjålet, hvilket man nok har gættet ud fra udsigten fra the room with a view. Vi har taget Den Stråtæktes mindste rum til soveværelse; det eneste rum i hele huset hvorfra man ikke kan se ud over Præstøfjorden. Vi skal sove i soveværelset, ikke kigge på udsigt eller fugle.
I øvrigt et fjollet sted at placere en plante … jeg ville rende ind i den hver gang, jeg havde et natligt ærinde.

Reklamer

22 kommentarer

  1. Dette er da bare den sødeste kærlighedserklæring: “og jeg synes det er rart at være i samme rum som ham – også efter vore mange år sammen, og også selv om han ligger og sover. ” Rørende. Hvor længe har I egl. været gift?

    Tillykke med det fantastisk gode køb. Det er næsten for godt til at være sandt.

    Din aftenritualer ligner lidt mine. Jeg går i seng 22:30, og så skal jeg lige spille mine syv spil Quizkampen og tjekke facebook. Det kan der snildt gå en halv time med,

    Kommentar af Stegemüller — 26. januar 2015 @ 19:16

    • Vi var på sølvbryllupsrejse i september – vi er faktisk rigtig gode til at være sammen 24/7, har vi fundet ud af.
      Tak, vi er glade for sengene 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2015 @ 19:40

  2. Fedt at I så hurtigt fandt de senge I vil have, og et godt tilbud skal man da ikke sige nej til.. Sådan en hurtig handel giver mere tid til at pakke kasser.. 🙂

    Kommentar af Inge — 26. januar 2015 @ 19:32

    • Man skal aldrig sige nej til et godt tilbud 🙂
      Det gør det, og det gjorde vi så også …

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2015 @ 19:41

  3. Tillykke med kuppet, som forståeligt nok også har eleveret stemningen. Og ja: Den plante står helt tosset, men hvad gør man ikke for at pynte på et foto af en seng?

    Kommentar af Eric — 26. januar 2015 @ 19:36

    • Hehe, ja det gjorde det 🙂
      Næh – der er ingen tvivl om, at det ikke er et ægte soveværelse.

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2015 @ 19:42

  4. Tillykke med beslutningen om at flytte allerede nu. Det er en god ide. At nyde herlighederne så hurtigt som muligt. Jeg kan forestille mig, at både store og små glæder sig til ferien i det nye hus.
    Og tillykke med et par skønne senge. Og jeres dejlige samhørighed. 😉

    Kommentar af Betty — 26. januar 2015 @ 19:43

    • Det er en god ide – er jeg nu overbevist om 🙂
      De store glæder sig, men lige pludselig er A&A så vældig glade for rækkehuset … det går nok hurtigt over.
      Tak og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2015 @ 20:53

  5. Dejligt når hastværk ikke er lastværk.
    Jeg ser af din bemærkning i forrige kommentar, at A&A åbenbart synes rækkehuset er mest Mommer-agtigt. Det fortår jeg, jf. vores køkken, der var jer-agtigt. Det kan ændre sig.

    Kommentar af Jørgen — 26. januar 2015 @ 21:34

    • Hehe, ja.
      Jeg tror det er fordi børnene så huset uden møbler – de har sikkert svært ved at forestille sig, hvor hyggeligt det så kan blive. Det er derfor, jeg VIL være helt færdig og ikke-rodende dernede, til de kommer.

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2015 @ 21:52

  6. Tihi, jeg kan næsten høre dine lavmælte (og skummende) eder, når du rammer den i mørket, så jord og plante ryger ud over det pæne, lyse gulv – og ned i det langluvede tæppe… 🙂

    Kommentar af Mette — 26. januar 2015 @ 21:57

    • Ja, det kunne lige være yndigt, ikke? 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2015 @ 07:30

  7. Elevationssenge er for mig virkelig noget, der hører til bedsteforældregenerationen 😉 Omend vores bedsteforældre aldrig havde hørt om sådanne senge .Tillykke med dem, og jeg kan af træets position og dine ord regne ud, at du også ligger til højre i sengen.
    Børn holder fast i det trygge og gammelkendte. Vi havde en vældig diskussion, da vi fik ny bil og campingvogn, det kunne aldrig blive så hyggeligt som det gamle 🙂

    Kommentar af Lene — 27. januar 2015 @ 05:25

    • Hmmm … Nå, men jeg må vel se i øjnene, at jeg ER i bedsteforældregenerationen.
      Hej Sherlock! Hvis du bliver træt af at være sygeplejerske, kan du altid slå dig ned som detektiv 🙂
      Sådan er det med børn; der må helst ingen forandringer ske.

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2015 @ 07:34

  8. Tillykke med kuppet i jysk… håber I får dem leveret til adressen for den slags senge vejer så vidt jeg ved et halvt ton – mindst. Og at I har valgt noget med trådløs fjernbetjening kan jeg kun bifalde, for de der i “snor” falder på gulvet hele tiden. En fod i kablet “på vej til det natlige ærinde”.. en støvsuger der indfanger det… nix. Trådløs – det er en hel del nemmere.

    Plantens placering er sikkert styret af et eller andet grafisk princip om at lave noget forgrund til den formidable baggrund 🙂

    Kommentar af overleveren — 27. januar 2015 @ 06:48

    • Tak og de var nu ikke tungere, end at vi selv kunne bære dem ind fra traileren, men jeg var glad for, at vi ikke skulle have dem op ad en trappe.
      Sådan tænkte også med det trådløse system.
      Ja, fotoet skulle jo gerne se harmonisk ud 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2015 @ 07:37

  9. Tillykke med jeres beslutning om at flytte til Den Stråtækte. Jeg forstår udmærket jeres overvejelser, men jeg gætter på, at med foråret på vej, vil det være en oplevelse at være i så skønne omgivelser, og jeg er sikker på, at rækkehuset nok skal blive solgt, selv om I er flyttet.
    Også tillykke med elevationssengene. Jeg er sikker på, at I bliver glade for dem. Vi nyder i hvert fald vores!
    Til sidst vil jeg gerne kondolere. Jeg fik ikke skrevet og kommenteret, mens tid var!

    Kommentar af Nonnasblog — 27. januar 2015 @ 12:24

    • Vi kunne slet ikke holde tanken om ikke at opleve foråret nede fra Den Stråtækte!
      Jeg glæder mig til at tage elevationssengen i brug – jeg har en i campingvognen (!), og synes det er noget så dejligt.
      Tak for kondolancer, Nonna.

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2015 @ 17:25

  10. Ja, jeg var ellers først benovet over, at Jysk havde sådan en flot forretning… Potteplante eller ej…
    Tillykke med de nye elevatorsenge. Det er da bare fint med behagelig komfort og skøn samhørighed.
    A&A skal vist lige over tryghedstærsklen og opdage det stråtækte i eget tempo.
    Når I har pakket ud og har indtaget matriklen, så er det da helt Mommerigtigt.

    Kommentar af Anne Holtegård — 27. januar 2015 @ 18:27

    • Du har aldrig været i Jysk, Køge, kan jeg fornemme 😉
      Tak, jeg glæder mig til at tage dem i brug.
      Det skal de jo, de kære små – og høhø, det har du da ret i 😀

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2015 @ 19:43

  11. Elevationssenge er de bedste lænestole, der findes. Skal man derimod tvinges til at sove i dem i eleveret tilstand, så kan man godt finde på at kalde møblet for et “hæve- sænkehelvede”. Men tillykke med nyerhvervelsen!

    Kommentar af Henny Stewart — 27. januar 2015 @ 19:32

    • Tvinges skal jeg vel ikke, men jeg garanterer slet ikke, at jeg ikke vil falde i søvn med hovedgærdet løftet 🙂
      Tak – her må man da så kunne tale om hæve-sænkekasser 😉

      Kommentar af Ellen — 27. januar 2015 @ 19:44


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.