Hos Mommer

24. januar 2015

Ude af limbo

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:41
Tags:

IMG_0396Det lyder forkert, det ser forkert ud på tryk, men det er ikke desto mindre et faktum, at dagen i går var en meget dejlig dag. Det var selvfølgelig også en tårernes dag. Luftfugtigheden i kirken må have været 100 % – der var skrækkeligt mange, som græd, og enkelte kunne ikke undertrykke en lydelig hulken.
Jeg regnede med, at det ville blive det største begravelsesfølge, jeg har deltaget i. Dels pga. Pernilles unge alder, dels fordi hun, da hun var rask, var en pige, der gik i folk med træsko på. Ingen, der havde været i kontakt med Pernille, glemte hende igen – heller ikke dem, hun havde mistet kontakten med, efter hun blev syg.
Jeg havde regnet rigtigt … der kom 250, hvilket var mange flere, end vi havde regnet med, selv om vi havde regnet med mange. Blomsterne lå hele vejen ned gennem den forholdsvis store kirke og endda ud i sidegangene til sidst. Det var voldsomt, det var overvældende og det var stort og flot.
Præsten talte flot om Pernille, men da Karin stillede sig op og lagde sin ene hånd på kisten og holdt en fantastisk smuk og stærk afskedstale til sin datter, var det altså næsten ikke til at holde ud. Hun klarede det flot hele vejen igennem, kun ved de allersidste ord kammede stemmen lidt over. Det ved jeg ikke, om jeg kunne have gjort, men man kan jo, hvad man vil, som Karin sagde bagefter.
Det var også temmelig vådt at gå lige efter kisten. John og Karin forrest, Charlotte og Signe i midten, Bjarne og Thomas bagerst. Far, mor og ‘søskende’.
Det var underligt at se en granvoksen mand bryde fuldstændig sammen – han var jo ‘bare’ en god ven. Han var ikke den eneste, der var opløst i tårer.
Lotte Andersen kom sammen med en af pigerne fra dokumentaren. De var også totalt færdige. Det var der som sagt mange, der var, men der var vist ingen, der havde kendt Pernille gennem de sidste år, der ikke forstod, hvorfor hun valgte Den Sidste Udvej, og at det var det rigtige for hende.
Egen sorg er én ting, men det er søreme næsten endnu hårdere at se andres.
Da rustvognen kørte afsted … ja, I ved vel hvordan det er. Puuuha. ¨

IMG_0366

Uafhængigt af hinanden havde både Karin og Bjarne og John og jeg valgt et hjerte. Det havde ingen andre gjort, på trods af de mange, mange blomster. Et rødt hjerte fra mor og et hvidt/cremefarvet fra far. Man troede det var aftalt, men det var det ikke.

Bagefter var hele følget med på Dragør Strandhotel. Det var fascinerende at observere, som stemningen steg fra den naturlige trykkethed i starten til store smil og MEGEN snak over det hele. Det var den helt rigtige måde at gøre det på, for ingen så kede ud af det, da det sluttede.
Dagen sluttede med, at Karin og Bjarne lagde hus til alle de nærmeste, så vi var 18, som samledes om bordet med en gryderet fra den lokale slagter.
Det blev selvfølgelig en mindernes aften, men også med al mulig anden snak, og jeg kunne næsten bogstaveligt se på John og Karin, hvordan skuldrene rankedes og det hele pludselig var til at bære.
Da vi var hjemme ved 23-tiden, gik Charlotte i seng, mens John og jeg blev oppe og snakkede en times tid eller halvanden. Det var en helt anden mand  der gik i seng end ham, der var stået ud af samme seng samme morgen.

I dag har vi hygget os og set Den Stråtækte, inden Charlotte skulle køres til lufthavnen. Hun har nydt den lille ferie uden børn – det er første gang, hun har været væk fra dem i mere end en dag og aften, så det var ren ferie trods den kedelige anledning.
Efter lufthavnsaflevering gav Karin og Bjarne en kopkaf og vi læste alle kortene.
Vi aftalte at mødes hvert år på Pernilles fødselsdag. Nu er alle ude af limbo og livet kan gå videre.

Advertisements

41 kommentarer

  1. Tak. Du har skrevet det så smukt, så jeg fik tårer i øjnene af at læse det. Fantastisk at så mange ønskede at sige et sidste farvel. Hun har virkelig betydet meget for mange mennesker, og det er dejligt at kunne tænke på.

    De minutter man står ved rustvognen, og når den kører af sted, har jeg altid selv syntes, var de mest frygtelige; tilsvarende ved jordfæstelser hvor jeg altid “knækker”, når præsten kaster jord på kisten. I begge tilfælde er det så ultimativt forbi, og i Pernilles tilfælde er der så meget ulevet liv oveni.

    Kommentar af Stegemüller — 24. januar 2015 @ 20:03

    • “Så meget ulevet liv” – ja. Godt sagt. Desværre var der også meget ulevet liv i årene inden hun døde, hvilket selvfølgelig var en stor del af hele denne triste historie.
      Det er ultimativt forbi for Pernille, men nu kan livet gå videre for de efterladte.

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2015 @ 20:50

  2. Dejligt at læse, at I nu er så langt. Og kom dertil på en god måde.

    Kommentar af Fruen i Midten — 24. januar 2015 @ 20:18

    • Det gjorde vi, og ja, det er dejligt.

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2015 @ 20:50

  3. Pyha, men tårerne til trods er begravelser gode til at markere et vendepunkt – ganske som du beskriver, hvordan skuldrene rankedes.

    Kommentar af Eric — 24. januar 2015 @ 20:29

    • Ja – det var så synligt, at det var en lettelse, at det hele nu var overstået.

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2015 @ 20:51

  4. Glad på jeres vegne for, at limbo nu er overstået – hvis man tager dette i bogstavelig forstand er det jo denne venten inden den bortgåede kommer videre; men det gælder i lige så høj grad de efterladte, der skal videre i deres liv. Og dit indlæg fik også her tårerne frem – jeg ved, hvor hårdt det øjeblik med rustvognen er. Det er umennekseligt at bære.

    I dag begyndte jeg netop en bog af min ‘veninde’ Kathrine Lilleør, og fandt allerede i de første sider et meget smukt citat af den grækse forfatter Theodor Kallifatides: “Alting har en begyndelse, men ingenting har nogen slutning”. Det tog mig flere genlæsninger at fatte det helt! Ingenting – nogen? Men det giver jo mening. Vi regner alt i begyndelser; fra fødsel til død. Men selv de, der har forladt os fortsætter med at være der – som I nu har besluttet at samles på Pernilles fødselsdag; så der er ingen slutning. Og JO, der er! Den I havde i går – som er god for Jer for at komme videre.

    Kommentar af Nille — 24. januar 2015 @ 20:34

    • Det gælder nemlig i meget høj grad også for de efterladte – limbo er en næsten fysisk tilstand i levende live.
      Jeg har aldrig læst noget af Lilleør, men jeg kan godt forestille mig, at hun er værd at læse – det er en klog kvinde. Også selv om jeg regner i slutninger såvel som begyndelser, men det var jo så heller ikke hendes ord. Mange ting er det godt at konstatere en slutning på. Kemobehandling fx. Selvom slutningen fører til en begyndelse af noget andet, er det dog stadig en slutning – men det er du vist egentlig også enig i, slutter (!) jeg af dine sidste ord.

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2015 @ 20:57

  5. Det er et meget rørende indlæg, og jeg kan nemt følge hele stemningen. Da svoger pludselig dæde, var der lige så mange mennesker og blomster og det gør altså noget ved en, samtidig med alt det andet der følger med såden en trist begivenhed. En god bisættelse eller begravelse, er nøjagtig som du beskriver den.man får sagt ordentlig farvel på en god måde.

    Kommentar af Pigen fra landet — 24. januar 2015 @ 21:21

    • Tak, og ja, du har det jo desværre i frisk erindring … og du har ret: Det gør virkelig noget godt inde i én, at der kommer så mange, der vil være med til at sige farvel.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 09:02

  6. Kære Ellen, hvor er jeg glad for at I fik en sådan dag. Jeg har oplevet det selv, stemningen i kirken, det ubærlige når kisten bæres ud enten til rustvogn eller til gravsted og så det gode og skønne ved at samles bagefter og lige så stille sætte fokus på det smukke og gode ved livet og det menneske, man har sagt farvel til eller på gensyn, som min søn korrigerer mig hver gang jeg siger det. Og hvor gør det godt at læse om John og Karins forandring gennem dagen, og så må jeg indrømme at din næstsidste sætning fik tårerne frem. Det er kærlighed og en god måde at gå ud i livet på igen. Knus til dig og masser af gode tanker til jer alle.

    Kommentar af Lene — 24. januar 2015 @ 22:01

    • Tak for ordene, søde Lene … ordene fra en, der i alt for høj grad ved hvordan det er at miste et barn. For et barn er det for Karin og John, uanset at Pernille var 39 år..
      Vi fire er hele tiden kommet godt ud af det med hinanden og havde egentlig ikke lyst til at slippe det helt, så det var en god aftale at lave.
      Knus retur herfra.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 09:10

  7. Det blev en god og smuk afsked. Hvor er jeg glad for at dagen forløb så godt (som den slags nu kan) og blev den forløsning I allesammen havde brug for. En fin ide at I vil mødes på Pernilles fødselsdag.
    Kh Ditte

    Kommentar af fiberfryd — 24. januar 2015 @ 22:30

    • Den blev præcis hvad vi havde både håbet på og brug for.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 09:10

  8. Kære Ellen, jeg er glad for, at gårsdagen blev til det gode farvel. Det er så vigtigt at samles på sådan en dag, selvom det næsten er ubærligt at møde op til det, for ellers kommer man bare ikke ud af den limbo. Jeg synes, det er en fantastisk ide at fortsætte med at fejre Pernilles fødselsdag sammen. Mange cyber-knus til jer begge.

    Kommentar af Mette L — 24. januar 2015 @ 22:31

    • Tak, Mette. Det var meget vigtigt at få det med, så¨alt taget i betragtning er det gået bedst muligt.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 09:11

  9. Hvor er det smukt skrevet og beskrevet.
    Hvor er det godt at så mange kunne være sammen og bære sorgen sammen.
    Hvor er der meget at bære med videre i minderne om Pernille.

    Kommentar af Anne Holtegård — 24. januar 2015 @ 22:39

    • Det var bare så fantastisk – hun var et meget elsket og elskeligt menneske.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 09:12

  10. Flot, stærkt og bevægende skrevet Ellen. Det glæder mig at I fik taget en god og mindeværdig afsked med Pernille. Kh Inge

    Kommentar af Inge — 25. januar 2015 @ 00:13

    • Tak, Inge. Dagen vil blive husket for noget godt, heldigvis.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 09:12

  11. Du har beskrevet den dag så flot og stærkt. De små iagttagelser som gør at vi ved at dette var en god dag der afsluttede en masse ikke helt så gode dage. Pernille har gjort noget godt i sit korte liv, ellers ville der ikke være så mange i kirken. Har gjort indtryk på mange mennesker der ikke var bange for at vise det. Det er et stærkt tegn på at selv et kort liv ikke er et forgæves liv.

    I er på vej videre hvad de rankere rygge viser.

    Og ja, begravelseskaffe/middag har jeg osse kun gode minder om. Det er der transformationen går fra at sørge over et mistet liv til (næsten) at fejre et levet liv.

    Kommentar af overleveren — 25. januar 2015 @ 05:53

    • Tak for de søde ord, Overlever. Hun har gjort så meget godt for så mange mennesker – dokumentaren, Livslinjen og på alle mulige andre måder, så ja, der er mange der vil huske hende for det godeste menneske, hun var, når hun havde mentale kræfter til det.
      Transformationen … ja, det var godt udtrykt, for det var det, det var.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 09:15

  12. Hvor har du beskrevet sorgens dag meget smukt.
    Gode tanker til jer – og Pernille.

    Kommentar af Kisser — 25. januar 2015 @ 09:07

    • Tak, Kisser, for de søde ord og tankerne.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 09:19

  13. Tak for din fornemme, stærke beskrivelse af hvorledes den svære dag forleden gik. Det eneste der ikke var som det skulle være, var den naturens uorden det er, når børn dør før forældre.

    Kommentar af Jørgen — 25. januar 2015 @ 09:18

    • Tusind tak, Jørgen. Du har – som sædvanlig – ret. Som min søster udtrykte det: Det var rigtigt for Pernille, men det er bare SÅ forkert, når det er den vej rundt.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 09:20

  14. Begravelser for unge mennesker er næsten ikke til at bære. Det viser dit indlæg også tydeligt. Man kan ikke undgå at blive berørt, selvom man ikke kendte Pernille, og vi jo trods alt sidder på afstand herude i blogosfæren. Heldigvis har I en form for svar på spørgsmålet “Hvorfor”, og I kan tale sammen om det – og har tænkt jer at mindes Pernille hvert år. Det er glædeligt midt i sorgen.

    Kommentar af conny — 25. januar 2015 @ 11:09

    • Det er SÅ hårdt, Conny, men det hjælper nemlig at vide og at forstå hvorfor.
      Jeg tror det er vigtigt at tale om det.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 13:36

  15. Hvor var det godt, at jeres afsked med Pernille blev så smuk, som sådan noget nu kan blive. Jeg synes, det er så fint og en hyldest til Pernilles liv, at I har aftalt at mødes hver dag på hendes fødselsdag!

    Kommentar af Randi — 25. januar 2015 @ 12:10

    • Hvert år naturligvis.

      Kommentar af Randi — 25. januar 2015 @ 12:12

      • Ja – hver dag ville nok være lige i overkanten, men lige nu virker det som en rigtig god ide at mødes en gang om året.
        Det kunne ikke have været gjort smukkere, tror jeg.

        Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 13:38

  16. Lyder som det var som det skulle være lige for jer. Og det er jo sådan der skal siges farvel. Det er flot du sådan deler så tak fordi jeg må læse med.

    Kommentar af Mette — 25. januar 2015 @ 12:10

    • Det var nemlig det, det var, og jeg synes ikke, at sådan noget skal tabuiseres – det hjælper med til at få de dårlige tanker ud af systemet at tale og skrive om det.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 13:40

  17. Det lyder som en smuk og mindeværdig afsked, i fik taget med Pernille. Og fint, at I vil mødes fremover.
    Gode dage til jer fremover, når I skal videre med det, I er i gang med at bygge op

    Kommentar af Betty — 25. januar 2015 @ 13:32

    • Det var det, og lige nu tror vi på, at det er en god ide at mødes en gang om året.
      Tak, Conny – vi er stærkt på vej videre.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 13:41

  18. Jeg prøver igen, første forsøg blev slugt i et cyberhul.

    Du skriver så flot om denne dag. Det lyder, som om I har oplevet noget af den katarsis, der er så nødvendig for at begynde at komme videre efter et ungt menneskes tragiske død. Ja, jeg skriver tragisk, selv om hun selv har valgt, at det skulle være den bedste løsning for hende. Det tragiske er, at hun ikke kunne hjælpes til at have et andet synspunkt. Jeg tænker også, at ingen har levet forgæves, når der kommer så mange til begravelsen. Det er faktisk utroligt mange mennesker, hvis liv hun har berørt.

    Jeg er helt klar over, at Pernille vil fylde meget i jeres hoveder i tiden fremover, måske altid, men jeg håber, at det alligevel går den rigtige vej, det der med at finde det gode liv.

    Kommentar af Henny Stewart — 25. januar 2015 @ 14:21

    • Åhh, det er bare SÅ irriterende, når det sker!
      Vi er helt enige i, hvad der er det mest tragiske i hele denne historie, nemlig at hun ikke har kunnet blive hjulpet. Men dokumentaren, Livslinjen og i det hele taget hendes meget specielle og milde sind har virkelig gjort en stor forskel for mange mennesker, så alt andet lige har hun fået et flot eftermæle.
      Hun vil altid fylde, men det vil gøre mindre ondt med tiden.

      Kommentar af Ellen — 25. januar 2015 @ 14:25

  19. Limbo er det helt rigtige udtryk for perioden imellem dødsfald og begravelse.
    Tak for den meget smukke beskrivelse, som gav tårer i øjenkrogen.
    Og så synes jeg vældig godt om ideen om at fejre Pernilles fødselsdage sammen.

    Kommentar af Den Gamle krage — 26. januar 2015 @ 16:17

    • Det blev jeg også enig med mig selv om, at det er.
      Velbekomme – og ja, det lød også i vores ører som en god ide.

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2015 @ 17:19

  20. Et virtuelt knus til jer begge….

    Kommentar af Pollyanna — 26. januar 2015 @ 20:21

    • Tak – og knus retur, Pollyanna.

      Kommentar af Ellen — 26. januar 2015 @ 20:47


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.