Hos Mommer

22. januar 2015

Hvordan forbereder man sig?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:54
Tags:

P1040945Det korte svar er, at det kan man ikke. Det tror jeg ikke, man kan. Vi kan i hvert fald ikke.
Man prøver dog. Bestemt. Men inde i baghovedet ligger overbevisningen om, at i morgen bliver en af de tungeste dage i Johns og Karins liv. Det er måske også en form for forberedelse? At man ved, det bliver en total møgdag, at nu kan det ikke blive værre?
Der er dog de mere praktiske forberedelser – dem kan man forholde sig til, og de får tiden til at gå.

Charlotte bliver nok helt bekymret for min mentale tilstand, når hun kommer senere i eftermiddag og ser, at jeg har strøget sengetøjet.
Jeg stryger aldrig sengetøj – har altid kategorisk erklæret, at livet er for kort til at udføre den slags meningsløst arbejde, men ikke desto mindre er det, hvad jeg har gjort i dag. Der er selvfølgelig den ret store forskel, at i stedet for fire senge der skal klargøres, er der denne gang kun en enkelt, og desuden var det af ukendte årsager ekstraordinært krøllet, så det var faktisk ikke videre indbydende at se på – hvis jeg havde tvunget Charlotte til at ligge på det lagen, ville hun være vågnet i morgen med rynker over hele kroppen, og den slags er der ingen som helst grund til at fremskynde.
P1040944To hovedpuder kan I måske ane? Joda – man er vel blevet englænder. Når jeg er derovre, får jeg altid to stooore hovedpuder, og jeg nyder det. Smider godt nok den ene på gulvet, når jeg skal sove, men det er dejligt, indtil man når så langt. Når man nu ikke er i besiddelse af en elevationsseng …

Man kan også købe lidt blomster til os selv. Ikke flere hvide blomster lige nu, men nogle med lidt pangfarver på til at lyse op i stuen. Selv om jeg hævdede i en tidligere kommentar, at hvid også er en farve, er det trods alt ikke en blomsterfarve, der, selv om hvide blomster er smukke, springer voldsomt i øjnene eller gør en glad, fordi den associerer til døden.

Man kan gå rundt om sig selv og nusse lidt rundt i huset.
Man kan strikke lidt.
Man kan tage en morfar.
Man kan, under et eller andet fjollet påskud, som både manden og konen lader som om er okay, give sig selv et uopsætteligt ærinde i Bauhaus, selv om begge ved, at det på ingen måde hastede, for dimserne skal ikke bruges før i næste uge.
Man kan skrælle kartofler, så er det gjort.
Man kan lige om lidt sætte andebryststegen i ovnen.
Man kan skifte en pære  – lidt har også ret.
Man kan … ret mange ting. Man kan ikke foreberede sig, men man kan få tiden til at gå.

Reklamer

34 kommentarer

  1. Meget smukt indlæg om den rædsomme ventetid. Man kan IKKE forberede sig på det der bliver en rædsom dag. De ting du trods alt gør er rigtig gode, også selv de vel alle sammen er en form for overspringshandlinger.

    Kommentar af Stegemüller — 22. januar 2015 @ 14:12

    • Tjah, måske … det er en ret fjern form for det, så – overspringshandlinger er for mig noget man mere eller mindre bevidst gør for at udskyde noget ubehageligt eller noget man ikke gider. Men sjovt er det ikke – vi ville helst, at det var overstået.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 15:13

  2. Livet er af og til særdeles tungt. Som nu. Jeg synes forberedelsen er fin, dels fordi i accepterer livet er gået i stå til efter i morgen og dels fordi I ved dette bliver livets hårdeste dag for to mennesker. I forbereder jer ved at vente på det uafvendelige. Og I ved sikkert også I må tage dagen som den nu bliver. I ved også at humor er godt, men ingen siger forhåbentlig “Hav en fortsat god dag i morgen”.

    Kommentar af Jørgen — 22. januar 2015 @ 14:28

    • Så rigtigt det hele, Jørgen … og vi kommer ingen steder i morgen, hvor man kunne finde på at sige det 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 15:15

  3. Du kan ikke forberede dig til det her (men du kan fjerne et overflødigt e i overskriften – sorry, kunne ikke dy mig)

    Jeg håber at I sammen kan bruge tiden på at få talt de gode og mindre gode stunder igennem..

    Der er gode grunde til at mennesket fylder deres liv med overgangsriter – fordi de netop letter overgangen. Vi bliver døbt, vi bliver gift og vi bliver begravet… og vores traditioner gør at vi kan bære det der ellers ikke kan bæres eller udholdes. Når vi går svære veje i livet er det rart at vide hvor ruterne er.

    (og her ville nystrøget sengetøj være skilsmissegrund – sådan ca).

    Kommentar af overleveren — 22. januar 2015 @ 15:10

    • Arrgghh. Men tak. Jeg bliver så sur på mig selv, men det ved du, og det var derfor, du gjorde mig opmærksom på det dumme e, som nu er væk.
      Vi vil helt sikkert bruge tiden godt – det bliver trods alt dejligt at have C hjemme, selv som hun kun er her i to døgn.
      Ligefrem skilsmissegrund? Men dog men dog … det er nu skønt at putte sig i, men det er alt for lidt skønt at stryge.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 15:19

  4. Alligevel lyder det til du er godt forberedt selvom man ikke kan forberedes. To hovedpuder skal man ha’:) Jeg stryger heller ikke sengetøj men min mor gør. Det lader jeg nu hende om. Nå, men jeg ved ikke helt, hvad man skriver. Bare en masser tanker herfra.

    Kommentar af Mette — 22. januar 2015 @ 15:36

    • Vi er nok så forberedte, som man kan blive – jeg tager også vandfast makeup på …
      Jeg har vænnet mig til at have to hovedpuder, indtil jeg får den elevationsseng, jeg ønsker mig.
      Tak for tanker, Mette.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 16:05

  5. Det er godt at lave en masse ting, som i det mindste kan distrahere tankerne fra hele tiden at cirkle om det samme. Og når det tunge farvel er sagt, kan man så småt komme videre.

    Kommentar af Eric — 22. januar 2015 @ 16:13

    • Ja, heldigvis. Efter i morgen vil det være muligt at komme videre.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 23:15

  6. Gode tanker fra byen sådan cirka midt mellem Havdrup og Præstø – og mange knus 🙂

    Kommentar af Kisser — 22. januar 2015 @ 18:00

    • Tak, søde Kisser, og knus retur.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 23:15

  7. Både i mit barndomshjem og mit eget er strøget sengetøj et ukendt fænomen, hvor ophængning og glatten af det våde inden tørring ude eller inde må være tilstrækkeligt. Til gengæld husker jeg med fryd, når jeg overnattede hos mine farforældre, hvor sengelinnedet var koldrullet!
    Jeg forstår så godt, at tiden til i morgen har været svær og at det bliver svært i morgen, men min egen erfaring er, at selvom det er svært/hårdt/tungt/uigenkaldeligt, så bliver det også en dag, der skaber gode minder både i nuet og i fremtiden. Jeg så “den sidste udvej – …..”, da den i sin tid blev sendt på tv og Pernille gjorde et stort beundringsværdigt/positivt indtryk på mig, så jeg er ret sikker på, at hendes aftryk i den virkelige verden har været større og det vil uden tvivl skinne over og rundt om afmagten og sorgen i morgen og i fremtiden.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 22. januar 2015 @ 18:05

    • Det ekstrakrøllede sengetøj skyldtes faktisk netop, at jeg var nødt til at tørretumble det.
      Det bliver bedre efter i morgen, og jeg tror, som du siger, at det trods alt bliver en dag, man vil huske for det gode.
      Jeg er imponeret over, at du kan huske Pernille fra den dokumentar. Jeg er farvet, fordi jeg kender hende, men jeg synes, at hun gav et meget overbevisende indtryk.
      Tak for dine søde ord.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 23:20

  8. At etablere noget almindelig hverdag ind i mellem det tunge og triste er jo at finde en ø i et oprørt hav, og sådan en ø har man brug for at opholde sig på noget af tiden, mens følelserne sidder uden på tøjet, og det førnævnte hav raser. Jeg håber, at begravelsen og dens ritual kan hjælpe jer. Den præsenterer jo i høj grad en afslutning, men forhåbentlig også en begyndelse på livet efter Pernille, som jo gerne skal blive godt, anderledes, men godt.

    Kommentar af Henny Stewart — 22. januar 2015 @ 19:00

    • Godt udtrykt – John er ved at finde sig til rette på øen, selv om det er svært. Han har haft gavn af at tale med Charlotte her til aften, kan jeg mærke, og livet bliver godt igen, det er ingen af os i tvivl om.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 23:23

  9. Alle har behov for følelsen af at have styr på tilværelsen… Hverdagsaktiviter udfylder behovet, mens tankerne kværner i deres eget tempo. Strøget sengetøj har sin berettigelse!
    Tiden går… man kan sige til sig selv at dagen er brugt.
    Tiden går…. i morgen bliver også til i går…
    I morgen får en særlig plads for eftertiden.

    Kommentar af Anne Holtegård — 22. januar 2015 @ 19:21

    • Tak for dine fine ord, Anne – jeg kan jo kun være enig. Selv i det med, at nystrøget sengetøj kan have sin berettigelse …
      I morgen vil blive husket, men forhåbentlig for noget positivt.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 23:24

  10. Og jeg tror at det er godt at I fylder tiden med hverdagsaktiviteter. Morgendagen vil blive hård, og det er godt at I kan støtte hinanden.

    Kommentar af Lene — 22. januar 2015 @ 20:23

    • Det tror jeg også, og ja, den bliver ikke sjov, dagen i morgen, men Charlotte har været et godt pust for John, kunne jeg mærke.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 23:25

  11. Ja, det kan vist kun blive en møgdag i morgen, uanset hvor mange overspringshandlinger og andre forberedelser I foretager jer. Det lød til på et af dine forrige indlæg, at præsten er en rigtig god præst, så selve ritualet skal nok blive “godt”, hvis man kan sige det.

    Kommentar af conny — 22. januar 2015 @ 21:25

    • Det bliver en rigtig dum dag, men jeg er alligevel fuld af fortrøstning af flere grunde – og præsten er en af dem.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 23:26

  12. Jeg håber, I vil opleve, at selve bisættelsesdagen ikke er så slem som frygtet. Gode tanker herfra.

    Kommentar af Fruen i Midten — 22. januar 2015 @ 21:26

    • Det kan vi da kun håbe på, Frue … tak for gode tanker.

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 23:27

  13. At holde sig fysisk beskæftiget er med til at sætte tankerne på en form for stand by., så selv sengetøjsstrygning har mening 😉
    Jeg håber dagen i dag forløber bedre end I frygter. Der skal grædes og sørges, tages afsked, men også mindes og glædes over det fine menneske Pernille også var. Varme tanker herfra

    Kommentar af fiberfryd — 23. januar 2015 @ 08:41

    • Ja, tænk, at man skulle nå så vidt som til at stryge sengetøj …
      Det håber jeg også, og den kan næsten kun gå bedre, for jeg frygter den – mest pga. John selvfølgelig.
      Tak for dine varme tanker.

      Kommentar af Ellen — 23. januar 2015 @ 09:08

  14. Du har igen ret Ellen. Det er vidst umuligt at forberede sig. Dagen er garanteret både rædsom og smuk – sørgelig og fyldt med omsorg. Jeg håber, at I får taget en fin afsked med Pernille og at dagen trods alt må vise sig fra sin bedste side. Varme hilsner til jer.

    Kommentar af Susanne — 23. januar 2015 @ 10:23

    • Tak, Susanne. Det bliver en slem dag, men forhåbentlig alligevel en, vi kommer til at huske for det gode ved den – når nu det skulle være sådan …

      Kommentar af Ellen — 23. januar 2015 @ 11:24

  15. Min far (som døde alt, alt for tidlig, kun 60 år gammel) havde den holdning at en begravelse skulle være en festdag. Fordi det var dagen, hvor man mødtes for sammen at glæde sig over et menneske, man havde været glad for at kende.
    Det ændrer intet på at det er en sorgens dag. Men også dagen, hvor alle de gode historier skal frem.
    Jeg tænker på jer, hele dagen. Håber, at I – trods alt – får en god dag.

    Kommentar af Den Gamle krage — 23. januar 2015 @ 11:02

    • Ja, det var da alt for tidligt. Jeg forstår godt hans tankegang. På en måde, for ligefrem en festdag er nok lige i overkanten, men det skulle gerne være en dag, hvor man i fællesskab taler om de lyse minder og gode historier, som du også siger.
      Tak skal du have, Ellen.

      Kommentar af Ellen — 23. januar 2015 @ 11:27

  16. Nej sådan en dag kan man ikke forberede sig på, man kan gøre som I gør, få det bedste ud af ventetiden og komme gennem det, der er jo heldigvis lys på den anden side.

    Kommentar af Inge — 23. januar 2015 @ 16:46

    • Vi kom igennem, og det var på sin vis en god dag, selv om det kan lyde underligt.

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2015 @ 07:52

  17. Nej, der er ikke ret meget at gøre. Jeg husker tydeligt det underlige tomrum, der omgav mig, da min far døde. Virkeligheden indhentede mig først senere – måske en måde at komme igennem begravelsen på. Varme tanker til jer begge to…

    Kommentar af Mia Folkmann — 24. januar 2015 @ 15:44

    • Ja, det er et underligt limbo, men nu kan vi komme videre.
      Tak for tanker, Mia.

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2015 @ 18:31


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.