Hos Mommer

20. januar 2015

I denne på ingen måde søde ventetid …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:36
Tags: ,

Tiden til på fredag skal bare gå. Nu er der talt med præsten, som viste sig at være en meget, meget sød mand, der ikke vil lægge Pernille til last, at hun under en af manierne meldte sig ud af folkekirken eller at hun tog sit eget liv. Det varede hele halvanden time, for præsten ville gerne kende Pernille, kende forløbet og historien. Han ville også sørge for at nå at se Lotte Andersens dokumentar, Pernille og tre andre deltog i om Den sidste udvej – beretninger om overlevelse.
PernilleJeg kan godt lide sådan en præst, der tager mere hensyn til de efterladte og deres behov end til sine egne principper og/eller holdninger – hvilke han på ingen måde gav udtryk for, uanset hvad de måtte være.

Annas og Aubreys lærere har også været gode i dette her. De havde sagt til børnene, at hvis der var noget, de havde lyst til at tale om, skulle de bare sige til, for de syntes de så lidt kede ud af det, og ingen skal gå og være ked af det.
Charlotte har forklaret dem hvad der er sket, men det har ikke været helt nemt, for de har kun set Pernille som den sødeste og meget sjove moster – hun var eminent til børn, og de elskede hende. Hvordan skal man så lige kunne forstå, at “hun havde fået en sygdom, der gjorde hende så ked af det, at hun ikke havde lyst til at leve mere”. C ville ikke sige, at hun ‘bare’ var død, fordi hun ikke ville plante unødig frygt i deres små barnesjæle, så en forklaring måtte der til. Det bevirkede til gengæld, at de troede, at fordi de så Pernille i oktober, hvor de naturligvis ikke opfattede hende anderledes end hun altid har været, når hun har været sammen med børnene, måtte det være lige som at blive forkølet, bare med et noget værre udfald. Uddybende forklaring var derfor, at det ikke er noget, der smitter. Anna fik en god snak med sin lærer (som var orienteret), mens Aubie ikke mente at have behov for at tale om det.

Her kom Charlottes mange år i England tydeligt til kende i hendes sprog: Da hun citerede Anna, oversatte hun ordene til dansk, hvilket blev til, at “Anna konkluderede, at det måtte være lige som at fange en forkølelse …” (to catch a cold).
Jeg kom sådan til at grine og blev naturligvis spurgt, hvad pokker der lige var så morsomt ved det og kunne fortælle min udenlandsdansker, at vi i Danmark ikke har for vane at jagte forkølelser med lasso! Charlotte grinede selv – kunne jo godt høre det, da jeg sagde det – og spurgte, om hun var blevet slem til den slags. Nej, hun er nok ikke slem, men hver gang vi taler sammen, kommer der gerne et par tilsvarende ting – hun er begyndt at oversætte forholdsord, idiomer og faste udtryk direkte, hvilket kan komme til at lyde temmelig komisk. Jeg har ikke haft sagt noget til hende om det, men med det eksempel fra i dag, som C var ret irriteret på sig selv over, fik jeg en lodret ordre om at rette OMgående, hver gang hun taler et forkert dansk.

Og hvis I synes, at dette var en mærkelig blanding af alvor og humor, så er det lige netop sådan det er for tiden.

Advertisements

33 kommentarer

  1. Jeg glæder mig på jeres vegne over, at det var sådan en god præst. Jeg tror faktisk, at langt, lang de fleste præster nu om dage formår at tage mere hensyn til dem de arbejder for end deres egne holdninger. Engang kunne man ikke komme i indviet jord, hvis man havde begået selvmord; sådan er det da heldigvis ikke mere – måske hos de tidehvervske, som jeg tillægger alt muligt håbløst.

    Det er godt, at I tager så fint hånd om børnene, for hvordan skulle de dog kunne begribe, hvad der er sket, og det er sikkert godt, at lærerne er orienteret.

    Kommentar af Stegemüller — 20. januar 2015 @ 19:11

    • Han var noget så god – ganske som jeg synes, moderne præster skal være. De må for mig også gerne sige, at de ikke tror på opstandelsen …
      Hvis vi andre ikke kan forstå det, må det være endnu sværere for børnene.

      Kommentar af Ellen — 20. januar 2015 @ 20:35

  2. Så hyggelig prest. Godt han tok seg skikkelig med tid og med vilje til å forstå.
    Alvor og fnising avløser hverandre. Det er alltid slik det er, når noen velger å forlate oss.
    Klem.

    Kommentar af Mormor — 20. januar 2015 @ 19:22

    • Ja, det er sådan det er, og det er bedst sådan, hvis det ikke skal blive helt elendigt.

      Kommentar af Ellen — 20. januar 2015 @ 20:35

  3. Mærkelig blanding? Det ved jeg ikke – men jeg tror, at blandingen er sund.

    Hvor kan jeg godt lide Charlotte for hendes indstilling til sproget! En tilsvarende indstilling er tiltrængt hos en hel del “hjemmeboende” danskere.

    Kommentar af Rasmine — 20. januar 2015 @ 20:03

    • Det tror jeg også den er.
      Ja – det kan jeg også godt lide hende for, men hun har aldrig haft noget til overs for dem, der glemmer deres modersmål, selv om dette fik hende til at ændre holdning til hvorfor de gør det. Hun har altid troet, at det var lidt med vilje og en form for snobberi. Det tror hun ikke mere …

      Kommentar af Ellen — 20. januar 2015 @ 20:37

  4. Humoren kan vi ikke undvære – uden den bliver det hele endnu mere tungt.

    Kommentar af Randi — 20. januar 2015 @ 20:08

    • Fuldstændig enig!

      Kommentar af Ellen — 20. januar 2015 @ 20:37

  5. Godt, at det er en god præst, der vil gøre sit arbejde ordentligt. Netop begravelsesritualet er så utrolig vigtigt for sorgen, og det er bedst at det er et engageret menneske, der udfører det. Jeg forstår så rigeligt, at det ikke er en sød ventetid. Og det er ingen synd stadig at have sin humor i behold, tværtom. Når der er så store og tunge ting på spil, har man brug for af og til at skabe en lille ø af normalitet og hverdag for at holde det ud, og det må man altså godt!

    Kommentar af hennystewart — 20. januar 2015 @ 20:10

    • “En lille ø af normalitet og hverdag” – godt sagt, Henny. Ja, man må godt grine midt i alt dette her. Jeg husker lige efter min fars begravelse, hvordan vi søskende med mænd og børn samledes, og det blev faktisk en virkelig hyggelig aften, hvor vi kun mindedes alt det sjove.
      Nu er det så ikke en gammel mand, vi skal bisætte på fredag, så det bliver lidt værre, men jeg håber alligevel, at nogle lyse minder kan få overtaget, når først vi har set rustvognen køre.

      Kommentar af Ellen — 20. januar 2015 @ 20:41

  6. Må jeg kondolere. Det er jeg meget ked af at læse.
    Lidt trøst er det med sådan en medlevende præst, som ikke dvæler ved fortiden, men vil sende Pernille pænt afsted.
    Kari

    Kommentar af Kari — 20. januar 2015 @ 20:27

    • Tak, Kari.
      Ja, det virker på en måde så betryggende med så forstående en præst.

      Kommentar af Ellen — 20. januar 2015 @ 20:42

  7. Humor er især vigtig i en ellers tung og mørk tid. Og for mig er det ikke spor mærkeligt, men vi brugte det også meget som familie, og jeg gør også brug af det arbejdsmæssigt, når livet af og til bliver så tungt, at humor er det eneste, der kan lette luften.
    Og hvor er det et dejligt billede af Pernille.

    Kommentar af Lene — 20. januar 2015 @ 20:32

    • Hvor er det dejligt, at du som fagperson siger, at humor og lidt grineri er både sundt og nødvendigt.
      Tak – det er et skønt billede fra før, det gik så galt med hende, og det er sådan et billede, vi helst vil have indeni os.

      Kommentar af Ellen — 20. januar 2015 @ 20:44

  8. Hvor er det dog et dejligt billede, er det fra tv-udsendelsen..??

    Ja sorg og glæde, alvor og humor følges ofte ad.

    Kommentar af Inge — 20. januar 2015 @ 20:45

    • Ja, det er et rigtig dejligt billede af Pernille, men det er taget for mange år siden. Det er et, vi har fået tilsendt, så vi ved faktisk ikke engang præcis, hvornår det er taget, men det er i hvert fald længe siden, hun var så langhåret.

      Kommentar af Ellen — 20. januar 2015 @ 20:52

  9. Midt i alt sorgen er det en smuk fortælling om følelser, familie, fællesskab, om at tage sig af hinanden og bære igennem.
    Humor giver hjertet vinger!
    Og så fik C lidt at tænke over…. Det er pudsigt, som sproget kan flytte sig, når man ikke bruger det, fordi hverdagen er i en anden sprogzone.

    Kommentar af Anne Holtegård — 20. januar 2015 @ 23:05

    • Det var fint sagt, Anne.
      Ja, hun fik lidt at tænke over – hun anede ikke, at hendes engelske var begyndt at præge hendes danske!

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2015 @ 08:58

  10. Klog præst.. der tager den sjældent givne mulighed for at se den relevante, ikke alt for bedagede video og med et væsentligt indkig i hendes tanker om livet – og døden. Ville være synd hvis den mulighed blev forpasset.

    Personligt vil jeg mene – mht forkølelsen -at den alt for tit fanger mig og ikke omvendt… og i øvrigt kender jeg godt det der med at det danske bliver blandet sammen med det udenlandske. Det er noget værre rod.

    Kommentar af overleveren — 21. januar 2015 @ 07:12

    • Det er vist en ret klog præst.
      Ja, sådan kan man godt sige om forkølelser. Der bliver blandet meget udenlandsk ind i vores sprog, men oftest er det vel bevidst, mon ikke?

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2015 @ 08:59

  11. Det er meget fint at erfare at en af sorgens følelser er glæden ved humor.

    Kommentar af Jørgen — 21. januar 2015 @ 10:05

    • Ja, det er en god erkendelse.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2015 @ 16:50

  12. Skønt billede!

    Åh, de små pus. Det må være så svært at forstå, og man kan hurtigt komme til at tro noget helt forkert i den alder. Også selv om de voksne gør sig virkelig umage med at forklare. Dejligt, at de åbenbart har søde og omsorgsfulde lærere.

    Kommentar af Fruen i Midten — 21. januar 2015 @ 10:20

    • Det er simpelthen så svært, så det vigtigste er nok at lære børnene, at der ikke er nogle ‘forbudte’ spørgsmål – de skal bare fyre løs, uanset hvad.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2015 @ 16:52

  13. Lyder som en go præst og det er jo godt for jer. Skønt lærerne er obs på børnene, det er så vigtigt. Børn hører en ting og tænker jo så måske noget helt andet. Hvor er det fint du skriver så åbent her om Pernille. Jeg har en veninde i England som er manisk depressiv og faktisk ved jeg ikke, hvad der er sket med hende. Hun ringer pludselig eller skriver men jeg har ikke hørt fra hende i lang tid og hendes mobil og e-mail er lukket når jeg prøver at kontakte hende. Hende og jeg arbejde sammen i England og fik vores første barn næsten samtidig. Sorry, det var vist lidt et sidespring.
    Det er så vigtig at være ærlige om død, sygdom og lign. med børnene og det lyder det til din datter og skolen er super gode til. Vi er også herhjemme åbne om alt. Ungerne ved hvad sclerose er, vi snakker om det når der er brug for det. De er vant til handikap og til jeg ikke kan gå ret meget og sådan. For dem er det normalt.
    Jeg blander altså også engelsk/dansk begge veje, når man taler to sprog hele tiden (vi taler engelsk i hjemmet) er det altså ikke altid nemt, hvad der skal siges hvornår. Vores tosprogede børn gør det samme. Jeg er ok med min svigerfamilie griner af mig, når jeg lige for sagt noget hen i vejret. Min mor og søster smiler også når det er i det danske det sker. Jamen, jeg er da okay med at stå for underholdningen:)

    Kommentar af Mette — 21. januar 2015 @ 10:59

    • Ja, de kan så nemt misforstå og/eller forstørre det der bliver sagt.
      Stakkels din veninde – hun skifter nok hurtigere mellem manien og depressionen, end Pernille gjorde, og det er virkelig svært at forholde sig til begge dele.
      Jeg tror også på, at det er vigtigt at være så ærlig som muligt. På børnenes niveau, selvfølgelig, men der skal helst ikke stikkes noget under stolen.
      Du har ret i, at det er ret underholdende, når I klokker rundt i sprogene, men C ligner nok mig for meget til at ville vide med sig selv, at hun laver fejl.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2015 @ 16:57

  14. Jeg havde nøjagtig samme holdning til dem, der snakkede ‘underligt’ dansk – det var helt sikkert påtaget. Men man kommer selv til at gøre det efter nogle år i udlandet. På skrift går det så nogenlunde – men i tale når det kommer mere spontant, der kan man hurtigt få sagt nogle sjove ting. I sidste uge kunne jeg ikke huske et dansk ord – kun det franske. Men jeg nægtede at slå det op – min hjerne skulle TVINGES til at finde det frem. Det tog så 4-5 dage – men det kom 🙂

    Og hvor dejligt for jer med den gode præst; det betyder virkelig meget. Ikke kun i øjeblikket men også mange år efter, at det bliver en smuk afslutning. Vores ‘lokale’ præst, som var Katrine Lilleør, nægtede faktisk at begrave min far 4 dage senere, da hun ikke mente, at vi mentalt var klar til det. Men jeg skulle jo tilbage til Bruxelles og kunne desværre ikke vente i uger i Danmark – eller sådan tænkte jeg dengang. Måske havde det været sundere at følge hendes råd; men i stedet tog vi en anden præst – som da også gjorde det fint. Jeg bad hende om et udskrift af prædikenen bagefter, og den kan jeg godt lide at læse nu, hvor følelserne har lagt sig.

    Desværre er det meget svært at finde ud af nogle ting, når man er i chok – men at kombinere med smil og humor er bestemt godt.

    Kommentar af Nille — 21. januar 2015 @ 12:56

    • Man bliver heldigvis klogere, Nille … man siger, at man altid vil kunne oversætte TIL sit modersmål, men C er faktisk ret sikker på, at hun i dag mere korrekt ville kunne oversætte fra dansk til engelsk. Måske har du det ligesådan med fransk?
      Hmmm. Hvornår er man mentalt klar til en begravelse? Jeg synes, det ville være bedre at få det overstået så hurtigt som muligt – en uge er meget længe at gå rundt i det limbo.
      Det er svært at tænke helt rationelt hele tiden, men fordelen her – hvis man overhovedet kan tale om fordele i denne sammenhæng – er, at Bjarne og jeg godt nok er meget berørte, men alligevel ikke så meget som Karin og John, så på den måde kan vi også bidrage med en lille smule.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2015 @ 17:01

  15. Humor er en vigtig del. Og det glæder mig, at den er bevaret.
    Hvor er det godt, at Charlotte også er opmærksom på børnene derovre. Jeg husker panikken i Saras øjne første gang hun så mig finde panodil frem efter Mies død.

    Kommentar af Susanne — 21. januar 2015 @ 18:08

    • Det gav anledning til en længere snak, og jeg blev mere opmærksom.

      Kommentar af Susanne — 21. januar 2015 @ 18:09

      • Hold da op, stakkels Sara … men det viser, hvor vigtigt det er ikke at glemme børnene, som står usikre og bare kan se på.

        Kommentar af Ellen — 21. januar 2015 @ 18:20

  16. Kram og tanker til jer – i er i mine tanker i øjeblikket. I eftermiddag, hvor jeg har et par alene-timer vil jeg sætte mig og se dokumentaren, for det er så vigtigt at vi prøver at forstå, det, der er så svært at forstå. At mennesker kan få ondt i sjælen.

    Kommentar af Moster Tulle — 24. januar 2015 @ 11:07

    • Tak, Moster Tulle.
      Nu har du måske set den – jeg synes det var så stærkt gjort af de unge mennesker.

      Kommentar af Ellen — 24. januar 2015 @ 18:30


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.