Hos Mommer

17. januar 2015

En underlig dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:48
Tags: ,

Dette indlæg er ikke nødvendigvis interessant for andre end mig selv … det har bare en terapeutisk virkning af skrive. For mig – det ville det aldrig have for John, men han synes det er fint, at jeg gør det, at Pernilles død ikke bliver tabuiseret, men at det er okay og fint at være åben om det.
Åben nu, for det havde han svært ved, da hun levede, men havde det så dårligt, som hun havde. Når Johns eller mine søskende eller andre, der kendte eller kendte til hende, spurgte til hvordan det gik, svarede han næsten altid, at det gik godt eller i hvert fald okay, for han havde ikke lyst til at tale om hendes elendighed.
John har aldrig været god til at tale om stærke følelser; han har altid vendt det indad, men hvis man ‘tvinger’ ham til det, er det i orden, og jeg er af den overbevisning, at det ikke er godt at brænde inde med triste tanker.

Vi er begyndt at finde minderne om de lyse stunder frem. Dem var der rigtig mange af engang; mørke har der været alt for rigeligt af, og nu er det slut.
Vi husker, da John og jeg mødtes, og C & P fra starten fandt hinanden. De er begge fra 1976, så de har skolemæssigt fulgtes ad hele vejen. Ikke i samme skole, men samme klassetrin. De blev studenter samtidig. Det var på det tidspunkt, deres veje begyndte at skilles, uden at det skal forstås på anden måde, end at de gik i hver sin retning med livet. De var blevet voksne og ville hver deres, så det med fast samvær hver anden weekend og i ferierne var selvfølgelig også slut.
Camping 1990 1De var begge enebørn og betragtede hinanden som søstre. Pernille havde desuden en parallel’lillebror’ i Bjarnes (Karins mand) søn, og Karin og John har derfor begge fået 99 % børnebørn – den procent der mangler, er den biologiske, men Thomas’ børn har ikke en biologisk farmor, lige som Anna og Aubrey ikke har en biologisk morfar. Hverken Karin eller John kunne være bedre bedsteforældre, selv om biologien havde været der.

Charlotte græd meget da jeg i går overbragte hende den sørgelige meddelelse, og hun kommer selvfølgelig hjem. Det bliver også lidt underligt, da det bliver første gang i ni år, vi skal være sammen med hende uden hendes børn eller mand. Det bliver derfor også kun for en kort bemærkning; fra torsdag aften til lørdag eftermiddag, men det er et lyspunkt i mørket, og det betyder mere for John, at hun vil være hos ham, end jeg nok umiddelbart havde forestillet mig.

Billedet er fra campingferien i Kroatien i 1990 – året før Jugoslavien ikke var Jugoslavien mere. Der blev grinet dejligt meget på den ferie. De var altid vældig populære, de to piger – bekymrende populære … John havde det tit lidt typisk-far-svært med alle de unge mænd, der sværmede omkring campingvognen … tøserne var kønne, begavede og med en fed humor, som ofte kom til udtryk.

John er okay. Han har grædt et par gange, for det er svært, når folk ringer for at kondolere. Jeg har det ligesådan: Det er skidesvært med folk i telefonen, der selv græder og ikke aner, hvad de egentlig skal sige.
Sådan er det. Vi er på vej videre, og John bliver mere og mere afklaret med, at det var det rigtige for Pernille selv.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Ja det må ha været en underlig dag, men det er godt at I finder de gode minder og oplevelser med Pernille frem.
    Der er sendt mange varme tanker til jer i dag.

    Kommentar af Inge — 17. januar 2015 @ 20:24

    • Det er det bedste at gøre i situationen.
      Tak for jeres tanker – de varmer virklelig.

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 09:13

  2. Finne de lyseste og beste minnene. Kan hende de stråler mer nå.
    Varme tanker finner vei til dere.

    Kommentar af Mormor — 17. januar 2015 @ 20:43

    • Ja, de kommer til at stråle mere nu – tak for varme tanker, Mormor.

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 09:14

  3. Det du skriver om de to unge piger er rørende. Hvor er det godt, Charlotte kommer hjem.

    Må jeg spørge, hvilken sygdom Pernille led af?

    Det er godt, du skriver, for det at skrive har netop en terapeutisk virkning, og det at der er nogen, der læser med og kommenterer er også en del af det terapeutiske. Og man SKAL tale om de store/svære følelser, for det er på ingen måde sundt at brænde inde med dem, så du må nok “tvinge” John lidt på vej.

    At begynde at finde de gode minder frem er en vigtig del af sorgprocessen, og minder på en eller anden måde lidt om det, der oftest sker ved bisættelse/begravelse: Man starter med alt det forfærdelige inde i kirken og evt. ved jordpåkastelsen ved graven eller når rustvognen kører væk, og alt føles så tomt. Så drikker man måske kaffe og ganske langsomt sker det tit, at man netop begynder at finde de gode minder, man begynder måske at grine sammen, og pludselig er det hele blevet lidt lettere – og det er sorgbearbejdning, og det er vigtigt.

    Undskyld den lange kommentar, jeg syntes bare, jeg havde noget på hjerte.

    Kommentar af Stegemüller — 17. januar 2015 @ 21:04

    • Hun var manio-depressiv. Uanset hvad man i den ulidelige politiske overkorrekthed har valgt at omdøbe det til, så var det det, hun var, men manierne blev sjældnere og mindre dominerende.
      Det er helt i orden – der er skam plads til også de lange kommentarer.

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 09:17

  4. Sorgens vej til at blive en del af det liv, vi skal leve bagefter, er vidt forskellig for os hver især. Det vigtigste er for mig at se, at man giver hinanden plads til at sørge på hver sin måde. Min søster og svoger, der mistede deres dater, siger begge samstemmende at havde de ikke kommet med i en forældregruppe bagefter, hvor der netop blev sat fokus på at mænd og kvinder er forskellige i deres sorgproces, så havde de været skilt i dag.
    Og I to har været i mine tanker, godt at I er gode for hinanden..

    Kommentar af Lene — 18. januar 2015 @ 09:30

    • Sorg håndteres nemlig meget forskelligt, og jeg har selvfølgelig nemmere ved at være stærk, fordi det ikke var mit eget barn. Jeg holdt utrolig meget af Pernille, for hun har altid været en dejlig pige, men forskellen er der, hvad enten vi vil/tør indrømme det eller ej.
      Karin vil fx have en kirkelig bisættelse og et gravsted, mens den slags intet betyder for John, men Pernille får sit gravsted, for John kan lade være med at besøge det, mens Karin ikke kan besøge noget, der ikke er der. Det er også en måde at gøre plads til hinandens sorg på.
      Tak, Lene.

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 09:50

  5. – det er godt at kunne skrive, og tale, i denne situation. Og godt I har så mange lyse minder trods alt! KH, Elin

    Kommentar af Elin — 18. januar 2015 @ 09:46

    • Ja, det er godt begge dele, og ja, det bliver de lyse minder, vi vil fokusere på fremover.

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 09:56

  6. Jeg forestiller mig, at I skal opleve mange underlige dage med det, som I skal igennem. Stakkels John. Først din sygdom, nu Pernilles død. Godt, du er der for ham. Jeg håber, den kommende uge vil forløbe på en for jer god måde. Det ser lidt sært ud, når jeg skriver det, men jeg tror, du ved, hvad jeg mener.

    Kommentar af Fruen i Midten — 18. januar 2015 @ 11:19

    • Nogle ting ser bare underlige ud på skrift, men ja, jeg ved skam godt, hvad du mener. Vi ser godt nok frem til fredagen med lidt bæven, men det skal jo overstås, og vi kommer også videre bagefter, ved vi.

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 22:33

  7. Jeg kan vist ikke tilføre noget nyt, men skriver alligevel. Selv om vi ikke har mødt hinanden, så bliver jeg påvirket af jeres svære situation. Jeg tænker, det er godt, I har hinanden og kan støtte hinanden. Og dejligt, at Charlotte kommer hjem. Sorg kommer til udtryk på forskellige måder og vi må ikke undertrykke hinandens følelser, så det er fint, at Pernilles mor får et gravsted. Jeg går meget ind for, at vi skal huske og mindes vores afdøde. Der er billeder et fint redskab til at få fat i sjove og glædelige stunder. Varme tanker til jer.

    Kommentar af Betty — 18. januar 2015 @ 13:02

    • Tak, Betty. Dine varme tanker varmer virkelig.
      Farmer skrev det så fint i forrige indlæg: Vi kender hinanden i blogland, også selv om vi aldrig har mødtes i virkeligheden.
      Vi er nødt til at respektere hinandens måde at håndtere sorg på, og selvfølgelig skal vi mindes vore afdøde, vi har bare forskellige måder at gøre det på – sådan er det, og der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert.

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 22:37

  8. Jeg har først set dine indlæg her til morgen, men fik en fornemmelse af at noget var galt og gik ind og kiggede. Og noget er galt. Jeg er dybt berørt af dine ord og den situation I er kommet i. Nej, det er ikke fair at forældre overlever deres børn. Det er ikke sådan det skal være.

    Jeg forstår jeres sorg og er helt sikker på at I gør alt det rette for at I kan komme videre med denne nye situation. Håber at det gør det lidt lettere for jer at håndtere at I forstår hvorfor dette skete. At det ikke er noget I har gjort galt eller forkert, men at det var en sygdom der vandt en kamp I og hun har kæmpet alt, alt for længe mod dæmoner der blev for stærke og en træthed der blev for stor.

    Du kender (fra andre steder) min holdning til disse ting og dette er hverken stedet eller tiden til at fortsætte den snak.

    Sender jer sluttelig en masse gode tanker og mental styrke til at klare at få Pernille lagt til ro. I jeres sind og sjæl – og helt konkret..

    Kommentar af overleveren — 19. januar 2015 @ 06:38

    • Nej det er ikke sådan, det skal være, men ja, det gør det trods alt nemmere, at vi alle forstår. Der har ikke været et eneste ‘hvorfor’ – hverken fra Karins, Johns eller andres side.
      Tak for dine ord og dine gode tanker. Vi – også John – skal nok klare det!

      Kommentar af Ellen — 19. januar 2015 @ 10:09

  9. Jeg kondolerer og føler med jer.
    Jeg kendte en gang et menneske med samme lidelse.
    Når hun havde det værst (=når hun røg på den lukkede) overvejede hun ofte at befri verden for et så dårligt menneske som hende. Set i det lys er selvmordet en kærlighedsgerning imod de, der kender mennesket.
    Men det ændrer ikke på at det er ganske forfærdeligt at et menneske skal lide sådan.

    Kommentar af Den Gamle krage — 19. januar 2015 @ 18:22

    • Tak, Ellen.
      Du har ret, og det var jo lige præcis sådan, det også var med Pernille – hun undskyldte ‘rodet’, at hun havde været en skuffelse for sine forældre og dermed en dårlig datter – og det er slet ikke sådan, det er, men det kan de ikke selv se.

      Kommentar af Ellen — 19. januar 2015 @ 18:30

  10. Åh Ellen hvor er jeg ked af at læse det du skriver. På din og Johns vegne….En af vores venner fik samme diagnose for mange år siden. Men har det ret fint pga medicin. Jeg tror at der er forskel i graden af sygdommen og dens virkning på de mennesker den rammer. Det lyder til at Johns datter havde den i svær grad…..færdærdeligt for dem det rammer.
    Jeg kan jo hverken give trøst eller afhjælpe jeres sorg, men en cyberkram kan du får…og også et til John.

    Kommentar af Havehyrden — 19. januar 2015 @ 19:01

    • Der er vist stor forskel på ‘sværhedsgraden’, og det kan også gå hen og udvikle sig til det værre, hvad det gjorde i Pernilles tilfælde. De har det ganske enkelt forfærdeligt – vi andre kan slet ikke sætte os ind i det, hvor gerne vi end vil.
      Tak, Havehyrde … et kram retur fra os begge.

      Kommentar af Ellen — 19. januar 2015 @ 19:27


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.