Hos Mommer

16. januar 2015

Livet blev for svært

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

P1040901 (2)I aftes ringede Karin for at fortælle, at hun havde fundet Pernille livløs i sin seng. Ambulancen kom lynhurtigt, men det var for sent. De arbejdede med hende i knapt en halv time, inden de gav op.
Det værste er sket for John og Karin: De har overlevet deres eneste barn. Det er bare ikke rigtigt. Det er bare HELT forkert.

At det var det, Pernille ville, er dog en lille trøst. Meget lille. Men der er ingen vrede at rette mod nogen, hvilket trods alt er godt. Der er ikke en eller anden idiot, der har kørt eller stukket hende ned.

Hun har været psykisk syg i mange år; med op- og nedperioder, men mest ned, og i det sidste års tid er det stort set kun gået tilbage – hun sank dybere og dybere ned i mørket og hverken medicin eller fagpersonale var i stand til at bringe hende ud af det.
På sin fødselsdag i fredags var hun – selv for hende – usædvanlig stille, så set i bakspejlet havde hun sandsynligvis allerede da truffet sin beslutning.
Både John og Karin er, trods deres sorg, på en underlig måde afklaret med det, fordi de ved, at det var det rigtige set fra Pernilles synspunkt, og med den tanke kommer far og mor videre, men for pokker, hvor er det hårdt for dem begge lige nu.
Det bliver endnu værre ved bisættelsen, tror jeg. Det bliver forfærdeligt …

Reklamer

60 kommentarer

  1. Kære Ellen, det gør mig så ondt for John og Pernilles mor, ja for jer alle. For selv om man er afklaret så skal forældre jo ikke overleve deres børn, sådan har vi det jo instinktivt. Mange varme tanker til jer alle.

    Kommentar af Lene — 16. januar 2015 @ 18:06

    • Det er helt forkert, men for Pernille var det rigtigt. Skal vi huske.
      Tak, Lene.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:46

  2. Åh! Min dybeste medfølelse til jer.

    Kommentar af Fruen i Midten — 16. januar 2015 @ 18:21

    • Tak, Frue.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:46

  3. Vi sender vor dybeste medfølelse og tanker til Jonn og jer andre der står hende nær.

    Kommentar af Pigen fra landet — 16. januar 2015 @ 18:51

    • Tusind tak, Pia og Allan.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:47

  4. Det er forfærdeligt, og jeg ønsker Pernille fred og forældrene: Giv hende fred og ved bisættelsen, tænk på de positive stunder.

    Kommentar af Donald — 16. januar 2015 @ 18:55

    • Tak, Donald. Det vil vi gøre.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:47

  5. Kære Ellen og John

    Jeg kondolerer og tænker på alle jer, der har været omkring Pernille. Det er en tragedie, hver gang det sker, at et menneske gør sig til herre over liv og død. Du har ret bisættelsen bliver forfærdelig.

    Kommentar af Stegemüller — 16. januar 2015 @ 18:57

    • Tak, Hanne. Det bliver hårdt den næste uges tid.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:53

  6. Hej Ellen og John!
    Vi tænker på jer i denne stund, sender vores bedste tanker til jer!
    Per & Jette

    Kommentar af Jette — 16. januar 2015 @ 19:11

    • Tusind tak, Per og Jette.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:53

  7. Åh, det gør mig forfærdeligt ondt for jer alle – hvor trist at Pernille ikke så anden udvej. Jeg kondolerer!

    Kommentar af Pollyanna — 16. januar 2015 @ 19:36

    • Meget trist. Tak, Pollyanna.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:54

  8. Sender mange tanker i jeres retning og håber at I alle finder styrke ved de gode minder

    Kommentar af Kristine — 16. januar 2015 @ 19:36

    • Tak, Kristine. Vi tvinger os til at tænke på de gode stunder.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:54

  9. Det er trist at læse at selvmord var eneste mulighed for Pernille. Under alle omstændigheder er det hårdt, især for forældrene, uanset afklaringen. Jeg kondolerer.

    Kommentar af Jørgen — 16. januar 2015 @ 20:04

    • Det er forfærdelig hårdt for forældrene. Tak, Jørgen.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:56

  10. Det gør mig ondt at høre. Mange medfølende tanker til John og jer alle.

    Kommentar af Betty — 16. januar 2015 @ 20:10

    • Tak skal du have, Betty.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:57

  11. Hvor er jeg ked af at høre, at I er blevet ramt af så stor en sorg!

    Kommentar af Randi — 16. januar 2015 @ 20:13

    • Tak for din medfølelse, Randi.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:57

  12. Åh nej, det er jo forfærdeligt, forfærdeligt trist at Pernille ikke så anden udvej, og frygteligt hårdt for de to forældre, der skal leve videre uden hende. Jeg følte lige et stik i hjertet og at nakkehårene rejste sig, da jeg læste dit indlæg, men det er jo intet mod det, de gennemlever. Mange tanker til jer alle.

    Kommentar af Mette L — 16. januar 2015 @ 20:44

    • Det er uforståeligt for os andre, at man kan komme så langt ud, at det er eneste udvej, men vi/hendes forældre må jo lære at leve med det.
      Tak skal du have, Mette.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 20:59

  13. Jeg kondolerer. Hvor er det trist. Trøsten kan måske blive, at det skete efter et bevidst valg.

    Kommentar af Lone Nielsen — 16. januar 2015 @ 21:30

    • Tak, Lone. Ja, det er en trøst trods alt.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 23:14

  14. Det gør mig ondt for jer. Nej, det er ikke rigtigt, når børn dør før deres forældre. Det er også så trist, at nogle mennesker synker så dybt ned i deres psykiske sygdom, at man ikke kan nå dem eller hjælpe dem, men det er en af livets hårde kendsgerninger.

    Kommentar af Henny Stewart — 16. januar 2015 @ 21:39

    • Tak, Henny. Det er nemlig forkert, uanset at det var rigtigt for Pernille. Det er så trist og uforståeligt, at man kan havne helt derude.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 23:16

  15. Hvor er det sørgeligt, at Pernille ikke så anden udvej for at gøre en ende på hendes lidelser og at hendes forældre og du skal opleve den sorg, men på den anden side vel også i orden, at det er forældrene, der bærer byrden fremfor barnet (også det voksne), når det ikke kunne være anderledes, da en stor del af at være forælder vel er at løfte for tunge byrder fra barnets skuldre og glædes med barnet over de gode oplevelser. Det sidste har der sikkert også været mange af og med tiden vil de fylde mest i erindringen om Pernille, selvom det er utænkbart lige nu.
    Min kondolence

    Kommentar af Kristine — 16. januar 2015 @ 21:49

    • Tak, Kristine. Rigtigt, ens børn er ens børn uanset hvor voksne eller gamle de måtte blive/være, og ja: John er midt i al elendigheden glad for, at Pernille ikke længere skal kæmpe den efterhånden 14 år gamle kamp. De gode stunder skal nok dukke frem igen.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 23:19

  16. Åh nej, hvor er det dog sørgeligt. Sørgeligt for stakkels Pernille, der har levet i mørket så længe og ikke har set anden udvej. Ufatteligt sørgeligt for John og Karin, for nej, man skal ikke overleve sine børn – det er aldeles uforståeligt og uretfærdigt. Og trist for alle jer, der kender hende så godt.
    Giv John vore varmeste hilsner – vi tænker på jer.

    Kommentar af fiberfryd — 16. januar 2015 @ 22:57

    • Tusind tak, kære Ditte. Jeres hilsen er videregivet og modtaget med tak. Det er så forkert for ham og Karin, men de kommer videre. Efter på fredag.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 23:21

  17. Kære Ellen og John, jeg ved ikke hvordan, men jeg er sikker på, at I også klarer dette sammen, omend med stor sorg i hjertet. Kondolerer. Kærlig hilsen Ulrik og Mette

    Kommentar af Mette K. — 16. januar 2015 @ 23:50

    • Tak, kære Mette og Ulrik – selvfølgelig klarer vi det, men det er hårdt, når det er den forkerte vej rundt.

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2015 @ 09:40

  18. Uha. Der er en drøj tid forude.
    Hvad kan man finde af positive tanker?
    Godt at Pernille, når nu hendes valg var truffet, tog en stille vej ud.
    Ingen loko-fører eller lastvognschauffør behøver at have livslange mareridt.

    Der er ingen ordentlige trøstens ord at finde selv efter en morgentur med hunden. Vi er så tæt på hinanden i Blogland og dog så langt fra.
    Vær gode og kærlige ved hinanden.
    Jeg kondolerer.

    Kommentar af Farmer — 17. januar 2015 @ 04:13

    • Det er der, men vi er begyndt at finde de lyse minder frem.
      Så langt har jeg slet ikke nået at tænke, men det er da rigitgt. I stedet valgte hun at lægge sig i sin seng og tænde stearinlys.
      Fine og rigtige ord om blogland – vi føler vi kender hinanden, selv om vi aldrig har mødtes.
      Tak, Farmer.

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2015 @ 09:44

  19. Kære Ellen og John
    Det er svært at finde de rigtige ord, men I skal vide at I har vores dybeste medfølelse.
    Varme knus til jer begge to
    Fra os

    Kommentar af Inge — 17. januar 2015 @ 09:36

    • Tusind tak, kære Inge og Hasse.
      Der er ingen rigtige ord, men der er heller ingen forkerte, og alle ord varmer.
      Knus retur til jer begge – også fra John,selvfølgelig.

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2015 @ 09:47

  20. Fred være med den forpinte sjæl. Og med alle, der har fulgt hende gennem det alt for korte liv; som har stået parate til at støtte, stået hjælpeløse og frustrerede.
    Sommer tider er livet ubærligt.
    Vores moderne verden tror, der er medicin for alt. Vi “forstår” bedre en terminal patients valg end en psykisk syg, der ikke ser anden udvej…. Begge har dybest set ret til egen valg.
    Må alle finde det bedste frem i sig selv og i minderne om Pernille.
    Kondolerer.

    Kommentar af Anne Holtegård — 17. januar 2015 @ 11:57

    • Det kan blive ubærligt, det liv. Jeg må indrømme, at jeg lige så godt forstår Pernille som en terminal syg, der vælger denne løsning. Hvad det er, der foregår inde i psykisk syges hoveder, vil jeg formentlig aldrig kunne forstå, men jeg forstår i hvert fald, at det kan blive fuldstændig uoverskueligt at skulle overkomme livet – og helt enig: man har retten til at vælge.
      Tusind tak, Anne.

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2015 @ 14:48

  21. Min aller-aller-aller dybeste sympati, stort kram til jer alle og alle de positive tanker, tænkes kan

    Kommentar af Kisser — 17. januar 2015 @ 14:59

    • Tusind tak, kære Kisser.

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2015 @ 15:08

  22. Mine varmeste tanker til jer.

    Kommentar af frnielsen — 17. januar 2015 @ 17:35

    • Tak, frnielsen!

      Kommentar af Ellen — 17. januar 2015 @ 18:51

  23. Kondolerer, Ellen og John. Alle andre problemer synes pludselig små og ubetydelige, når man læser dit indlæg. Det lyder til, at Pernille har fundet fred, men det må stadig være usandsynligt hårdt for jer, som er efterladte.

    Kommentar af conny — 17. januar 2015 @ 19:11

    • Tak, Conny.
      Ja, tingene bliver sat lidt i perspektiv, og det er hårdt lige nu, men alting er jo kun en overgang…

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 09:10

  24. Det gør mig ondt. Det er ikke meningen, at vi skal overleve vores børn – hverken små eller store. Jeg håber, at I alle må komme godt igennem og få taget den bedste afsked med Pernille. Bagefter bliver der måske rum til at også at mindes nogen af de glade stunder, I med garanti også har haft med hende. Varme tanker og et knus herfra…..

    Kommentar af Susanne — 17. januar 2015 @ 19:31

    • Nej, det er ikke meningen, men man bestemmer ikke selv – det har du jo også prøvet på den hårde måde.
      Tak, Susanne.

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 09:10

  25. Hvor uendelig trist – det gør mig ondt at høre. At miste et barn er det ondeste, der findes. Jeg er sikker på i med tiden finder de gode minder frem og kan lade dem fylde mere end de sidste års sygdom. Kram og tanker til jer alle.

    Kommentar af Moster Tulle — 17. januar 2015 @ 20:42

    • Tak, Moster Tulle.
      Ja, det er det ondeste – for forældrene. Pernille ville dette, og vi andre hiver fordums lyse stunder frem.

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 09:12

  26. Åh nej så trist. Det er synd for John og hendes mor. Efter lidelse kommer fred; også for de efterladte. Frygter selv at ende der en dag, hvor selvbebrejdelsen og sorgen står lige højt.
    kram herfra!

    Kommentar af Linda — 18. januar 2015 @ 17:58

    • Jeg håber så sandelig aldrig, du kommer til at opleve noget som dette, men jeg ved jo godt, hvad du tænker på …
      Tak, Linda, og kram retur.

      Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 22:31

  27. Kondolerer og sende tanker til jer alle.

    Kommentar af Mette — 19. januar 2015 @ 08:59

    • Tak, Mette.

      Kommentar af Ellen — 19. januar 2015 @ 10:09

  28. Kære Ellen og John, mine dybeste kondoleancer. Og selvfølgelig til hendes mor og bonusfar – og Charlotte … så mange mennesker rammes, når et menneske forlader dem. Og det er jo et barn for forældrene uanset alder. Det er urimeligt. Men I er samtidig afklarede med, at det måske var det eneste valg for hende – selvom det kan virke barsk, at der virkelig ikke andre muligheder er. Jeg ønsker for jer, at I får en smuk bisættelse og derefter kan vende jer mod de gode minder.

    Kommentar af Nille — 19. januar 2015 @ 09:46

    • Man vil nemlig altid være sine forældres barn – det kerder jeg fra min far, og jeg har det sådan over for Charlotte. Man lider lige meget på barnets vegne, uanset om det er 1 eller 60 år. De andre faktorer kommer i anden række, men de tæller også, når man lige får tænkt lidt videre.
      Tusind tak for dine ord og ønsker, Nille.

      Kommentar af Ellen — 19. januar 2015 @ 10:14

  29. Min dybeste medfølelse med jeres familie, jeg er selv ramt af en stor sorg i øjeblikket, idet min elskede William er død, men han var 88 år og meget svækket, så oven i sorgen er der stor lettelse over, at han har fået fred. Samtidig er det næsten ubærligt, at 50 års samliv nu er slut, men jeg har så gode børn, der hjælper mig på smukkeste måde, så det skal nok gå.
    Kærlige tanker Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 20. januar 2015 @ 00:04

    • Tak, Marianne – og må jeg også kondolere. Det må være som at få en del af sig selv amputeret efter så mange års samliv, så jeg forstår udmærket, at ubærligheden går hånd i hånd med lettelsen.
      Mange hilsner og varme tanker herfra.

      Kommentar af Ellen — 20. januar 2015 @ 09:14

  30. Kondolerer Ellen og sender et stort knus til (((((((((dig og John)))))))) og RIP til Pernille.

    Kommentar af Tina - omme i London — 21. januar 2015 @ 00:43

    • Åh tak, søde Tina. Det er slemt at miste, men det ved du.
      Knus retur herfra.

      Kommentar af Ellen — 21. januar 2015 @ 09:00


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.