Hos Mommer

15. januar 2015

Udeliv – pudeliv – kigge-gennem-ruden-liv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:24
Tags: , , ,

Det blev til en hel del mere af de to sidste end af det første i dag.
Det blæser op igen, så hele huset knager, og det regner mellem bygerne. Med andre ord: Det er indevejr. Det er sy- og strikkevejr. Det er heldigvis ikke snevejr, men det er heller ikke udevejr, hvis man spørger mig, og alligevel har vi været lidt ude. Meget lidt. Vi ville ned og kigge nede ved savværket for at se, hvor meget vandet i åen ser ud af dernede. Igen er jeg forbavset over, hvor lille en reel stigning der skal til for at få det til at se voldsomt ud.

IMG_1208Ved Simontorps såg

Vi tog den videre ned til stedet, vi kalder Åstenene, men vi kunne ikke se stenene i dag pga. den høje vandstand. Det er ret svært at fornemme, at de to billeder viser den samme lille idylliske plet. Bedre bliver det så heller ikke af, at Egon efterlod et visitkort i form af et væltet træ, der næsten er langt nok til, at man kan bruge det som bro.

P1030469 beskrevetVed åstenene (1)

Nok om det svenske vejr og i stedet til noget helt andet. John sad og bladrede igennem forskellige nyhedsmedier, da han udbrød, at “nu må de dæleme snart styre sig, de amerikanere! De bliver da også mere og mere tåbelige”.
Han havde læst, at nu vil parkerne rundtomkring i USA til at forbyde kælkning, fordi man er bange for sagsanlæg.
En mand havde fået tre millioner $ i erstatning for at kælke ind i et stopskilt (!) og en kvinde havde fået 12 millioner $ for at kælke ind i en snedækket mur. Tolv millioner! Dollars. Det er grotesk, hvad de kan finde på af forlange af erstatningskrav. Eller nok rettere, hvad advokaterne kan finde på at forlange, for det er jo dem, der får mest ud af disse absurde sager, og med det resultat, at der vel kommer flere og flere af den slags forbud, så alle de mange amerikanerne, der trods alt godt kan tænke, får nogle kedelige liv ud af det. Gad vide, om bilfabrikanterne snart vil have forbudt bilkørsel derovre, fordi man sagsøger dem, hvis man ligger og kører råddent og så kører galt. Lidt selvmodsigende kan man måske indvende, men det er amerikanerne jo også vældig gode til at være. (Hvem sagde fordomme? Jeg har da ingen som helst fordomme …)
Jeg har læst, at læger ikke tør hjælpe folk på gaden, der åbenlyst trænger til hjælp; det kan fx være en der er drattet om pga. et hjerteanfald, for hvis vedkommende så alligevel ikke klarer det, sagsøger de pårørende den pågældende læge, der bare har forsøgt at redde et liv.
Jeg har ikke ord for, hvad jeg mener om den slags. Eller … det har jeg sådan set, men det ser ikke så godt ud på tryk.

Advertisements

20 kommentarer

  1. Tror deg på at det ordet ikke egner seg på trykk 🙂

    Kommentar af Mormor — 15. januar 2015 @ 17:31

    • Det er skam også rigtigt – og det er flere ord 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2015 @ 17:34

  2. De er skrupskøre. en af vore venners arbejdsplads er overtaget af et amerikansk firma. Det betød skrivelser om hvordan man skulle parkere sin bil -man bakker ind i en p-bås, for der er mindst risiko for sammenstød. Man måtte ikke gå op af trapper med kaffekop i hånden – øger risikoen for at falde og skade sig selv og andre osv.

    Kommentar af Lene — 15. januar 2015 @ 17:47

    • De ER skrupskøre i visse sammenhænge, og jeg er overhovedet ikke forbavset over det, du skriver. Bortset fra, at hvis jeg skulle bakke ind på en parkeringsplads, ville der være meget større risiko for sammenstød 😉

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2015 @ 18:01

  3. Ja, med den slags (amerikanske) “avekatter” skal man nok passe på med sin YTRINGSFRIHED !! 😉 . Selv det der franske satireblad ville nok finde sin begrænsning overfor disse. Mon (i øvrigt) D(ansk) R(eprise)-TV ikke snart kan stoppe al den kvalmende søgen rundt i, hvad Gud og hvermand føler/synes om hændelsen på bladet. – Ikke fordi jeg billiger mord som “gengæld” for satire; men hvad kommer al denne roden rundt i folks følelser (de, der måtte føle noget andet, bliver jo alligevel redigeret ud) egentligt NYHEDER ved?
    Undskyld sidespringet; men din blog er jo absolut ikke UDEN-LIV og ansporer (for mig) let til debat/indskud (også) af mere perifer karakter – tit også blot i mit eget hoved.
    Venligst
    Magnus

    Kommentar af Domus1 — 15. januar 2015 @ 17:58

    • Ingen kan hamle op med amerikanerne. Hvis de løber tør for argumenter, bringer de bare Gud ind i billedet, eller også slår de over i deres velkendte dobbeltmoral.
      Du skal endelig komme med bemærkninger og kommentarer, perifere eller ej – det er da kun dejligt, hvis mine indlæg sætter tankerækker i gang.
      Jeg er i øvrigt enig – og som jeg skrev hos en anden blogger i dag: Hvorfor er det überforfærdeligt med 12 myrdede i Paris, når det tilsyneladende overhovedet ikke er interessant eller skrækkeligt, at 150 nigerianere er blevet slagtede? Jeg er SÅ træt af mediemanipulation!

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2015 @ 18:06

  4. Freud ville kunne skrive afhandlinger om den amerikanske folkesjæl! Om dobbeltsyn og ambivalens. Om den amerikanske drøm og et land med uhyggelig fattigdom. Om et valgsystem, der tilgodeser dem, som har i pose og sæk. Om et forsikringssystem, der sikre advokaternes salærer. Om et retssystem, der er pilråddent og penge kan købe alt……Respekten for USA er meget lille!
    Historien med lægen er rigtig nok… en af vores læger var udsat for noget i den retning over there!
    Mediernes proportionssans kan også siges at være forvrænget… ok, Paris er næsten lige uden for sognet og Nigeria er helt nede i Afrika… Men det er alle mennesker der bliver terroriseret.

    Kommentar af Anne Holtegård — 15. januar 2015 @ 19:40

    • Der kunne skrives adskillige afhandlinger om dette emne! Jeg kender nogle endog særdeles fornuftige amerikanere, men mit overordnede billede er mildt sagt negativt.
      Der kunne også skrives afhandlinger om mediernes moral – eller mangel på samme.

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2015 @ 21:45

  5. De skulle forbyde den slags tåbelige forbud.. Det ville give mere mening.

    Kommentar af Inge — 15. januar 2015 @ 21:41

    • Absolut! De er skøre, de amerikanere.

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2015 @ 21:46

  6. Det har været så koldt og blæsende. Vi måtte låse kontordøren, for den blæste op ustandselig. Herhjemme er vandstanden så høj, at det er på vej ud over toiletkanten.
    Camillas arbejdsplads er også amerikansk, så en lille opmærksomhed er lige med bestikkelse.

    Kommentar af Pigen fra landet — 15. januar 2015 @ 21:57

    • Det lyder som en foruroligende høj vandstand 🙂
      Stakkels Camilla – jeg har samarbejdet med amerikanske firmaer, og vi havde et datterselskab i Washington, så jeg ved godt, hvor slemt det kan være.

      Kommentar af Ellen — 15. januar 2015 @ 22:07

  7. Den nyhed hørte jeg også og var ved at kløjs i kaffen. Ingen, hverken borgere, firmaer eller noget der ligner ‘det offentlige’ ønsker åbenbart at tage ansvar for noget som helst’ ej heller sig selv, i ‘vores’ stormagt. Gad vide hvor det ender – man kan kun håbe på at advokaterne til sidst fortærer hinanden.
    Og så må du altså lære at elske sneen, nu du ikke skal ud at køre langt i den hver dag – hvad med at tage en kælketur, mens det stadig er lovligt? 😉

    Kommentar af fiberfryd — 16. januar 2015 @ 09:27

    • Se, det ville jo være en overmåde god løsning – altså at de fortærer hinanden.
      Det må selvfølgelig være muligt at komme til at – om ikke ligefrem elske, så holde af -. sneen – og jeg synes faktisk det er sjovt at kælke 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 16:42

  8. – Nej, du må ikke kælke. Gå ud og leg med dit håndvåben i stedet. De er skøre, de amerikanere! Selv en ganske lille vandstigning er nok lig med rigtig, rigtig meget vand, hvis man kunne finde ud af at regne det ud. Det er måske derfor, det virker så voldsomt?

    Kommentar af Fruen i Midten — 16. januar 2015 @ 10:10

    • Fantastisk pointe, Frue, som jeg gerne selv ville have haft fundet på! Men tak for den 🙂
      Det er jo rigtigt … jeg regnede faktisk på det dengang, den store sø Bolmen faldt 1½ meter fordi den i lang tid skulle vande de kilometer træstammer der lå efter stormen Gudrun – det var vildt mange kubikmeter.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 16:45

  9. Fruen i Midten har en overmåde god kommentar – det kan ikke siges bedre. Jeg så også nyheden på DR.dk og tænkte, at amerikanerne var vanvittige. Man kunne tro, det var noget fra Rokokoposten.

    Det lyder hyggeligt med sy- og strikkevejr.

    Kommentar af Stegemüller — 16. januar 2015 @ 13:43

    • Ja hun har så – jeg lærer aldrig at forstå den dobbeltmoral, de er i besiddelse af deromme på den anden side af Atlanten.
      Det er trods alt hyggeligt, ja 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 16:46

  10. Jeg har også hørt de historier, Ellen, men har ikke undersøgt dem. Jeg vil tro at nogle af dem er overdrevne, mens andre er opstået fordi sagsøger udnytter huller i lovene (og dommeren ikke er rigtig klog). Gad vide om den slags begynder her i landet?

    Kommentar af Donald — 16. januar 2015 @ 19:02

    • Det er desværre sande historier, Donald. Loven giver ikke noget loft for erstatningskrav, og den afgrænser heller ikke, hvad man kan søge erstatning for; det gør den heller ikke herhjemme, og jeg synes, at der her i lille DK er grimme tendenser i retning af at søge erstatning i tide og utide bare for at se, om ikke det kunne kaste lidt skejser af sig.

      Kommentar af Ellen — 16. januar 2015 @ 19:08


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.