Hos Mommer

11. januar 2015

Der er løbet meget vand i åen siden sidst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags: ,

Der er helt bogstaveligt løbet meget vand i åen siden sidst, og det er absolut ikke løbet ud igen alt sammen.
Vores svenske nabo ringede lige, da vi var kørt hjemmefra, og jeg fik straks bange anelser, for han ringer kun, når der er noget galt.
Er strømmen gået? Er der sket stormskader?
Ingen af delene, heldigvis. Strømmen havde dog været gået på et tidspunkt, for han stod i vores køkken og kunne fortælle mig, at der var noget, der lugtede fra fryseren. Jeg har da ikke noget i fryseren, så vidt jeg husker. Underligt … “Nå men det kigger jeg på, når vi kommer – vi er der faktisk om et par timer”. Det var han glad for at at høre – så slap han for at gøre noget ved den fryser.

Vand i åen 11 januar (2)

Ingen stormskader på eller ved huset, og vi så kun ganske få væltede træer på vej herop. Vi måtte kun køre 70 på Øresundsbroen, og det rev lidt i bilen enkelte steder undervejs. Det blæser rigtig meget, men jeg vil ikke kalde det for stormvejr.
I går havde det regnet og regnet og regnet, fortalte naboen, hvilket kunne ses på åen, hvor man skulle have waders på for at komme ud på bænken. Jeg har ingen waders, så jeg nøjedes med at tage et billede fra, hvor jeg kunne nå ud til.

P1040792Fryseren? Det var en halv pose rejer, jeg skulle have haft brugt sidste gang vi var her, men som jeg glemte alt om. Fy for pokker, hvor kan en halv pose rejer dog stinke, når det er et stykke tid siden, den tøede op! Heldigvis har der været køleskabskoldt i køkkenet, ellers havde det nok lugtet endnu værre – der lugtede ikke i selve køkkenet, kun i fryseren, og den (lugten, altså …) forsvandt helt, da jeg havde vasket den af i Ajax.

Nielsen fryser. Han kom til at hammerfryse, da han gav fuglene mad; sikkert fordi han kom lige fra den varme bil og ud i blæsevejret, og når der så ikke er varmt inde i huset endnu, er det ikke nemt at få varmen igen, når først man føler sig gennemkold. Varmen er dog stærkt på vej, og det er godt man har et puslespil, når man sidder her ved brændeovnen og prøver at få varmen.
Det er dejligt at være her igen, også selv om det starter koldt. Det er – igen – for længe siden, men det synes jeg jo næsten hver gang.

Reklamer

18 kommentarer

  1. Nu har jeg jo set broen, bænken og åen ved normal vandstand, så jeg kan sørme godt se, at der kommet en hel masse vand. Jeg så et eller andet sted på nettet, at der var evakueret 100 personer ved Lemvig, men det er vist også det værste. Hvor jeg bor, er der væltet tre cykler. Har der ikke være lidt vel meget “hype” om Egon?

    Kommentar af Stegemüller — 11. januar 2015 @ 17:36

    • Denne gang har den vist været god nok – det har dog været meget værre i Nordjylland end her på Sjælland, men storm kan man vist godt kalde det denne gang – med rekordstor vandstand i Lemvig, væltede træer på Lenes (Underet) gård, alle broer lukkede og færger indstillede, så jojo, den var god nok denne gang 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. januar 2015 @ 17:44

  2. Heldigt, fryseren kunne vaskes lugtfri igen. Man hører jo de forfærdeligste historier om frysere, der aldrig mere kan blive lugtfrie efter en gang strømafbrydelse.
    Brrrrr, jeg fryser helt ved synet af den kolde mand foran brændeovnen. Føler med ham! Han skal ha’ nogle whiskysjusser!!!

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 11. januar 2015 @ 18:00

    • Ja, det var heldigvis ikke så slemt.
      Årh, han er da bare lidt pivset 😉 – og vi har desværre ingen whisky i huset, men nu har han taget sig en øl 😀

      Kommentar af Ellen — 11. januar 2015 @ 19:14

  3. I er da et par seje vikinger, som tænker på fugle før I selv har fået varmen 🙂 Uf godt du fik lugten væk. I ønskes gode dage i det svenske.

    Kommentar af Lene — 11. januar 2015 @ 22:05

    • Hehe, sødt tænkt, Lene, men det er nok omvendt: Så længe huset ikke er varmt, kan vi lige så godt lave noget udenfor 😉 – og tak …

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2015 @ 09:17

  4. Det er forståeligt, at et par af de store religioner med base i det lune Mellemøsten forbyder spisning af skaldyr og letfordærveligt fedt grisekød.
    Trods guddommelig indsigt skænkede de -nok ved en fejl- ikke menneskeheden køleskabet og fryseren før rejemadderne og grisetæerne i gelé.

    Kommentar af Farmer — 12. januar 2015 @ 05:14

    • Tjohhh – men vores ‘nationaltro’ stammer jo fra samme sted 😉
      Der er vist ofte gået kludder i den såkaldte guddommelighed …

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2015 @ 09:20

  5. Håber hr. Nielsen er blevet varmet op!
    Godt det”kun” var lugtskader og ikke storm- eller vandskader på huset. Jeres å er da blevet ret imponerende.
    Her i byen lever STORÅEN op til sit navn… Og det rusker stadig/igen i træerne. Uhhh… lysten til de planlagte traveture ligger på et meget lille sted!

    Kommentar af Anne Holtegård — 12. januar 2015 @ 10:32

    • Det er han!
      Ja, det var billigt sluppet, især fordi det var nemt at få vasket lugtfrit.
      Nu må du passe på dig selv, Anne – der er jo ingen grund til at gå ud og få et træ i hovedet!

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2015 @ 12:14

  6. Min ex fik noget dressing eller lignende på indersiden af lågen (det var ikke hende, der havde spildt) og det satte sig dér, hvor metalpladerne er samlet; og af en eller anden grund var lugten ikke til at få væk. Skuring og rengøring i flere omgange fjernede ikke lugten helt, selv om det reducerede den til en svag lille snert.

    Så man må sige at du har været heldig, at der ikke lugter efter Ajax, den hvide tornado 🙂

    Kommentar af Donald — 12. januar 2015 @ 12:01

    • Øv hvor uheldigt. Og irriterende. “En lille snert” kan man heldigvis godt leve med, men ja, det var heldigt, at det var væk med det samme fra vores fryser.

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2015 @ 12:16

  7. Åh, stakkels Nielsen. Håber da, at han er blevet varm igen? Er der ikke noget om, at I har elektriske varmetæpper til sengene? Han skulle da have haft sådan et at sidde på/i 🙂 Selv med waders kræver det vist ret megen forsigtighed, hvis man skal bevæge sig ud til broen, som der ser ud nu. Det er jo ikke til at se, hvor der er sti og hvor der er vand.

    Kommentar af Fruen i Midten — 12. januar 2015 @ 14:57

    • Han er for længst blevet varm, og jo: Sengene var skønne at putte sig i 🙂
      Jeg ved godt, hvor stien er, men vandet ville alligevel have nået over gummistøvlekanten.

      Kommentar af Ellen — 12. januar 2015 @ 15:57

  8. Godt, I nåede over broen, før I ikke måtte (og I ville jo i hvert fald ikke have trodset sådan et forbud – som en vis anden person).
    Puh, jeg kan næsten mærke lugten af de for længe siden optøede rejer. Hurra for den hvide tornado.

    Kommentar af conny — 12. januar 2015 @ 23:24

    • Lukkede den igen søndag eftermiddag? Eller troede du, vi kørte lørdag? 😉
      Jeg forstår sådan set godt, at han trodsede forbuddet på vej over; han ville ikke svigte et løfte til sådan en udsendelse, men det var dumt, at han gjorde det to gange – han kunne jo bare have overnattet i Jylland.
      Ja, de lugtede ikke godt, men Ajax er godt!

      Kommentar af Ellen — 13. januar 2015 @ 09:42

      • Det var nok lørdag, jeg tænkte på.

        Kommentar af conny — 17. januar 2015 @ 19:14

        • Thought so 😉

          Kommentar af Ellen — 18. januar 2015 @ 09:08


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.