Hos Mommer

8. januar 2015

Jeg vil bo i Utopia

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:05
Tags: ,

imageUtopia er et idealland, hvor alle lever fredeligt sammen side om side uden vold, kævl, politikere og religiøse stridigheder. Jeg er dog ikke enig i alle Thomas Mores forestillinger om Utopia. Den med at syge og gamle skal elimineres, fx, synes jeg ikke helt om.
Man har lov at skabe sit eget Utopia. Det er jo alligevel en drøm …
I mit Utopia er det muligt at tie tingene ihjel. Tænk hvis den forfærdelige handling mod et vist fransk satireblad blev forbigået i stilhed – hvis ingen medier omtalte det; tilsyneladende er resten af verden upåvirket af rædselsgerningerne. Så var det sandsynligvis slet ikke interessant længere – jeg kan godt se terroristerne for mig: “Que?? Hvorfor er de ikke bange? Hvorfor skriver de ikke om os? Hvorfor spreder vi ikke frygt? Hele vores eksistensgrundlag er taget fra os! DE.SKAL.JO.BLIVE.BANGE.
Dette er naturligvis utænkeligt i dagens verden, men jeg er jo også i Utopia, husk det.

I Utopia har man heller ikke politikere, der ‘fordømmer’ handlinger. Dér ved de nemlig godt, at de, hvis handlinger bliver fordømt, er fuldstændig ligeglade og griner larmende af samme fordømmelse. Jeg kan igen høre terroristerne: “Det er jo derfor, vi gør det, mand! Vi ved sgu da godt, at det ikke er acceptabelt, at vi myrder løs på journalister og tegnere! Kors Halvmåne, hvor er de dog tåbelige!”

I Utopia behøver en kristen ikke at blive ven med en muslim i det naive håb, at terroristerne tænker “Ahhh – nu kan de blive gode venner! Okay, så holder vi op med at sprede frygt og slå ihjel, bare fordi vi kan, vil og har lyst.”
I Utopia er der hverken kristne eller muslimer eller hinduer eller asatroende eller buddhister eller jøder. I Utopia tilslutter man sig verdens tredjestørste ‘religion’: det at ikke have nogen religiøs identitet.

Nå, men jeg kommer nok aldrig til at bo i Utopia. Det er en utopi at tro på et utopisk land.
Det er sikkert også en utopi at håbe, at ‘nogen’ ville lade være med at lade ytringsfriheden i sig selv blive en form for religion. “Jeg må tegne, hvad jeg har lyst til!” Ja, det må du, men hvem siger, at verden bliver et bedre sted, fordi du gør det?

Advertisements

36 kommentarer

  1. Jeg vil meget gerne bo i dit Utopia 🙂
    Rigtig fin kommentar til en frygtelig begivenhed – som jeg også ville ønske man kunne tie ihjel.
    KH Nina

    Kommentar af Nina — 8. januar 2015 @ 15:30

    • Tak – du skal være så velkommen til at følge med til Utopia 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. januar 2015 @ 16:01

  2. Mit Utopia ville selvfølgelig indeholde alle dine punkter – med undtagelse af det sidste. Det bliver først et rigtigt Utopia, når man kan have forskellige meninger uden at blive fjender.
    Jeg tror faktisk godt, man kan tie ting ihjel, men se, om folk gør det!

    Kommentar af Rasmine — 8. januar 2015 @ 15:35

    • Det har du jo sådan set ret i – men derfor er religion alligevel noget hø …
      Det tror jeg også, men det vil desværre nok aldrig ske.

      Kommentar af Ellen — 8. januar 2015 @ 16:03

      • Det bliver vi aldrig enige om, men jeg skal nok lade være med at myrde dig.

        Kommentar af Rasmine — 8. januar 2015 @ 16:56

        • Det sætter jeg pris på!

          Kommentar af Ellen — 8. januar 2015 @ 17:22

  3. Utopia lyder som et skønt sted, tag mig med 🙂

    Jeg er træt af vold, terror, politik, religion, når det fører til terror

    Jeg tror ikke rigtig på det med at tie problemet ihjel, for det var det man forsøgte med jødeforfølgelsen og forfølgelsen af de “skadelige elementer” i Nazitidens Tyskland, man lod som om problemet ikke eksisterede/man lukkede øjnene for det, og se bare, hvad det førte med sig.

    Kommentar af Stegemüller — 8. januar 2015 @ 15:41

    • Ja, for pokker, hvem er ikke det? Altså af os fredelige personager!
      Jeg kan sagtens se din gode pointe, men baggrunden er i mine øjne en anden: Her er det dem, der udøver rædslerne, der ville blive utilfredse med at blive ‘overset’.

      Kommentar af Ellen — 8. januar 2015 @ 16:07

      • Ja! Det har du fuldstændig ret i.

        Kommentar af Stegemüller — 8. januar 2015 @ 16:10

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 8. januar 2015 @ 17:24

  4. Vi har nok hver vores Utopia – og forhåbentlig har hver politiker deres eget veldefinerede Utopia i baghovedet, når de går ind i politik – og dit Utopia er nok ikke det værste af dem.

    Kommentar af Conny Rom — 8. januar 2015 @ 16:56

    • Det har vi nok – det er bare noget skidt, at politikernes ideer også hører til et Utopia for de flestes vedkommende! Når nu vi ikke kan slippe for politikere, kunne jeg godt ønske mig lidt mere virkelighedssans fra deres side. Og måske ærlighed?

      Kommentar af Ellen — 8. januar 2015 @ 17:24

      • Ærlighed, vedholdenhed og visioner er mine ønsker til politikerne. Når jeg skriver, at de har deres eget Utopia i baghovedet, mener jeg nok, at de skal have en vision. De skal have en grund til at blande sig i politik.

        Kommentar af conny — 9. januar 2015 @ 10:05

        • Jeg misforstod dig vist i første omgang – tak for forklaring 🙂

          Kommentar af Ellen — 9. januar 2015 @ 16:50

  5. Ting skal altså ikke ties ihjel. Tænk på alle de forfærdelige ting, der forsøges tiet ihjel, og hvor der lyder er fuldt berettiget ramaskrig, når de dukker op til overfladen og offentlighedens kendskab. Desværre vil omtalen af terrorhandlinger gøre folk forskrækkede og angste, men man kan da ikke lade 12 mennesker dø og så lade som ingenting!

    Kommentar af Fruen i Midten — 8. januar 2015 @ 18:25

    • Når du siger det på den måde … men jeg mente det ikke på den måde – altså at det ikke betyder noget, at 12 mennesker er brutalt myrdede. Jeg mener bare, at alt dette mediehejs er vand på terroristernes mølle.

      Kommentar af Ellen — 8. januar 2015 @ 18:47

  6. Jeg deler ikke dit Utopia fuldt ud, men jeg gad godt, at vi alle kunne tåle, at andre havde andre meninger og også gerne måtte gøre grin med min mening og min tro.

    Kommentar af Lene — 8. januar 2015 @ 18:35

    • Ja, hvis vi bare kunne nå så langt, behøvede vi ikke noget Utopia.

      Kommentar af Ellen — 8. januar 2015 @ 18:48

  7. Jeg synes , at alle magthavere og religioner skal kunne udstilles og spiddes, men hvorfor skal man bruge sin ytringsfrihed til at krænke andre? Der bliver ikke mere forståelse mellem folk på den måde.

    Kommentar af Betty — 8. januar 2015 @ 23:43

    • Jamen vi er jo meget enige, Betty 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. januar 2015 @ 16:40

  8. Det var meget vittigt, et praktisk og fredeligt Utopia. Bortset fra, at der altså er nogle tegnere, som mistede livet inden terroristerne opdagede, at det ikke nyttede. 🙂

    Kommentar af Donald — 9. januar 2015 @ 00:31

    • Ganske rigtigt, men vi er jo nødt til at starte et sted 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. januar 2015 @ 16:41

  9. I Utopia bør der heller ikke være den så moderne selvbeskuende selvrealisering (uden kvalitativt indhold); der burde ikke være begær efter kapital og heller ikke kapitalens magt, en magt, der medfører mange af de andre dårligdomme.
    Magnus

    Kommentar af Domus1 — 9. januar 2015 @ 00:34

    • Uha, jeg har slet ikke tænkt hele Utopia igennem endnu, men her serverede du endnu et par vinkler.

      Kommentar af Ellen — 9. januar 2015 @ 16:44

  10. Heller utopia end dystopia, men i øvrigt synes jeg ikke skrækkelige hændelser skal ties ihjel. Jeg bruger informationerne til atter at gøre mig klart at jeg kan risikere at være det forkerte sted på et givet tidspunkt – og så i øvrigt fortsætte med at være hvor jeg er når jeg skal noget.

    Kommentar af Jørgen — 9. januar 2015 @ 08:38

    • Det er rigtigt – lige nu lever vi i Dystopia … franskmændene gør i hvert fald.
      Jeg vil egentlig helst ikke vide noget om, at jeg kan risikere at være det forkerte sted – den viden kan jeg ikke bruge til noget konstruktivt, for jeg kan intet gøre for ikke at være på det forkerte sted …

      Kommentar af Ellen — 9. januar 2015 @ 16:48

  11. Jeg er nu fuldstændig enig med dig, jeg har også i mange år ment at terrorhandlinger skulle forbigås i total tavshed, fordi de dermed ville miste deres magt. Og tænk, hvor trygge og glade vi alle ville kunne gå rundt og være, hvis vi slet ikke vidste noget om verdens grusomheder!
    Utopia, here I come!

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 9. januar 2015 @ 12:23

    • Endelig en, der ser hvad jeg mener! Det må have noget med navnet at gøre 🙂
      Velkommen til mit Utopia!

      Kommentar af Ellen — 9. januar 2015 @ 16:49

  12. Super godt skrevet:) vi kommer aldrig disse ting til livs sådan er det vist bare.

    Kommentar af Mette — 9. januar 2015 @ 18:18

    • Du har desværre nok ret – det bliver i hvert fald ikke i vores tid – hverken din eller min 😦

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2015 @ 00:34

  13. Mon ikke også der vil være flere meninger om hvad der er et idealland? Jeg tror det kunne gå hen og blive lidt kedeligt, men det der er sket i Frankrig kan vi godt undvære.
    Fik du klaret problemet med din pc og dine billeder?

    Kommentar af Pigen fra landet — 9. januar 2015 @ 19:49

    • Det er der helt sikkert, og så er vi jo lige vidt, hvis vi skal til at skændes om, hvordan Utopia skal være 🙂
      Både ja og nej. Jeg fik lavet det, vores it-folk kaldte en work-around, så det virker via et par omveje, og jeg gider så derfor nok ikke rigtig bruge mere tid på det.

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2015 @ 00:37

  14. Hmm, jeg kan se, at jeg burde hedde Ellen!

    Kommentar af fiberfryd — 10. januar 2015 @ 00:35

    • HAha Ditte, tak – det var simpelthen bare den bedste kommentar til dette indlæg 😀

      Kommentar af Ellen — 10. januar 2015 @ 00:38

  15. Thorshammer! Ellen, jeg håber saftsuseme ikke, at nogen gør sig til venner med muslimer, eller jøder, kristne, buddhister eller shamaner for den sags skyld – for at afskaffe terrorisme. I mine øjne er der mennesker. Dem kan vi blive venner med nogle af, hvis vi er heldige. Venskabet er målet i sig selv. Folks religion skal og bør være fra sekundær til ligegyldig for venskabets overlevelse i vores sekulære samfund.

    Hver gang, vi hører om galninge, eller rettere hjernevaskede stakler, der har myrdet løs, hvilket aldrig og under ingen omstændigheder kan undskyldes, hænges alle muslimer ud for det som 0,2 % af dem har udtænkt og iscenesat. Jeg kender rigtig mange muslimer, og nogle af dem går op i deres religion, mens andre er særdeles verdslige, men de render altså ikke rundt og slår folk ihjel, og generelt vil de kun det bedste for alle mennesker.

    De syriske flygtninge, som kommer hertil nu, er jo netop flygtet for at komme væk fra et fanatisk rædselsregime. En af dem, der ikke har lært ret meget dansk endnu, sagde forleden – med stor indignation i stemmen, at IS hverken er islamisk eller en stat.

    Rant over. Getting down from my soap box now.

    Kommentar af Henny Stewart — 22. januar 2015 @ 17:43

    • Du har da ret, Henny, men det er stadig lidt Utopia. Jeg har set kampagner for “Bliv ven med en muslim”, og det er i mine øjne ikke for venskabets skyld som sådan – men selvfølgelig er det kun nogle få, der ødelægger det for de mange, det ved nok de fleste, det er bare de få, der råber højest, der bliver hørt.
      … og så holder jeg meget af folk, der taler af hjertet fra deres sæbebokse – med eller uden Alzheimer Light 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. januar 2015 @ 21:16


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.