Hos Mommer

5. januar 2015

Fyrværkerifestival i Tivoli

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:28
Tags: ,

I går, mens vi var på vej til Præstø, ringede Inge og spurgte, om vi ville med til den sidste fyrværkerifestival i Tivoli samme aften.
Efter en ultrakort konference med John kunne jeg ringe tilbage og sige, at det ville vi gerne.
Kort tid efter igen ringede Inge igen for at spørge, om vi ville komme og spise med, inden vi skulle afsted mod København – hvis vi ellers kunne leve med Hasses spaghetti bolognese. Den har vi smagt før, så vi tøvede ikke et sekund; den er nemlig særdeles lækker, ikke mindst fordi den adskiller sig fra den traditionelle.
Inge og Hasse havde også været derinde lørdag aften, men fru Sandvad var ikke tilfreds med sine billeder og havde så heldigvis en chance til igen i aftes. Der kom derfor to personer gående gennem Tivoli med store kameraer og ditto stativer. Det vil sige … der kom mange flere, det var fotoentusiasternes store aften, men jeg kendte kun de to af dem.

_MG_1486 copy

Jeg vidste med allerstørste sikkerhed, at mod de to hardcore fotografer kunne mit ellers så elskede Lumix overhovedet ikke konkurrere, så jeg gad ikke engang tage det med. I stedet ville jeg se, hvad min Samsung Galaxy kunne præstere både på video- og fotofronten.
Det gik ikke imponerende godt – og da slet ikke mht. fyrværkeriet, hvorimod John fik nogle ret gode skud i kassen.

20150104_21121520150104_211417

Galaxyen kunne til nød klare springvandet i bedste Las Vegasstil, hvor musik og lys passede sammen og gik op i en højere enhed.
Det kinesiske tårn og de smukke lysspejlinger i vandet gik også lige an, men ingen af dem tåler at blive blæst op til stor størrelse, som Johns billede gør.
Det er også ligemeget – vi så et smukt, smukt fyrværkeri og havde – som sædvanlig – en hyggelig aften i godt selskab.
Tivoli var fantastisk at gå igennem – hundredevis af små grantræer med lys i – en del store træer med tusindvis, ja, titusindvis måske, lys i, masser af tableauer af forskellig art. Tivoli, når det på én gang er for meget og aldeles vidunderligt; en synskavalkade af de mere omfangsrige.
Derfor undrede vi os i middelsvær grad, da vi mødte to personer arm i arm og med hver sin hvide stok, som på den velkendte måde afsøgte vejen foran dem. Der var ingen tvivl om, at de var totalt blinde, så hvordan de lige fandt på at tage i Tivoli til fyrværkerifestivallen, havde vi ikke umiddelbart en forklaring på … de må jo have haft deres grunde, men for mig svarer det til, at en døv tager til koncert.

Da vi nærmede os Roskilde på hjemturen, var Rustkatedralen flot oplyst indefra med røde farver, men inden vi kom i fotoafstand, var lyset slukket igen. Det ville komme igen, var Inge sikker på, men da vi ikke vidste hvornår, gad vi ikke køre ind og vente på, at det skete.
Det var nemlig ved at være sengetid for den fjerdedel af os, der stadig er arbejdsramt.

Reklamer

28 kommentarer

  1. Flot foto af fyrværkeriet… Jeg havde nok valgt OGSÅ at have Lumix med! Hvad brugte John?
    Din beskrivelse af indtrykkende fra Tivoli skaber skønne billeder i tankerne! Sikke en smuk aften.
    Hvid stok betyder ikke altid blind=kan intet se. Der er også grader… så måske kunne de få oplevelserne af lysglimtene, lydene, stemningen. Døve kan også gå til koncert. Mærke lyden, se og opleve stemningen… Jeg kan heller ikke høre hele orkestret, men nyder den vellyd jeg kan få med!
    Det var da tarveligt at slukke lyset, når du var skudklar!!! Bedre held næste gang.

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. januar 2015 @ 19:16

    • John brugte sit Canon EOS 6D – blænde 8, ISO 100 og 2 sek. lukkertid, hvis du vil have det hele med 🙂
      Jeg ved godt, at der er grader, både på døv- og blindhed, men jeg tør næsten garantere, at disse to intet kunne se – jeg lagde mærke til det, der skulle have været øjne …
      Jeg har heldigvis fået ‘skudt’ katedralen, nemlig Skt. Hansaften i fjor, men Inge har det endnu til gode 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. januar 2015 @ 19:34

      • Så kan jeg godt forstå det flotte billede! Den slags indstillinger kan vores små apparater ikke hamle op med!
        Synes nok jeg havde set et foto herinde af katedralen… Ærgerligt for Inge.

        Kommentar af Anne Holtegård — 5. januar 2015 @ 19:45

        • Nej, det kan de overhovedet ikke, det var også derfor, jeg ikke gad tage mit med.

          Kommentar af Ellen — 5. januar 2015 @ 20:01

  2. Der er klasseforskel på Johns billede og på mine, ingen af mine står så knivskarpt som hans gør.. Din telefon gør det også godt. Fedt at I tog med derind, og hils John og sig tak for hjælpen. 🙂

    Kommentar af Inge — 5. januar 2015 @ 19:34

    • Det her var altså også et af de bedste, og ja, telefonen er udmærket, når man nu ikke har et monsterkamera som visse andre 😉
      Jeg ville nu heller ikke have et … jeg bliver aldrig så entusiastisk som du og John 🙂
      John hilser igen, siger tak og velbekomme.

      Kommentar af Ellen — 5. januar 2015 @ 20:02

  3. Sikke et show og godt at I var friske til det hele 🙂

    Kommentar af Lene — 5. januar 2015 @ 19:39

    • Flot show, ja, og vi siger aldrig nej til et godt tilbud 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. januar 2015 @ 20:03

  4. Flot, flot! Jeg misunder jer, at I har Tivoli så tæt på. Der er så stemningsfyldt. Det blinde par havde vel ikke læst, at der var fyrværkeri. Eller måske går de den tur hver aften, hvem ved? I Tivoli er der jo megen glæde at lytte til, og for den, der ikke kan se, må det være en skattet oplevelse.

    Kommentar af Eric — 5. januar 2015 @ 19:54

    • Det kan jeg godt forstå, du gør; der er noget helt specielt over Tivoli.
      Hehe, nej, det havde de nok ikke, og ja, høresansen hos dem er nok langt, langt mere udviklet end den er på os seende.

      Kommentar af Ellen — 5. januar 2015 @ 20:05

  5. Hold da op nogle flotte billeder. Jeg har også set Inges, og er meget imponeret over jer alle sammen. Imponerende hvad din telefon kan præstere. Den slags kan jeg vist ikke finde ud af. Jeg undrer mig over, at du ikke medbragte dit “store” spejlreflekskamera, ville det ikke have givet bedre resultater?

    Kommentar af Stegemüller — 5. januar 2015 @ 20:18

    • Telefonen kan faktisk rigtig meget, når man får den undersøgt lidt grundigere, og jeg havde rig mulighed for at lege i går, men den bliver jo aldrig en konkurrent til det professionelle Canon, som John har.
      Nej, jeg gad ikke slæbe rundt på det store kamera – det kunne alligevel ikke hamle op med Johns, og vi har kun ét stativ, bortset fra min gorillapod, men det var nu også fint altsammen, som det var – helt okay for mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. januar 2015 @ 21:39

  6. Flot billede, John har skudt! Det er nu lidt ærgerligt, at der er så langt til Tivoli, for der sker mange spændende ting. Og I må komme herover til næste Ildfestregatta om et par år 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 5. januar 2015 @ 22:08

    • Sådan er goderne så (u)retfærdigt fordelt. Den der Ildfestregatta ser ualmindelig spændende ud!

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2015 @ 10:30

  7. Dejligt – for en gangs skyld – at se et af Johns billeder 🙂 og turen har I garanteret nydt for fulde gardiner 😉

    Kommentar af perteilmann — 5. januar 2015 @ 22:38

    • Ja, det er ikke så tit … jeg føler lidt, at jeg udnytter ham, men det lader ikke til, at han går i gang igen selv – Ditte har forsøgt at lokke ham på Instagram, fordi det er mest billederne, det handler om.

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2015 @ 10:31

      • Instagram må da lige være noget for John !! 😀
        Han kan finde mig som @teilmannper 😉

        Kommentar af perteilmann — 10. januar 2015 @ 14:57

        • Det troede Ditte og jeg også – han har meldt sig under fanerne med bruger-ID, men har ikke rigtig fået gjort mere ved det.

          Kommentar af Ellen — 10. januar 2015 @ 16:59

  8. Sikken en dejlig aften I har haft. Vi har købt årskort til 2015, så jeg håber vi kommer til at bruge det flittigt. Måske bliver der endda lejlighed til at nyde fyrværkeri en aften, selv om der nok ikke kommer billeder af Johns kvalitet med hjem!

    Kommentar af fiberfryd — 6. januar 2015 @ 00:41

    • Det håber jeg I gør, der er jo så dejligt derinde … jeg ved bare, at vi aldrig ville få udnyttet et årskort.

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2015 @ 10:32

  9. Her ville jeg have efterspurgt Johns kameraindstillinger, men jeg har set svaret. Det billede jeg viste nytårsdag var taget med håndholdt canon med stor tele og ISO 1600, men jeg skal da helt klart have stativ med næste år og prøve med ISO 100 og et par sekunders lukkertid. Flot er billedet under alle omstændigheder.

    Kommentar af Jørgen — 6. januar 2015 @ 08:56

    • Ja, jeg regnede nok med, at der kunne være et par interesserede i oplysningerne. Jeg håber det vil lykkes lige så godt for dig om et års tid. Ellers må du i Tivoli – der er øvemateriale hver lørdag om sommeren 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2015 @ 10:34

  10. Tivoli må have været et eldorado for fyrværkerielskere under den festival. Tak for billederne.

    Kommentar af conny — 6. januar 2015 @ 09:22

    • Velbekomme. Der var smukt og dejligt og overdrevet derinde som altid, og vi nød det hele meget 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2015 @ 10:34

  11. Rigtig godt nytaar til dig og dine Ellen. Dejlige nytaarsbilleder, uanset hvad de er taget med. 🙂

    Kommentar af Tina - omme i London — 6. januar 2015 @ 18:33

    • Tak, Tina, og i lige måde til dig og dine. Vi må se, om det kan lykkes at ses i 2015 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2015 @ 19:10

  12. Flotte billeder. Sådan et fyrværkeri kan jeg lide. Ikke det der bliver kastet rundt på gader og stræder. Men det overrasker dig nok ikke 😉
    Hvad er Rustkatedralen?

    Kommentar af Betty — 6. januar 2015 @ 23:07

    • Nej, sådan er der jo en del, der synes 🙂
      Rustkatedralen er Roskildes nye varmeværk, som i dagslys ligner en bunke rustent jern. Du kan se det hos mig i et indlæg fra 24. juni – eller evt. google 😉

      Kommentar af Ellen — 7. januar 2015 @ 07:16


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.