Hos Mommer

3. januar 2015

Haves: god plads. Ønskes: 10 stole

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags: ,

P1010711Vi forestiller os, at vi nede i det dejlige, store køkken i Den Stråtækte skal have vores spisebord permanent udslået i hele sin længde, hvilket vi naturligvis ikke har nu pga. den lille spiseplads i rækkehuset, hvor vi kun lige kan have bordet med to stole og slagbænken. Vi ved ikke, før vi flytter, om det vil se godt eller mindre godt ud, at det er så stort hele tiden, men under alle omstændigheder kommer vi til at mangle spisebordsstole. Nok ti og i hvert fald otte.
I dag kørte vi til de blå haller i Haslev for at se, hvad de kunne byde på dernede – der var der, John for små fire år siden fandt bordet og stolene til stuen i Sverige – et rigtigt røverkøb dengang: 800 kroner for et solidt plankebord med seks stole.
I dag var der kun ét sæt med otte stole, og han ville ikke sælge dem uden det tilhørende bord. Fuldt forståeligt, for det var tydeligt, at det hørte sammen, men vi har ikke brug for bordet. Ikea har nogle, der vil kunne bruges, men de står ikke og råber, at de vil med os hjem, og det kunne være lidt sjovere at finde egnede stole på et loppemarked.

Ellers lignede de blå haller sig selv for stavningens, men ikke for standenes, vedkommende. ‘Gadebilledet’ har ændret sig en del siden vi var her sidst – til noget hen i retning af ethvert center eller forretningsgade: 75 % tøjbutikker. Discounttøj, selvfølgelig; det skriger til himlen, men der må jo være salg i skidtet. Også i disse … t.skørts? Gad vide om det er sådan, hun udtaler det?

P1040749P1040748
Apropos T, ved man godt på Hedebogård, at det hedder te og ikke the. Til gengæld er der ikke styr på apostrofferne (jeg så Mary’s te) og at navneord skal sammenskrives, men man kan ikke få alt, og dette er da et skridt på vejen … te har skullet staves te siden 1872, så alle nulevende der påstår, at det stavedes med h, da de gik i skole, må flere gange have prydet forsiderne med både nationale og internationale aldersrekorder … og jeg gider ikke høre, at “det ser pænere ud at skrive the” – stavning er ikke et spørgsmål om personlige holdninger vedrørende æstetik!

HVAD er dette?

Til sidst en ægte Piet van Deurs (husker I ham? Han var så hyggelig): Hvad er det? Nogen bud? John og jeg er totalt blanke og har ingen som helst ide om, hvad den tingest har skullet anvendes til. Man kan måske fornemme, at tredjedelen til højre sidder i en 90°-vinkel i forhold til håndgrebet og krogen, eller hvad det nu er for noget.

Reklamer

30 kommentarer

  1. Åh… endelig noget jeg kender… Tid, nutid. Sted: hos gynækolog eller egen læge. Anvendelse: Det gradbøjede stykke metal er den ene halvdel af gynækologens værktøj i forbindelse med en underlivsundersøgelse. En såkaldt depressor, den manglende del er et speculum.
    De nysgerrige kan bare google…. Redskaber til gyn us.
    God jagt på stole….

    Kommentar af Anne Holtegård — 3. januar 2015 @ 16:51

    • Det havde jeg aldrig gættet, men da du nu fik mig til at google, kan jeg konstatere, at der lå et intakt speculum i samme bunke, hvorfra vi tog dette – så tak for opklaring.

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2015 @ 18:22

  2. Pas! Jeg aner ikke, hvad det kan være for en dingenot, men jeg håber da, at det bliver opklaret – man bliver jo lidt nysgerrig 🙂

    Kommentar af Randi — 3. januar 2015 @ 16:55

    • Anne har opklaret mysteriet 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2015 @ 18:22

  3. Med Annes korrekte opklaring af “Van Deurs”-mysteriet, så får blogindlæggets titel mig til at 😂😂😂

    Kommentar af Kristine — 3. januar 2015 @ 17:34

    • Høhø – det kunne jeg jo ikke vide 😀

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2015 @ 18:23

    • Og så glemte jeg lige, at stole kan I måske finde i Kristianstad hos Erikshjälpen på Karlsgatan 41 eller prøv loppissar.com for ideer. God jagt.

      Kommentar af Kristine — 3. januar 2015 @ 18:37

      • Tak for tip!

        Kommentar af Ellen — 3. januar 2015 @ 19:59

  4. Annes forklaring havde jeg aldrig gættet. Men det kolde stål – gys! Eller bliver det omsorgsfuldt forvarmet før brug?

    Stolene finder I nok, men det kan da godt være, at det kræver en indsats.

    Kommentar af Eric — 3. januar 2015 @ 18:09

    • Ikke altid, Eric!!!! Men varmt bliver det……

      Kommentar af Anne Holtegård — 3. januar 2015 @ 18:16

      • Heller ikke jeg – og jeg kan faktisk ikke engang huske, om det bliver lunet lidt … sandsynligvis ikke, men jeg HADER gynækologiske undersøgelser og fortrænger dem umiddelbart efter de har fundet sted.
        – og der poppede Anne lige ind med en god bemærkning 😉
        Vi skal nok finde stole!

        Kommentar af Ellen — 3. januar 2015 @ 18:25

  5. Det er dog de mærkeligste ting, man kan finde på et marked! Bliver faktisk lidt utilpas ved tanken om, at nogen skulle købe sådan en dims … Stole finder I nok. På et tidspunkt 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 3. januar 2015 @ 18:31

    • Man ved jo aldrig, hvad folk har af ønsker vedrørende små julelege i soveværelset – jeg ville dog nok blive en anelse nervøs, hvis John troppede op med sådan et spekulum …

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2015 @ 18:36

      • Det er det, jeg mener. Og tanken om en gynækolog med brugt udstyr er bare heller ikke rar …

        Kommentar af Fruen i Midten — 3. januar 2015 @ 18:40

        • Jeg tror ærlig talt ikke, at gynækologer finder deres udstyr i de blå haller … men på den anden side er hans udstyr jo brugt allerede ved patient nummer to 😉

          Kommentar af Ellen — 3. januar 2015 @ 20:00

  6. Fantastisk at du lige har en læser, der kunne opklare speculumet,

    Jeg husker fint Piet van Deurs, men hvad det nu udsendelserne hed, hed de “Hvad er det?”

    Jeg må med skam tilstå, at det er dig, der har lært mig at skrive “te” og ikke “the”. 🙂 Som alle mulige andre mener jeg, at jeg lærte den forkerte variant i skolen.

    Kommentar af Stegemüller — 3. januar 2015 @ 20:36

    • Det er en af de mange gode ting ved blogland.
      Ja, de hed Hvad er det?
      Det påstår næsten alle, men det passer forhåbentlig ikke – hvor tit har man mon egentlig brugt ordet ‘te’ i folkeskolen? Det kom næppe som et af staveordene 😉

      Kommentar af Ellen — 3. januar 2015 @ 22:14

  7. Rigtig godt nytår, ærgerligt i ikke fandt de stole i ønskede jer. Det blå marked er ikke ret spændende mere, det der er er alt for dyrt, de tror det er guld, nyt og gammelt er der i lange baner. Jeg har jo nemt ved at gå på det blå marked , bor jo i byen, men kommer der højest en gang om året.
    Te drikker her? nej hellere en god kop kaffe 🙂

    Kommentar af Jonna Ipsen — 3. januar 2015 @ 23:12

    • Tak, i lige måde, Jonna, og ja, ganske enig: det er faktisk ved at blive temmelig uspændende, fordi der er alt for meget nyt – og dyrt.
      Jeg holder nu meget af min morgente, men forsager skam ikke kaffe af den grund 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. januar 2015 @ 22:43

  8. God stolejagt.
    Jeg er fuld af forundring over, at man kan finde udstyr til gynækologisk undersøgelse på et loppemarked??? Henrik foreslår, det er stjålet fra et sygehus? Altså, hvilken læge ville sælge sit udstyr eller finde det på loppemarkeder?? Jeg kan heller ikke forestille mig, det efterhånden er kommet under kategorien sexlegetøj? Men hvad ved jeg?
    Pudsigt er det i hvert fald. 😉

    Kommentar af Betty — 3. januar 2015 @ 23:31

    • Det lyder også meget underligt, men ligefrem stjålet? Man kan vel ikke ligefrem regne med at tjene kassen på det?

      Kommentar af Ellen — 4. januar 2015 @ 22:45

  9. Vedrørende stole (og andre gode loppemarkedsting): Jeg kan foreslå jer at besøge spejdernes loppemarked i Farum. Det er et af Sjællands største loppemardkeder. De har åbent 1. lørdag i måneden mellem 10 og 13. De har alt undtagen hårde hvidevarer og lige fra næsten antikt til det nyeste bras. En del professionelle opkøbere kommer der også og køber. Jeg mener, det er Hvedemarken, der er adressen – kan jeg vende tilbage med, hvis I er interesserede. — Men, men, men, enten skal I komme i meget god tid, før de åbner eller sætte bilen i stor afstand derfra, fordi veje og (også andre firmaers) P-pladser er totalt proppede med biler fra besøgende til markedet.
    De er yderst rimelige med deres priser (undtagen overfor de professionelle, som jo godt selv kender prisen). Jeg har for år tilbage (5-10) selv købt et massivt egetræsbord med tilhørende stole med stofbeklædte sæder for 500,-kr.
    Hvis interesse vil jeg hellere maile om yderligere oplysninger end skrive dem her på siden.
    Den der gynækologdims ville heller ikke jeg kunne gætte, hvad er; men for (få) år tilbage så jeg en ande hvid- og blå- emaljeret dims(på et andet loppemarked, hvor det var sælgernes egne varer). Da jeg forundret spurgte sælgeren om, hvor hun dog havde den fra, var der nogle andre damer der nysgerrigt spurgte mig om, hvad det var. – Jeg må indrømme, at det vist var adskillige år siden sådan en blev brugt. – En beholder med en tud i bunden. Noget forlegne skyndte de nysgerrige damer sig at forsvinde, da jeg kunne fortælle, at det var beholderen til et (vist for mange år siden af vel stort set alle kvinder almindeligt brugt) skedeudskyldningsapparat. Da der sikkert herinde på din blog sikkert heller ikke er nogen, der i dag ved, hvordan et sådanne fungerede, kan jeg fortælle at tuden var beregnet til at montere en gummislange med et aggregat af ebonit med en lille hane. Beholderen blev så hængt op i en højde, så der kom lidt tryk på vandstrålen. Resten behøver jeg vist ikke beskrive. Det var jo en del år før P-pillen blev opfundet og det var forbundet om ikke med skam, så med en hvis forlegenhed at købe kondomer. – Man må sige at tiden har ændret syn på forebyggelse og renlighed – givet en noget større indsigt i kvindens naturlige selvrensende funktion.
    Magnus

    Kommentar af Domus1 — 4. januar 2015 @ 02:06

    • Beskrivelsen af beholderen kunne også passe med et udskylningapparat til lavement…. I anvendelse i 70’erne før fødsel, ved forstoppelse mm. Har selv givet sæbelavement/hævertlavement med en sådan… i dag er det engangsudstyr… heldigvis!

      Kommentar af Anne Holtegård — 4. januar 2015 @ 13:56

    • Bortset fra, at det lyder som om det er værre end Ikea i myldretiden, så lyder det også som om det godt kunne være et interessant sted at besøge, og hvis vi er der, når de åbner, kan det vel ikke gå helt galt, så tak for tippet.
      Man måtte jo bruge de midler, man havde, men jeg har nu svært ved at forestille mig, at en udskylning har forhindret ret mange graviditeter – medmindre kvinden har styrtet ud fem sekunder efter udladningen, hvad hun vel næppe har 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. januar 2015 @ 22:50

  10. Håber du finder dine stole og som Betty undrer jeg mig over hvad gynækologisk udstyr gør på et loppemarked 😉

    Kommentar af Lene — 4. januar 2015 @ 08:30

    • Ja, det er altså temmelig underligt!

      Kommentar af Ellen — 4. januar 2015 @ 22:51

  11. Det er godt at have et mål, når man går på loppemarkeder. Det kan også være besværligt, for så kan man ABSOLUT ikke finde det ønskede. Men held og lykke med jagten.

    Kommentar af conny — 5. januar 2015 @ 17:35

    • Det er sjovt nok også en kendsgerning, vi ofte har måttet sande 🙂 Men tak …

      Kommentar af Ellen — 5. januar 2015 @ 18:36

  12. Uden i øvrigt at ane hvorfor jeg tænkte gynækologisk instrument da jeg så dit billede, er det jo sjovt at læse det var sådan et. Håber I finder et passende antal stole en dag.

    Kommentar af Jørgen — 6. januar 2015 @ 08:47

    • Gjorde du virkelig? Det var godt gættet.
      Vi kan jo altid købe stole, men det er lidt sjovt at gå på jagt, når vi alligevel gerne vil have noget, der ser landkøkkenagtigt ud.

      Kommentar af Ellen — 6. januar 2015 @ 10:36


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.