Hos Mommer

29. december 2014

Lykken er at være efterlønner

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags: , ,

I aftes begyndte det at sne. I morges var det holdt op igen, men der nåede at falde en halv snes centimeter. 
Hvis det havde været for to år siden, ville jeg have storbandet over, at det absolut skulle begynde på sådan noget pjat en søndag aften – nu kunne jeg læne mig mageligt tilbage i sofahjørnet med mit strikketøj og kigge på nytårskagemesterbagerne i tv, samtidig med jeg erklærede for mindst 117. gang siden maj 2013, at “hvor ER jeg glad for, at jeg ikke skal på arbejde i morgen!”

Indrømmet: Det er da flottere, når ens verden er hvid, men det er bare ikke særlig morsomt, når man skal ud og lægge sig i kø på motorvejen og være den halve dag om at komme på arbejde, fordi trafikken går fuldstændig i stå.

Næh, så hellere (gen)nyde gårsdagens solnedgang, som var en af de kønnere af slagsen.

2014 december 28 (1) - Copy

Billedet er taget fra vores soveværelse. Det så ud som om varmeværkets røg ikke rigtig kunne finde ud af, hvilken vej den skulle tage.

Den Stråtækte havde det fint – vi var lige nede for at kigge i går. Fjorden havde nogle flotte, men meget sarte pastelfarver, som mit kamera desværre ikke rigtig kunne indfange, så jeg måtte nøjes med at forevige lidt af fuglelivet.  
Jeg kan såmænd sagtens forstå, hvis man synes man har trængt til sne her i Danmark; det må godt nok have regnet voldsomt, mens vi gik rundt og kiggede på den skyfri himmel ovre i England, for der var vand, vand, vand overalt på vej til Præstø – oversvømmede åer og nye søer på markerne.

P1040725

Men en flot tur var det fra det solbeskinnede Østsjælland til det lige så solbeskinnede Sydsjælland. Det var ikke alle steder rundt omkring i skovene eller haverne, solen havde nået ned og smeltet sneen på alle de små grene.
Vi ville også have været kørt derned i dag, fordi vi snart skal bruge traileren, som er parkeret dernede, men det behøver ikke at være lige nu – de lover snart tøvejr igen, så vi kan lige så godt vente på det.

Reklamer

24 kommentarer

  1. DeT var dejligt ikke at skulle af sted i morges, jeg venter lige en uges tid endnu.. Så er alt det hvide nok væk igen. 🙂

    Kommentar af Inge — 29. december 2014 @ 15:30

    • Det må det have været, og ja, det lover de jo … sikke en dejlig lang juleferie, du holder dig 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2014 @ 15:35

  2. Det er da smukkere med sne… Det er mængderne der er udfordringen! Pyntesne er OK, men 10-15 eller mere er ikke OK, for så kan jeg ikke komme af med alt det der ligger i min 30m lange og 5 meter brede indkørsel! For slette ikke at snakke om de problemer de stakkels arbejdsramte har ude i samfundet!
    Jeg er også glad for at være “stået af”.. Jeg kunne nyde min travetur ind til byen og hjem igen uden at tænke på tid og pligter!
    Det var da en sjov ambivalent røgfane… det har jeg ikke set før! Og smuk solnedgang… sikke farver!

    Kommentar af Anne Holtegård — 29. december 2014 @ 17:10

    • Jeg kan godt se, at mængden er et problem med din lange vej, men der skulle ikke mere en en cm eller to til at skabe trafikkaos, så her taler vi meget små mængder 🙂
      JA, det er bare så skønt at være jobstoppet 😀

      Kommentar af Ellen — 29. december 2014 @ 21:32

  3. Jeg nyder så at have ferie så jeg ikke skal kæmpe mig igennem mere end 10 cm sne på kørebanen, Selvom det heller ikke er nemt at færdes til fods, men smukt er det hvide landskab og den røde himmel .

    Kommentar af Pigen fra landet — 29. december 2014 @ 17:55

    • Ja, når nu det skulle være, så var det da fint, at det kom i juleferien.
      Det er nemlig meget smukt.

      Kommentar af Ellen — 29. december 2014 @ 21:33

  4. Jeg kan godt forstå, du glæder dig over, at du kan hygge dig derhjeme om morgenen.
    Det er en fantastisk flot solnedgang. Sjovt med røgen.
    Det må være spændende med de mange fugle. Jeg kunne godt få noget tid til at gå med at sidde og kigge på dem 😉

    Kommentar af Betty — 29. december 2014 @ 18:47

    • Ja, ohhh, hvor jeg nyder 🙂
      Jeg er også helt sikker på, at jeg vil komme til at tilbringe mange, mange timer med at kigge på fugle 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2014 @ 21:34

  5. Pfui, hvem misunder dig at kunne sove længe, til solen står op, og at kunne sidde med benene oppe, når de endelig er kommet op? Bortset fra det, er tvedelte røgfaner ganske almindeligt og ses tydeligst, når der er vindstille. Desværre kender jeg ikke den fysiske forklaring, selvom det har undret mig i mange år.

    Kommentar af Eric — 29. december 2014 @ 19:32

    • Haha, jeg er da ganske klar over, at netop du af alle overHOvedet ikke er misundelig, Eric 😉
      Jeg har også set denne slags røgfane før; og jeg bliver så fascineret af det.

      Kommentar af Ellen — 29. december 2014 @ 21:36

    • Hej Erik,
      jeg kunne forestille mig, at de 2 faner skyldes 2 røgrør i skorstenen og da “røg” nu om stunder hovedsagelig består af vanddamp (fra fjernvarmeværker og større industriskorstene), der fortættes, når den når og i den køligere luft, så den bliver synlig. Ydersiderne af “røgfanerne” afkøles mest og bliver derfor de tungeste og viger ud mod siderne. (midten når, på grund af den omgivne varme fra ydersiderne, at trænge højere op, før den fortættes). Dette er naturligvis tydeligst ved høj luftfugtighed og vindstille.
      Venligst,
      Magnus
      PS. I øvrigt: Et rigtig flot billede (farvemæssigt), der viser højt CO2- og vandindhold i atmosfæren.

      Kommentar af Domus1 — 30. december 2014 @ 00:20

      • @Magnus, fin forklaring. Imidlertid ses fænomenet også på cementfabrikken, hvor der kun er ét rør i skorstenene, og så burde ydersiden vel vige udad 360° og ikke til 2 sider? Hm …

        Kommentar af Eric — 30. december 2014 @ 14:23

        • Eric,
          selv i én søjle vil ydersiderne være det første, der afkøler (og bliver tungere) og bøjer udad som en tragt fordi vanddråberne bliver tungere og tungere jo mere, de køler af. Efterhånden som “røg”-søjlen stiger, køler også den indre søjle af. Bl.a. derfor bliver fanen bredere og bredere med højden. Derudover sker der en diffusion af partiklerne, der medvirker til samme syn. Da tragtens sider (uanset fra hvilken vinkel, du ser tragten og vel altid set nedefra) være dem, der optisk indeholder mest “stof” og derfor virker tættest. Vanddråberne bryder lyset, så der, hvor du skal kigge “gennem” mest vand, vil du opfatte det som en fane.
          Hvis du nogensinde har betragtet springvandet i Tivoli (København), hvor de også har et, der ad mekanisk vej deler sig som en tragt, virker det også som om siderne (uanset betragtningsvinkel) indeholder mere vand. Da både CO2- og vand-molekyler er gennemsigtige partikler, er det kun deres lysbrydning, der skaber fænomenet. I gamle dages røg med mange sodpartikler (ufuldstændigt forbrændt kulstof), der kan ses, var fænomenet med “tvedelte” “røg”-faner ikke så udpræget, men mere som en massiv tragt.
          PS. Undskyld, jeg stavede dit navn forkert i første kommentar.
          Venligst
          Magnus

          Kommentar af Domus1 — 30. december 2014 @ 16:16

          • Med den fine forklaring er alt tilgivet, du kunne endda have kaldt mig Olfert 🙂

            Kommentar af Eric — 30. december 2014 @ 17:49

  6. Det er bare SKØNT at være arbejdsfri!

    Samtidig er jeg uhjælpelig snefanatiker. Jo mere, jo bedre!!!
    Jeg kriger gerne med sneen, og har heldigvis ikke haft uheld på den konto.

    I de 20 år, jeg kørte mine daglige 2×30 (tidligere 40) km til arbejde har jeg kun måttet opgive at nå frem nogle dage i 1996. Skolebussen til Nils’s specialskole kørte heller ikke, så der var ikke så meget at rafle om.

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 29. december 2014 @ 20:32

    • Vel er det så!
      Jeg har heller ikke haft sneuheld, men derfor brød jeg mig alligevel ikke om at køre i det – isæt ikke når det tog en krig … og så var der alle de kvinder, der ikke kan finde ud af at køre i sne. Det er desværre mest kvinder, må jeg indrømme – jeg lærte det effektivt, fordi jeg boede på en gård.
      Jeg har også kun været tvunget til at give helt op ganske få gange, selv om jeg må indrømme, at i de sidste år med hjemmearbejdsplads gav jeg op et par gange på forhånd 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. december 2014 @ 21:39

  7. Jeg forstår sørme godt, du nyder at være efterlønner og ikke skal sidde på motorvejen 2*50 kilometer.

    Jeg nyder også sneen, men jeg skal jo heller ikke på cyklen for tiden. Det lyser så dejligt op, og så kommer der disse frostklare solskinsdage, som jeg også nyder. Decembers regn var slet ikke noget for mig.

    Kommentar af Stegemüller — 29. december 2014 @ 20:50

    • 2 x 60 km, Hanne – der manglede lige 20 🙂
      Jamen det er da smukt med sne – især når man ikke skal ud og køre i den, og evig regn er bestemt ikke inspirerende.

      Kommentar af Ellen — 29. december 2014 @ 21:42

  8. Hvor er jeg bare glad for at du kan sige sådan, både fordi jeg hørte i en radioudsendelse at en del, især mænd, fik det rigtig svært, når de gik på efterløn, og fordi din start på efterløn jo ikke var den ønskelige, men du er en sej og skøn kvinde, Ellen 🙂

    Kommentar af Lene — 29. december 2014 @ 23:55

    • Jeg rødmer. Dybt. Men er glad for dine ord 🙂
      2013 var ganske rigtigt ikke ligefrem et ønskeår, men efterlønslivet nød jeg hele tiden uanset hvad. Det gjorde John også, men jeg ved godt, at især mænd ofte har det svært med at jobstoppe.

      Kommentar af Ellen — 30. december 2014 @ 07:01

  9. Snevejr er flot men jo ikke altid så praktisk, når man skal ud i det….Glædelig bagjul til jer herhjemme i DK i gen.

    Kommentar af Krista — 30. december 2014 @ 12:31

    • Så kort kan det siges 🙂
      Tak, og tak i lige måde, Krista.

      Kommentar af Ellen — 30. december 2014 @ 15:19

  10. Man har selvsagt lov til at glæde sig over at man ikke skal ud at køre i så slet føre.

    Kommentar af Jørgen — 31. december 2014 @ 11:30

    • Ja, det har man da – det er netop en af de ting, jeg glædede mig mest til.

      Kommentar af Ellen — 31. december 2014 @ 14:23


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.