Hos Mommer

18. december 2014

En laaang dag i London

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:34
Tags: ,

Værelset er der tredjemindste, vi har prøvet at bo i. De to mindste brokkede jeg mig så meget over, at de gav os et større værelse; dette bestod lige præcis, men så heller ikke mere, og grunden til dette er, at sengen er så bred, at det er den, der optager det meste af gulvpladsen, så vi har masser af plads hele natten, og vi er her jo stort set kun for at sove.

P1040372

Vi har nået at tage en flodtur til Greenwich for at se observatoriet og 0-meridianen, at køre en omgang rundt i London Eye, været på to pubber, gået fra Westminster Bridge via Trafalgar Square, Piccacilly Circus til Piccadilly for at komme til Hatchard’s (selling books since 1797), hvor vi købte Tims julegave, været hele vejen gennem Fortnum & Masons samtidig med det halve af Londons befolkning + lige så mange turister, gået gennem Burlington Arcade, ad New Bond Street og Regent Street ind til Soho, hvor vi spiste aftensmad. Derefter til Oxford Circus Tube Station sammen med den anden halvdel af Londons befolkning + lige så mange turister.
Vi har gået mindst 100.000 skridt – i hvert fald tilsammen. Hvorfor lod jeg lige skridttælleren ligge på hotelværelset i morges?

P1040374

Her gik vi forbi The First Shop in the World (ved Greenwich). Billedet over the first shop skal illustrere, hvor glad jeg ville være for Thames Barrier, hvis jeg boede så tæt på floden … man ser tydeligt, hvor tæt vandet kan komme på de nederste altaner.
Man vil kunne se, at bygningen hedder Globe Wharf. Jeg lærte i dag, at wharf ikke er et ord, men et akronym, som er dannet af Ware House At River Front. At det i dag betragtes som et ord, kan ses af, at det i flertal hedder wharves …

P1040415

Udsigten fra London Eye var som sædvanlig formidabel, men sigtbarheden var ikke så god i dag, som jeg før har oplevet den – jeg har engang oplevet, at jeg følte, at jeg kunne se helt til Wales.

P1040378

0-meridianen set gennem en låst port. Sidst jeg var her, kunne man bare gå hen til den og stille sig med det ene ben i øst og det andet i vest.
Sådan er det ikke mere, og vi gad simpelthen ikke betale 3 x 8,50 £ for at få lov til det.

Og nu er jeg træt. Meget træt. Godnat og sov godt, når I når så langt!

Reklamer

28 kommentarer

  1. Haha 50.000 skridt. Ærgerligt du glemte den skridttæller 🙂 Når vi har gået fra morgen til sengetid kommer vi ikke i nærheden af det antal. Mindre har også ret, og ingen tvivl om I har været vidt omkring.

    Kommentar af Pigen fra landet — 18. december 2014 @ 22:05

    • Nejnej … 33.000 – Merete er med os 🙂 – og jeg aner ikke, hvor mange skridt vi har gået, men det er stensikkert mere end 10.000!

      Kommentar af Ellen — 18. december 2014 @ 22:26

      • Så tror jeg dig. Altså ikke på grund af Merete, men fordi det lyder realistisk 🙂

        Kommentar af Pigen fra landet — 18. december 2014 @ 22:40

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 19. december 2014 @ 07:46

  2. jøsses…. og du siger gitte og jeg har travlt… vi havde delt det op i tre!
    Nauticalia stod vi også og kiggede på… utroligt så meget messing og andre dimser de havde…
    Ellers bringer jeres rute gode minder frem! Men London Eye må du få for dig selv og Soho farer vi vild i hver gang vi vil skyde genvej…. men nu kan vi jo bruge vores mobil og GPSen… kan være vi prøver igen!
    Fortsat god London tur.

    Kommentar af Anne Holtegård — 18. december 2014 @ 22:12

    • Vi er altså også trætte nu!
      Jeg tror aldrig, at jeg får London Eye for mig selv – men det gør så heller ikke noget … der er plads nok 😉
      Mobil-gps er godt, når man lige mister orienteringen, hvad jeg tit gør i London, fordi trafikken går den forkerte vej …
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. december 2014 @ 22:28

  3. Du har da godt nok haft travlt, og det må da godt nok være hårdt at være John. Bortset fra det: det må også have været en dejlig tur, ellers gik I den jo ikke!
    Jeg køber ikke den med wharf’en, der har guiden trukket jeres ben. Fra Sydslesvigs kyster kender keg til varft-verft-værft som en kunstig forhøjning, så bøndergårdene på halligerne ikke druknede ved højvande. De hedder noget lignende på tysk, plattysk og hollandsk, og efterhånden som vikinger, anglere og frisere tog over Nordsøen, har de lært englænderne teknikken. Din udlægning kaldes Bacronym, når man skal have bogstaver til at gå op med en alternativ forklaring. Ligesom nogen vil forklare TAP med: Take Another Plane, selv om det rigtigt hedderTransportes Aéros Portugueses.
    Du kan eventuelt se her: http://en.wikipedia.org/wiki/Artificial_dwelling_hill
    Så kan du bagefter læse videre om wharf, hvor jeg lærte ordet Bac(k)ronym at kende. Med din forklaring som udgangspunkt.

    Kommentar af AagePK — 18. december 2014 @ 22:30

    • Tak – øv, jeg hader at blive narret på den måde … der stod oven i købet, at backronymet er opfundet af Thames River guides! Hrmpf 😦
      Det var hårdt at være både John og mig, men nu skal min søster helst nå at se så meget som muligt på de 2 1/2 dage vi har, og da det er os, der er guider …

      Kommentar af Ellen — 19. december 2014 @ 07:57

  4. Hold da op, hvor må du/I være træt(te). Tak for turen gennem en del af London. Dejligt 😉
    Godt, I har en bred seng at sove i.

    Kommentar af Betty — 18. december 2014 @ 22:56

    • En god nats søvn i den brede seng hjalp, så nu kan vi lidt igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2014 @ 07:58

  5. Sikke en stroppe-tur i har været ude på, forhåbentlig nød i de uendelig mange skridt 🙂

    Kommentar af Moster Tulle — 18. december 2014 @ 23:38

    • Vi nyder London hver gang, selv vi har været her så mange gange før 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2014 @ 07:59

  6. Sikke en dag I har haft i London. Udsigten fra London Eye ser fantastisk ud – jeg ærgrer mig endnu en gang over, at min højdeskræk forhindrede mig i at opleve den, da jeg var I London. Næste gang tager jeg mod til mig 🙂

    Kommentar af Randi — 19. december 2014 @ 07:28

    • Den ER fantastisk, men det er nok ikke sjovt, hvis man er ved at tisse i bukserne af skræk.

      Kommentar af Ellen — 19. december 2014 @ 08:01

  7. Håber I har sovet godt – og er parate til de næste 100.000 skridt i dag!

    Kommentar af Jørgen — 19. december 2014 @ 09:07

    • Jo tak, det har vi, men vi er lidt ømme i koderne 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2014 @ 16:50

  8. Åh, hvor skønt at få gået nogle mil i en dejlig storby. Det ser ud, som om vejret var/er nogenlunde med jer og er både nogenlunde tørt og nogenlunde mildt. God fornøjelse med de næste mange tusinde skridt 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 19. december 2014 @ 09:13

    • Det kan jo slet ikke undgås, at man går meget i en storby – vejret har været eksemplarisk i dag, med høj, klar, blå himmel 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2014 @ 16:51

  9. Når man læser, hvilke strabadser I udsætter jer selv for, er trætheden forståelig. Fortsat god tur.

    Kommentar af Eric — 19. december 2014 @ 16:45

    • Tak – det er dejligt, men det bliver også godt at komme ud hos datteren og slappe lidt af 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. december 2014 @ 16:52

  10. Nåeh! nu forstår jeg billederne, ja, der kan komme meget vand op gennem Themsen, og hvis det styrtregner, er der også meget vand fra den anden side, så vandet kan stige meget. det undrer mig at man ikke er begyndt at tænke i dæmning og udpumpning.

    Kommentar af Donald — 19. december 2014 @ 17:31

    • Æhhh …dæmningen har man jo netop tænkt på med den nævnte Thames Barrier, som kan stoppe for vandet fra begge sider.Har udpumpning mon været nødvendigt? Selv med al den regn sidste år?

      Kommentar af Ellen — 19. december 2014 @ 18:33

      • De hollandske dæmninger kan i tilfælde af længerevarende højvande (ved stormflod) pumpe vand ud, men Thames har jo heldigvis stadig hyppig lavvande, som muliggør at flodvandet kommer væk. Men man har tænkt på at vandstanden stiger, og der er tale om flere nye systemer – Wikipedia nævner fra Sheerness til Southend m.fl.

        Thames Barrier var i brug fra 1982 og har en forventet nyttetid til 2030, hvilket forhåbentlig passer nogenlunde.

        Wikipedia skriver bl.a.:

        The barrier was originally designed to protect London against a very high flood level (with an estimated return period of one hundred years) up to the year 2030, after which the protection would decrease, whilst remaining within acceptable limits. At the time of its construction, the barrier was expected to be used 2–3 times per year. It is now being used 6–7 times per year.
        […]
        In January 2013, in a letter to The Times, a former member of the Thames Barrier Project Management Team, Dr Richard Bloore, stated that the flood barrier was not designed with increased storminess and sea level rises in mind, and called for a new barrier to be looked into immediately.

        Derfor tænkte jeg at det højvande du beskriver, måske er tegn på at man hurtigere end forventet på lave ny beskyttelse.

        Kommentar af Donald — 19. december 2014 @ 19:39

        • Det er selvfølgelig muligt – vi har jo mere ekstremt vejr, end vi havde for blot få år siden.

          Kommentar af Ellen — 19. december 2014 @ 22:51

  11. Hov – det’ jo nu du er her! Smutter I videre i morgen tidlig?

    Mht meridianen, saa maa det vaere en ommer, for du kan stadig staa med en fod paa hver side af linien, uden at betale saa meget som en penny. Naeste gang skal jeg tage dig med derop, saa skal du bare se loejer og groenhakkelse. 🙂

    Kommentar af Tina - omme i London — 20. december 2014 @ 02:21

    • Vi smutter videre ved middagstid i dag.
      Okay? Vi prøvede forgæves at finde en vej ind til den … og vi må jo havde krydset den på vej op til observatoriet, men der vidste vi ikke præcis hvor, så vi tager gerne imod dit tilbud 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. december 2014 @ 09:01

  12. Hvilken dejlig dag I må have haft! Vi var også på flodtur til Greenwich, da vi var i London sidst (og vi overrender ikke den by, desværre, så det er ved at være min. 5-6-7 år siden – mindst, ved nærmere eftertanke). Vi havde en meget sjov og frisk kvindelig guide, som sagtens kunne have fundet på at fortælle om wharf også.
    Jeg må indrømme, at vi nok brugte mere end 1 dag på et tilsvarende antal sightseeing-punkter, som du beskriver.

    Kommentar af conny — 23. december 2014 @ 00:13

    • Det er fint med guiderne, de er gode, men der er så mange interessante ting at fortælle, at de ikke også behøver at opfinde historierne …
      Vi havde kun to dage – ellers ville vi nok også taget den lidt mere med ro 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. december 2014 @ 07:54


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.