Hos Mommer

16. november 2014

Moesgaard Museum med masser af mennesker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:53
Tags:

Efter et par meget hyggelige og ordrige timer hos Fruen i Midten, Gemal og Kamel (med et glimt af Donna), gik turen videre til Moesgaard Museum; dette fantastiske sted, som er nomineret til den prestigefyldte Mies van der Rohe-pris.
En pris, som stedet fortjener at vinde, hvilket ville være noget af en fjer i hatten for Henning Larsen Architects, som også vandt prisen i 2013.

P1040093

Museet er skabt ved, at en kæmpe i nattens mulm og mørke maste sin hånd ind i bakkedraget og hævede noget af det nogle meter. Da man opdagede det næste dag, tænkte man, at det kunne da lige så godt udnyttes, hvorefter man byggede et flot og moderne museum i hulrummet. Kæmpen har man ikke set siden. Og Ellens fantasi fejler ikke spor …
Vi var meget imponerede begge to; både af det udvendige og det indvendige design. Den mest moderne teknologi er taget i brug til illustration af livet fra bronzealderen over jernalderen til vikingetiden. Middelalderen kommer med i 2016.
På vej ned til udstillingerne blev vi modtaget af 3,2 millioner år gamle Lucy. En lille, men polisk smilende dame.
Længere nede ad trappen blev folk yngre og yngre, hvor den yngste kvinde var en ren årsunge på kun 9000 år.
Undervejs mødte vi Hobitten (billede 2 herunder), som først er fundet for nylig og som enten har væltet hidtil vedtagne teorier om menneskets udvikling eller bare er det først fundne fortidsskelet med Downs syndrom. Det er Hobitten til venstre i billedet … 

LucyHobitten fra Flores Dansker - 9000 år gammel 

Der var i rigt mål anvendt laserlys og holografiske teknikker – hvis det ellers hedder sådan … jeg er ikke ligefrem ekspert på området.
Der var tableauer, som skildrede livet som man mener, det måtte have foregået; skildrede hverdag og fest, religion, magt og krig.
Der var selvfølgelig udstillet tusindvis af fund fra moserne; de fleste af ikke-levende oprindelse, men for menneskefundenes vedkommende kender de fleste formentlig Grauballemanden, som har fået sit eget værelse på museet.

IMG_0807IMG_0821

Jeg kan kun anbefale, at man besøger det imponerende museum, men det skader nok ikke at vente et par måneder, til det måske har mistet nyhedens interesse. Det var i tv her til aften, fordi man fandt det værd at fortælle, at der ikke var parkeringspladser nok – og der var ellers mange!
Vi havde nu ingen problemer med at finde en plads, men de, der ikke gad gå de 2-300 meter, blev guidet rundt af unge mennesker.
Alligevel gik det galt et par gange:
”Hallohallo, vi bringer en efterlysning. Vi søger ejeren af en sølvgrå Skoda AB 01 234. Ejeren bedes OMgående fjerne bilen, da den holder i en udkørsel og spærrer for al trafik, så folk ikke kan komme ud fra parkeringspladsen”.
Hold fast, hvor ville jeg blive knotten på sådan en klump, hvis jeg holdt der og ikke kunne komme ud.
Nu tror man måske, at det så var et helvede at gå rundt derinde. Det var det til vores overraskelse ikke, da museet rent faktisk godt kunne bære alle de mennesker. Akustikken var god, så der var ingen nævneværdig støj, og vi følte på intet tidspunkt, at vi var ved at blive kvalt i menneskemængden, hvilket vi (også) var en anelse imponerede over.

Reklamer

23 kommentarer

  1. Det lyder som et sted værd at gæste. Jeg venter til 2015 med at besøge det 🙂 Tak for tippet

    Kommentar af Lene — 16. november 2014 @ 20:25

    • Absolut værd at gæste, men det er det helt sikkert også til næste år 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. november 2014 @ 20:40

  2. Lyder som et rigtig godt sted, der må vi forbi en dag.
    Dejligt at du fortæller hvem der er Hobbit.. 😉

    Kommentar af Inge — 16. november 2014 @ 21:07

    • Det tror jeg, I vil finde spændende.
      Ja … tænkte, at så var I fri for at spørge 😉

      Kommentar af Ellen — 16. november 2014 @ 21:32

  3. Moesgård er helt sikkert på besøgslisten… Bygningen ser spændende ud, og den nye formdling med teknik gør det langt mere interessant for alle besøgende.
    Tak for den gode oplysning om akustikken. Et plagsomt problem i de gamle rungende museer, hvor jeg render rundt med hørebøffer for at holde det ud!
    Nu vil jeg glæde mig endnu mere til at komme derover.

    Kommentar af Anne Holtegård — 16. november 2014 @ 21:35

    • Ja, de har præsteret at få opført et tidssvarende (!) museum.
      Det med en god akustik er også vigtigt for mig. Jeg har selvfølgelig ikke det samme problem som dig, men jeg bryder mig meget, meget lidt om støj af enhver art.

      Kommentar af Ellen — 16. november 2014 @ 21:49

  4. Spændende bygning. Jeg er sikker på, at du har ret i din teori om kæmpen. Hvordan skulle de ellers have båret sig ad? 😀

    Kommentar af Henny Stewart — 16. november 2014 @ 21:58

    • Nej, vel? Det var da en oplagt tanke 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. november 2014 @ 22:04

  5. “et helvede at gå derinde” og “museet kunne godt bære alle de mennesker”, hvordan hænger det sammen? De store grønne områder kunne jo også bruges til parkeringspladser, siden de kunne bære alle de mennesker, eller hva’?
    Og til venstre for den lille brune mand står en hobbit. Ok. Homo floresiensis kaldes de. Der har lige været en hel serie om Lucie og alle de andre op til Homo sapiens. Nogle har ment, at hobbitten var en sulteform af det moderne menneske, fordi vedkommende blev fundet i et lag dateret til ca 12.000 f.v.t., men forskelle i fodrodsknoglerne tyder på, at den er nærmere beslægtet med tidligere mennesker.
    Men spændende er det.

    Kommentar af AagePK — 16. november 2014 @ 22:18

    • Det passer da fint sammen – jeg skrev jo netop, at det ikke var et helvede at gå rundt derinde.
      De hedder Homo florensis, men kaldes hobitter :-), og det er nemlig spændende at følge lidt med i, for videnskaben kan endnu slet ikke finde ud af at placere det lille menneske.

      Kommentar af Ellen — 16. november 2014 @ 22:28

      • Hvis museet kan bære menneskene, må de da være placeret ude/ovenpå, ja? Og der er der blødt græs. Tramp og andre lyde kan så ikke trænge igennem, og derfor er der dejligt fredeligt inde i bygningen. Eller har jeg misforstået noget? 🙂 Evt. med vilje? 🙂
        Og hvorfor ikke bruge tag-græsplænen til parkeringsplads, det gør man da både i Brugsen i Hjørring og Centret i Svendborg, så tager det hele ikke så meget plads.

        Kommentar af AagePK — 17. november 2014 @ 08:15

        • Jeg håber så bare, at den med parkeringspladserne på græstaget også er en del af misforståelsen … 😉
          Der er såmænd pladser nok, men der er altid fjolser, der ikke kan finde ud af at parkere.

          Kommentar af Ellen — 17. november 2014 @ 08:58

          • 🙂

            Kommentar af AagePK — 17. november 2014 @ 09:56

  6. Det ser rigtigt spændende ud og må helt sikkert besøges, når den voldsomme interesse har lagt sig lidt. Jeg krydser selvfølgelig fingre for Henning Larsen Architects 😉

    Kommentar af fiberfryd — 17. november 2014 @ 00:35

    • Det skal nok vente på dig, Ditte, men du må love mig at besøge det 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. november 2014 @ 08:59

  7. Du har helt ret, det er blevet et imponerende museum, både ude og inde. Vi bor i nærområdet og kan bare smutte afsted, eller tage hjem igen, hvis mulighederne for parkering er udtømte! De “gamle” mennesker på trappen er fascinerende og næsten ikke til at slippe igen.

    Kommentar af Bente — 17. november 2014 @ 08:29

    • Ja, I har mulighed for at lure situationen af. Nu var det heller ikke det smarteste at komme på en regnfuld novembersøndag, men det kunne ikke være anderledes. Næste gang (for vi orkede kun halvdelen) bliver en hverdag.
      Det var nemlig fascinerende med fortidsmenneskene – selv om man ved, de ikke var så høje, giver det et bedre indtryk at se dem med hud og hår og det hele end bare at se skelet(stumper).

      Kommentar af Ellen — 17. november 2014 @ 09:02

  8. Tak for besøget! Det var SÅ hyggeligt, at I havde tid og lyst til at kigge forbi. Og det mildt sagt mistrøstige vejr var da kun til at snakke i 🙂 Dejligt, at I havde et godt besøg på Moesgaard. Typisk, at vi, som bor i nærheden, ikke har været der. Men nu ved vi jo så, at det er noget, vi bør lave om på.

    Kommentar af Fruen i Midten — 17. november 2014 @ 13:12

    • Selv tak da – det var nemlig rigtig hyggeligt, og vi kunne snildt have snakket videre over den frokost, vi takkede nej til, men så havde vi nok ikke nået museet.
      Det er en klassiker, at man ikke får set sit eget nærområde, men I kan roligt tage til MoMu 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. november 2014 @ 14:25

  9. Er noteret som et sted værd at besøge skulle vejen falde forbi.

    Kommentar af Jørgen — 17. november 2014 @ 20:31

    • Det er det absolut!

      Kommentar af Ellen — 17. november 2014 @ 21:58

  10. Homo floresiensis/hobbitter er et herligt eksempel på, hvor forskelligartet og sensationspræget dele af videnskabens verden og den tilhørende presse er.

    Kommentar af Farmer — 18. november 2014 @ 05:47

    • Joh, det kan du sige … jeg har nu mest beskæftiget mig med de mere seriøse af artiklerne, og fundet var da uomtvisteligt en videnskabelig sensation.

      Kommentar af Ellen — 18. november 2014 @ 08:02


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.