Hos Mommer

14. november 2014

Ferie i Brande

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags:

Kage Dalgas Hotel BrandeDet kan skam godt lade sig gøre. At holde ferie i Brande. Indtil videre går det udmærket – vi er installerede på værelset, har fået kaf-å-kaw og lige nu hhv. sidder og ligger vi og slapper af til det er tid at bevæge os hen til den to-retters menu, der hører med til ferieopholdet.
Hvorfor lige Brande? En by, som kun har godt 7000 indbyggere og som nok mest er kendt for Brandtex-tøjet? Det blev Brande, fordi det kun ligger et kvarters kørsel fra Ejstrupholm, hvor jeg skal tilbringe hele dagen i morgen. Jeg kunne sagtens finde andre steder at bo, men hvorfor ikke afprøve Brande?
Ferie er måske et lidt stærkt ord, når man kun skal sove her i to nætter, men det er væk hjemmefra, og så hedder det pr. definition ferie for mit vedkommende.

Vindmølle ved Hvide Sande (1)

Vejret fås ikke ret meget dårligere. Vi kørte hjemmefra kl. 8:45 og satte kursen mod Hvide Sande, hvor vi ville finde et sted at spise frokost – hvilket endte med at blive på røgeriets restaurant, hvor vi kunne få en lækker fiskebuffet med alt – som i ALT – godt fra havet: to slags fiskesuppe, syv forskellige lune retter, masser af sild, laks i diverse varianter, rejer, muslinger, ål, torskerogn … kan ikke engang huske det hele – der var i øvrigt også stort bland-selv-salatbord til. Jeg måtte dog lede længe efter hummeren i hummersuppen – fandt den aldrig, men der var masser af de der kunstige krabber, I ved: man kan købe dem i stænger, og det er vist bare torskekød eller lignende, man uden synderligt held har forsøgt at forklæde som krabbekød.
Pyt – det var faktisk ret godt det hele, og vi blev alt for mætte.

Planen var, at vi efter frokosten ville ud til stranden for at gå en tur, men mens vi spiste, begyndte det at regne, eller rettere regne mere, for det havde støvregnet det meste af turen herover. Det havde tilsyneladende ikke tænkt sig at ville stoppe med at regne mere sådan lige med det samme. Vi gik først ind i én forretning, så ind i en anden forretning – brugte laaang tid i begge uden at købe noget videre. Til sidst kørte vi ud til stranden. Og blev i bilen.
Det er slemt nok, at der er østenvind ved Vesterhavet, men østenvind OG regnvejr – der er vores grænse ganske enkelt nået.

Vi holdt ved nogle enorme vindmøller, som havde buede vinger. Har de altid det? Det har de ikke, vel? Jeg kan ikke huske at have set det før, men det er jo ikke ensbetydende med, at det ikke er ganske almindeligt. Jeg kan dog huske den enorme vinge, vi så ligge på en lastbil på en rasteplads i Sverige. Den var helt lige.

Vi blev enige om at sætte kursen mod Brande. Da vi ankom til hotellet kl. 15:30, var det allerede halvmørkt, så vi etablerede os på værelset og gik hen for at få den lovede kaffe med (god) kage.
Det var første feriedag. Er oplevet mere ophidsende end dette. Godt, jeg skal på kursus i morgen – er lidt spændt på, hvad John finder på at slå tiden ihjel med.

Reklamer

18 kommentarer

  1. Fri er nemlig lige med ferie, og når man så ikke mere skal på job, vil jeg også mene at man nok skal væk hjemmefra, før det er ferie. Kagen med alt det sunde til, ser lækker ud. God fornøjelse med i morgen 🙂

    Kommentar af Pigen fra landet — 14. november 2014 @ 17:11

    • Det skal man nemlig, og de, der siger at pensionister har ferie hver dag, har ikke ret 🙂
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. november 2014 @ 18:44

  2. Ja, vejret i disse dage indbyder ikke meget til udendørs aktivitet – uanset hvor meget man end er vild med æ haw.
    Du ønskes et godt strikkearrangement og John noget hyggelig alenetid – og begge en god tur hjemover. Måske vejret vender, så I alligevel når en dejlig tur på stranden.

    Kommentar af conny — 14. november 2014 @ 17:59

    • Næh, det er november, når den er tristest, må man sige.
      Tak – jeg skal på sykursus, men det kunne du ikke vide 🙂
      Man har lov at håbe, men vi har planlagt efter regnvejr.

      Kommentar af Ellen — 14. november 2014 @ 18:46

  3. Jo, de lange vinger er buede. Nogle er også lidt snoede i forhold til længderetningen. Skal elever lave en mini-vindmølle, lader man dem derfor save vingen ud af et orange kloakrør. Det er lettere end at støbe den snoede form.
    Har du lagt mærke til fly-vinger? Pludseligt fik alle Sterlings vinger et lille knæk opad yderst på tippen, og nye store maskiner såsom Airbus 380 har meget buede vinger. Det har noget at gøre med styrke, holdbarhed, energiudnyttelse og materialeforbrug at gøre, og her har vindmølleindustrien og flyfabrikkerne lært af hinanden. Flyet skal flytte mest muligt længst muligt ved mindst mulig brændstofforbrug.
    Vindmøllen skal producere mest muligt længst muligt så støjfrit som muligt med mindst materialeforbrug. Vingerne vejer snildt 4t hver, og overstryger 8000m2 ved 50m længde. Da 1m3 luft vejer 1kg, vil vinden påvirke møllen med 80t/sek ved 10m/sek. Det giver turbulens, vrid og vibrationer, og spidsen bøjer sig op mod 8m. Derfor optimerer man vingedesignet konstant: hver gang, man herved kan overføre bare 1% mere energi til elproduktionen, står man bedre i konkurrencen. Støj er jo energi, der er gået til spilde. Det tænker de færreste på. Kan man så oven i købet få vingen til at holde længere, er det også et plus.

    Kommentar af AagePK — 14. november 2014 @ 18:11

    • Okay – tak for forklaring 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. november 2014 @ 18:47

  4. Håb på medvind hjemad :-). Aages forklaring på de buede vinger er overbevisende, for det er næppe for at komme nemmere om hjørner. Hvorfor lastbilen med en vindmøllevinge på ladet i dag havde kurs imod Siemens Windpower i Aalborg og ikke den anden vej, skal jeg ikke kunne sige, men da den skulle fra motorvejsafkørslen fyldte den 4 vejbaner og 2 cykelstier for at dreje og komme tilbage over midterrabatten i sneglefart. Genialt i myldretiden.

    Kommentar af Eric — 14. november 2014 @ 18:51

    • NEJ, Eric – så ville jeg da først ærgre mig, hvis vestenvinden kom, da vi gik 🙂
      Det var virkelig genialt – tidslogistikken har vist ikke været helt i orden der!

      Kommentar af Ellen — 14. november 2014 @ 20:07

  5. Det er godt med en smuttur – og på denne tid er det godt at vente med at bestille til man aner vejrudsigten, men den mulighed hindrede kurset i morgen vel.
    God lørdag.

    Kommentar af Jørgen — 14. november 2014 @ 19:49

    • Præcis – der er kun det ene kursus af sin art her i efteråret, så det var nu, det var, hvis det skulle være, og det skulle det 🙂
      Tak, og i lige måde til dig.

      Kommentar af Ellen — 14. november 2014 @ 20:10

  6. Håber den gode kage mm. opvejer vejrets fortrædeligheder… Her er godt nok bare gråt i gråt!
    Du ønskes en god kursuslørdag…

    Kommentar af Anne Holtegård — 14. november 2014 @ 20:35

    • Gråt i gråt, ja, men der er ikke meget at gøre ved det.
      Tak – det er et kursus i ‘projektmapper’ – for mit vedkommende bliver det en mappe specielt til alt KnitPro-udstyr + øvrigt strikketilbehør.

      Kommentar af Ellen — 14. november 2014 @ 21:19

      • Sådan et kursus kunne jeg vist også bruge… har akkurat lige siddet og googlet rundt for at finde noget mere funktionelt …. Håber du fortæller om dit udbytte af lørdagens arbejde!

        Kommentar af Anne Holtegård — 14. november 2014 @ 21:57

        • Will do – jeg så en på strikkefestivallen – oj, den var flot, så jeg tænkte, at hvis jeg nu tog det samme kursus, kunne jeg også lave den yderst brugbare – og flotte – mappe.

          Kommentar af Ellen — 14. november 2014 @ 22:01

  7. Er der ikke noget med en del gavlmalerier i Brande..?? Måske en fotoopgave til John, hvis det er udevejr.. 🙂

    Kommentar af Inge — 15. november 2014 @ 08:04

    • Den er hermed givet videre, tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. november 2014 @ 08:16

  8. Jeg tænkte også på gavlmalerierne i Brande, det er det jeg husker byen for 🙂 God sydag, nu vil jeg strikke en pind eller to inde jeg skal hitte på nogle canapeer til aftenens komsammen 🙂

    Kommentar af Lene — 15. november 2014 @ 08:37

    • Vi så nogle af dem på vej ud af byen, da vi kørte mod Ejstrupholm, så ja, den var god nok med gavlmalerierne 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. november 2014 @ 18:33


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.