Hos Mommer

8. november 2014

Så er der internet i Den Stråtækte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:50
Tags: , ,

Jeg har ledt højt og lavt og undersøgt på kryds og tværs, hvad der er det smarteste mht. internetforbindelse og tv nede i Den Stråtækte.
Det så ikke for godt ud, og fibernet er ikke tilgængeligt, lød svaret på alle forespørgsler.
Meget tæt derfra er der et sort hul af galaktiske dimensioner rent kraftmæssigt – man kan køre i bilen og tale i telefon (John kører, jeg taler. Bare for at undgå misforståelser), og lige pludselig er det der, det sorte hul. Telefonen er totalt død og det er den de næste 3-4 kilometer. Godt jeg ikke bor lige der.
Vi valgte at abonnere på 3, som umiddelbart så ud til at have den bedste dækning – selv om det vel i bund og grund er de samme master de sender fra, som alle de andre og sender fra. Eller hvad? Jeg er ikke helt god til dette her. 3 har ydermere den kæmpefordel, at det ikke koster roaming i England og Sverige (og en masse andre lande, men disse to er jo højaktuelle for os), så det koster det samme at bruge smartfonen, næsten uanset hvor i Europa vi befinder os.
Der er telefonforbindelse i Den Stråtækte, men den er ikke supergod. På dækningskortet står, at der er 3G, men ikke 4G, så vi var lidt spændte på at se, hvad det mobile bredbånd kunne præstere.
Jeg satte modemet til i dag og så til min forbavselse, at ‘mode’lyset var blåt, hvilket skulle betyde, at den modtager 4G. Havde det kun været 3G, ville det have lyst grønt.
Også en slags fibernet?Min iPad kom på. Hmmm. Det gik forbløffende hurtigt, faktisk. Jeg testede naturligvis ved at loade Hos Mommer.
John spurgte: “Kan du se tv?”
Det måtte selvfølgelig prøves – det gik fint; ingen udfald eller frossent billede, mens den ‘bufrer’ (hvad kalder man det?).
Nu kom ildprøven – i Sverige kan John med hiv og sving nå at se gårsdagens tv-avis, inden jeg står op, men når jeg tænder pc’en og går på nettet, kan han godt glemme alt om at se tv; det ‘fryser’ hele tiden.
Ildprøven var derfor 1) at se ét program på min tablet og et andet på Johns, og 2) at se tv på én tablet og surfe rundt på nettet med den anden.
Begge prøver er bestået.
Det havde vi ærlig talt ikke troet. Men det gør ikke noget …

Pudsigt nok kommer, mens vi sidder og leger med nettet, en af naboerne for at spørge om vi vil være med til et orienterende møde/tilmeldingsmøde vedrørende fibernet i vores lille område. Det viser sig nemlig til vores overraskelse, at der er fibernet gravet ned ude i vejen; det er bare ikke kommet ind i husene endnu. Det er der nogen, der har fundet nogen, der gerne vil gøre for os – de har indhentet priser og har vist i det hele taget gjort et fint forarbejde. Priserne lyder rimelige, vi kan vælge at få forbindelser mellem 15/15 og 500/500 Mbit/s til mellem 219 og 999 kroner/md.
Vi skal være mindst 37 før det kan blive en realitet. Sjovt tal. Hvorfor ikke 40? Eller 35? Det har måske noget med antallet af husstande at gøre – vi er virkelig ikke ret mange.
Det møde dukker vi op til – det kunne være ret fedt at få fibernet, selv om 500/500 nok er lidt overkill for vores vedkommende, men hvad anbefaler de kloge? Jeg ville tro, at 50/50 eller 60/60 så rigeligt vil kunne dække vores behov, uden at vi sidder og stønner over svartiderne, mon ikke?

Reklamer

27 kommentarer

  1. Jeg mener vi har 60/60 og det er ret så hurtigt. Vi sidde med hver vores Ipad, se tv, og gæster kan gå på nettet med deres smartphone, uden at noget bliver langsomt eller fryser fast.
    De 500/500 I kan få i Præstø, er et starttilbud har vi læst i Sydsjællands Tidende. Vi får jo fælles lokalavis 😉

    Kommentar af Pigen fra landet — 8. november 2014 @ 18:08

    • Jeg vil også tro, at 60/60 må være rigeligt.
      Ja, vi læste også for nogen tid siden, at Præstø ville være Danmarks hurtigste internetby – nu må vi se, om vi kan blive en del af det 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. november 2014 @ 22:44

  2. Jeg er godt tilfreds med 3! De har også sorte huller i dækningen, men det har alle udbyderne. Tilgengæld er 3 ene om at tilbyde ens pris ude og hjemme… noget vi nød sidst vi besøgte London!
    Det er da ellers et tilbud på speed… Gad vide hvordan det opleves! Jeg har ikke mere end omkring 20… og det fungerer. Jeg synes ikke, jeg vil betale for mere hos YouSee alias YouPay!
    Smukt internet mellem hyben!

    Kommentar af Anne Holtegård — 8. november 2014 @ 18:37

    • Det er de nemlig ene om, og det er en rigtig god ting, er det!
      YouPay anywhere for høje hastigheder, men jeg kunne også godt tænke mig at se, om jeg overhovedet kan se forskel på 100/100 og 500/500 🙂 Det kan jeg nok ikke, men det er sikkert godt, hvis man er en familie på fem, der alle er på.
      Hehe, ja, ikke? Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. november 2014 @ 22:47

  3. Sikke dog en (ret så overflødig) omsorg i linje 5: hvem pokker kunne da være i tvivl? Det er jo dog ikkuns intelligente følgere på blokken, not? 🙂
    Det tal, 37, er jo nok et turning-point i cost/benefit-analysen: herfra er der sikkerhed for, at investeringen har en rimelig tilbagebetalingstid. Hos os har de lige gravet lyslederkabel ned, det er vort energiselskab, SE, der også ejer Stofa, der er ansvarlige for at grave tværs igennem min asfalt, uden at spørge. Jeg er udmærket tilfreds med min teleregning på ca 600 ialt med flatrate, fastnet og mobil, desuden regner jeg med, at mit net bliver hurtigere, når alle lemminger går lysledt. Det er jo en del af dit (Johns) problem i Sverige: jeres router skal arbejde for to, og så går det langsommere.
    Vi har prøvet tv på nettet, det holdt i 14 dage: programmerne var sgu da et nr for kedelige, jeg gider ikke ånderholdning, jeg kræver åndelig føde. Lige pt ser jeg Ein deutsches Requiem fra 3SAT, en østrigsk-svejtsisk kanal. Den kommer gratis via min gode tagantenne.
    Men hvorfor skal jeg helle tiden forny oplysninger om navn og email for at kunne kommunikere? Har du sat mig på filter, hhmmnn?

    Kommentar af AagePK — 8. november 2014 @ 21:20

    • Hvad er linje 5 for dig? Det kommer jo an på skærmbredden … 😉
      Din 37-forklaring lyder rimelig.
      Hvis vi får bredbåndet, vil vi komme til at betale 500/måned i alt (med 60/60) – det er for to mobiler, men uden fastnet; det dropper vi, når vi flytter.
      Vi ser reelt otte kanaler, og det er ret irriterende at skulle betale for en masse, vi aldrig ser – og vi gider ikke tyske kanaler, bare fordi de kan trækkes ned gennem taget 🙂
      Det fænomen er der flere, der har klaget over, men det er WP, der bestemmer, og jeg står aldeles uden for indflydelse her. Jeg skal selv skrive det hver gang hos mange af dem, jeg kommenterer hos, men min pc husker oplysningerne, så jeg bare skal skrive det første bogstav, så kommer resten ved et ‘Enter’-tryk.

      Kommentar af Ellen — 8. november 2014 @ 22:55

      • Jeg gider visse tyske kanaler, fordi de sender mere kvalitetsstof: i dag skal jeg på 3SAT se om Baths historie som badeby, og på arte.tv skal jeg se om Georg Solti, foruden Østergaards “1989”, om Ungarns åbning af grænsen, hvilket medførte Murens fald i Berlin.
        Det er kun konen, der har mobil, jeg bruger fastnet, også til internettet.

        Kommentar af AagePK — 9. november 2014 @ 10:17

        • Okay – smag og behag … 🙂

          Kommentar af Ellen — 9. november 2014 @ 11:45

  4. Hvad har I i rækkehuset af hastighed i down-/upload og er det tilstrækkeligt?
    Hvad har I i Sverige (gå ind på http://www.3.se og viderede til deres dækningskort)?
    Hvad har I i Den Stråtækte (gå ind på http://www.3.dk og videre til deres dækningskort)? Jeg forstår, at I har brugt samme modem og leverandør (3), der leverer trådløst internet, i Sverige og i Den Stråtækte, så jeres surfen og TV-streaming kun var variabel mht. lokalitet.
    Når du skriver, at der er telefonforbindelse i Den Stråtækte, så mener du vel mobiltelefondækning og hvilken udbyder bruger I til mobiltelefoni? Hvis I vælger ikke at have fastnettelefoni i Den Stråtækte, så ville jeg vælge at overveje at have hver jeres mobiltelefoniMASTEudbyder udelukkende af hensyn til forsyningssikkerhed.
    En ting er hastigheden og en anden ting er forbruget. En tredje ting er, hvad med TV, skal det ses via internet (og kan jeres TV det?) eller på en selvstændig forbindelse f.eks. parabol (og hvordan er det i dag)?
    Nu blev du nok ikke mere afklaret, men forhåbentlig kan du bruge ovenstående til at afklare jeres behov.
    En mig godt bekendt husholdning på 2 personer med både TV-streaming x 2 + samtidig surfing og SKYPE har nok i 60/12 Mbit.
    God fornøjelse med udredning, afklaring og beslutning. 🔍📡🏄📺☎️

    Kommentar af Kristine — 8. november 2014 @ 21:36

    • Det er netop de overvejelser, vi har gjort os, Kristine 🙂 Jeg er heldigvis ikke helt analfabet på området. Man kan ikke regne med dækningskortene (som blev flittigt brugt under min research) – de viser ikke nødvendigvis, hvad folk reelt har, men man er selvfølgelig nødt til at bruge det som udgangspunkt. Da vi var inde i 3-butikken, brugte ekspedienten et helt andet kort end det, kunderne kan se på nettet, og han hævdede da også, at vi havde bedre dækning, end vi selv kunne læse os til, at vi havde.
      En anden ting er, hvad man bliver lovet i forhold til det, man får. I Sverige, hvor vi har haft Net1 i et par år eller tre – udbyderen 3 er, som skrevet, ny for os, og vi siger ikke Net1 op endnu – er det meget lave hastigheder på trods af, at de påstår, at vi burde have mere. Jeg gider ikke slæbe modemet frem og tilbage – men nu hvor det er købt og taget i brug i Den Stråtækte, skal vi naturligvis se, hvad det kan præstere i Sverige.
      I rækkehuset har vi 50/50, men i praksis er det 38/38 hvilket såmænd har været nok indtil nu, men hvad hvis vi begynder at se tv via internettet? Hvis 60/60 i realiteten kun er 50/50, er det nok det, vi skal bestille. Hvis vi altså bliver mindst 37 🙂
      Du spurgte efter mobiludbyderen – det er 3, som jeg skrev 😉 – og jeg tror ikke, vi ændrer det for den enes vedkommende – det kan vel næppe gå så galt, og gør det alligevel, køber vi da bare et taletidskort, indtil problemet er løst igen.

      Kommentar af Ellen — 8. november 2014 @ 23:11

  5. Hurra for positive overraskelser 🙂
    Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med hastighederne – tal ‘man’ bør huske bliver nedbrudt til en lind grød i min hjerne… ;-).
    Det var vist meget godt, at vi ikke havde en aftale i dag, for jeg blev farmor igen i nat. En stor dreng på 55 cm og 4650 gram, født på tre timer! Jordmoderen havde skudt en del forbi, så hun måtte gi’ ‘kilokage’.

    Kommentar af fiberfryd — 8. november 2014 @ 22:13

    • Ja, dem kan vi ikke få for mange af 🙂
      Tillykke, farmor! Det var en ordentlig basse! Hvor meget havde jordemoderen skudt forkert? Hun skød over et kilo forkert med min ene søsters tredje barn.

      Kommentar af Ellen — 8. november 2014 @ 23:13

      • Hun ramte 1,2 kg forkert 🙂 Vilfred var lige så lang, men vejede præcis 1,2 kg mindre, så bassen her har spist godt i de ekstra 18 dage, han fik lov at få i maven.

        Kommentar af fiberfryd — 9. november 2014 @ 07:01

        • Ja, det var noget af en forskel. Lidt underligt, at de, med deres store erfaring, sommetider rammer så fuldstændig forkert 🙂

          Kommentar af Ellen — 9. november 2014 @ 07:26

  6. Dejligt med den slags positive overraskelser, langsomt og hakkende internet er bare så træls.. 🙂

    Kommentar af Inge — 9. november 2014 @ 10:03

    • Helt rigtigt ordvalg 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. november 2014 @ 11:46

  7. Overvejelser og atter overvejelser. Sådan er det. Her har vi Fibernet, men hvor meget og hvor lidt husker jeg ikke. Det fungerer stort set upåklageligt, så det kunne jeg da håbe bliver en realitet for jer.

    Kommentar af Jørgen — 9. november 2014 @ 10:16

    • Ja, sådan er det … vi håber!
      Hvis du er interesseret, kan du tjekke hastighederne op og ned på bredbaandsmaaleren.dk.
      Hvis det fungerer fint for dig, er det selvfølgelig okay, men det kan kan være interessant at se hvor stor forskellen er på det lovede og det faktiske. Hvis den er for stor, betaler man måske for meget.

      Kommentar af Ellen — 9. november 2014 @ 11:51

  8. Jo, til dit sidste spørgsmål. Jeg tror, at vi har 30/5, og det fungerer udmærket. Vi kan sågar se fjernsyn på 2 computere på én gang, om end det sker yderst sjældent (at jeg ser fjernsyn, altså). Så indtil videre har vi ignoreret udbyderens lokketoner om højere hastighed til højere pris – man skal ligesom ha’ noget at bruge det til.

    Kommentar af Eric — 9. november 2014 @ 11:58

    • Vi målte det i dag i Den Stråtækte, og det blev næsten samme resultat: 28/5. Det er okay, og det fungerer, som jeg også skrev, men jeg ville ikke brokke mig over, at det blev hurtigere – og faktisk kommer vi til at betale det samme for 60/60 til fibernet, som vi nu betaler 3 for hvad de kan præstere, så får vi muligheden, takker vi ja.

      Kommentar af Ellen — 9. november 2014 @ 22:31

  9. Puha, jeg bliver helt svimmel i mit lille hoved. Jeg er TOTALT analfabet (måske nok selvvalgt) – jeg vil bare have forbindelse til min e-mail, internettet i al almindelighed, til vores fjernsyn og til min mobiltelefon. Hvordan og hvorledes – det vælger jeg at lade “folk” om. Men i hvert fald lyder det til, at I kan få næsten alt, hvad I har ønsket jer, og det er da virkelig dejligt.

    Kommentar af conny — 9. november 2014 @ 14:18

    • Problemet er bare, at her i husstanden er det mig, der er ‘folk’ 😉 – jeg er derfor nødt til at bruge tid på at sætte mig lidt ind i det. John er den, der finder tv-kanalerne og indstiller, hvis der skal optages film eller en serie på harddesken, men hvad der skal til for at kunne nå så langt, er det min opgave at undersøge.

      Kommentar af Ellen — 9. november 2014 @ 22:35

      • 😀

        Kommentar af conny — 10. november 2014 @ 11:18

  10. jeg har det som Conny,men jeg har desværre ikke folk til det, så måske skulle jeg prøve at sætte ig ind i det. Landmanden har udviklet en vis evne til ikke at høre, ej heller interessere sig, når talen falder på ting vedrørende internet og computer, jeg gerne ville have at vi skulle være fælles om 🙂

    Kommentar af Lene — 9. november 2014 @ 18:03

    • Nej, som jeg også skrev til Conny, er det her i husstanden mig, der er ‘folk’, så jeg er nødt til at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen og hvilke muligheder vi har. Det er ikke altid lige nemt, men indtil videre er det vist egentlig gået meget godt 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. november 2014 @ 22:37

  11. Det går hurtigt når man ikke lige er på bloggen så ofte. Dejligt at I har fået løst jeres internet problem. I er flyttet ind? Det må have være en glæden dag. Håber I har fået solgt jeres rækkehus. Men I må da nyde at følge efterårets gang ved vandet. Jeg husker da vi overnattede på fjordkroen (tror jeg dem hed). Der var en lille terasse hvor vi blot sad i stilhed og nød havet og livet omkring. Der er så smukt dernede. Jeg må vist til at læse nogle af de gamle indlæg, det ser ud som om at den stråtækkede er blevet totalrenoveret.

    Kommentar af Havehyrden — 12. november 2014 @ 08:22

    • Ja, tiden flyver.
      Nej, vi er ikke flyttet ind, for vi har ikke solgt endnu, desværre.
      Vi nyder det hver dag, vi er dernede … Fjordkroen, som ligger mindre end en kilometer fra os, ligger meget smukt og de laver god mad 🙂
      Njaej, ikke totalrenoveret, men der er blevet gjort rigtig meget ved huset, uden det dermed er kommet til at se moderne ud.

      Kommentar af Ellen — 12. november 2014 @ 11:36


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.