I dag er verden IKKE i farver!

Er der nogen af jer, der husker den franske komiker/skuespiller Louis de Funès? Ham med Undskyld vi flygter og Av min ryg? Film fra sidst i 60’erne. Min mor og jeg elskede dem og gik så vidt som at gå i biografen to gange for at se førstnævnte. Det var virkelig uhørt fra min mors side at gøre sådan noget; det skete vist kun den ene gang i hendes liv, men den var altså forrygende morsom. Dengang. Gad vide, om den ville være det i dag? Hitchcocks film er jo fx ikke uhyggelige i samme grad, som da de kom frem dengang for længe siden.

Hvorfor er dagens overskrift som den er? Og hvad har det med Louis de Funès at gøre?
Verden er ikke i farver, fordi jeg er i sort humør. Selv udsigten med køerne nede ved fjorden solidariserer med min sindsstemning ved at være i sort/hvid.
Vi var nede i Den Stråtækte; min telefon ringede, og jeg løb afsted for at tage den, hvilket var en fejl af de grovere.
Jeg er så ærgerlig og vred på mig selv, at det halve kan være alt rigeligt.

Lad mig advare jer én gang for alle, og det kan næsten ikke siges med store nok bogstaver:
MAN LØBER IKKE PÅ NYLAKEREDE GULVE, NÅR MAN HAR KINASKO PÅ!
Fordi så kan man falde. Man kan falde på ægte tegneseriefacon, hvor benene på et tidspunkt er de legemsdele, der befinder sig højest oppe, hvilket har til følge, at man lander på ryggen. Med et ordentligt brag. Det har sikkert set ret skægt ud, men sådan føltes det ikke. 
Det var fuldstændig samme stunt, som stakkels John udførte med liden elegance sidst vi var i Norge.
Heldigvis (for mig) startede jeg 40 cm længere nedefra, idet det ikke var i forbindelse med nedstigningen fra en autocamper, og jeg landede på træ og ikke på et jerndæk, men for huuulan da, hvor det gjorde ondt – der gik nogle minutter, inden jeg holdt op med at stønne og inden jeg kunne rejse mig op. John ville hjælpe, men jeg ville selv; så havde jeg mere styr på smerterne.
Man kan selvfølgelig vælge at se på den lyse side: Det varer nok lige et par dage, inden jeg kan male igen.
Det går nogenlunde, når jeg ikke bevæger mig – det er når jeg skal flytte mig fra den ene position til den anden, der kalder sveden frem på panden.
Jeg er lidt spændt på, om det går lige som for John, hvor det blev værre og værre de næste 2-3 dage.
Nu er vi ikke på ferie, og hvis det ikke er bedre i morgen, tror jeg det er en god ide at få Nielsen til at fragte mig hen til en skadestue.
Av min ryg …