Hos Mommer

2. november 2014

Ryd op og ryd ud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:16
Tags:

Vi går og kigger på vores ting med nye øjne for tiden … ser på, om det er noget, vi vil have med til vores nye gamle hus.
Vi ryddede gevaldigt ud på loftet sidste vinter, mens vi gik rundt i lykkelig uvidenhed om, at der var et vidunderligt hus til salg på Sydsjælland og derfor stadig regnede med at skulle bæres ud fra rækkehuset. Dengang var vi enige om, at alt hvad vi ikke havde brugt i mange år, bare skulle ud – hvor ‘ud’ naturligvis var til genbrug eller loppemarkeder i videst muligt omfang.
Alligevel er der i dag lidt mere, vi blev enige om godt kan kasseres. Ikke meget, men lidt har også ret.
Vi får rigeligt med plads i Den Stråtækte, men derfor er der jo ingen som helst grund til at flytte noget, der bare bliver gemt hen på et loft.
Men som en typisk Murphy fik vi sidste gang smidt noget ud, som Charlotte spurgte efter, da hun var hjemme i sidste uge. Hvorfor er det lige, at sådan noget sker? Det var bare en rigtig børneværelsesting, nemlig en rød mini-sætterkasse, som var skåret ud som et æble, og skaden er bestemt ikke ubodelig, men C mente lige, at det var en, Anna kunne bruge på sit værelse, fordi hun samler på småting i store mængder.

I mit skab er der nu 31 bluser/sweaters/T-shirts mindre, end der var i går. De bliver forhåbentlig glade nede hos vores lokale Kirkens Korshær … de tror sikkert, det var et dødsbo, der skulle ryddes. 26 bluser til korshæren og fem til skraldespanden. John smilede lidt ad mig. Han har selv svært ved at smide ud, men sjovt nok gælder det ikke for hans tøj, så hans skab indholder kun det tøj, han rent faktisk også går med. Til gengæld smed vi emballage ud fra printere og anden elektronik, der for længst er gået al elektroniks gang.
Jeg har nok lidt af en blanding af sentimentalitet og overdreven optimisme – nogle af bluserne havde en slags sentimental value (synes det engelske udtryk er bedre end affektionsværdi) – og jo: det kan tøj godt have. Mit tøj kan i hvert fald, men jeg vil ikke uddybe det nærmere; det bliver simpelthen for pinligt. Andre af bluserne kan jeg bare ikke passe mere og har nu langt om længe indset, at jeg aldrig mere bliver en størrelse Small, for slet ikke at tale om Extra Small igen. Det troede jeg ellers på i nogle år. Naivt? Dumt? Overoptimistisk? I må helst ikke svare – det var retoriske spørgsmål.

P1040004

Advertisements

26 kommentarer

  1. Det er så sikkert som amen i kirken, at når endelig man smider noget ud, som har stået ubenyttet hen i flere årtier, så er der bud efter det. Det er SÅ irriterende.

    Kommentar af www.bedstesblog.dk — 2. november 2014 @ 19:25

    • Ja. Det er en irriterende naturlov, der gør sig gældende her!

      Kommentar af Ellen — 2. november 2014 @ 19:50

  2. Jeg er også i gang med sådan en….revisionsrunde i husets “reserve”lagre.
    Der er sendt flere poser til genbrug.
    Der er en vis tilfredsstillelse ved at kigge ind i skabet og vide at man kan bruge det hele… nu!
    Stemningsfulde fotos du fanger for tiden. Inspireret af omgivelserne?

    Kommentar af Anne Holtegård — 2. november 2014 @ 19:31

    • Det er en sund øvelse, og arvingerne er nok glade for, at de ikke senere får for meget ragelse at rydde ud i.
      Det er – igenigen – et billede taget i går fra Den Stråtækte. Jeg kan bare ikke blive træt af det syn 🙂

      Kommentar af Ellen — 2. november 2014 @ 19:52

  3. Det er dejligt at få ryddet op. Jeg har nogle gange været i svare kvaler: skal, skal ikke? Sentimental value eller ej, har jeg har aldrig savnet det, der røg ud.

    Kommentar af Eric — 2. november 2014 @ 19:46

    • Rigtigt: ude af øje, ude af sind. Lige bortset fra æblesætterkassen. Det er selve det at smide noget ud, der er svært.

      Kommentar af Ellen — 2. november 2014 @ 19:54

  4. Kender kun alt for godt det med at gemme tøj i håbet om at blive slank. Jeg vil ikke fornærme mig selv ved at skrive “igen”. – Jeg ryddede gevaldigt ud i foråret og sommeren, men det er som om det tilbageværende svulmer op og sluger pladsen på ingen tid. Ved ikke rigtig, hvad det er for en mekanisme, der er gang i.

    Flot billede!

    Kommentar af Henny Stewart — 2. november 2014 @ 19:54

    • Ja, det er godt nok underligt … måske en form for partenogenese? 😉
      Tak!

      Kommentar af Ellen — 2. november 2014 @ 20:09

  5. Det er vel nok noget af et antal bluser og sweatre, du har skilt dig af med. Det er som om man (jeg) bliver lettere af at rydde ud. Jeg kender rigtig godt, at noget tøj har sentimental value. Sådan noget har jeg. Ikke i store mængder, men noget af det bliver jeg ved med at have. Og så tænker jeg, at mine børn lettere kan skille sig af med mine ting, end jeg selv kan – til den tid.
    Dejligt billede fra jeres nye sted. Det er jo nærmest lige meget, hvordan vejret arter sig. Der er altid smukt.

    Kommentar af Betty Schou — 2. november 2014 @ 21:18

    • Du har ret i, at vores børn lettere og aldeles usentimentalt vil kunne rydde ud efter os, og det får de jo også lov til på et tidspunkt, men jeg vil helst ikke efterlade alt for meget rod til dem.
      Det er nemlig rigtigt, at der altid er smukt – den hidtil eneste undtagelse var den dag, hvor det var så tåget, at vi ikke kunne se 20 meter frem.

      Kommentar af Ellen — 3. november 2014 @ 09:10

  6. Jeg mangler TOTALT genet for at rydde ud. Og det står ikke meget bedre til hos husbonden. Det bliver svært at rydde ud i 85 kvm. kælder med masser af sentimental value.
    Jeg skulle så til at låne rundt omkring, hvis jeg skulle smide 31 bluser ud 🙂

    Kommentar af conny — 2. november 2014 @ 22:26

    • Uhha, Conny – det bliver ikke sjovt, når I skal til at downsize – men man bliver bedre, hvis man øver sig … jeg er i hvert fald blevet bedre til at se lidt mere objektivt på tingene/tøjet.
      Du behøvede nok ikke at låne, hvis du skulle smide tøj ud, der var op til 24 år gammelt 😉

      Kommentar af Ellen — 3. november 2014 @ 09:12

  7. Hold da op Ellen, så meget tøj, har jeg slet ikke 🙂 Alligevel kender jeg godt det med ikke at kunne give slip. Jeg har en skøn sommerkjole, men for nogle år siden kom der pludselig sådan en stor bule hen over maven. Jeg har kigget på kjolen med længselsfulde øjne de sidste par somre, men det blev heller ikke denne sommer den kom på. Jeg ved jeg ikke behøver at prøve den 😉 NU må den ud.

    Kommentar af Pigen fra landet — 2. november 2014 @ 23:17

    • Selv om du heller ikke altid er helt god til at give slip, er du vist alligevel meget bedre til at smide ud, end jeg er – selv om jeg er blevet bedre …
      Irriterende med kjoler, der tilsyneladende helt af sig selv får buler over maven! Sådan nogle har jeg også haft 😉

      Kommentar af Ellen — 3. november 2014 @ 09:15

  8. Der er altid bud efter noget man har smidt ud, uanset om vi spurgte rundt inden det røg ud.. 🙂
    Tøj der ikke har været i brug det sidste år skal videre i fødekæden.. påstår nogen, det princip er svært at efterleve, det kunne jo være.. 🙂

    Kommentar af Inge — 3. november 2014 @ 07:38

    • Ja, underligt, ikke? Og lidt irriterende.
      ET år? Det må være modeslaver, der siger sådan. Og/eller folk med masser af penge … mit tøj er mere tidløst, så jeg kan sagtens have det meste af det i flere år. Ét år gammelt tøj er nyt tøj 😉

      Kommentar af Ellen — 3. november 2014 @ 09:18

      • De siger et år hvor du ikke har brugt det, ikke at det skal ud efter et år 🙂
        Min erfarring er at hvis jeg ikke har brugt tøjet det sidste årstid, så er det yderst sjældent jeg får det på igen, selvfølgelig er der undtagelser.

        Kommentar af Inge — 3. november 2014 @ 09:59

        • Okay, der er selvfølgelig en forskel, og jeg misforstod dig i første omgang … men bortset fra det, kan jeg nu godt ‘sylte’ tøj (høhø) i et år eller mere – så er det jo næsten som nyt, når man tager det i brug igen 🙂

          Kommentar af Ellen — 3. november 2014 @ 13:48

  9. Ha, jeg kunne have skrevet Connys kommentar, jeg skulle også låne, og jeg tør slet ikke tænke på hvad vi gemmer på loft, i skabe og lade. Og sentimental value kender jeg alt til. Noget tøj røg i klædudkassen, ja for sådan en har jeg, der kommer forhåbentlig børnebørn en gang der vil elske den kasse. Og så er jeg jo heldig at have en datter, som går ind for vintagetøj, redesign og hvad de ellers kalder det gamle tøj, vi andre har gemt 🙂
    Jeg er vild med dine skønne billeder fra jeres nye hus.

    Kommentar af Lene — 3. november 2014 @ 07:56

    • Hvis du skulle smide op til 24 år gamle bluser ud, behøvede du nok ikke at låne 😉
      Klædudkasser er en god ide, men mine børnebørn kommer for sjældent til DK til, at jeg vil have sådan en. Mine selskabskjoler har jeg dog afleveret i UK til klædudkassen derovre. Og så er du jo meget heldig at have sådan en datter! Min er lige omvendt, så at sige, fordi hun er så god til at sy nyt tøj.
      Tak, Lene – jeg er vild med at tage dem.

      Kommentar af Ellen — 3. november 2014 @ 09:22

  10. Det var ellers noget af en oprydning! Jeg har også tøj, som jeg er sikker på at kunne komme til at passe igen en dag. Faktisk ikke kun for småt. Og jeg kan bare ikke finde ud af at få det ud af huset, for hvis nu. Og det der med at skulle bruge det, man netop har smidt ud, er vist en lovmæssighed i Murphy-kategorien.

    Lækkert billede, man kan næsten lugte efteråret 🙂 Hedder rosernes frugter altid hyben uanset sort og størrelse? Smager iøvrigt godt, synes Kamelen, som nipper dem direkte af buskene, hvis hun kan komme til det.

    Kommentar af Fruen i Midten — 3. november 2014 @ 09:41

    • Ikke kun for småt? Heldige dig, men ja, det er ren Murphy, der gælder her.
      Jeg er ret sikker på, at alle rosers frugter hedder hyben – og den Kamel kommer da ikke til at lide af C-vitaminmangel 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. november 2014 @ 13:12

  11. Hehe, det lyder genkendeligt alt sammen, bortset fra at husbonden har mere tøj end han går med. Vi ville vist have vældig godt af en flytning eller to; med to samlere i samme hus!

    Kommentar af fiberfryd — 3. november 2014 @ 11:29

    • Jeg kender nogen, der har et nydeligt lille rækkehus til salg 😉

      Kommentar af Ellen — 3. november 2014 @ 13:13

  12. Sådan!

    Kommentar af Jørgen — 4. november 2014 @ 08:59

    • Nemlig!

      Kommentar af Ellen — 4. november 2014 @ 15:30


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.