Hos Mommer

31. oktober 2014

Alternative gardiner i køkkenet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: ,

Nye gardiner i køkkenetI dag har vi stort set ikke kunnet se fjorden på trods af, at den er lige på den anden side af vejen. Gråt, trist, tåget, småregn, men sådan må det også være indimellem.
Da vi kom ud i køkkenet, så jeg, at vi kvit og frit havde fået nogle lidt anderledes gardiner.
De var såmænd smukke nok, men de er vist ikke særlig holdbare …

Da vi kørte hjem, så jeg huset gennem hybengardiner – det var egentlig også ganske nydeligt.
Alle gardintankerne opstod, fordi vi havde en aftale med en glarmester.
Som kom til den aftalte tid! Han lød redelig og ærlig, så han har fået tjansen.
Vi har bestilt vinduer for en mindre formue, og manden aner i princippet ikke hvem vi er – han har kun Johns fornavn og mobilnummer.
Han gav os en pris – mundtligt – og sagde “Hernede bruger vi altså ikke rigtig at sende på skrift, hvad vi laver af aftaler. Vi plejer simpelthen at stole på hinanden.”
Jamen det er da fint med os …

Ham superoverklumpen af en glarmester, som jeg har omtalt et par gange, ringede gudhjælpemig en gang til for at undskylde og sagde til John, at nu har han fyret den svend, der ikke kunne overholde sine aftaler. John spurgte så, om han havde fyret sig selv, for så vidt han vidste, var det ham selv, der havde lovet at komme begge gange.
Det svarede klumpen ikke rigtig på, men vævede videre. John sagde så, at han var blevet lovet at blive ringet op “… om 10 minutter. De er gået nu!”
Det var heller ikke helt løgn, for klumpen ringede søndag aften – fire dage efter, John naivt havde troet på hans løfter om bod og bedring. Efter lidt mere væveri erklærede John, at nu synes han faktisk, at denne farce havde kørt længe nok, at opgaven ville blive givet til en anden og lad venligst være med at forstyrre mig mere, tak!
Et eller andet sted er jeg en anelse imponeret over denne frækhed, men også kun en anelse, og nu har vi fået et tilbud, der oven i købet matcher en internetpris, jeg havde fundet frem til, så vi er tilfredse! Selvfølgelig er det lidt dyrere i forhold til internettet, men John slipper for selv at montere to store og 34 små termoruder, plus at der er garanti på alle ruderne, hvad der i praksis ikke er, når man bestiller dem via nettet og de bliver produceret i et eller andet østland. Den garanti vil vi gerne betale en lille smule for. Glarmesteren har også selv målt op … jeg var hundenervøs for at bestille dem via nettet, for sæt nu, der var et eller andet vi havde misforstået mht. de mål, vi skulle opgive. Det er nemlig ikke så enkelt, som vi først troede, og jeg kunne lige se os stå med en hulens bunke vinduer, vi ikke kunne bruge til noget. Det er igen det med at lade fagfolk komme til og selv lade være med at foretage sig noget, der kan gå galt.

Hybengardiner

Reklamer

20 kommentarer

  1. Det er den, der måler op, der bærer ansvaret, hvis der er nogle mål, der ikke passer. Det er bedst at lade fagfolk tage det ansvar. Da vi fik nye rullegardiner i hele huset for nylig, viste det sig at være en rigtig god ide, at gardinmontøren selv havde stået for al opmåling. Gardinet for den en terrassedør var ikke i orden og vi skulle ha’ et nyt. Da det nye kom, var det en cm for smalt. Det viste sig, at montøren havde brugt målet fra den anden dør, hvor han åbenbart havde sat belaget en anelse anderledes. Der var vi glade for at kunne henvise til, at han jo selv havde taget alle mål og sat beslagene op 🙂

    Kommentar af www.bedstesblog.dk — 31. oktober 2014 @ 18:02

    • Du bekræfter til fulde hvad jeg mener! Jeg er ret glad for, at vi har ladet fagfolk komme til i den grad, vi har gjort det 🙂 – godt nok har det kostet en diskussion eller to, men ikke mere, end vi hurtigt blev enige om, hvad vi skulle gøre.

      Kommentar af Ellen — 31. oktober 2014 @ 18:13

  2. Vi skal have nye hynder med skind til de 37 stolestader ovre i kirken. Leverandøren bor i Skive, og ved et sammenfald af uheldige omstændigheder fik han ikke taget mål,da han han var her. Nu vil han have mig til det. Din historie bekræfter mig i, at den opgave skal jeg ikke tage på mig.

    Kommentar af Stegemüller — 31. oktober 2014 @ 18:29

    • Man skal i hvert fald vide, hvad man gør – se evt. Randis kommentar øverst. Jeg kan godt forstå, hvis du helst ikke vil tage de mål.

      Kommentar af Ellen — 31. oktober 2014 @ 21:05

  3. Flotte gardiner, som man må nyde, mens man kan.
    Selvom det er godt at stole på hinanden, så kan jeg nu også rigtig godt lide at få det på skrift. Det bliver spændende at høre om jeres vinduer, når tidens fylde bliver moden.

    Kommentar af conny — 31. oktober 2014 @ 18:42

    • Sådan er det ude på landet, Conny … men der kommer du vel egentlig også fra? Eller er det alligevel ‘bytænkning’ der? 😉

      Kommentar af Ellen — 31. oktober 2014 @ 21:07

      • Landet og landet … Det kommer nok an på, hvor langt ind i byen landet går 😀 Jeg boede i et villakvarter i udkanten af en mindre by, Ribe. Men jeg er ret sikker på, at mine forældre sagtens kunne klare sig med et håndtryk og et fast blik 🙂 Desværre har jeg bare været ude for et par tilfælde, hvor en underskrift ville have været guld værd.

        Kommentar af conny — 1. november 2014 @ 11:00

        • Af skade bliver man klog, men sjældent rig … det er klart, hvis du har været ude for noget uheldigt, men i glarmestertilfældet her har både han og vi noget at miste, så vi vælger stole på-metoden 🙂

          Kommentar af Ellen — 1. november 2014 @ 17:12

  4. Begge gardiner er fine. Jeg håber det er lykkedes glarmesteren at måle rigtigt og at der ikke kommer mere bøvl end det hidtidige ud af det. Forstår godt klumpen ikke fik jobbet. Da vi fik nye vinduer var det ingenlunde let at måle rigtigt m.v. Det må ikke være let at være håndværker.

    Kommentar af Jørgen — 31. oktober 2014 @ 19:55

    • Hvis ikke det er lykkedes ham, er det så heldigvis ikke vores problem 🙂
      Der var kun én vej for klumpen!
      Nej, for er det udvendige eller indvendige mål? Er ‘afstanden’ mellem glassene eller er det inklusive glassene? Der er meget, man skal være sikker på, inden man kaster sig ud i noget.

      Kommentar af Ellen — 31. oktober 2014 @ 21:10

  5. Utroligt at den klump af en glarmester bare kører på! Heldigvis lader det til, at I nu har fået en god en af slagsen, så er det også bare med at slå til og få ham til at gøre mest muligt.
    Nydelige gardiner begge slags 😉

    Kommentar af fiberfryd — 31. oktober 2014 @ 22:06

    • Ja. Tænk hvis han var lige så ihærdig med at overholde de aftaler, han bruger oceaner af tid på at [bort]forklare, hvorfor han ikke overholder dem 😉

      Kommentar af Ellen — 31. oktober 2014 @ 22:09

  6. Milde Moses… Sikke en historie om en “elefant i en glasbutik” af en glarmester. Lyder dog som en happy ending!
    Fine spindelvævstynde gardiner… Du hækler da bare nogen i stilen….
    Smukke røde … er det egentlig ikke… Hunderoser? Hybenroser er de tykke runde frugter?

    Kommentar af Anne Holtegård — 31. oktober 2014 @ 22:55

    • Vi tror nu på en happy ending!
      Nårhja, jeg hækler da bare … 😉
      Jeg ved ikke, om det er hunderoser; det kan det sagtens være, men jeg mener bestemt, at alle rosers frugter hedder hyben, uanset hvordan de ser ud.

      Kommentar af Ellen — 1. november 2014 @ 09:22

  7. Flotte gardiner – sådanne nogle spindelvævsagtige nogen kan du da hækle selv 🙂 det er værre med dråberne.

    Jeg er sikker på I godt kan stole på glarmesteren, der findes heldigvis stadig ærlige håndværkere, selvom der er mange brådne kar.

    Kommentar af Lissi — 1. november 2014 @ 10:43

    • Ja, de dråber kan jeg ikke efterligne 🙂
      Det tror jeg også, at vi kan – det andet fjols af en glarmester er det eneste dårlige tilfælde, vi har været ude for i forbindelse med Den Stråtækte.

      Kommentar af Ellen — 1. november 2014 @ 17:13

  8. Glarmestre skal være gennemskuelige. Godt I fandt en af den rigtige slags.

    Kommentar af Eric — 1. november 2014 @ 17:21

    • Hehe, ja det skal de 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. november 2014 @ 18:14

  9. Den der skal montere vinduerne måler op, det er et godt og sundt princip at følge, det kan blive både dyrt og besværlig at prøve at spare nogle kroner på sådan en udskiftning.

    Kommentar af Inge — 1. november 2014 @ 19:31

    • Det var også den konklusion, vi nåede frem til 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. november 2014 @ 19:56


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.