Hos Mommer

29. oktober 2014

Tomhed, læsbarhed, lixtal, sprogøre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:43
Tags:

Så er englænderne landet igen i Heathrow. Det har – som sædvanligt – været skønt at have dem her og de syv dage er – som sædvanligt – fløjet afsted. Der er – som sædvanligt – meget stille igen i det lille rækkehus. Høsten fra landmandslivet er endt i skraldespanden, markerne er ganske enkelt lagt sammen igen og vendt tilbage til deres tidligere og sikkert kedeligere liv som tæpper. Sengetøjet er pakket væk. Det eneste, der ikke virker tomt, er køleskabet – jeg har altid så mange rester, at vi kan leve af dem det meste af en uges tid.

Mens de var her, var Charlotte på biblioteket for at finde nogle læse-let-bøger til Anna. Hun læser hurtigt og flydende på engelsk, men de børnebøger de har på dansk ovre i England, er alt for svære at begynde at læse for hende. Hun skal først til at lære at koble bogstaverne sammen med de lyde, hun kender fra dansk, og når man ‘kun’ kan læse engelsk, er det sværere end man umiddelbart tror, men tænk bare på et ord som i, som Anna kender som I, og hvor det betyder jeg. Hvis hun skulle have skrevet i på dansk, ville hun have skrevet e.
Jeg er naturligvis overhovedet ikke med på, hvad markedet byder på i den genre og blev derfor lidt forbavset over, at man kan skrive en hel bog med ord på to bogstaver: Bi på is og Ib i en sø, som har lixtal på 1-2. Frode tryller har lix 3,6 og har, som det fremgår af titlen, ord på op til seks bogstaver.
Skulle man ikke lige kunne huske, hvad lixtallet betyder, er det et udtryk for en teksts læsbarhed. Her kan man finde lidt mere om det, hvis man skulle være interesseret. Mine tekster ligger på lixtal omkring de 40 og hører derfor til i middelklassen; det er kun ganske få, der når op over middel, men det er heller ikke lovtekster, jeg forfatter her. Denne tekst har lix 41,36.

P1030955

Det er pudsigt med børnene: Anna læser som sagt på et niveau, der svarer til lidt mere end hendes alder, mens Aubrey på grund af sin ordblindhed halter langt bagefter. Det er blevet bedre, efter de har fået nogle gode værktøjer, men der er lang vej endnu.
Når det kommer til udtalen af det danske sprog, er det lige omvendt: Anna taler dansk med en kraftig engelsk accent, hvorimod Aubrey siger lydene på fuldendt og fejlfrit dansk. Anna ruller fx på r’erne, hvilket Aubrey ikke gør.
Han har sprogøre og er mere musisk orienteret – Anna er forholdsvis umusikalsk. Charlotte og jeg har en teori om, at det at have let ved at fange musikken i et sprog har noget at gøre med, at man ikke er mere eller mindre tonedøv.
C talte et glimrende engelsk, da hun flyttede til England, men de første tre måneder kunne de høre, at hun var skandinav. De næste tre måneder spurgte de, hvor hun kom fra, og efter seks måneder var der ingen der kunne høre, at hun ikke er født i England. Det der afslører én som udlænding, er tonen i sproget – det er fuldstændig ligegyldigt hvor stort og fornemt ordforrådet er og hvor grammatisk korrekt man taler, hvis man lyder som Eddie Skoller, når han giver den med Våt have ju lørned in skul today?

Reklamer

22 kommentarer

  1. Hoved og køleskab er fyldt efter sådan en uge og stilheden giver ekko….
    Vi lærte om Lixtal på et TR kursus… tankevækkende hvor forskellig tekster kan blive udfra de parametre. Er ret imponeret over de børnebøger.
    Mellemste er ordblind, er til gengæld en god fortæller. Var længe om at tale, men siden blev det indhentet!! Jeg har altid haft let ved tonefaldet (men skidt med udtalen qua mit høretab) Ungerne har alle et godt sprogøre og kan fange tonefaldet lokalt. Det har givet mange sjove oplevelser. Min far snakkede flydende tysk inkl grammatiske fejl(som fik mors skolede ører til at krølle) og folk spurgte om han var fra Hamborg! Hans engelske lignede til gengældt Skollers til forveksling!!! Det morede vi os over….

    Kommentar af Anne Holtegård — 29. oktober 2014 @ 19:18

    • Pudsigt: Aubrey var også længe om at tale.
      Herligt at høre om din families sproglige evner – eller mangel på samme 😉

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2014 @ 19:28

  2. Prinsessepigen taler engelsk med London accent, mindstemanden med dansk accent. De blander sprogene især den lille men de kan sagtens forstås. Vi opdagede, at prinsessepigen kunne læse engelsk kort efter hun havde knækket læsekoden på dansk. Jeg snakkede med hendes klasselærer om det og hun sagde, at når først koden er knækket er den det på begge sprog. Hun læser dog mindre flydende på engelsk. Vi har lige haft besøg fra England nogle dage og onkel blev helt træt på ungernes vegne fordi de hele tiden skifter mellem dansk og engelsk om de taler til mig eller faren:) Ungerne tænker jo ikke over det men for en der ikke er to-sproget virker det jo amazing de bare skifter som det lige passer dem. De får vi tit af vide. Deres engelsk lærer i skolen bruger dem som hjælpelærer (på en sjov måde) i engelsk timerne og hun taler konsekvent engelsk til dem. Hun siger, at det er så dejligt med to-sproget for de andre børn i klassen lærer at lytte til sproget mere naturligt:) jamen vi er happy to help;) Vores unger er ok med det så det er da fint. Da din datter er dansk statsborger så kan hun på sit cprnr låne e-boger gratis på jeres lokale bibliotek online mens hun er i England. Tænker hun kan finde nogle nemmere læsebøger til Anna der. Ellers er der rigtig gode hjemmesider med læsehjælp. Nok nemmeste bare at google dem. De er gratis nogle af dem.

    Kommentar af Mette — 29. oktober 2014 @ 19:52

    • Dine børn er åbenbart mere villige til at skifte mellem sprogene end mine børnebørn er. De forstår alt, men de taler meget nødig dansk.
      Hvor er det godt, at dine børn tilligemed er i stand til at være hjælpelærere 🙂
      Vi har overhovedet ikke tænkt på, at Charlotte kan låne danske e-bøger, så tak for tippet!

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2014 @ 20:40

  3. Det varer nok noget, før jeg taler som en indfødt på Charlottes niveau. Jeg snakker altid løs i butikkerne og tager det som et plus, hvis de IKKE spørger, hvor jeg kommer fra. 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 29. oktober 2014 @ 20:09

    • Hehe … det kommer også an på, hvor meget man er nødt til at tale det i hverdagen. C havde jo arbejde og kæreste og talte derfor engelsk stort set hele tiden 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2014 @ 20:42

  4. Det er et godt billede fra fjorden.
    Interessant med de beskrevne individuelle forskelle, som jo fremstår meget tydeligt hos børnebørnene.
    Det glæde mig at kunne læse og forstå tekst med lix 40.

    Kommentar af Jørgen — 29. oktober 2014 @ 20:34

    • Tak.
      Ja, det er nemlig meget interessant at følge børnenes forskelle og dermed deres forskellige udviklinger.
      Arh, Jørgen – mon du ikke ville kunne klare en 55’er med nogenlunde lethed?

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2014 @ 20:44

  5. Hej Ellen
    Hvis du er interesseret i kasserede børnebøger, må du gerne skrive til mig.
    Venlig hilsen
    Kirsten i Tønder

    Kommentar af Kirsten Vejerslev Mikkelsen — 29. oktober 2014 @ 20:46

    • Hej og tak – det har jeg så lige gjort 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. oktober 2014 @ 21:03

  6. Det er bare så forskelligt, hvilke talenter man er udstyret med. Det er jo også meget forskelligt, hvordan man lærer. Det er faktisk ret interessant – nogen børn lærer f.eks bedst, mens de bevæger sig, mens andre helst skal sidde stille og koncentrere sig. Min skolelærerhusbond siger, at alle har deres individuelle læringsstil 🙂

    Kommentar af www.bedstesblog.dk — 30. oktober 2014 @ 07:06

    • Det er endog meget interessant – vi har netop i denne ferie talt en del om forskellige former for læringsstile. Også her er A&A meget forskellige – men det ved din mand så en masse om, kan jeg forstå 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2014 @ 09:05

  7. Jeg røg lige tilbage til studietiden, hvor jeg havde en tekst, jeg døjede med at læse. Den skrev jeg ind i en lixberegner, og den kom ud med et meget højt lixtal, så forstod jeg det bedre 🙂
    Ingen kan være i tvivl om hvor jeg kommer fra, når jeg begår mig på fremmedsprog, men jeg kan snakke med mennesker, og det betyder noget. Og de fleste udlændinge bliver imponeret over at man prøver. Dengang jeg arbejdede i England kunne de engelske piger overhovedet ikke begå sig på fransk, som de havde haft lige så længe som jeg havde haft engelsk 🙂

    Kommentar af Lene — 30. oktober 2014 @ 07:42

    • Det er lidt pudsigt … en let og en svær tekst kan dog godt have samme lixtal; det var der et godt eksempel på i linket.
      Det er fint nok, at, når man er turist, kan begå sig på landets sprog, hvadenten det er lidt eller meget, og ja, så er de imponerede over, at man bare prøver. Det er, når man slår sig ned i et andet land, jeg synes man bør yde en stor indsats for at lære landets sprog så hurtigt som muligt og så godt, som man formår.
      Jeg har også lagt mærke til, at englændere er dårligere til fransk, end vi er til engelsk med det samme antal læreår bag os, men en stor del af forklaringen er nok, at vi hører engelsk stort set hver dag, mens dette ikke gør sig gældende for en englænder mht. fransk 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2014 @ 09:11

  8. Sjovt med den der lix-beregner. Jeg skulle selvfølgelig straks prøve et par gange – eller fire. Resultatet lå fra 31 til 42. Gad vide, om det er emnet eller humøret, der er afgørende for niveauet?
    Jeg kan godt forstå din og Cs teori om musikalitet og sprogøre, men jeg er ikke sikker på, den holder. Jeg er desværre ret umusikalsk, men rammer hurtigt (alt er relativt) den lokale lyd. Måden, jeg snakker engelsk på, varierer meget, alt afhængigt af om jeg befinder mig i fx Texas, New York eller Skotland, og jeg vil vædde med, at jeg kunne gøre som Charlotte og lyde som en indfødt i løbet af 6-8 måneder. Da jeg i sin tid som nyudsprungen student flyttede til Kbh gik der heller ikke lang tid, så kunne man ikke længere høre, at jeg var fra Jylland. Donnaen – som til gengæld er musikalsk – har det på samme måde. Efter to dage i det nordsjællandske sammen med de jævnaldrende niecer, kan man dårligt høre forskel på hende og de andre tøsebørn.

    Kommentar af Fruen i Midten — 30. oktober 2014 @ 09:26

    • Interessant spørgsmål … det kan nok være både emnet og humøret, hver for sig eller sammen.
      Nej, den holder åbenbart ikke helt – det var da ellers en meget god teori 😉 Det er bare sjovt, at der er nogle, der aldrig lærer et andet sprog fuldt ud, om så de bruger det meste af et liv til det, og andre er lynhurtige til at tage nye toner til sig, så at sige. Og så er der dem, der nærmest sætter en ære i at beholde den fremmede accent, men dem har jeg aldrig helt forstået 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2014 @ 17:25

      • Mener du prins Henrik? 😉 Det kan jeg så slet ikke. Send mig til Indien, og så bliver mit engelske derefter. Hvilket så ikke er så smart …

        Kommentar af Fruen i Midten — 30. oktober 2014 @ 17:58

        • Jeg havde ikke nogen speciel i tankerne, men han er da et godt eksempel – og nej tak: det bliver lidt for komisk at høre på, så drop du bare Indien 🙂

          Kommentar af Ellen — 30. oktober 2014 @ 18:27

  9. Apropos det at læse: Jeg var i praktik, mens jeg læste. I en første klasse skulle en pige læse højt for mig, hvilket hun gjorde virkelig godt, men bogen lå på hovedet! Forklaring: Hun havde tre storebrødre, og når de læste, sad hun overfor dem og lærte at læse på hovedet. Jeg ved ikke,om hun i dag har lært at læse normalt 🙂

    Kommentar af Rimkogeren — 30. oktober 2014 @ 15:46

    • Haha, Rimkoger … ja, hvorfor ikke? Men mon ikke hun har lært det nu? 😀

      Kommentar af Ellen — 30. oktober 2014 @ 17:26

  10. Jeg har boet det meste af mit liv her i UK og snakker engelsk flydende, men undres altid over at folk ikke kan hoere hvor jeg er fra, da jeg selv synes jeg har en ganske almindelig dansk/engelsk/skotsk accent (laerte hverdagsengelsk i Skotland). Faktisk kan jeg godt lide at have lidt accent; efter alle de aar foeles det lidt som om der stadig er en lille dansker gemt i mig. 🙂

    I alle de aar jeg har boet her har jeg kun moedt en enkelt dansker, hvor jeg ikke gennemskuede accenten. Jeg var hos frisoer og den unge mand og jeg snakkede, saa det var en lyst og paa et eller andet tidspunkt naevnte jeg Danmark. Han spurgte hvad mit tilhoersforhold til Danmark var og jeg svarede at jeg kom der fra. ‘But so do I”, svarede han og saa doede vi af grin. Guderne maa vide hvad resten af salonen taenkte, da vi pludselig slog over i et andet sprog, med lidt engelske ord krydret ind.

    Kommentar af Tina - omme i London — 1. november 2014 @ 00:50

    • Pudsigt, at vi ser så forskelligt på det … jeg ville (som C) sætte en ære i ikke at blive gennemskuet – og danskeren er der jo, selv om man ikke kan høre hende 😉
      Sjov episode med din frisør – det er den slags ting, der fæster sig i hukommelsen og som bliver til de gode historier.

      Kommentar af Ellen — 1. november 2014 @ 09:17


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.