Hos Mommer

20. oktober 2014

Skorstensfejeren gik en tur … til Præstø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags:

P1030842P1030843Vi har fået en udsøgt service i dag.
Morten Tømrer har sat vores nye brændeovn på plads, men for at være på den sikre side mht. forsikringen, skal en skorstensfejer godkende både den og skorstenen, inden vi tager den i brug.
Som de lovlydige borgere vi naturligvis er, ringede jeg i formiddags til den lokale skorstensfejer.
– Ja goddag, du taler med … bla bla …
– Jamen vi kommer da og ser på det. Hvornår er I der?
– Hele dagen i dag, fx …
– Jeg skal sørge for, at der kommer en ung mand og hilser på jer.
Den unge mand kom to timer efter! Det kalder jeg lynhurtig ekspedition. Hatten af for det.
Skorstensfejeren beholdt sin på.
Det hele blev godkendt, og jeg måtte bare have et billede af en vaskeægte skorstensfejer, som de har set ud meget, meget længe, med høj hat og det hele.
Og iPad.
Det kunne jeg ikke stå for.

Hvor ER jeg også glad for, at jeg fik overtalt Hr Nielsen til at entrere med en professionel gulvmand fremfor selv at begynde at rode yderst amatøragtigt med de smukke, men dårligt vedligeholdte gulve.
Jimmi startede sit arbejde i dag og holddaop for en forskel.
De er naturligvis bare slebet nu; de mangler at blive hvidpigmenterede og derefter lakerede, men de bliver flotte. Superhamrende flotte.

P1030838P1030845

Herover køkkengulvet.

P1030846P1030849

Og herover entreen, hvis gulv går lige over i køkkengulvet, men dette var lakeret, mens køkkengulvet var hjemmehvidpigmenteret og derefter dårligt vedligeholdt, så det fremstod som meget snavset.
Nu bliver de næsten helt ens at se på. Ens i struktur og farve, lidt forskellige i bredde, men det vil man stort set ikke lægge mærke til, når de er færdigbehandlede.
At de ser forskellige ud på billederne, skyldes dels fotografen og dels forskelligt lysindfald.
Vi kommer nærere og nærere, som min far sagde.
Jeg er helt smadret i armene af at bruge malerrulle, så jeg kunne desværre ikke lave aftensmad … ej, hvor var det ærgerligt (ironisk smilende smiley), men det findes der da gudskelov forskellige løsningsmuligheder for …

Advertisements

32 kommentarer

  1. Ojjj hvor bliver det flot, nu må det sørme snart være på tide at se jeres paradis igen.. 🙂

    Kommentar af Inge — 20. oktober 2014 @ 21:36

    • Det er det, Inge – men for jer skal det nok helst være i weekenden, så vi finder ud af det snarest muligt efter englændernes besøg (de kommer på torsdag) 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2014 @ 22:09

  2. Det er altid klogt, at entrere med fagfolk på områder, hvor resultatet efterfølgende er meget synligt! For eksempel gulve og fliser – al den slags, som ikke lige er til at gøre om.

    Kommentar af Lone Nielsen — 20. oktober 2014 @ 21:58

    • Helt enig, Lone. Det største problem er at overbevise John om rigtigheden af dette 😉

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2014 @ 22:09

      • Ja, de kan være stædige – de mænd 😉
        Det ser rigtig godt ud. Vi skal da næsten have en før og efter serie når I er i mål.

        Kommentar af Lone Nielsen — 21. oktober 2014 @ 09:10

        • Det har jeg også tænkt på, så det slipper I nok ikke for 🙂

          Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 18:05

  3. Hvor bliver det flot! Det er da en ualmindelig skøn skorstenfejer. Sjove billeder.

    Kommentar af Betty Schou — 20. oktober 2014 @ 22:04

    • Han var noget så nuser 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. oktober 2014 @ 22:10

  4. Der er to grunde til at man har fagfolk: De kan faget! Og har det rigtige værktøj!
    Ulempen er at de skal have løn for indsatsen…. Og det afstedkommer diskussioner om nødvendigheden af faglighed og udstyr kontra DIY!!!!
    Ja…. vi er tit uenige her!!!
    De gulve må da være blandt de bedste argumenter for faglighed….. Nøj, hvor bliver de flotte.
    Det er da år siden jeg har set en skorstensfejerfagmand (flot syn)…. nok fordi vi ikke har en skorsten…. men det er der jo mange andre, der har…. så man skulle teoretisk kunne passere en skorstensfejer i området.

    Kommentar af Anne Holtegård — 20. oktober 2014 @ 23:22

    • Det er så sandt, så sandt! Din mand minder på dette punkt lidt om min …
      De skal komme en gang om året, så du burde kunne møde en en gang imellem 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 09:07

  5. Det bliver så flot! Superflotte gulve og meget charmerende skorstensfejer, det er et glimt af gamle dage med hatten og fuldstændig moderne med iPad {;o)

    Kommentar af nuuka04 — 21. oktober 2014 @ 06:07

    • Det var simpelthen så skønt med den unge fyr i ‘gammel’ uniform, men med den iPad 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 09:08

  6. Fine billeder af skorstensfejeren på besøg – og af illustrationen af gulvprocessen.

    Kommentar af Jørgen — 21. oktober 2014 @ 06:14

    • Tak – ja, der bliver gjort noget ved sagen.

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 09:08

  7. Hvor sjovt med skorstensfejeren i den nærmest antikke uniform og så den nymodens Ipad 🙂 Her i byen går skorstensfejerne desværre ikke med høj hat. Det er ellers lidt hyggeligt. Hvor bliver jeres gulve altså flotte!

    Kommentar af Fruen i Midten — 21. oktober 2014 @ 08:43

    • Hvorfor mon de ikke gør det? Det er da så hyggeligt, som du siger.
      Ja, de bliver noget så flotte!

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 09:09

      • Det ved jeg ikke. Og da vi ikke selv har skorsten, skal jeg stoppe skorstensfejeren på gaden for at spørge, så det kommer nok til at knibe med en forklaring. Måske synes jyske skorstensfejere ikke, at de vil ‘føre sig frem’ i høj hat?

        Kommentar af Fruen i Midten — 21. oktober 2014 @ 14:10

        • Ikke godt at vide … jeg synes det ser flot ud og slet ikke at ‘føre sig frem’ 🙂

          Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 18:06

  8. Jeg har altid haft brændeovne i mine huse, så skorstensfejere med hat har ofte været på besøg. Det er et herligt syn, og jeg elsker den traditionelle påklædning (der jo også er praktisk arbejdstøj, må man sige). I øvrigt er skorstensfejere i England lidt anderledes – ikke kun hvad påklædningen angår, men de kommer slæbende med store lagner, som de fint dækker med rundt omkring pejsen. Ikke et støvgran kommer ved siden af, når der renses!

    Og gulvene: Jamen de bliver da superflotte! Det kan efter min mening slet ikke betale sig at slås med den slags selv. De professionelle gør det uendeligt meget bedre… 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 21. oktober 2014 @ 08:47

    • Det har jeg set – det med de store lagner. Det var så ikke nødvendigt i går, da brændeovnen slet ikke var taget i brug endnu, men vi får se næste gang … 🙂
      Vi er så enige, Mia – det var godt, jeg fik John til at indse det 😉

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 09:11

  9. Super flotte gulve! Jeg fik også alle gulve slebet ned og lakeret tre gange, inden jeg flyttede ind her i Hvidovre. Sikken forskel det gjorde.

    Kan man næsten ikke kalde skorstensfejeren i den gamle uniform med sin iPad for en form for anakronisme?

    Kommentar af Stegemüller — 21. oktober 2014 @ 08:51

    • Det gør virkelig en stor forskel.
      Jo, det kunne man vist godt kalde ham 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 09:12

  10. Her får vi også besøg af skorstensfejer hvert år, og lige nu kan jeg ikke huske om han har høj hat på, men selvom han ikke bruger store lagener, så bruger han støvsuger, så der er intet at se. Og de gulve bliver skønne at se og gå på 🙂

    Kommentar af Lene — 21. oktober 2014 @ 10:04

    • Jeg har nu heller aldrig hørt om, at en skorstensfejer efterlader et værre svineri 🙂
      De bliver så flotte …

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 18:07

  11. Vores skorstensfejer hedder Morten, og er jordens sødeste.
    Endda så sød at datteren en overgang fjasede lidt med ham i det lokale natteliv. Men han var med sine 29 år aaaaalt for gammel til hende, og så var der lige det med at han var skorstensfejer. Det var vist både lidt sejt og lidt nederen. Hun var 18 dengang.

    Er du sikker på at din John og min Finn ikke er kommet af samme klon engang i fortiden? Her skal der også diskuteres LÆNGE, før professionel hjælp accepteres.
    Det var en uomtvistelig fordel ved hans tidligere sejlende tilværelse, at jeg engang imellem kunne snige en bil (eller to) på værksted, så han ikke skulle have dårlig samvittighed over ikke at nå dem i hjemmeperioderne. Nu har jeg ham om ørerne hele tiden…

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 21. oktober 2014 @ 12:22

    • Ja, for en 18-årig har han været ældgammel.
      Det lader til, at en hel del mænd er kommet af samme klon – se også Lones og Tinas kommentarer 🙂
      Der er fordele og ulemper ved alt, selv om det er dejligt at være sammen 24/7.

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 18:10

  12. Min mand og hans far kunne for nogle år siden sagtens slibe vores trægulv selv! Ja, det ser desværre også ud derefter; med hakker og hulninger og lyse og mørke pletter. Når jeg får (økonomisk) overskud bestiller jeg en gulvmand til at gøre det om 🙂

    Kommentar af Tina — 21. oktober 2014 @ 13:29

    • Jeg føler med dig – og bliver mere og mere glad for, at jeg ikke lod mig overtale til at kaste mig ud i noget amatørarbejde 🙂
      Lyseslukkeren Ellen kan betro dig, at vores Jimmi gulvmand siger, at det ofte bliver dyrere at reparere efter gørdetselv-folket netop af de årsager, du nævner, end hvis de havde fået lov til at gøre arbejdet fra starten 😦

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 18:13

  13. Nøøjh! hvor er det flot. Det må da krible i jer – kan lige sætte mig i stedet – det må være svært at vente med at flytte ind.

    Kommentar af Karen — 21. oktober 2014 @ 17:38

    • Tak – det synes vi selvfølgelig også selv og går og håber på, at det kommer til at passe med at få solgt rækkehuset, når vi er færdige nede i Den Stråtækte 🙂

      Kommentar af Ellen — 21. oktober 2014 @ 18:15


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.