Hos Mommer

17. oktober 2014

Elgen var en lille smule snyd

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:32
Tags: , ,

imageElgen var en lille smule snyd, men også kun en lille smule.
Den var nemlig ægte nok, men den gik i en indhegning.
I de efterhånden mange år, vi har haft vores regelmæssige gang i Sverige, kan de gange, vi har set elge ude i naturen, tælles på to hænder, mere præcist seks gange, og de fire af dem så vi dem fra temmelig stor afstand. Sporene efter dem har vi set heroppe i haven på vintermorgener masser af gange, når der har ligget afslørende sne, men det tæller ikke rigtigt, når man ikke har set selve elgen.
Det er meget sky dyr, som søger langt ind i skovene om dagen, hvorfor det også hovedsagelig er om natten, de bliver kørt ned. Eller rettere bliver kørt ind i, for det går mindst lige så meget ud over bilen, når man på den mindst ønskelige måde træffer på det store dyr.
Jeg var engang skræmmende tæt på at køre ind i en stor elgtyr kort efter mørkets frembrud. Den stod lige midt på vejen og var totalt blændet og lammet af bilens forlygter. Jeg nærmest stod på bremsepedalen for at standse i tide, hvad jeg heldigvis lige akkurat nåede, men sikke en forskrækkelse for os alle sammen, elgen sandsynligvis inklusive. Da bilen stod stille, forsvandt den ind i den mørke skov.
Det var den ene af de to nærhedsoplevelser. Den anden var en hel del mere hyggelig: I sommeren 1997, da ødegården lige var blevet erhvervet, fik jeg øje på en ung elg, der stod lige på den anden side af vejen og nysgerrigt iagttog os. Hele familien var heroppe og i gang med forskellige udendørs aktiviteter, så jeg fik i hast samlet de fleste, mens elgen stadig stod og gloede på os. Den var, af ukendte årsager, ganske tydeligt mest interesseret i Charlotte, som fik lov at gå helt hen til den, hvilket min yngste søster kommenterede med, at den ene ko jo selvfølgelig kender den anden.
Charlotte replicerede med, at den naturligvis følte sig tryg, fordi den kunne se, at hun havde taget hele familien med!
Sådan hyggede de sig så tit, de to – de havde ofte et pingpongspil kørende til de øvrige familiemedlemmers udelte fornøjelse. Det kan de såmænd stadig have, når lejlighed byder sig, men det gør den i sagens natur ikke så ofte mere.

P1030799P1030810

P1030807På vejen hjem fra Flammefallet i går kørte vi på Älgsafari ved Markaryd; et stort indhegnet område, de har indrettet således, at man kan køre rundt i egen bil for at studere elgene.
Man må naturligvis ikke gå ud af bilen, men man må gerne åbne vinduerne.
Elgene er totalt ligeglade med os – der er vist ingen tvivl om, at de er født i fangenskab.
Den slags er jeg lidt ambivalent overfor, ganske som jeg er for alle zoologiske haver: Er det eller er det ikke synd for dyrene? De har det trygt og mangler aldrig føde, men de er buret inde.
Her i elgparken går de trods alt ikke i bur, men har et pænt stort område at boltre sig i.
Uanset hvad, greb vi i går chancen for at få nærbilleder af elge i en grad, vi aldrig vil komme til at opleve i naturen.
Der var også en bisonafdeling, men det følte vi som meget mere snyd, da Sverige ikke er et bisonland. Vi skulle dog lige kigge nu vi var her, men som sagt var det mere interessant at se på elgene.

Reklamer

20 kommentarer

  1. Det er en noget utæt kælder.
    Fint at se billeder af elge du selv har taget uanset de er bag hegn. Det dramatiske er dog beskrivelse af nær-påkørslen af en paralyseret elg. Tak for historien.

    Kommentar af Jørgen — 17. oktober 2014 @ 15:43

    • Velbekomme – det var faktisk meget dramatisk, selv om det hele kun tog ganske få sekunder, men det kunne være gået så grueligt galt.

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2014 @ 18:21

  2. De er fascinerende – de store dyr. Jeg kan godt forestille mig, at de kan gøre ting og sager ved bilen, hvis uheldet skulle ske. Jeg arbejdede i mange år på et autoværksted og husker tydeligt en gammel Mazda 323, der havde mødt en hest.

    Kommentar af Susanne — 17. oktober 2014 @ 16:40

    • Jeg har desværre set flere eksempler på hvor galt det kan gå – tænk blot på, hvor meget skade et lille rådyr kan forvolde.

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2014 @ 18:22

  3. Ha ha, jeg kan godt lide den rå men kærlige tone internt i familien. Det dyrker vi også somme tider i vores familie. Når det gøres med pli og elegance er det virkelig herligt 🙂

    Kommentar af www.bedstesblog.dk — 17. oktober 2014 @ 17:03

    • Det er lige præcis hvad tonen er: rå, men hjertelig. Det er så hyggeligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2014 @ 18:23

  4. Den besked vi fik omkring elgpåkørsler var at udgangen stort set altid var fatal for begge parter. Fordi elgen er så høj at bilen slår benene væk under dyret, således at hele kroppen lander direkte på føreren.
    Jeg har engang set en udstoppet elg ovenpå ‘sit’ bilvrag. Det så ikke sundt ud!
    Så du har været meget heldig. Heldigvis!

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 17. oktober 2014 @ 18:02

    • Ja, sådan er det desværre. Vi har set flere gange, hvor galt det kan gå … det er virkelig noget, man frygter, og mit hjerte hamrede da også voldsomt efter episoden, hvor det heldigvis ikke endte galt – men du har helt ret: Jeg/vi var meget heldige, jeg ved det godt.

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2014 @ 18:27

  5. Det er altså et fascinerende dyr. Godt du nåede at stå på bremsepedalen!
    Jeg har det også ambivalent med zoologiske haver og lignende.

    Kommentar af Stegemüller — 17. oktober 2014 @ 19:30

    • Det er stort og fascinerende, ja.
      Lidt af et dilemma med zoos, ikke?

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2014 @ 21:43

  6. Jeg er vældig tilfreds med at de elge vi har set, har stået langt inde ved skovkanten! De er voldsomt store… Ligesom bisonen; så nogle ved Ertebølle centret… Den er stor set gennem kamerasøgeren; da den pludselig løb hen mod mig, fik jeg en forskrækkelse og glemte alt om, at der var hegn imellem os!!!!
    Der er da heldigvis hul i kældervæggen!!! 😉
    Der er værre vandproblemer i Vendsyssel i øjeblikket…..

    Kommentar af Anne Holtegård — 17. oktober 2014 @ 22:19

    • Hehe, du lader dig da rive med af situationen 🙂
      Ja, der er hul i væggen – det er det vist ikke tilstrækkeligt at have oppe nordpå i øjeblikket 😦

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2014 @ 22:35

  7. Der var vi for et par år siden – meget fascinerende, at se de store dyr tæt på, men som du siger, også lidt sørgeligt. Vi kørte i tæt kortege (det var midt i sommerferien) og dyrene fik ikke meget fred. De så nu heldigvis ikke ud til at være stressede.

    Kommentar af fiberfryd — 18. oktober 2014 @ 00:19

    • Vi talte netop om, at det må være slemt i sommerperioden. Vi var kun tre biler derinde 🙂
      De er vant til det, heldigvis.

      Kommentar af Ellen — 18. oktober 2014 @ 09:41

  8. Jeg tror, at dit billede af “vand i kælderen” forestiller bagsiden af et vandkraftværk til at drive f.eks. et savværk.
    God weekend

    Kommentar af Kristine — 18. oktober 2014 @ 00:39

    • Nemlig, Kristine – du er ikke så nem at narre 🙂
      Tak, i lige måde.

      Kommentar af Ellen — 18. oktober 2014 @ 09:42

  9. Vi har stadig tilgode at se vores første elg in nature.. Men ingen af os har lyst til at møde den i bil på vejen, det må være skræmmende.

    Kommentar af Inge — 18. oktober 2014 @ 07:44

    • Det var virkelig en skræmmende oplevelse – så hellere se den på afstand nede i en elv 🙂

      Kommentar af Ellen — 18. oktober 2014 @ 09:43

  10. Elge har vi heller aldrig oplevet at se. Da jeg for 25 år siden arbejdede et andet sted, mødte jeg hver morgen og aften, i den mørke tid, rådyr der altid blev fanget af bilens lygter, og derfor skulle ud på kørebanen, så jeg har prøvet at være oppe at stå på bremsen, da et, eller rettere flere rådyr pludselig skulle over kørebanen, så jeg kørte altid med nedsat fart, og var meget opmærksom, men jeg har også ramt et dyr en gang. Dyret forsvandt ind i skoven, men bilen fik trods den lave fart en stor bule. Jeg ringede til manden der ejer skoven, de sendte en skytte og hans hund ud for at lede efter dyret, som jeg formodede, var såret på en eller anden måde, men de fandt det ikke, så det klarede vist sammenstødet med bilen.

    Kommentar af Pigen fra landet — 18. oktober 2014 @ 08:53

    • Ja, hvis det ligefrem er på de samme steder, du mødte dyrene, var det bare med at sætte farten ned. Dit kedelige eksempel viser tydeligt, hvor lidt der skal til, før det går galt, og både dyr og bil er ødelagt. Gid alle var lige så fornuftige som dig, når der sker den slags ting.

      Kommentar af Ellen — 18. oktober 2014 @ 09:46


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.