Hos Mommer

14. oktober 2014

Der er fordele og ulemper ved næsten alt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags: ,

Timian i blomst midt i oktober - i SverigeForleden skrev jeg, at vi holder weekend og hverdage, når det passer os. Det er skønt at have den frihed, og jeg har stadig ikke fortrudt ét sekund, at jeg stoppede med at arbejde sådan cirka 20 nanosekunder efter jeg var blevet 60 – heller ikke selv om jeg skulle bruge det første efterlønsår på at slås med (eller mod?) en omgang brystkræft. Jeg tror det var fint nok, at jeg ikke skulle passe et job – eller have dårlig samvittighed over ikke at kunne passe det …
Nu er der en (til), der er gået på pension. Hun blev ved, til hun fyldte 70, og jeg har kendt hende, siden hun startede kort tid efter jeg selv gjorde det – hvilket derfor må have været omkring 1980.
Hun har det åbenbart svært med tanken om at skulle undvære kollegerne, så hun har taget initiativ til en veteranklub. Det er meningen, at vi veteraner skal mødes i kantinen 2-3 gange om året og selvfølgelig benytte lejligheden til at tale med både hinanden og med gamle kolleger.
Jeg har naturligvis meldt mig under veteranfanerne.

Fordelene ved pensionistlivet er nok indlysende, og lige nu kan jeg ikke komme i tanke om mere end en enkelt ulempe: Vi elsker at have gæster i Sverige, men vi gør det lidt svært for os selv, når vi holder weekend uden for weekenderne.
Vi kender hele fem par, hvor den ene er jobstoppet, men det hjælper ikke så meget, når den den anden halvdel af parret stadig er arbejdsramt, så ved at være her uden for weekenderne afskærer vi os selv fra at have gæster, desværre.
Det kunne vi selvfølgelig lave om på, og det gør vi da også gerne, men lige siden vi købte Den Stråtækte har der været så mange ting, der skulle passe sammen. Specielt en af Die Drei Mädchen brokker sig over, at vi er fuldstændig umulige at få lavet en aftale med.
Det tager jeg dog som et positivt tegn … tænk hvis vi bare sad og ventede på, at nogen gad være sammen med os.

P1000106Sverige ligner sig selv, selv om det er fem uger siden vi var her sidst. Alt for længe! Men igen: Vi har travlt. Også med at holde ferie, hvis sandheden skal frem; jeg har jo været udenlands i to af de fem uger.
Her har der, som hjemme, været en varm og dejlig sensommer. Alle krukkeplanterne har haft en renæssance, mens vi har været væk, men nu har de stakkels blomster for alvor svære vilkår og går nok snart alle blomsters gang.

Det gamle træ, oh lad det stå … æbletræet er gammelt; hvert år tror vi, at nu kan det da vist ikke mere, og hvert år snyder det os og kommer med frugter. Nogle år få, andre mange. Som i år – det er vist generelt et rigtig godt æbleår i år. Jeg aner ikke, hvad det er for en sort – de er til den syrlige side, men har en kraftig og intens smag, så træet får lov at blive stående, så længe det bare kan give en lille smule udbytte.

Reklamer

14 kommentarer

  1. Prøv næste år i september at tage et par æbler og en gren med blade med til Pometet i Tåstrup. De har hvert år en dag i september, hvor der er åbent hus, og her kan man -eller kunne i al fald engang- tage sin “ukendte” sort med til sortsbestemmelse.

    Det kunne være spændende for jer at kende navnet på sorten.

    Kommentar af Farmer — 14. oktober 2014 @ 18:25

    • God ide. Jeg har såmænd selv tænkt på det, men når jeg ikke engang kan huske at undersøge, hvornår de har det åbne hus … Jørgen har dog halvt om halvt lovet at hjælpe mig med at huske dagen til næste år. Det kunne nemlig være interessant at kende æblesorten.

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2014 @ 18:37

  2. Hvis jeg havde råd, ville jeg straks gå på pension. Jeg ville elske friheden og bestemt ikke kede mig. Men i stedet må jeg satse på at blive verdensberømt bestsellerforfatter… eller noget, der ligner. Eller også må jeg vinde i Lotto. Hvad der nu er mest sandsynligt – ti hi…

    Kommentar af Mia Folkmann — 14. oktober 2014 @ 19:06

    • Næh, der er jo lige det med pengene, men vi havde heldigvis begge to sørget for at lave os nogle gode pensioner – det gælder om at tænke meget langsigtet, så vi startede tidligt med at indbetale 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2014 @ 20:09

  3. Jeg har lige fået at vide at jeg skal lære at slappe af og ikke have så travlt.
    Af én, der et splitsekund før var bekymret for om jeg nu også kunne få tiden til at gå…..
    Jeg klager bestemt heller ikke over friheden, som vi både anvender til at tage os goooood tid og til at nå en masse. Det er VID-UNDER-LIGT at være efterlønner!!!

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 14. oktober 2014 @ 19:26

    • Det kan man da kalde inkonsekvens 🙂
      Det var kun min far, som troede jeg ville komme til at kede mig som pensionist, men han nåede desværre ikke at se, hvor glad jeg er for at være det.
      Ja, det er nemlig vidunderligt!

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2014 @ 20:10

  4. Jeg nyder også, at tiden kan prioriteres efter egne behov og sjældent efter ur og aftaler og pligter……Det er tilladt at fordybe sig en hel dag i at tegne mønstre og skrive blog og lade nullermænd vente i kulissen!
    Jeg har fravalgt seniorklub o.l. Vores liv er så forskellige fra før, at der ikke rigtigt er en fællesnævner ud over en arbejdsplads, der ikke har eksisteret i 15 år! Jeg prøver tilgengæld at holde ved og være sammen med mine nuværende netværksgrupper. Noget jeg ikke har været god til tidligere…. Så jeg har ikke gamle klassekammerater osv.

    Kommentar af Anne Holtegård — 14. oktober 2014 @ 19:37

    • Nemlig. Den frihedsfornemmelse er guld værd.
      Når arbejdspladsen ikke engang eksisterer mere, så kan jeg godt forstå, at en seniorklub ikke rigtig kan fungere – det fælles referencegrundlag er jo væk.
      Du er rigtig god til at dyrke dine netværk. Noget jeg godt kunne blive bedre til!

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2014 @ 20:13

  5. Veteranklubben er da en rigtig god idé, og det er jo en herlig måde for dig at pleje dine “netværkskompetencer”. Men jeg kan bare snakke, kan jeg, for jeg er heller ikke ret god til at pleje mit netværk. Jeg har et stort virtuelt netværk, men når det kommer til mennesker, som jeg kan møde IRL, ser det straks anderledes ud.

    Kommentar af Stegemüller — 15. oktober 2014 @ 08:55

    • Ja, når man nu ligefrem for det foræret 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. oktober 2014 @ 09:12

  6. Vi ser ofte vores pensionerede kollegaer da mange af dem stadig er med i vores personaleforening og deltager meget aktivt i de arrangementer den afholder. Det er altid hyggeligt at hilse på dem igen.

    Kommentar af Inge — 16. oktober 2014 @ 13:49

    • Dejligt, at du synes det – håber mine gamle kolleger vil sige det samme 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. oktober 2014 @ 14:44

  7. Jeg skal gøre en indsats for at huske meldingen om pometet. Det står på skærmen – så …

    Kommentar af Jørgen — 17. oktober 2014 @ 12:43

    • Tak – det hjælper altid at bede nogen om at huske en på det – så husker man det bedre selv …

      Kommentar af Ellen — 17. oktober 2014 @ 12:53


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.