Hos Mommer

13. oktober 2014

Det hvide snit

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:38
Tags: ,

En meget stor savDet hvide snit har intet med det hvide snit at gøre som sådan; jeg kom bare til at tænke på det, da vi i dag fik savet en hvid bordplade til.
Det endte med at blive en længere historie med den bordplade. Den, jeg ville have, er en fra Ikea mage til den, vi har i køkkenet i rækkehuset. Det er laminat, der til forveksling ligner hvidbejdset træ, men er langt mere holdbart. Ikea fører den desværre ikke mere.
Nu var gode råd dyre … vi skulle have en bordplade til at lægge oven på et enkelt skab i badeværelset og til at lægge oven på en række skabe i det nyetablerede toilet på første sal.
Vi kunne selvfølgelig have taget rigtigt træ, da det ikke er et køkkenbord og dermed ikke udsat for alverdens ting af bordpladeskadelig karakter, men jeg vil godt have det så lyst som muligt, uden at det derfor er en ubrudt, kridhvid flade.
Jeg havde set en i Bauhaus, som kom tæt på.
John så en i Silvankataloget, som han mente kom endnu tættere på, så vi kørte til Silvan. “Der skærer de også ud efter mål”, sagde John.
“Det gør de vel også i Bauhaus”, indvendte jeg.
P1030735“Det tror jeg ikke, og så skal vi have traileren for at kunne transportere en hel bordplade.”
”Lad os nu se …”
I Silvan kunne vi konstatere, at den bordplade absolut ikke kom tæt på!
Vi havde et par andre småting, som vi stod i kø for at betale, men da kassedamen havde brugt 10 minutter på at lede efter noget, som hun ikke kunne finde (jeg fandt aldrig ud af, hvad det handlede om, men hun kom ingen vegne, selv om kunden forsøgte at være behjælpelig).
“Undskyld, men jeg er helt ny her.”
Det er i orden, og jeg bebrejder ikke den stakkels kvinde, men det er dæleme en dårlig arbejdsgiver, der lader hende passe kassen uden hjælp, hvis hun er så ny i jobbet. Vi lagde vores få varer og kørte i Bauhaus. Der var andre i køen foran os, så det gad vi simpelthen ikke spilde vores tid på. Vi kunne have stået der endnu …

P1030738I Bauhaus havde de den ønskede bordplade; de skærer til i ønsket mål og servicen var excellent. Vi skulle ud i Drive-in’en for at få skåret pladen, så vi gik derud for at hente en vogn, vi kunne transportere den på. Da vi kom tilbage med vognen, kom der en og spurgte, om ikke han skulle hjælpe med at bakse med den tunge plade – ekspedienten havde åbenbart ment, at vi så for skrøbelige ud til selv at håndtere den, så han fandt en til at hjælpe os, mens vi hentede vogn, men det gør ikke spor, for vi var glade for hjælpen – den var virkelig tung.
Han baksede og han skar ud på en noget større sav, end John har (øverste billede). Manden sagde, at han lige ville regne på det, for han mente, at det bedst kunne betale sig for os at få resten af pladen med, da det vistnok blev dyrere, hvis vi skulle betale meterprisen fremfor at købe hele pladen.
Han havde ret. Besparelsen var kun på 70 kroner, når den skulle snittes to steder, men det var god service, han ydede.
P1030736Det er ikke første gang, John har været skuffet over servicen og personalets manglende kompetencer i Silvan. Vareudvalget er meget større i Bauhaus, så det er nu ud med Silvan og ind med Bauhaus.
Pladen ligger nu fint – den passede på millimeter – nu mangler der bare kantlisten, så vi kan få skjult, at bagvæggen er lidt skæv.

Håndtagene kørte vi i Korsbækbutikken i Roskilde for at finde – der har de en masse forskellige porcelænshåndtag, som jeg nok mente ville passe fint til et så gammelt hus som Den Stråtækte.
Jeg fandt nogle med lavendelfarvede striber – passer fint til det andet lavendelfarvede, jeg har tænkt mig at køre med til at bryde alt det hvide.

Reklamer

22 kommentarer

  1. Det skrider da godt frem, og der skal bare være service sådanne steder. Men jeg tror det er forskelligt fra butik til butik, også inden for den samme kæde. God tur til Sverige, for det er vel lige om lidt 🙂

    Kommentar af Lene — 13. oktober 2014 @ 18:59

    • Det har du jo nok helt ret i, men den i Roskilde lader en hel del tilbage at ønske, så 🙂
      Tak – det er i morgen … skal bare lige have gjort huset se-parat, for tænk nu, hvis der kom nogen og kiggede 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2014 @ 19:10

  2. Sikken en god service I fik i Bauhaus – det lyder jo næsten udansk, jeg synes nemlig, at vi alt for ofte får dårlig service i Danmark. Jeg sammenligner med Sydtyskland, hvor man får en formidabel god service, lige den slags der får mig til at købe noget mere.

    Hvordan går det forresten med hussalget? kommer der nogen og kigger eller er alting gået i stå?

    Kommentar af Stegemüller — 13. oktober 2014 @ 19:32

    • Arh, synes du, den generelt er så dårlig? Jeg synes, at jeg for det meste får en god behandling i detailbutikkerne, men sker det modsatte, og det sker selvfølgelig, kan jeg ikke holde min mund med det 🙂
      Jeg kan forsikre dig for, at det kommer på bloggen, når vi engang får solgt 😉

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2014 @ 19:58

  3. God med lidt forbrugervejledning – og jeg ser du har lavet en fin lavendeludstilling.

    Kommentar af Jørgen — 13. oktober 2014 @ 19:36

    • Ja, ikke? Vi må have et tema 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2014 @ 19:59

  4. Min (øhh – eller hedder det mit?) foretrukne Bauhaus er den i Ishøj. Har fedtet mig godt ind på en af medarbejderne i tømmerhandlen og han er altid klar til at hjælpe med at skære til – også selvom det bare er terrassebrædder.

    Silvan har jeg dømt ude for længe siden. De er dyre, deres kvalitet er ikke særlig god og der er ved at være langt mellem de rigtig kompetente medarbejdere.

    Kommentar af Lone Nielsen — 13. oktober 2014 @ 20:38

    • Uh, det er godt med den slags gode ‘forretningsforbindelser’ ☺
      Du har præcis den samme oplevelse af Silvan, som vi har. Det er åbenbart ikke kun i Roskilde, den er gal …

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2014 @ 21:25

  5. Jeg blev helt klam, da jeg læste overskriften! Hvem er nu blevet tosset på hvem?
    Og så er det bare på Silvan!
    Jeg synes de gørdetselvmekkaer er vokset ud over egen ydeevne…. med fokus på selvbetjening og mængderabatter…
    Bauhaus har så åbenbart set lyset og flyttet fokus til kunden! Det var da mere service end John havde forventet…

    Kommentar af Anne Holtegård — 13. oktober 2014 @ 21:39

    • Undskyld, at jeg forskrækkede dig 😉
      Meget mere end forventet, men god service har vi før oplevet i Bauhaus, så der er vi at finde fremover, når der skal købes den slags varer!

      Kommentar af Ellen — 13. oktober 2014 @ 21:52

  6. Silvan er heller ikke noget vi støtter. De er gået jævnt ned ad bakken de sidste år. Der er hverken værd sr handle eller at arbejde. Vi støtter dog heller ikke Bauhaus, men det er nok mest fordi vi skal helt ti Næstved. Vi støtte andre gode håndværkerbutikker, hvor vi har forhandlet os til en aftale om nogle rabatter.

    Kommentar af Pigen fra landet — 13. oktober 2014 @ 22:03

    • Næstved er lidt langt væk, men det er lidt pudsigt, at I har oplevet det samme som os med Silvan: at det har været godt, men nu er blevet rigtig dårligt.
      Man skal handle der, hvor man føler man får mest for pengene; det gælder både materialer og service. Det er godt, hvis I har lavet nogle gode aftaler.

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2014 @ 14:50

  7. Fornem service i Bauhaus. Det er utrolig så stor forskel der er på servicen, ikke bare i byggemarkederne. Forleden forsøgte jeg at få lidt at vide om bagværket hos en yderst velrenommeret bager, men det lod sig ikke gøre. Den ellers søde og venlige bagerjomfru lignede et stort spørgsmålstegn, da jeg interesserede mig for ingredienserne…
    Det ser sørme også ud som om, der er ved at komme rigtig skik på huset. Det må være dejligt at være nået til afgørelser om den sidste finish. Det ser godt ud 🙂

    Kommentar af fiberfryd — 14. oktober 2014 @ 07:04

    • Er det ikke også bare store skolepiger, der ekspederer i bagerforretningerne? De aner ikke en pind om, hvad det er de står og sælger. Sådan er det i hvert fald hos os, men de går gerne ud og spørger bageren, hvis han er til stede.
      Vi er ved at være nået så langt, at jeg også synes det sjovt nu: Finde det helt rigtige badeværelsesforhæng, de rigtige gardiner, lamper osv. I det hele taget at indrette. Det andet var bare noget, der skulle overstås 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2014 @ 14:53

  8. Jeg gider ikke de store byggemarkeder, og heldigvis slipper jeg for det meste. Jeg bliver bare træt allerede ude på parkeringspladsen. Det ser ud til at blive rigtig godt. Den stråtækte ender med at blive et rigtig fint sted, er jeg sikker på.

    Kommentar af Susanne — 14. oktober 2014 @ 07:33

    • De har ellers mange gode ting sådan et sted – jeg kan altid finde et behov eller to, som lige opstår 😉
      Det skal nok blive godt, når vi engang bliver færdige, men det tager sin tid …

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2014 @ 14:55

  9. Sikken en god service i Bauhaus. Den sav kan man sandelig bruge til mange ting – jeg vil gerne have en ny vindueskarm og ny køkkenbordsplade (men ikke hvid, gerne brun laminat). 🙂

    Kommentar af Donald — 14. oktober 2014 @ 14:02

    • Det er bare at troppe op og få det savet til – og de har maaange bordplader at vælge imellem 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2014 @ 14:55

  10. Det ser rigtig godt ud med den lange række skabe – hvor har du dem fra monstro? Jeg har nemlig noget i samme retning i tankerne til Hollymount; det ene værelse skal indrettes til ren opbevaring af diverse…

    Kommentar af Mia Folkmann — 14. oktober 2014 @ 14:41

    • Det er såmænd bare Ikea-elementer, som fås i flere bredder – og selvfølgelig også som enten skabe 2, 3 eller flere skuffer – man kan tilpasse fuldstændig, som det passer én. Fronterne vælger man bagefter; derefter bare en bordplade ovenpå, så det er i bund og grund en del af et køkken, vi har lavet os på badeværelset 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2014 @ 14:59

  11. Hvor er det en sjov porcelænsknop, du har fundet. Og i en skøn farve. Jeg plejer ellers ikke at falde i svime over indretningsdimser, men lige den her er jeg vild med.
    God service gør glad, uanset hvorhenne man finder den. Men der kan være langt mellem glæderne.

    Kommentar af conny — 14. oktober 2014 @ 15:48

    • Hehe, jeg elsker ‘indretningsdimser’, som du kalder dem, og må beherske mig for ikke at købe alt for meget af slagsen 🙂
      Enig – bortset fra, at vi heldigvis sjældent oplever decideret dårlig service. Eller har jeg bare positivhatten på for tiden? Eller er måske i besiddelse af en for kort hukommelse? 😉

      Kommentar af Ellen — 14. oktober 2014 @ 17:10


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.