Hos Mommer

8. oktober 2014

Når tilliden først er røget sig en tur …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:48
Tags: ,

Åh, de biler, de biler. Hvor længe bliver man ved at poste penge i dem? Hvornår får man nok?
Min lille bil fyldte 12 år i år og skulle til syn i august. Allerede inden da var vi i tvivl. Skal vi skrotte den nu, inden den koster os penge for alvor? Skal vi køre den igennem endnu en gang og vide, at så har vi to år inden den skal til syn igen?
Vi kan ikke hævde, at vi er nødt til at have to biler, men det gør livet lidt lettere indimellen, at vi ikke er afhængige af hinanden, og i øvrigt bryder jeg mig ikke om at køre i Johns skrummel af en bil. Holder meget af at være passager, men ikke chauffør.
Det at have den lille bil gør også, at vi kan spare lidt på skrumlet, for vi vil ikke, pga. ændringer i afgiftssystemet, kunne købe en mage til lige så billigt som vi fik denne. Desuden kører den meget længere på en liter brændstof.
Skal vi købe en ny lille, brugt bil? Skal vi nøjes med én bil? Helst ikke. 
Spørgsmålene hobede sig op, men det gjorde svarene ikke, så det endte med, at vi sagde til vores lille, lokale enmandsværksted med de yderst rimelige priser, at han skulle få bilen synsklar. Hverken mere eller mindre – den skulle bare kunne gå igennem.
Det gjorde den fint, men det var bestemt ikke gratis, selv om vi nok skulle have sluppet omkring det dobbelte på et autoriseret værksted.
En måned efter synet gik sprinklermotoren. Det kunne ingen have forudset, og den blev selvfølgelig udskiftet – nu var bilen jo lige blevet synet.
Vi havde ikke engang nået at få regningen på den motor, inden det var galt igen, nemlig i går, da vi ville tage den for at køre til middag hos gode venner. Den nægtede pure at reagere på speederen og kunne derfor kun bevæge sig i tomgangsfart, hvilket ikke er ret meget og slet ikke til at køre 40 km på, bl.a. på motorvej.
Vi tog Johns bil.
I dag ville John se, om han kunne finde ud af, hvad der var galt. Det kunne han ikke og ville derfor køre den i tomgangsfart til værkstedet, som heldigvis kun ligger 1½ km fra bopælen.
Og så var der intet som helst i vejen. Nada! Den fungerede upåklageligt! På værkstedet kunne han ikke lige gennemskue, hvilke nykker der havde grebet den i aftes, men han puttede et eller andet rensende i tanken og bad John om at køre en lille tur, så dyserne kunne blive rensede – måske var det bare noget snavs, der sad/havde siddet i dem.

Fint nok, at bilen kører fint igen, men den har svigtet på det groveste, og vi har ikke en pind tillid til den nu. Hvornår laver den det glansnummer igen? Når vi skal hjem fra Den Stråtækte? Næste gang vi tager den til Sverige?
Pyt med, at det sker, når jeg tager den til Brugsen, for da kan jeg bare ringe efter John, men er vi begge to kørende i den, vil vi meget nødig strande et eller andet sted.
Tilliden til min lille bil er røget … hvornår mon vi tør stole på den igen? hvad gør vi nu?
I behøver ikke at svare … jeg skulle bare lige have luft.

P1030694

Der må gås på vandet.

Reklamer

18 kommentarer

  1. Og villig bil til Ellen 🙂

    Kommentar af Mormor — 8. oktober 2014 @ 20:06

    • Ja tak! 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. oktober 2014 @ 21:31

  2. Det lyder under alle omstændigheder dyrt! Jeg håber, I finder en god løsning.

    PS: Sikken et dejligt billede.
    PPS: Skal der n på i sikken eller hedder det sikke?

    Kommentar af Stegemüller — 8. oktober 2014 @ 21:32

    • Uanset hvilken løsning, vi finder frem til, bliver den dyr – vi skal derfor helst finde frem til den bedste på langt sigt.
      Når du bliver i tvivl om den slags, så kan jeg på det varmeste anbefale sproget.dk, som har svar på næsten alt.
      Dette er klipset fra siden:
      “sikken adj., sikket, sikke; som adv. sikke og sikken; sikken varme; sikket vejr; sikke farver; sikke(n) en varme; sikke(n) et vejr; sikke nogle farver; sikke noget; sikke lidt; sikke længe; sikke mange; sikke meget; sikke blåt vandet er; sikke(n) du dog sidder med benene”.

      Kommentar af Ellen — 8. oktober 2014 @ 21:46

      • Åh ja sproget.dk den havde jeg helt glemt. Tak for tippet.

        Kommentar af Stegemüller — 9. oktober 2014 @ 11:13

        • Velbekomme – den er god at gæste.
          Men google er altid min ven … hvis du bare googler “sikken eller sikke”, kommer der masser af hit 🙂

          Kommentar af Ellen — 9. oktober 2014 @ 11:36

  3. Huh… dette uundværlige automobile transportmiddel…. Verdens dårligste investering! Men bilen gør bare livet så meget nemmere… Behov for transportmiddel er jo nok lige stort fra det stråtækte som fra vestjylland og ud i verden! Spørg lige hvorfor mikrobilerne er så populære!
    Vi diskuterer afløseren for vores (næsten) veteransaab! Den skal helst koste ingenting, være stor nok til at have bekvemt ombordstigning for Erik, fleksibel nok til at passe str. 164-190!
    For pludselig kommer vi i en lignende situation…. når for stor værkstedsregning overhaler bilen indenom. (Jeg vil gerne have en nyere fiks benzinfornuftig bil, Erik synes saab’en kører godt nok!!)
    Elsker dine verbale krumspring… Der er lidt Piet Hein over dagens ordspil!

    Kommentar af Anne Holtegård — 8. oktober 2014 @ 22:48

    • Ja, en bil er sgu verdens dårligste investering, men helt nødvendig at have.
      Det begrænser udvalget, når man er så høj som Erik – mikrobiler er nok ikke i spil her – men jeg håber I finder en afløser inden Saaben har kostet jer for mange penge. Der er jo også noget med brændstoøkonomien, som du er inde på.
      Det er en omskrivning af den gamle “Der må gås på bordet til jul” 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2014 @ 09:21

  4. Åh altså bilproblemer er der nok af. Jeg betaler stadig af på de bremser jeg fik skiftet i juni. Og som du siger tillid til bilen skal bare være der ellers kører man rundt med mavepine. Håber i finder en billig løsning.

    Kommentar af Kong Mor — 9. oktober 2014 @ 00:07

    • Jeg tror desværre ikke, at der findes billige billøsninger, men nogle er selvfølgelig dyrere end andre 🙂
      Ja, den der usikkerhed giver mavepine.

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2014 @ 09:22

  5. Nu har vi boet på bøh hele livet, og læresætning ét er:
    Én bil pr. voksen!
    Alt andet er for bøvlet. Man kan leve næsten uden penge; men man kan ikke leve uden transportmiddel.

    Læresætning to er:
    Er du i tvivl om nødvendigt bilskift, så skift!
    Der er ganske enkelt et misforhold mellem selv de billigste værkstedstimepriser og renter/afskrivning.
    Derudover kommer sikkerheden. Både det, at sikkerhedsudstyret i bilerne generelt set forbedres for hver årgang og at sikkerheden for at bilen starter og bringer dig rundt som ønsket falder med alderen.

    Alene det, at du skriver at du kører bilen til mekaniker FØR syn i stedet for først at køre bilen til syn og derefter få en fast pris på at udbedre fejlene på synsrapporten siger mig, at I er typen, som bør have nyere biler.

    Kommentar af Farmer — 9. oktober 2014 @ 06:06

    • To biler var et must, så længe vi arbejdede; nu er det nok mere en luksus for os pensionister, men en dejlig luksus, som vi helst ikke vil undvære.
      Du har ret, og det er også sådan vi plejer at ‘afvikle’ et syn, men denne gang vidste vi, at der skulle nye bremseskiver i, og så kunne han lige så godt gå bilen igennem. Vi har kendt mekanikeren i næsten 30 år og ved, at han ikke tager røven på os, så vi behøver ikke at aftale priser på forhånd. Nu er vi dog begyndt at spørge til dem, fordi vi vil vide hvor vi er henne, netop pga. bilens alder.
      Vi ligger med to huse og ville meget gerne have solgt det ene, før vi bruger penge på en ny/brugt bil.

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2014 @ 09:29

  6. Åh åh, endnu en bilkrise 😦 Følg Farmers råd og find dig en fin lille bil med masser af airbags og masser af garanti – og lad være med at købe den af ‘vores’ forhandler her ovre på prærien. Gemalen kom hjem og konstaterede, at der også manglede (betalte) måtter og (betalt) undervognsbehandling. Suk.

    Kommentar af Fruen i Midten — 9. oktober 2014 @ 08:49

    • Ja, det er ikke bilkriser vi mangler!
      Jeg lover, at vi ikke tager turen til Jylland for at købe en anden, hvis det bliver aktuelt. Han lyder som indbegrebet af en brugtvognsforhandler.

      Kommentar af Ellen — 9. oktober 2014 @ 09:30

      • Ja, men det er han slet ikke. Det er et kæmpestort bilhus i præriehovedstaden, med hele fire forskellige mærker under samme – helt nye – tag. Men der er gået et eller andet helt galt. Enten med deres interne kommunikation eller kvalitetssikringen eller eller. Men møgirriterende. Dejligt for jer, at I kender en mekaniker, som I er trygge ved. Men med så mange års bekendtskab kan man blive ganske nervøs for, at han pludselig går på pension, og I skal jo også flytte.Uh, hvordan skal det dog gå? Her i huset er det Gemalen, der står for al den slags bil-pling plang. Han kan – om ikke andet – så i hvert fald hidse sig op på de rigtige tidspunkter. Jeg tænker med nogen gru på, hvor lost jeg ville være …

        Kommentar af Fruen i Midten — 9. oktober 2014 @ 09:43

        • Okay så, men noget er der galt, som du siger. Håber de får styr på deres ting snarest.
          Han går meget snart på pension, men han har lovet at vente, til vi har solgt 😉 Vi er optimistiske og tror på, at vi kan finde gode folk på Sydsjælland – det har vi kunnet i hussammenhænge, så mon ikke det også kan lade sig gøre i bilditto?
          John har meget svært ved at hidse sig op, men til gengæld ved han i pæn grad, hvad bilfolket taler om – mig kan de bilde hvad som helst ind, og det benyttede den fordforhandler sig af, som jeg nævnte ovre hos dig.

          Kommentar af Ellen — 9. oktober 2014 @ 10:16

  7. Her har vi en bil og et kørekort – det giver nogenlunde sig selv så. Har prøvet at gå i stå på en bakketop to dage før en lang tur, puha. Håber bilen gør som den skal. Dejligt billede. Kan de gæs kaldes vadefugle?

    Kommentar af Jørgen — 10. oktober 2014 @ 14:20

    • Ja, det giver sig selv … men det er ikke rart ikke at kunne stole på sin bil.
      Haha – ja, det giver betegnelsen vadefugle en ny betydning 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2014 @ 14:24


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.