Hos Mommer

7. oktober 2014

Fra sommer til efterår på en nat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags: , ,

I går skrev jeg, at vi ville til Swindon og at jeg derfra skulle tage toget til Reading.
Klokken 10 ringede Tim og sagde, at han først havde været nødt til at køre fra Pewsey til Swindon, fordi togdriften på hans normale linje var indstillet. Nu var han så strandet i Reading og stort set al togdrift fra vest ind mod London var indstillet. “Og nu gik lyset på Reading station! Det går sandelig godt dette her!”
Med andre ord: Han ville nok anbefale, at Charlotte kørte mig helt til Reading, hvorfra lufthavnsbusserne RailAir går. Vejtrafikken var der intet i vejen med, men de engelske regionaltog er lige så sarte som de danske S-tog: Hvis der er våde blade på skinnerne, kan togene ikke køre.
Vi havde dog en lumsk anelse om, at det drejede sig om mere end kun våde blade, siden det var på flere vestgående linjer. Det var altså også et skrækkeligt vejr derovre i går. Det skulle ankomme til DK i dag … det har i skrivende stund heller ikke været rigtig lyst endnu.
Underligt nok kommer regnen fra sydvest, mens vinden kommer fra sydøst, men det må dreje sig om forskellige lag deroppe i de højere sfærer.

Mit fly afgik først kl. 18:15, men eftersom C skulle være tilbage og hente børn kl. 15:15, var hun nødt til at sætte mig af i Reading senest kl. 13:45, hvilket betød, at jeg endte med at have over tre timer at skulle slå ihjel i Heathrow. Det gik dog fint, for SAS og Star Alliance-selskaberne er flyttet til den helt nye Terminal 2, som viste sig at være lys, lækker, luftig, med masser af plads og ikke overbefolket med rejsende. Sandelig noget ganske andet end Terminal 3, som ikke var særlig morsom at skulle vente i. Security tog no time, hvor man kan vente lææænge i Terminal 3 på at blive sluset gennem perleporten.
I København sad John på en bænk og så ud, som om han kedede sig – normalt plejer han at stå lige hvor man kommer ud, men jeg måtte lede efter ham … undrede mig såre over det og spurgte, om han var dårlig, siden han sad der.
“Overhovedet ikke, men din bagage kommer først om 12 minutter!?”
Den information havde de ikke lige fået synkroniseret, sandsynligvis fordi de sidste 15 minutters bagageventetid inde på bagagebåndet gik på 30 sekunder. Det har jeg oplevet flere gange før, men det er også bedre at love for meget end for lidt – de plejer bare at huske at opdatere alle tavlerne.

IMG_0580

Jeg havde haft ret i min formodning om, at vinen ville kulminere, mens jeg var væk. John havde taget nogle billeder, da den var allerflottest – det er lidt ærgerligt, at dette syn sjældent varer mere end en uges tid.
Lige nu er de sidste blade ved at blæse væk i de kraftige vindstød, der kommer indimellem.
Svanerne lå ganske tæt nede i fjorden og havde gemt hovederne under vingerne.
Det var virkelig også en brat overgang fra sommervarme til efterårsrusk – det tog bare en enkelt nat.

Advertisements

16 kommentarer

  1. Høsten har definitivt satt inn. Vakkert rødt.

    Kommentar af Mormor — 7. oktober 2014 @ 16:16

    • Ja … det er da godt, at der er så smukke farver – det kompenserer lidt for vejret 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. oktober 2014 @ 16:48

  2. Hvor er vinen smuk – sikke farver!

    Kommentar af www.bedstesblog.dk — 7. oktober 2014 @ 16:25

    • Det er helt utrolige farver, der kan komme i sådan en vin.

      Kommentar af Ellen — 7. oktober 2014 @ 16:49

  3. Sikke et møgvejr. Som du selv skriver er det en af de dage, hvor det aldrig bliver rigtig lyst: jeg synes ellers, plejer at vente til november med at melde deres ankomst. Fantastisk flot vin I har.

    Kommentar af Stegemüller — 7. oktober 2014 @ 17:51

    • Dage, hvor det aldrig bliver helt lyst, synes jeg kan forekomme i mange af årets måneder, hvis skylaget er tilstrækkeligt tykt.
      Men møgvejr er det, ja, og vores vin er smuk 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. oktober 2014 @ 23:26

  4. Ja… vi oplevede engelsk togtrafikproblematik sidste år, da stormen der herhjemme hed Allan (den før Bodil!) huserede. Uha da… Så vi var både i overfyldt metro og rumlebus…
    I dag har det bare været hyggeindevejr. Rusk og regn indbyder til stearinlys og noget varmt i kruset.
    Den vin er helt fantastisk smuk! Godt du har en til at tage billeder, når du ikke er til stede.

    Kommentar af Anne Holtegård — 7. oktober 2014 @ 19:21

    • Pyha – ikke så rart, men godt I (også) overlevede 🙂
      Næh, man var ikke ligefrem fristet til at bevæge sig mere end højest nødvendigt udendørs i dag!
      Det er godt at have folk til det grove 😉

      Kommentar af Ellen — 7. oktober 2014 @ 23:28

  5. Den vin er grand cru, og som Hanne skriver: “Sikke et møgvejr”. Velkommen hjem 🙂

    Kommentar af Eric — 7. oktober 2014 @ 20:17

    • Som altid rammer du sprogligt lige midt i en plet, vi andre ikke engang kan se, Eric. Herligt … og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. oktober 2014 @ 23:29

  6. Meget flot rødvin (tøhø). Vil det sige, at den allerede stort set er væk efter de sidste dages forrygende møgvejr? På en eller anden måde synes jeg, det er lidt en trøst, at det ikke kun er de danske tog, der ikke kan klare blade på skinnerne.

    Kommentar af Fruen i Midten — 8. oktober 2014 @ 13:32

    • Høhø 😉 Der er ikke så mange blade tilbage nu, nej.
      En trøst? Joh, måske … jeg synes nu mere, det er ret irriterende 😉

      Kommentar af Ellen — 8. oktober 2014 @ 13:52

  7. Sikke farver! i dag skinner solen heroppe, det blæser men ikke som i går. Mon I er nede hver dag og arbejde i huset ?

    Kommentar af Lene — 8. oktober 2014 @ 16:39

    • Ja, vejret er meget bedre i dag end i går.
      Stort set hver dag, ja – i længere eller kortere tid. Vi stresser ikke 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. oktober 2014 @ 18:25

  8. Det lakker vel mod efterårsvejr …

    Kommentar af Jørgen — 10. oktober 2014 @ 14:23

    • Det har vist lakket derhenad, tror jeg …

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2014 @ 14:25


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.