Hos Mommer

6. oktober 2014

Bemærkelsesværdig god timing

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:40
Tags: , , ,

P1030565Lige så fantastisk sommergodt, vejret har været i den sidste uges tid, lige så meget efterårsdårligt er det blevet nu. Rusk og regn, så det basker. Og pjasker. Vinduet i mit soveværelse står altid åbent og døren står altid på klem, men i nat vågnede jeg ved, at  vinden ruskede så meget i vinduet, at det larmede temmelig meget og samtidig formåede samme vind at få døren til at banke ind i karmen på spøgelsesagtig maner. Selv Aubrey vågnede ved det og troede, at det tordnede, men det var kun blæsten, der huserede.
Det er med andre ord en passende dag at tage hjem på. Vi flyver hjem på rekordtid, hvis den vind fortsætter … en stærk vind fra den rigtige (eller forkerte) retning kan sagtens betyde plus/minus en halv time for transporttiden.

Billedet viser Anna med pudseklude på fødderne. Da C havde vokset gulvet og skulle til at pudse det med maskinen, spurgte Anna, om hun ikke måtte lege Pippi Langstrømpe, der vasker gulv. Anna har altid været lidt misundelig på alt det sjove Pippi slipper afsted med at gøre, så her øjnede hun endelig en chance for at leve noget af drømmen ud.

P1030627

Ellers bare et par stemningsbilleder her på falderebet. Anna og Aubrey i tingtræet ved siden af legehuset. Spørg mig ikke hvorfor alt dette absolut skulle op i træet og hænge, men det mente de åbenbart så pænt ud.

P1030629

Byggepladsen. Man skal forestille sig ladeportene blive til vinduespartier. Når det kommer i orden, vil det forhåbentlig tage sig noget anderledes ud.
I dag kører vi til Swindon, hvorfra jeg vil tage toget til Reading, når vi har været i Swindon Outlet Centre.
Klokken 21 lander jeg i Kastrup, hvor John henter mig.
Det er sundt at være lidt væk fra hinanden – vi taler sammen hver dag, og i aftes erklærede han, at NU savner han mig altså for alvor.
Dejligt at høre … selvfølgelig savner jeg også ham, men der er ingen tvivl om, at jeg har alle fordelene – der sker jo hele tiden noget for mig, og det er mig, der er sammen med barn og børnebørn. Jeg vil dog lige pointere, at han helst ville blive hjemme og arbejde på Den Stråtækte denne gang, især fordi
der ikke er engang tre uger til, at de kommer en tur til Danmark. Børnene har snart efterårsferie, så nu vil de over og se Den Stråtækte – det glippede jo i sommers, fordi håndværkerne begyndte renoveringen, så C var nødt til at være til stede.

Reklamer

23 kommentarer

  1. Ellen, navnet på træet siger det hele, Pippi har også sådan et træ med alle de ting i 🙂 Man er vel tingfinder. Håber flyturen hjem går godt, og John glæder sig nok til at vise dig det, han har fået lavet, mens du har været væk.

    Angående ruzzle, så frøs mit billede og jeg kunne ikke starte spil op, så nu har jeg fjernet den fra iPaden, men kan ikke få lov til at installere den igen, øv.

    Kommentar af Lene — 6. oktober 2014 @ 16:55

    • Åhh – der kan man se, hvor lidt jeg husker min Pippi – men det er jo klart nok, så, med det træ 🙂
      Det var dog irriterende med Ruzzle – du har vist haft problemer før, så vidt jeg husker 😦

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2014 @ 22:18

  2. Nu kan jeg kun se en ladeport, men jeg kan sagtens forestille mig den udskiftet med et vinduesparti, men hvorfor ikke glas-folde eller skydedør(e), når partiet går til gulv og evt. med udvendige skodder/stalddøre, der er todelte på tværs, så rummet kan lukkes mere eller mindre af for indsyn og sikre mod indbrud. Nå det var bare en tanke baseret på erfaring en svensk stalds forvandling til anneks/beboelse.
    Tak for dejlige reportager og betragtninger

    Kommentar af Kristine — 6. oktober 2014 @ 17:01

    • Der er, pga. husets høje alder, strenge restiktioner mht. udseende, materialer og udformning, men der er ingen, der vil kunne kigge ind på den side af huset, og tyverisikringen bliver god nok alligevel 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2014 @ 22:23

  3. Med sådan en have skal der naturligvis være et ting-træ… kender faktisk en ældre dame der osse har sådan et.. bortset fra at hun hænger loppe-fund af keramik op i det. Hører måske med til historien at hun har en gårdhave, der ikke ligefrem er udsat for elementernes rasen, men det ser godt ud med sne på.

    God tur hjem og jeg er sikker på at du bliver pænt modtaget af din savnende mand når du lander…

    Kommentar af overleveren — 6. oktober 2014 @ 17:02

    • Vi har også en her i byen, der hænger ting på træer …
      Jeg blev pænt modtaget, tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2014 @ 22:25

  4. Der er da ingen tvivl om at ungerne efteraber Pippi med det tingeltangel og dem selv i træet 😉 Du kommer hjem til det samme vejr. Her har der også været sol, tørt, varmt og vindstille, indtil i formiddags hvor vinden tog til i stigende tempo, dog er det stadig tørt og sol har vi da også. Regnen kommer først i morgen.
    Det kommer til at se rigtigt godt ud, det hus – hele vejen rundt.

    Kommentar af Pigen fra landet — 6. oktober 2014 @ 17:29

    • Ja, det er bare mig, der ikke kan huske Pippi-historierne.
      Det må så være englandsregnen, der kommer i morgen – holddaop for et vejr, der var derovre!
      Det tror vi også på, at det gør, huset 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2014 @ 22:26

  5. Kom til at grine lidt da jeg læste Swindon. Har kørt igennem da vi boede i London men det var nu ikke derfor. Vi ser The Office (ved ikke om du kender det men det er en engelsk comedy serie af Ricky Gervais) og de er located i Slough men skal merge med the Swindon branch og det er nogle sjove episoder:) Nå, det var lidt et sidespring:) Flotte billeder, glæder mig til at se når huset er færdigt. Er lidt vild med børnenes ting-træ:) vi har lige sendt farmor hjem i går aftes:(

    Kommentar af Mette — 6. oktober 2014 @ 18:36

    • Jeg kender ikke serien 🙂
      Det bliver spændende med den nye del af det gamle hus.
      Håber farmor kom godt hjem, inden vejret blev dårligt!

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2014 @ 22:27

  6. Håber du får en behagelig flyvetur/landing….. med det blæseruskstormvejr vi har her!
    Herlige, aktive, fantasifulde unger… Det kan være svært at pudse gulv på den måde… risiko for spagat i glat føre!!!
    Det er altså et kæmpeskrummel af en bolig… med potentiale for at blive til noget helt specielt og personligt!

    Kommentar af Anne Holtegård — 6. oktober 2014 @ 19:46

    • Det gik nogenlunde smertefrit – fortæller nok lidt mere i morgen 🙂
      Hun syntes, det var en fest at pudse gulvet.
      Det er virkelig et skrummel, men det bliver forhåbentlig et flot skrummel 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2014 @ 22:29

  7. En lille ting: Du skriver: “det glippede jo i sommers,”, jeg kan sådan set ikke forestille mig du tager fejl, men jeg vover alligevel at spørge: Må man gerne skrive “i sommers” altså med s til slut?

    Kommentar af Stegemüller — 6. oktober 2014 @ 20:14

    • Hvis man slår det op, vil man kunne læse, at “det anses af nogle for at være ukorrekt”, så det kan man tolke, som man vil. Jeg anser det ikke for ukorrekt og synes det er mere nøjagtigt end “i sommer”, fordi dette kan henvise til både den foregående og den indeværende sommer, mens “i sommers” kun kan dreje sig om den sommer, der har været.

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2014 @ 22:31

  8. Så lander du lige nu – velkommen hjem 🙂 Ruskvejret har du desværre med. Det stod om ørerne på Kamelen og mig med blade og kastanjer, da vi var ude at gå for lidt siden. Et ting-træ er en god ting. Især hvis C husker at kigge i det, når hun mangler sine kurve m.m. 😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 6. oktober 2014 @ 21:02

    • Tak – og nu har vinden vist lagt sig lidt, men det har godt nok været halvslemt.
      Hehe, ja, der findes vist en del husgeråd i det træ efterhånden 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. oktober 2014 @ 22:34

  9. Dine børnebørn har en skøn familie – PLUS et tingfindertræ. Det er tæt på paradis.
    Og du er også heldig med en mand, der ganske uopfordret fortæller, han savner dig. Det kan jeg godt lide.

    Kommentar af conny — 7. oktober 2014 @ 11:14

    • Hehe – tak, det er ikke kun børnebørnene – jeg har også en skøn familie 😉
      Ja, ikke? Det er da sødt … den kommer altså også først på femtedagen, men hellere sent end slet ikke 😉

      Kommentar af Ellen — 7. oktober 2014 @ 14:29

  10. Det er jo et flot hus, det rigtige altså.

    Kommentar af Jørgen — 10. oktober 2014 @ 14:25

    • Det er et meget flot og meget engelsk hus – især når det bliver færdigt 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. oktober 2014 @ 14:45


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.