Hos Mommer

30. september 2014

Vi har Jimmy Gulvmand – Charlotte og Tim har Charlotte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:19
Tags:

P1030547Efter en problemløs flyve-, bus- og togtur blev jeg hentet på stationen af et barn og to glade børnebørn. De var så ‘heldige’ at redde sig en gang roskildesyge søndag, og så må man ikke komme i skole to døgn efter sidste opkastning. De var ikke særlig syge; det var åbenbart en mild bacille, så de fik to fede fridage ud af det.
Luften over London var diset, men dog klar nok til at få indfanget Tower Bridge, the Gherkin, the Walkie-Talkie og The Shard.
Hvis der bare ikke var noget, der hed ventetider, tager selve transporttiden sølle 3½ time, men med irriterende lufthavnstid og to skift er vi oppe på seks timer fra dør til dør, hvilket ved nærmere eftertanke egentlig ikke er så slemt endda. Det er kun fordi jeg hader lufthavne … elsker at flyve, men ikke ventetiderne forbundet med det.

Her i det engelske hus er man, udover at bygge på en Granny flat, også ved at P1030550renovere spisestuegulvet. Charlotte har selv slebet, vokset, bejdset og skal vokse det igen to gange, inden det er færdigt.
Jeg nænnede næsten ikke at fortælle hende om vores billige Jimmy Gulvmand, men kunne selvfølgelig alligevel ikke lade være. Hun blev lidt misundelig og indrømmede, at det havde været et langt større arbejde, end hun havde regnet med. Selv om hun havde dækket grundigt af under slibningen, var der bare støv, støv, støv overalt. Selv på væggene.
I Danmark og, så vidt jeg ved, vel i hele Norden, havde man hvide, sandskurede gulve. Her i UK gjaldt det om at efterligne de riges egetræsgulve, selv om man kun havde fyrretræ at gøre godt med; derfor de mørkbejdsede gulve, som jeg ikke bryder mig om, men hvor det her i UK ville virke forkert med lyse gulve i et gammelt hus – siger C. Hun kan godt lide de mørke gulve, så det er fint nok.

Jeg havde købt en bog om papirflyvere (med spændende skabeloner, lige til at klippe ud) til Aubie og 365 udendørs aktiviteter, du skal prøve til Anna.
Mor blev sat til at hjælpe til med papirflyverne, og Anna og jeg gik ud og plukkede roser og lavendler, så vi kunne koge os en Parfum d’Anna.

P1030553P1030554

Det eneste udendørs her var så plukningen af blomsterne, men pyt med det – nu har Aubie fem flotte flyvere, som konkurrerer indbyrdes, og Anna har sin egen rosen-lavendelparfume. Med Atamon …

Advertisements

16 kommentarer

  1. Dejligt du er kommet godt frem.. 🙂

    Kommentar af Inge — 30. september 2014 @ 19:30

    • Ja, det er, men det gør jeg jo heldigvis oftest 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2014 @ 20:41

  2. Fly kan følges hos flightradar24.com/
    Når der peges med curseren på det enkelte fly fås flere oplysninger om flyet. Der er mange andre oplysninger på siden for flyinteresserede 🙂

    Kommentar af Søren — 30. september 2014 @ 19:38

    • Det er nok lige som den app, John har installeret på ipadden og smartfonen – han kan følge samtlige verdens fly … et rigtigt drengelegetøj 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2014 @ 20:43

  3. De to gode bøger vil jeg lige skrive mig bag øret, til Sander bliver lidt større. Bøger, der kan inspirere til aktiviteter ude og inde, er altid gode at have i baghånden 🙂

    Kommentar af www.bedstesblog.dk — 30. september 2014 @ 19:39

    • De er ret gode begge to, men ja, du skal nok vente et par år endnu, før de passer til Sander.

      Kommentar af Ellen — 30. september 2014 @ 20:44

  4. Det er nogle rigtig gode gaver, du havde med til dem, sådan noget med skabeloner til at stikke ud taler til den lille indre dreng i os alle.

    Imponerende arbejde C. har lagt i gulvet, det er forståeligt, hvis hun er ved at være lidt træt af det og al støvet..

    Kommentar af Stegemüller — 30. september 2014 @ 20:49

    • Det var nu nok mere de færdige flyvere, der var interessante, men ja, begge bøger faldt i god jord 🙂
      Hun er SÅ træt af det gulv!

      Kommentar af Ellen — 30. september 2014 @ 21:14

  5. 6 timer er for intet at regne – lært blot at bruge ventetiden til det den – ventetid. Jeg er ved at have lært mig det og det er nok meget godt at kunne når man bliver endnu ældre. God ferie i det engelske.

    Kommentar af Jørgen — 1. oktober 2014 @ 07:13

    • Det er i øvrigt også syv – havde lige glemt at tage højde for tidsforskellen, men jeg er ved at lære det … har jo både strikketøj, krydserpåtværs og iPad; dvs. puslespil og bøger. Det med tålmodigheden kommer vel engang …

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2014 @ 09:52

  6. Uh, det billede bekræfter mig bare i, at det er a-l-t for længe siden, jeg har været i London. To skift? Har du været hele Europa rundt? Sikke et kæmpearbejde Charlotte har kastet sig ud i. Det skal nok blive flot, hvis hun ikke slider sig selv op inden 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 1. oktober 2014 @ 08:56

    • London er en skøn by – du må finde på en undskyldning for at se den igen.
      Det var ikke flyskift, men jeg skal videre først med bus og derefter med tog, inden jeg er fremme ved bestemmelsesstedet.
      Det er lige før hun er helt radbrækket – jeg bliver mere og mere glad for Jimmi Gulvmand. Tør slet ikke tænke tanken, at jeg skulle have gjort det samme som C.

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2014 @ 09:54

      • Det værste er faktisk, at vi (Donnaen og jeg) allerede for flere år siden inviterede min mor med på tøsetur til London, men siden har der stort set hele tiden været et eller andet i vejen med helbredet hos først den ene, og så den anden, den tredie osv., så det er blevet udskudt og udskudt, og nu tror jeg ikke rigtigt på det længere. På London jo, men ikke sammen med min mor. Og det er lidt trist 😦

        Kommentar af Fruen i Midten — 1. oktober 2014 @ 10:27

        • Ja, det er trist for jer, men I skulle nu alligevel tage afsted uden din mor – der må være sket rigtig meget med den by, siden du var der sidst … kan lige som fornemme, at det må være adskillige år siden.

          Kommentar af Ellen — 1. oktober 2014 @ 10:35

  7. Imponeret af dit luftfoto… det blev nærstuderet… hvor er Tower lille gemt i bybilledet… broen, The Shard…der har jeg gået… osv
    Stil skal passe til sted… jeg giver C ret, selvom jeg er til det lyse træ. Sikke et arbejde hun overkommer. Respekt!
    Kreative gaver, de holder i lang tid… Der er lidt at arbejde med, mens du er der.
    Fortsat god tur.

    Kommentar af Anne Holtegård — 1. oktober 2014 @ 10:51

    • Næh, den ellers så store bro fylder ikke meget efterhånden.
      Enig, ikke for meget stilforvirrring – men det var et noget større arbejde, end hun lige havde forudset.
      Tak – jeg stornyder 🙂

      Kommentar af Ellen — 1. oktober 2014 @ 10:57


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.