Hos Mommer

29. september 2014

Han vadede lidt rundt, men trak så i land

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: ,

Fjorden var meget stille i dag. Da vi kom, gik himmel og fjord i ét pga. tågen, men efter en times tid var den brændt væk af solen, og vi fik det dejligste, luneste sommervejr – vi gik rundt i T-shirts udenfor og havde det alligevel næsten for varmt, når vi arbejdede. Det er meget godt gået på septembers næstsidste dag.
Frede & Co (dem, der ryddede Finns mange efterladenskaber ud), var i gang med at rydde haveaffald, da vi kom – vi havde efterhånden fået skabt et mindre bjerg af grene af alskens art, som vi bad om hjælp til at få kørt væk. Det ville Frede & Co gerne og så kunne de samtidig fjerne de mange, mange fliser, der lå i en høj stabel, og som vi har besluttet er for grimme og derfor ved med os selv, at vi aldrig vil få lagt nogen steder.
2/3 Co (= Fredes datter og svigersøn) ville dog gerne have dem, så de fik dem selvfølgelig – det er kun godt, at der ikke behøver at blive smidt alt for meget ud.
1/3 Co (Fredes ven) ville gerne have den værkstedsreol, John fik skilt ad og smidt på traileren i lørdags, så der er blevet fint genbrugt i Præstø i dag.

P1030543

Da vi selv kørte på genbrugspladsen med et læs affald, så vi to fiskere langt ude i fjorden, men da vi kom tilbage, var den ene vadet helt væk og den anden havde trukket et godt stykke ind mod land. Han kan lige anes midt i billedet som en lille sort, lodret streg. Han var en halv gang længere ude, da vi kørte forbi første gang – det siger en del om, hvor lavvandet fjorden er, selv når den er fyldt op og der ikke er østenvind.
Vi talte om, at vi ikke ville gide fiske på den måde; altså iført waders. Man kan jo ikke lige sætte sig ned og slappe af i benene i 10 minutter …

P1030540P1030541

Nogle af pærerne er blevet rigtig flotte, men endnu ikke helt modne, og vinen, der dækker bådehuset, er stærkt på vej til at blive flot rød. Jeg er bange for, at den måske kulminerer, mens jeg befinder mig i England, så det kun bliver John, der får glæde af den i år, men man kan ikke få alt.
Mens jeg havde strikket fredag og lørdag, havde John været flittig og sat nyt loft op i en del af værkstedet og i rummet, hvor kummefryseren skal stå, og han havde samlet de sidste Ikea-møbler. Han vil også ned og være flittig, mens jeg er væk, selv om jeg egentlig slet ikke bryder mig om, at han går alene dernede. Hvis der sker ham noget, er der ingen, der kan høre ham eller på anden måde opdage, at der er sket noget. Jeg talte med bagboen i dag, og hun lovede at tage affære, hvis bilen holdt der efter solnedgang – i givet fald er der nemlig sket noget med manden.
Jeg er måske nok lidt pjattet/overpylret, men nu er jeg mere rolig, og John har lovet at passe godt og grundigt på sig selv.

Reklamer

22 kommentarer

  1. Lige om lidt er bådhus-taget fantastisk rødt og flot, mon ikke du kan få John til at tage et billede og sende til dig, så må du nyde det på afstand. 🙂
    God ide at få nogen til lige at holde øje med om bilen pludselig bliver stående længere tid end den plejer, og god tur til øen. 🙂

    Kommentar af Inge — 29. september 2014 @ 17:11

    • Han har lovet at tage billeder 🙂
      Jeg er i hvert fald mere rolig – og tak … 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. september 2014 @ 18:29

  2. Der kunne jo også ske John noget i rækkehuset, men det er nu meget rart at nogen holder lidt opsyn, de steder hvor der kun er en person.
    Jeg er helt sikker på at pærerne er allerbedst nu når de er knapt modne. Selvom jeg elsker alle former for frugt, så kunne jeg ikke drømme om at spise en moden pære.

    Kommentar af Pia — 29. september 2014 @ 17:26

    • Det har du selvfølgelig ret i, men dernede går han jo og roder med ‘farlige maskiner’.
      John og jeg vil have vores pærer meget modne; dvs. lige så bløde som meloner og vi skal helst have brug for en ble, fordi de safter vildt meget 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. september 2014 @ 18:31

  3. Enig med Pia: pærer skal ikke spises helt modne.

    En rød vin er noget af det smukkeste!

    Jeg har lige glemt det, men det ER Præstø fjord ikke sand? I givet fald har jeg for snart mange år siden roet firer med styrmand i jeres fjord, og jeg kan godt huske det med de lave vand, man kunne nemlig ikke sætte åren i vandet på normal vis, den skulle nærmere “glides” ned i vandet.

    Kommentar af Stegemüller — 29. september 2014 @ 17:46

    • Se mit svar til Pia 🙂
      Jojo, der er sand på bunden af Præstøfjorden 😉 – men det er også sandt, at det er den, vi skal bo lige ved og at den er meget, meget lavvandet.

      Kommentar af Ellen — 29. september 2014 @ 18:33

  4. Deler din bekymring for din ‘hyggearbejdende’ græsenkemand.
    Jeg brø’s mig heller ikke om alt for mange vidtløftige projekter når jeg ikke er i nærheden og kan yde den nødvendige førstehjælp. Det har godt nok heller aldrig været nødvendigt, meeeeeen…….

    Dejligt for jer at der går genbrug i den, når I kasserer. Det er en god tanke, at tingene bliver brugt.
    Og god tur til England. Der er garanteret også smukt her i sensommeren/efteråret.

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 29. september 2014 @ 17:49

    • Vi er nogle værre ‘høne’koner, men de kan jo alligevel godt lide, at vi bekymrer os for dem, de mandfolk 🙂
      Genbrug er godt, og tak for ønsker. De har sommer derovre for tiden, men det har vi jo også … håber det holder lidt endnu.

      Kommentar af Ellen — 29. september 2014 @ 18:35

  5. Hvor var det godt, at andre kunne bruge de ting, I ikke selv havde brig for. Genbrug er godt!

    Kommentar af www.bedstesblog.dk — 29. september 2014 @ 18:07

    • Ja, man har det lidt bedre med at smide ud – eller hvad det så hedder i dette tilfælde 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. september 2014 @ 18:36

  6. Så må I vel have en lille båd at sejle ud at fiske i – ikke?

    Kommentar af Rasmine — 29. september 2014 @ 18:21

    • Vi overvejer, men kan ikke rigtig finde ud af, om vi vil 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. september 2014 @ 18:36

  7. Det ser da ellers ud til man kan tage en stol med ud i vandet og sidde ned i 10 minutter. Genbrug er godt. Sikke en flot pære. Se i øvrigt min kommentar hos Inge om de 4 unge mænd …

    Kommentar af Jørgen — 29. september 2014 @ 20:16

    • Haha, ja, det har du da godt nok ret i 🙂
      Tak for svar via Inge – tænk at jeg slet ikke har lagt mærke til de røde hjerter.

      Kommentar af Ellen — 29. september 2014 @ 20:54

  8. Dejlige billeder fra jeres sted. Flot pære.
    Det er godt, du får naboen til at holde øje, når du rejser.

    Kommentar af Betty Schou — 29. september 2014 @ 22:26

    • Jeg føler mig i hvert fald mere tryg ved det 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2014 @ 10:21

  9. Man bliver da aldrig træt af at se fotos fra jeres nye paradis. Er I flyttet ind eller pendler i stadig? Og hvordan går det med hussalget. Her på vejen er der to tilsalg, et i 3år (prisen er vist for høj). Det går lidt trægt, men nogle sælges utrolig hurtigt. Måske dem med den rette pris og stand. Vinen er flot. Vi har en der dækker garagen og halvdelen er rød. Så smukt

    Kommentar af Havehyrden — 30. september 2014 @ 08:37

    • Det er jo heller aldrig ens to dage i træk – jeg synes det er nyt hver eneste gang vi er der … Og nej, vi har ikke solgt, men vi er ikke bekymrede. Endnu 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2014 @ 10:24

  10. Kan godt lide din overskrift 🙂 Sådan kan vi alle vade rundt i det, for til sidst at måtte trække i land. God tur til England, mon du er rejst? Og jeg kan godt forstå at du er mere tryg ved at nogen holder øje med John.

    Kommentar af Lene — 30. september 2014 @ 08:59

    • Ja det gør vi indimellem 😉
      Tak – jeg sidder lige nu i bussen mellem Heathrow og Reading – og John er nok allerede nede og arbejde 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. september 2014 @ 10:35

  11. Pyt med det,; du kan jo se på din vin til næste år og til næste år og og 🙂 Jeg forstår din hønekone-bekymring. Her er det lidt omvendt. Jeg synes sommetider, Gemalen burde være bare en lillebitte smule utryg ved at forlade hjemmet, hvis jeg står og dingler på en stige for at male vinduer i pæn højde. Men det er han overhovedet ikke …

    Kommentar af Fruen i Midten — 30. september 2014 @ 09:02

    • Det kan jeg, ja 🙂
      Det kan han da ikke være bekendt … jeg ville nok ikke male fra en stige, hvis jeg var alene hjemme, men jeg er også blevet mere sart på mine halvgamle dage.

      Kommentar af Ellen — 30. september 2014 @ 10:39


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.