De små ting har også vægt

Forleden spurgte John mig, om jeg ikke snart skulle klippes.
Klippes? Næh … det er jo ikke særlig langt endnu – hvorfor spørger du?
Han forklarede det så, på sin egen lidt forblommede måde, men hovedbudskabet var, at jeg så mærkelig ud bagfra.
Hmmm. Tak, så. Det kunne jeg jo ikke selv se.
Problemet var åbenbart, at mit hår i sagens natur var lige langt over det hele. Forfra kunne jeg godt få det til at sidde ordentligt og syntes da egentlig selv, at jeg så så pæn ud, som det nu engang kan lade sig gøre, men det så åbenbart helt forkert ud set bagfra, så jeg gik til frisøren.
Min faste frisør gennem godt 20 år havde åbenbart ikke kunnet bære, at jeg stoppede med at komme, for hun var rejst kort tid efter mit sidste besøg hos hende. Hvorfor fandt jeg ikke ud af, da Molly, der klippede mig, var hendes afløser, så jeg ville ikke spørge til hvorfor, selv om det undrede mig, at hun var rejst, da hun var næstkommanderende i salonen og i mine øjne nærmest var groet sammen med den, men derfor kan hun selvfølgelig godt have fundet sig et andet og bedre job.

Jeg havde parykken med derned for at vise hvad jeg godt kunne tænke mig, at vi arbejdede hen imod, selv der mangler en del endnu i længden.
Jeg blev altså klippet af Molly, som gjorde et udmærket job med mit underlige fåreuld, og jeg kunne sagtens se bagefter, at John havde haft helt ret – det pyntede virkelig at få det klippet i facon – også set forfra …
Ja, fåreuld, desværre. Jeg har altid haft krøllet hår, og i og med, at mange havde fortalt mig, at der godt kunne gro en helt anden slags hår ud efter en kemobehandling, havde jeg virkelig satset på at få det glatte hår, jeg altid har ønsket mig.
Og hvad kommer der? Fåreuld. Hrmpf. Det var lidt tarveligt, men det kan godt ændre sig, fortalte Molly, efterhånden som det bliver klippet nogle gange.
Hvorfor er man aldrig tilfreds med det man har? Glathårede vil gerne have krøller og vice versa.

Men det var stort at blive klippet, selv om det var en lille ting.
Det er næsten halvandet år siden jeg sidst var til frisør, bortset fra parykfrisøren for 15 måneder siden, men det tæller ikke i denne sammenhæng.

Sådan ser der ud lige nu i (noget af) det engelske hus.
Når vi synes, at der er meget at gøre i Den Stråtækte, skal vi bare kigge på dette billede af dette rum, som bliver til en stue. Engang …
Det er en stor ting. I alle henseender en stor ting.