Hos Mommer

10. september 2014

Falsterbo og Skanör

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:44
Tags: , ,

Det er efterårsfugletræktid og et af de helt store fuglestoppesteder er ved Falsterbo, som er Sveriges vestligste punkt og dermed fuglenes sidste chance for at hvile sig lidt inden et længere stræk over Østersøen.
Vi kørte efter naturreservatet Flommen, der ligger på sydspidsen og tog det efter gps-koordinaterne på hjemmesiden, men af os ukendte årsager endte vi på nordsiden. Vi havde campingvognen med hjem, og jo mindre vejene blev, jo mere betænkelige blev vi. Kan vi mon overhovedet få vendt bil og campingvogn nogen steder? Endelig kunne vi se andre campingvogne, så vi konkluderede, at der måtte være en campingplads.
Det var der, så vi parkerede på et græsareal uden for pladsen for at ville gå en tur ned til stranden.
John havde knapt nået at tage nøglen ud af tændingen, før der stod en herre, som sagde, at vi ikke kunne campere der.
Vi svarede – på dansk – at det havde vi skam heller ikke tænkt os, vi ville bare holde en lille pause på en halv times tid.
Herren fortsatte – på engelsk: This is a private area and you can’t sleep here.
Den havde vi fattet første gang, men jeg gentog da gerne på engelsk, hvis det kunne hjælpe.
Det kunne det. Lidt. For han understregede atter en gang, at det var privat område og at han ville holde øje med os!
Da vi kom tilbage igen (han stod og lurede inde bag et vindue), opdagede vi flaget, som skiltede med Naturistforeningen.
Alt har en forklaring. Han har sikkert troet, at vi ville ind og have os en kigger …

Ved Skanor

På hjemmesiden stod, at man skulle stå tidligt op for at se mange fugle, idet de gør det samme – altså står tidligt op og letter så snart det bliver lyst.
Vi stod ikke tidligt op, i og med at vi først ved middagstid fik den ide at tage den lille omvej, som turen er derud, så med sammenpakning af os selv og bagagen var vi der først klokken 15.
Der var fladt. Meget fladt. Helt enormt fladt, så der var fri udsigt til den yderst dramatiske himmel, som da også åbnede sig for os få minutter senere.
Lige til højre for denne front så vi en temmelig stor flok viber, så lidt fugle var der trods alt til os … men ud over disse så vi ikke meget andet end en flok gæs inde på en mark.

IMG_4420

Når vi kører til Sverige næste gang, har vi lovet hinanden at stå rigtig tidligt op, så vi kan være derude, når de store træk forventes at starte.

Skanör så helt dragørsk ud. Vi kørte gennem byen og videre ned til havnen, bare fordi vi nu alligevel var på disse kanter. Der er sikkert et voldsomt leben om sommeren, men i dag, en regnfuld onsdag eftermiddag i september, holdt der kun to tyske autocampere, som havde slået lejr for natten, hvad de godt måtte her – der var eludtag til campister nede ved havnefronten; man skulle bare melde sig på havnekontoret.

Advertisements

16 kommentarer

  1. Bare til oplysning: Sveriges vestligste punkt er ca. på samme længdegrad som Kalundborg og ligger sydligst ved Norges og Sveriges fælles grænse.
    Iøvrigt venter jeg spændt på, at høre om svampeforekomsten ved den svenske residens pt., så jeg ved, hvad jeg kan forvente i den kommende weekend.
    God tur til Amalfi

    Kommentar af Kristine — 10. september 2014 @ 19:24

    • Ja, det er det selvfølgelig … jeg var vist ikke nået videre end til Skåne i min tankegang 🙂
      Svampeforekomsten er på retur, især har Karl Johan toppet for et par uger siden, vil jeg tro, men jeg vil også tro, at du stadig vil kunne finde en del.
      Tak, og god jagt!

      Kommentar af Ellen — 10. september 2014 @ 19:47

  2. I kommer viden omkring, og jeg glæder mig til at høre om jeres tur sydpå til støvlelandet. Hvis I har fundet kameraerne frem, da I stod ud af bilen, er det måske ikke så sært at vogteren blev lidt nervøs 🙂

    Kommentar af Lene — 10. september 2014 @ 19:45

    • Det nåede vi overhovedet ikke – han stod der simpelthen omgående, men jeg kan godt se, hvad du mener 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. september 2014 @ 19:48

  3. Er der noget med skiltning du bare overser?
    Det ser jo helt sønderjysk fladt fladt ud! Sikke en himmel og det er da en fantastisk dybde i billedet med den skyformation.
    Håber I får bedre vejr i Amalfi.

    Kommentar af Anne Holtegård — 10. september 2014 @ 20:09

    • Hmm, det kan da godt være, men gps’en skulle jo gerne kunne finde ud af det, især når man har kodet de rigtige koordinater ind – tjekkede dem oven i købet 🙂
      Det er om muligt mere fladt end i Sønderjylland, men tak for billedroser … og tak, men det tror jeg, at vi får 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. september 2014 @ 21:34

  4. Der sker et og andet på selv små rejser. Hva’ tid er tidligt op?

    Kommentar af Jørgen — 10. september 2014 @ 20:30

    • Ja, man kan næsten altid få sig en eller anden oplevelse.
      Tidligt er, når man om tre uger, efter fem kvarters kørsel står ved Falsterbo kort tid efter det er blevet lyst. Måske skal vi op ved femtiden?

      Kommentar af Ellen — 10. september 2014 @ 21:36

  5. Sjovt nok at naturisterne har det med at gemme sig….. De må have haft en skøn sommer….

    I får set så mange skønne steder, jeg bliver helt svedt af de flotte billeder, du forsyner os med. Bare fortsæt!
    Hvad angår svampe håber jeg at Sverige gemmer lidt til os, når vi om ikke så lang tid drager østover.

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 10. september 2014 @ 20:53

    • Ja, de kan næppe have frosset 😉
      Tak, jeg fortsætter – kan slet ikke lade være …
      Svampene er stærkt på retur, men nogle er jo senere end andre, fx tragtkantarellerne, så der er håb endnu!

      Kommentar af Ellen — 10. september 2014 @ 21:38

  6. Hehe.. Stod I der med hver sit kamera og skulle bare ind og kigge.. 😉
    Flotte og dramatiske billeder du har fanget, de mørke skyer giver altså nogle fede farver på billeder.

    Kommentar af Inge — 10. september 2014 @ 21:45

    • Han nåede slet ikke at se kameraer, før han var over os – og i øvrigt er jeg ikke vild med at kigge på nøgne mennesker, men det kunne han selvfølgelig ikke vide … 🙂
      Det er bare så flot, når solen skinner samtidig med disse blytunge skyer.

      Kommentar af Ellen — 10. september 2014 @ 21:53

  7. Haha, var der mon overhovedet noget at kigge på? Jeg synes, det må være ved at være en ret kold fornøjelse at være naturist. Flotte billeder. Det nederste ligner nærmest et guldaldermaleri 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 11. september 2014 @ 09:09

    • Det ved jeg ikke, for jeg kiggede jo ikke 😉 – men jeg gad heller ikke være naturist – af flere årsager …
      hehe, jeg skulle måske have skrevet Lundbye nederst til højre 😉

      Kommentar af Ellen — 11. september 2014 @ 17:07

  8. Uha, det eneste, der mangler for at fuldende billedet af jeres uretmæssige ophold, er to bidske vagthunde uden kropsdækkende halsbånd.

    Kommentar af Eric Bentzen — 11. september 2014 @ 14:53

    • Ja. Men heldigvis var der ikke sådanne hunde. Manden var såmænd også effektiv nok 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. september 2014 @ 17:07


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.