Hos Mommer

27. august 2014

Vi har ikke rotter på loftet, men …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: , ,

… vi har haft dem under stuegulvet.
Mens vi har hygget os i Sverige, er Morten Tømrer blevet næsten færdig med det stuegulv, der skulle lægges helt om.
Han havde ærgret sig lidt over, at vi ikke havde været der til at se, hvor slemt det var og i det hele taget at følge processen, men han havde heldigvis taget en del billeder med sin mobil – og har lovet at sende dem til os.
Der gemte sig desværre íkke nogen skat. Sagde Morten … vi har jo ikke været til stede … men vi tror på ham når han fortæller os, at der ikke var andet end en rotterede og en masse myrestier. Førstnævnte var heldigvis forhenværende, men der var ingen tvivl om, hvor de var kommet ud og ind, så det er der nu sat en stopper for.
Der er kommet masser af isolering under gulvet, så nu bliver vi ikke fodkolde til vinter.

Alt for blaa (2)

Stakkels Maler-Glenn. Han er lidt uheldig med den træmaling. Den blev byttet, som jeg skrev tidligere, og han havde været så flink at male to vinduer og en dør for os, så vi kunne få det rigtige indtryk af malingen.
Jeg blev lang i ansigtet – i mine øjne har den blå farve intet at gøre med almueblå, så det er en ommer.
John synes, at den er ‘pæn’ – jamen det er den da også. Bare ikke på Den Stråtækte. Der er stadig for meget cirkus over farven, men jeg har sådan en sød mand, der alt for nemt får lidt medlidenhed med folk, hvor jeg er noget mere af en møgkælling.
Jeg må indrømme, at jeg er lidt ligeglad … synes da også, at Glenn er en flink fyr, men det skal altså ikke få mig til at acceptere en farve, jeg synes er helt forkert. Det må simpelthen kunne lade sig gøre at få en maling, der er rigtig almueblå!
Nu befinder han sig på Mallorca, og det er ham vel undt – klagen kan sagtens vente, til han kommer tilbage fra ferie.

P1020934P1020936

Jeg har atter en gang brug for hjælp fra blogland: Siden i torsdags er disse krokuslignende blomster dukket frem i haven – både i græsplænen og i et par bede. Da det er den helt forkerte årstid for krokus, må det altså være noget andet. Der er tilsyneladende ingen andre blade end kronbladene. Den er 12-15 cm høj.
Hvad kan det være for en plante?

Advertisements

44 kommentarer

  1. Jeg tror, at det en høsttidløs, også kaldet “nøgen-jomfru”. Den kommer netop om efteråret, og den er meget gifttig!
    Hvor ser det altså bare hyggeligt ud, og jeg er helt enig med dig i, at den nye blå farve er lidt for kras. Jeg går ud fra, at I ikke er kede af at måtte undvære synet af den fhv rotterede 🙂 Rigtig god onsdag aften!

    Kommentar af Nonna — 27. august 2014 @ 19:27

    • Tak, Nonna – og jeg kan se, at flere andre har samme bud. Hvad skulle jeg dog gøre uden blogland? 🙂
      Både-og …det generer mig såmænd ikke – det ville have været langt værre, hvis det havde myldret med levende rotter!

      Kommentar af Ellen — 27. august 2014 @ 20:30

  2. nøgen jomfru, tror jeg

    Kommentar af Hanne Birkmose — 27. august 2014 @ 19:27

    • Det tror jeg du har ret i – flere har budt ind med det samme. Og tak … 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. august 2014 @ 20:31

  3. Jeg er enig med Nonna – blomsterne må være nøgne jomfruer. Med hensyn til farven er jeg enig med John i, at den er pæn – og enig med dig i, at den ikke er almueblå og ikke passer til huset. Den vill passe bedre på et lille hvidt hus på en græsk ø 🙂

    Kommentar af www.bedstesblog.dk — 27. august 2014 @ 19:37

    • Det er I mange, der er enige om, så den er købt 🙂
      Farven skal være noget mere støvet-blå, synes jeg … enig i, at den er for græsk i sit udtryk.

      Kommentar af Ellen — 27. august 2014 @ 20:32

  4. Hejsa jeg er enig i, at farven ikke har noget med almueblå at gøre. Vi bruger Gori 88. Kan købes hos 10-4 byggemarked på hjemmesiden og farven hedder Havblå/Almueblå. Fem liter koster 499 kr. p.t.
    vh
    Lena

    Kommentar af Lena — 27. august 2014 @ 19:40

    • Tak, Lena. Jeg vil undersøge den farve, du nævner her, men nu har vi betalt for malingen, så jeg håber foreløbig på, at Glenn selv kan farve den ind, så den passer bedre.

      Kommentar af Ellen — 27. august 2014 @ 20:35

  5. Nonna har ret; det er nøgne jomfruer. Jeg havde for længe siden en nabo, der syntes, det var SÅ sjovt at stille sig ud og råbe: “Der er nøgne jomfruer i min have”, så hele rækkehuskvarteret kunne høre det. Ja, den blå er stadig lidt voldsom. Måske skal du med maleren på indkøb næste gang. Det kunne nu have været lidt sjovt at se den rotterede. Vi har ‘kun’ haft musereder mellem sokkelbunden i køkkenskabene og så selve gulvet. Ih, hvor havde de hygget sig …

    Kommentar af Fruen i Midten — 27. august 2014 @ 19:43

    • Skør nabo 🙂
      Han må selv tilsætte et eller andet, så den får den rigtige, støvede blå farve.
      Yrk. jeg kan sagtens undvære både muse- og rottereder – selv om det sidste trods alt nok er det værste. Mus kan jeg egentlig godt lide, så længe de holder sig udendørs, men rotter er en pest, uanset hvor de befinder sig.

      Kommentar af Ellen — 27. august 2014 @ 20:37

  6. Nej almueblå er de ikke de nymalede eksteriørdele på jeres stråtækte, men det kan være de er lidt mere fremtidsikre… det kan være maleren ved noget om havluft, sollys mm så han ved at de næste år rammer den rette farve.. og beholder den lidt længere inden de bliver blege og gråblå i stedet… Men ok, de er måske lige en tand for blå, de der.

    Nåede ikke frem med mit bud på hvad det er for blomster du har fået i din have – og det er da vist meget godt for min selvrespekt 😉

    Kommentar af overleveren — 27. august 2014 @ 19:57

    • Det er muligt, men så vil jeg hellere male lidt tiere end vente på, at denne farve måske bliver pænere, for ja: den ER for blå!
      Hehe, jeg vil tro, at dit bud ikke gik på en nøgen jomfru 😉

      Kommentar af Ellen — 27. august 2014 @ 20:39

  7. Enig, den har aldrig været almueblå, og den passer ikke til huset.

    Kommentar af Stegemüller — 27. august 2014 @ 20:00

    • Nemlig. Passer bedre i Grækenland, som Randi var inde på.

      Kommentar af Ellen — 27. august 2014 @ 20:39

  8. Den er endda for blå til at være græsk blå – græsk blå er lysere. Selvfølgelig skal du stå fast. Blomster har jeg ikke forstand på og åbenbart heller ikke jomfruer. Det står sløjt til.

    Kommentar af Eric — 27. august 2014 @ 21:06

    • Nu måtte jeg jo lige billedgoogle Santorini, og ja, du har selvfølgelig ret i, at den græske er lysere.
      Jeg synes det er okay og er faktisk glad for, at du ikke er jomfruekspert,Eric … det findes der et meget lidt pænt ord for, når vi taler om mænd i din alder 😉

      Kommentar af Ellen — 27. august 2014 @ 22:16

  9. Der er blå og så er der almue blå og det er noget helt andet end den dør! Almueblå er en blød, dæmpet lidt støvet blå…. Jeg malede et lille udskåret medicinskab/tobaksskab, for mange år siden, men da kunne man da købe farven …Skal alt procentblandes nu om dage? Pøj-pøj med næste omrøring!
    Nøgen Jomfru… Sjov plante, masser af blade i foråret og en smuk “krokus” i sensommeren! Det er også et glas:Encyklopædien: nøgen jomfru, spidsglas, hvis stilk indeslutter en aflang luftblære. Særligt fine nøgen jomfru-glas blev i 1700-t. fremstillet på det norske glasværk Nøstetangen. Og på Holmegård/Per Lütken 1973.

    Kommentar af Anne Holtegård — 27. august 2014 @ 21:17

    • Alt bliver blandet, ja – der er ingen, der ligger inde med farverne på farvekortet mere, men den rigtige almueblå fandtes altså ikke på det farvekort, jeg så.
      Nu må vi derfor være lidt kreative i samråd med maleren.
      Har den blade i foråret? Det så jeg jo af gode grunde ikke, men nu ved jeg da, hvad det er, når de kommer til næste forår.
      Hvor bliver man dog klog her i blogland 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. august 2014 @ 22:18

  10. Min tømrer har med næsten garanti blandekoden på almueblå. Vi har farven på stuehusets døre og vist også en skvat stående til smårep. når katte eller hunden har skrabet på døren. Lad mig vide, hvis I får brug for koden.
    Dog synes jeg det er lidt sært, hvis almueblå ikke er en af de kendte blandekoder hos trælasten.

    Den blå farve på billedet er ren tivoli, som gør mig helt nervøs for din malers dømmekraft. Der burde have fulgt min. to spilleautomater og en radiobil med i den farvehandel.

    Farvevalg og fremtoning til vore små ældre huse bør efter min mening tilpasses den plads i datidens samfund, som huset og dets beboere i sin tid har haft.
    Jeres hus har sikkert haft “jord til en ko” eller måske 2-3 hektar og ellers har man levet af fiskeriet. Pæne, jævne, arbejdsomme og ordentlige folk, som har holdt og passet tingene, svaret enhver sit og ikke gjort det store væsen af sig.
    Prangende fremtoning, spir og takkede gavle har man ladet sognets kortspillende og punchdrikkende proprietærer om.
    Derfor har jeg det også så svært med at acceptere, når små gamle huses vægge plastres til med malede vognhjul, ukrudtsharver og sædedækkere.

    Fruen og jeg har ofte talt om, at hvis vi ville give vores have et oprindeligt præg (og i øvrigt havde fastansat gartner), skulle 80 procent af forhaven omlægges til nydeligt holdt køkkenhave. Man har oprindeligt kun haft en ubetydelig prydhave. Stort set al jord har været anvendt til fødevareproduktion til vore små huses store børneflokke.

    Undskyld, der kørte jeg vist lidt ud af tangenten.

    Kommentar af Farmer — 28. august 2014 @ 04:59

    • Ingen undskyldninger – du er velkommen til at køre.
      Det er nu ellers en meget dygtig maler, men dér er den godt nok lige smuttet for ham med den blå farve …
      Huset har faktisk været et dobbelthus; formentlig til Finn og Tulle købte det for 25 år siden.
      Jeg ved godt, at prydhaver er et moderne fænomen – eller et rigmands- ditto, men så meget længes jeg nu ikke tilbage i tiden – gider simpelthen ikke passe en urtehave.

      Kommentar af Ellen — 28. august 2014 @ 18:08

  11. Sjovt med den der almueblå. Jeg troede faktisk, at man kunne finde farven på et universalfarvekort med numre, men det er åbenbart ikke tilfældet.
    Jeg er kommet til at tænke på, at den farve, vi kender som almueblå, måske slet ikke har været støvet fra begyndelsen. Er der ikke noget med, at man var gladere for kraftige farver før i tiden? Men det er jo ligefyldigt nu. Det drejer sig om, at I får den rigtige farve, og det er jeg overbevist om, at det ender med. Ellen er jo stædig 😉

    Kommentar af Rasmine — 28. august 2014 @ 08:10

    • Åbenbart ikke … og om du har ret i, at ‘almueblå’ oprindelig var en skrappere farve, aner jeg ikke, men jeg vil i hvert fald have den mere støvet.
      Ja – jeg kan være temmelig stædig – kender du mig virkelig så godt? 😉

      Kommentar af Ellen — 28. august 2014 @ 18:10

      • Jeg forstår ikke, at du overhovedet kan være i tvivl om, at de fleste af dine læsere kender dig “så godt” 🙂

        Kommentar af Rasmine — 28. august 2014 @ 19:14

        • Hmmm. Men stædighed? Er det virkelig så tydeligt? Det må det jo være 🙂

          Kommentar af Ellen — 28. august 2014 @ 20:01

  12. Ikke et ord om nøgne jomfruer… jeg har dem også! 😉 Det er underligt, som malere kan være farveblinde – jeg havde også engang én, der insisterede på at blande farverne selv, og jeg fik ALDRIG den farve, jeg bad om. Han var så heldig af og til og ramme en farve, jeg rent faktisk kunne lide… det var bare ikke den rigtige…

    Kommentar af Mia Folkmann — 28. august 2014 @ 08:10

    • Hehe, sikke en maler, du har haft. Vores er ellers ret god – lige bortset fra at finde almueblåt … 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. august 2014 @ 18:11

  13. Den er godt nok noget blå, den blå farve. Jeg er kommet til at tænke på, at da jeg tidligere på året skulle have en bestemt farve til udvendig maling af huset, viste det sig at der var opstået mange forskellige marehalm-farver, hvilket undrede mig. Det var ikke let at finde den rigtige, når man i sin uendelige naivitet blot troede der var en farve der hed sådan og ikke mange Jeg tror vi fik den rigtige, men måske er det også problemet med almueblå, at der er mange mulige blandinger der hedder det samme.

    Kommentar af Jørgen — 28. august 2014 @ 08:46

    • Den er alt for blå, ja.
      Jeg ville da også umiddelbart tro, at marehalm var marehalm, men hvis man fx billedgoogler ‘almueblå’, giver det også mange farver – dog ikke nogen så lysende blå som den, jeg viser her.

      Kommentar af Ellen — 28. august 2014 @ 18:12

  14. Cirkusblå er en god beskrivelse. Og den er nok lidt skarp til et stråtækt paradis.
    Jeg får helt myrekryb bare af at læse om rotter. Godt de er udryddet under jeres gulv.

    Kommentar af conny — 28. august 2014 @ 13:42

    • Ja, alt for skrap!
      Jeg håber i hvert fald på, at vi ikke ser rotter igen!

      Kommentar af Ellen — 28. august 2014 @ 18:13

  15. Sikke da en omgang renovering I er ude i. Jeg har vist heller aldrig hørt om renovering af gamle huse, hvor der ikke har gemt sig forskellige uhyrligheder i form af rotter og svamp og manglende fundament. Min datter var igennem den slags i sit tidligere ægteskab. Det er godt, I har gode håndværkere, og at rotternes adgangsvej er blevet stoppet. Den rigtige blå nuance dukker nok op, men det havde da været fedt, hvis det havde været i første farveprøve.

    Kommentar af Betty Schou — 28. august 2014 @ 16:13

    • Næh, sådan går det nok hver eneste gang med så gammelt et hus: Der er altid en eller flere overraskelser. Det havde vi ellers også taget højde for, men der er forudset uforudset, og så er der det helt uforudsete 😉
      Jeg og maleren skal nok finde frem til den rigtige blå farve, når han er hjemme fra ferie igen.

      Kommentar af Ellen — 28. august 2014 @ 18:15

  16. Jeg syntes at den blå farve er lige i øjet. Tror at det hænger sammen med at jeg som barn boede i et tråtækt bindingsværkshus – i samme stil med netop den farve blå vinduer til den sorte træværk og hvide vægge. Når der er grønne planter omkring tager det noget af hissigheden i den blå farve.

    Kommentar af Kristine — 28. august 2014 @ 18:14

    • Jah, der er vi så ikke helt enige, Kristine. Men okay – farven er ikke så slem på billedet, som den virker på øjet IRL, når man ser den i sollyset – fotoet har forskønnet den en anelse, så skiftet bliver den 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. august 2014 @ 18:17

  17. ‘Nøgen jomfru’ hedder blomsten, men det har andre sikkert allerede svaret 😉
    Nej, den blå farve duer bare ikke, siger jeg også. Synd for maleren, men I skal jo se på den dagligt i adskillige år, så om igen…

    Kommentar af fiberfryd — 28. august 2014 @ 23:12

    • Ja – det ved alle andre end mig tilsyneladende 😉
      Han bliver simpelthen nødt til at finde den rigtige farve til os …

      Kommentar af Ellen — 29. august 2014 @ 08:43

  18. Jeg havde samme reaktion, da jeg fandt dem i min have for mange aar siden. De er saa koenne.

    Kommentar af Tina - omme i London — 28. august 2014 @ 23:28

    • Meget kønne – tænk, at jeg aldrig er stødt på dem før … det kan jeg slet ikke forstå.

      Kommentar af Ellen — 29. august 2014 @ 08:44

  19. En af vores tidligere naboer havde de fine lilla blomster i store klynger i sin forhave og jeg jublede ved synes. Om eftermiddagen havde han gravet et par klynger op til mig som jeg fluks plumsede i haven – året efter kom der to sølle jomfruer op. De ville åbenbart hellere bo hos ham… Det med den blå farve; vores gamle hus havde også den kække blå farve på vinduer og døre, og hen på sommeren var den lidt mindre blå og året efter var den mere grå end blå…

    ps – vil meget gerne køre med til strikkefestivallen!

    Kommentar af Linda — 28. august 2014 @ 23:58

    • Øv – man skal åbenbart ikke flytte rundt på nøgne jomfruer 🙂
      Så hurtigt skulle det meget nødigt gå med vores døre og vinduer – så skal man jo male hvert år. Han har bare at finde en, der er mere farveægte!
      Fint, Linda – det bliver hyggeligt, og det er jeg sikker på, at Ditte også vil synes. Men … du er jo arbejdsramt. Tror du, at du på trods af det kan være på Solrød S-station allerede ved 12-tiden? Vi mailes nærmere ved i ugen op til, ikk’?

      Kommentar af Ellen — 29. august 2014 @ 08:48

  20. Den er jo koboltblå hvis du spørger mig.. måske endda næsten Brønby blå..:-) den farve havde Benjamins værelse da han boede i Bymarken, maleren bandede fælt da jeg ville have vægene lyse igen. 🙂

    Kommentar af Inge — 29. august 2014 @ 15:08

    • Den er ikke så koboltblå som den første, han kom med, men det snerper!
      Jeg forstår godt, du ville have vægge i en anden farve end den alt for meget blå – men de har nok skullet have en ekstra gang maling 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. august 2014 @ 15:29

  21. Puha, rotter indenfor – det kan være det samme. Har haft nogen i køkkenet et par gange!!
    I flere år har jeg haft myrer under stuegulvet – kunne se det på trafikken udenfor og af og til også indenfor
    Jeg tror virkelig, jeg har fået stoppet trafikken for good, for jeg har malet fundament med tjære, og der er ingen trafik mere.
    Den blå farve er flot – bare ikke til døre og vinduer i en stråtækt – helt enig med dig.

    Kommentar af Kisser — 29. august 2014 @ 17:52

    • Ja, dem kan vi sagtens leve uden! Man undgår jo nok ikke mus sådan et sted, men dem kan jeg bedre leve med end med rotter.
      Myrer irriterer mig også ret meget – de er simpelthen overalt – håber du virkelig har fået stoppet dine.
      Ja, den er bare for blå.

      Kommentar af Ellen — 29. august 2014 @ 18:32


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.